Rune Møller Stahl om Italien: Eurokrisen er tilbage. Og der er ingen løsning i sigte

Rune Møller Stahl om Italien: Eurokrisen er tilbage. Og der er ingen løsning i sigte

31.05.2018


Regeringskrisen i Italien har med ét slag genstartet Eurokrisen. Striden handler om makroøkonomisk politik, og i hvor høj grad de sydeuropæiske lande skal lade sig binde af økonomiske bestemmelser fra Bruxelles – og fra Frankfurt. På et dybere niveau udstiller striden et af de centrale dilemmaer i moderne politik: Skal staten først og fremmest stå til ansvar overfor sine borgere eller overfor de internationale finansmarkeder?

Kommentar af Rune Møller Stahl

Hvis vi gik og troede, at Eurokrisen var ved at være ovre, kan vi godt tro om. På trods af, at vækstraterne i Euroland har bevæget sig en smule op ad de sidste år, er økonomierne i Sydeuropa stadig plaget af store problemer. Fra massiv ungdomsarbejdsløshed, der ikke ser ud til at gå væk, til den statsgæld, som fulgte med finanskrisen, og bankpakkerne og bliver ved med skabe problemer.

Eurokonstruktionen med den centraliserede pengepolitik og en stadig strammere styring af medlemslandenes statsfinanser bliver ved med at udgøre en fordel for den tyske eksportindustri, men at være en spændetrøje for de sydeuropæiske økonomier.

Derfor søger vælgerne i stigende grad til anti-establishment-partier, som lover at bryde med den stramme sparepolitik, euroeliten dikterer. I Portugal, Spanien og Grækenland har det især været venstrefløjen, som har haft gavn af denne tendens, med partier som Syriza og Podemos, mens det i Italien er det højrepopulistiske Lega, og den svært kategorisérbare 5-stjernebevægelse, der under komikeren Bebe Grillo kombinerer korruptionsbekæmpelse og indvandringskritik med krav om direkte demokrati og borgerløn.

Selvom den politiske situation i Italien er mudret, står det klart, at der er en dyb modsætning mellem de politiske ønsker hos et flertal af italienerne og de krav, euro-toppen og de finansielle markeder stiller til den italienske stat. Den nuværende krise, hvor præsident Sergio Mattarella har nægtet at godkende den regering, som parlamentsflertallet har udpeget af frygt for, at den euro-kritiske økonomiminister Paolo Savono ville skræmme de finansielle markeder, sætter problemet på spidsen. Præsidentens handlinger har basis i forfatningen, men ved at gå mod et klart parlamentarisk flertal har han kastet det politiske system ud i en dyb krise.

Under denne krise spøger en modsætning mellem demokrati og kapitalisme. Det er umuligt både at imødekomme ønskerne hos et flertal af vælgerne om en ny økonomisk politik og kravene om finansiel disciplin, som kommer fra de store investorer på de finansielle markeder.

Den tyske politiske økonom Wolfgang Streeck beskriver, hvordan den moderne demokratiske stat står i et eksistentielt dilemma. På grund af skattely og finansiel globalisering, hvor virksomheder og formuer kan søge hen hvor skatten er lavest, har velfærdsstaten et massivt finansieringsproblem. Et problem, som i mange lande er blevet løst ved en stigende optagelse af gæld. Dette skaber en situation, hvor politikerne er splittede mellem loyaliteten overfor et ’statsfolk’ bestående af vælgerne og et ’markedsfolk’ bestående af internationale kreditorer. Det er umuligt både at tilfredsstille statsfolkets ønsker om velfærd, beskæftigelse og social sikkerhed og markedsfolkets krav om finansiel disciplin. Denne modsætning er specielt akut for Euro-landene, fordi de – med indgåelse af valutaunionen – ikke længere har fuld monetær suverænitet.

 

Det er umuligt både at tilfredsstille statsfolkets ønsker om velfærd, beskæftigelse og social sikkerhed og markedsfolkets krav om finansiel disciplin
_______

 

I denne situation har den italienske præsident Sergio Mattarella truffet et klart valg. I en konflikt mellem finansmarkeder og folkestyre må finansmarkederne vinde. Udpegningen af en teknokratisk regering med den tidligere IMF-økonom Cottarelli som leder gør denne prioritering lysende klar.

Situationen minder om indsættelsen af den tidligere Goldman Sachs-rådgiver Mario Montis teknokratregering i 2011, sidst markederne var utilfredse med de italienske vælgeres valg. Og den minder om situationen i Grækenland, hvor Eurotoppen først indsatte bankmanden Papademos’ teknokratregering og siden, da vælgerne insisterede på at stemme Syriza ind i regeringskontorerne, brugte alle de økonomiske magtmidler, de havde til deres rådighed, for at knække den nye regering og tvinge dem til at følge sparediktaterne fra Bruxelles.

At Matterella har opbakning fra EU-toppen blev gjort klart af et interview som EU’s budget-kommissær Günther Oettinger gav til den tyske tv-program Neue Welle tirsdag. Han sagde, at ”udviklingen på markederne, med statsobligationer og Italiens økonomi [..] vil være et signal til vælgerne om ikke at stemme på populister på højre- eller venstrefløjen”. Samtidig gik Guy Verhofstadt på Twitter ud med et krav om ”reformer, reformer, reformer”. Selvom Donald Tusk forsøgte at gyde olie på vandene, er få i tvivl om, at EU-toppen, præcis som i tilfældet med Syriza-regeringen i Grækenland i 2015, er parat til at bruge alle økonomiske pressionsmidler for at holde Italien fast på forpligtelsen på Eurozonens regler.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at forsøget på at afværge en eurokritisk regering kommer til at gå godt. Snarere tværtimod.

Renten på den italienske statsgæld skyder op i disse dage, og med udsigt til stejl modstand mod den nye regering fra 5-stjernebevægelsen og Lega står landet overfor politisk kaos, indtil der kan holdes nyvalg. Dette valg kan meget vel ende med at blive en folkeafstemning om Italiens forhold til Euroen.

De resulterende økonomiske problemer, samt den pågående flygtningekrise, gør det svært at forestille sig, at de populistiske højrekræfter ikke skulle blive styrket ved det næste valg. Og de første meningsmålinger tyder da også på, at Lega kommer til at blive den store vinder:

Imens kan fornyet uro om Italiens økonomi hurtigt sprede sig til resten af de sydeuropæiske lande i form af stigende renter på statsgælden. Dermed kan lande som Portugal, Grækenland og Spanien blive trukket ind i en statsgældskrise, på samme måde som Italien i 2011 blev trukket ned på grund af den græske gældskrise.

På den længere bane bliver modsætningen mellem de nationale demokratier og kravene fra de finansielle markeder gravet dybere. En langsigtet løsning på Euroens problemer kræver én af to ting:

Enten en fundamental ændring af valutaunionens politikker og struktur. Eller at vælgerne i Sydeuropa accepterer at et medlemskab af Euroen betyder, at man endegyldigt har afskrevet sig kontrollen over sin hjemlige økonomiske politik. Lige nu er ingen klar til at erkende hverken det ene eller det andet. Derfor fortsætter Euroens eksistentielle krise uden nogen løsning i sigte. ■

 

Lige nu er ingen klar til at erkende hverken det ene eller det andet. Derfor fortsætter Euroens eksistentielle krise uden nogen løsning i sigte
_______

 

Rune Møller Stahl (f. 1982) er Ph.d.-stipendiat i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi. ILLUSTRATION: Lega-tilhængere hepper på formand Matteo Salvini til et valgmøde [foto: Miguel Medina/Scanpix]