Poul Villaume: Der er ingen diplomatisk strategi for konfliktnedtrapning i Syrien og Mellemøsten

Poul Villaume: Der er ingen diplomatisk strategi for konfliktnedtrapning i Syrien og Mellemøsten

14.04.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Vestmagternes fejlvurderinger blokerede tidlige FN-forhandlingsforsøg i den syriske borgerkrig. Der påhviler Rusland, USA og EU et fælles ansvar for stabilisering af den mellemøstlige region.

Kommentar af Poul Villaume

Det amerikansk-britisk-fransk-koordinerede luftangreb på Syrien d. 14. april skete efter direkte kontakter mellem vestlige ledere og Kreml. Uanset al retorik til offentligt brug er der i Kreml givetvis en vis opsparet irritation over Assads tilsyneladende egenrådighed. Det er vigtigt at forstå, at Kreml ikke er ubrydeligt ”gift” med Assad – der er mere tale om et realpolitisk fornuftsægteskab, som Kreml er parat til at bryde, så længe der er garantier for et andet styre i Damaskus, som er stabilt nok til at stå imod et nyt Irak- eller Libyen-scenarie med anarki, opløsning og islamistisk dominans. Rusland har klare interesser her. Syrien ligger tæt på Ruslands Kaukasus-område, som i mange år har været arnested for islamisme og islamistisk terror inden for Ruslands egne grænser.

Mens politikere, medier og de fleste eksperter har været intenst optagede af at spekulere i, hvilke militære skridt Trumps Washington – med villige allierede – kunne tænkes at tage som reaktion på Assad-regimets formodede kemiske angreb på civile i Douma i begyndelsen af april, og mens FN’s Sikkerhedsråd er lammet af Vestmagternes og Rusland strid om, hvordan en seriøs undersøgelse af angrebet bør foregå, er der grund til at træde et skridt tilbage. I et lidt længere perspektiv – både bagud og fremad – kan man nemlig identificere dels nogle oversete faktorer, som har medvirket til, at den eskalerende internationale konflikt i Syrien er opstået, og dels hvordan konflikterne i den mellemøstlige region vil kunne nedtrappes og situationen stabiliseres med henblik på mere varige løsninger.

Der er ingen grund til at forskønne eller retfærdiggøre hverken Vestmagternes eller Ruslands optræden i den syriske konflikt. Den har for alle parters vedkommende været styret mere af kølige magtinteresser end af værdibaseret moralpolitik, og Vestmagternes kombination af overmod og dobbeltmoral har, som påvist nedenfor, ikke bedret situationen for den plagede syriske befolkning.

Det internationale diplomati har hidtil fejlet fælt til fordel for militære udveje med enorme menneskelige omkostninger til følge. Og en militær optrapning i form af yderligere vestlige angreb i Syrien vil mest af alt være af symbolsk karakter og vil ikke øge udsigterne til en holdbar fredsløsning – snarere tværtimod.

 

Det internationale diplomati har hidtil fejlet fælt til fordel for militære udveje med enorme menneskelige omkostninger til følge
_______

 

Overmod: ”Assad must go”
Det er en ofte gentaget myte, at Vestmagterne har forholdt sig passive i den syriske borgerkrig. Faktisk spillede de en væsentlig indgribende rolle i konfliktens første to til fire år. Under indtryk af NATO’s tilsyneladende succes med at vælte Libyens diktator Gadaffi i sommeren 2011 stillede præsident Obama og de fleste NATO- og EU-lande (herunder den danske S-R-SF-regering) – i en blanding af overmod og ønsketænkning – allerede fra august 2011 kravet ”Assad must go!”. Samtidig støttede USA oprøret med penge- og våbenstrømme via autoritære allierede som Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien, selv om ressourcerne oftest endte hos militante islamistiske og delvist al-Qaeda-relaterede grupper. Militante islamistister strømmede til fra udlandet og tog reelt kontrol med oprøret allerede omkring 2011-12 (som bl.a. påpeget i august 2012 af USA’s militære efterretningsvæsen). Vestmagterne støttede således et væbnet oprør mod regimet i Damaskus uden realistisk mulighed for eller vilje til at følge støtten til dørs. Dermed overlod Vestmagterne i praksis oprørerne til Assad-diktaturets helt forudsigelige svar, den massive voldelige undertrykkelse.

Samtidig blokerede Vestmagterne reelt for flere forsøg på diplomatiske forhandlings- og kompromisløsninger i FN-regi i 2012-13, mens de sandsynligvis endnu havde haft en chance. Rusland støttede alle disse udspil, mens Moskva samtidig brugte sin vetoret i Sikkerhedsrådet over for vestlige resolutioner om intervention i Syrien, fordi Moskva ville hindre, at de kunne blive misbrugt – ligesom det reelt var sket i Libyen kort forinden. Sporene fra det efterfølgende libyske kaos skræmte.

Forspildte diplomatiske forhandlingschancer
De diplomatiske udspil om Syrien i 2012-13 er stort set glemt i dag, så her er en kort skitse:
Den finske fhv. præsident, FN-mægler og modtager af Nobels fredspris Martti Ahtisaari forhandlede i februar 2012 om Syrien med de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Det skete på vegne af The Elders, en international gruppe af ældre statsmænd og fhv. verdensledere med fokus på fred og menneskerettigheder (dannet i 2007 af bl.a. Nelson Mandela, Jimmy Carter, Kofi Annan, Desmond Tutu og Gro Harlem Brundtland).

Ifølge Ahtisaari opstillede Ruslands FN-ambassadør, Churkin, en Kreml-støttet fredsplan, som formentlig dengang kunne have ført til Assads afgang. Den russiske plan havde tre trin: 1) Stop for direkte og indirekte vestlig våbenhjælp til oprørerne; 2) Fælles indsats for omgående dialog mellem Assad og oppositionen; 3) Fælles indsats for at finde en elegant måde for Assad til at træde tilbage. Men USA’s, Frankrigs og Storbritanniens repræsentanter ignorerede Churkins forslag, ifølge Ahtisaari fordi de var overbeviste om, at Assad ville blive væltet af oprøret inden for meget kort tid – ligesom det nylig var sket for tre andre eneherskere under ”det arabiske forår” (Tunesien, Egypten, Libyen). De ignorerede bl.a. også den britiske ambassadør i Damaskus, som i sommeren 2011 efter fire-fem måneders oprør anslog, at Assad fortsat havde opbakning fra 30-40 pct. af den syriske befolkning.

 

USA’s, Frankrigs og Storbritanniens repræsentanter ignorerede Churkins forslag, ifølge Ahtisaari fordi de var overbeviste om, at Assad ville blive væltet af oprøret inden for meget kort tid
_______

 

Samtidig afsporede Vestmagterne med USA i spidsen reelt de diplomatiske Geneve-forhandlinger i regi af FN og Den Arabiske Liga ad flere omgange. I både juni 2012 og maj 2013 afviste USA to afgørende elementer i de fredsplaner, som to erfarne FN-mæglere, først Kofi Annan og siden Lakhdar Brahimi, havde stået for, nemlig: 1) inddragelse af Iran som ligeberettiget forhandlingspartner, og 2) afkald på, at Assad skulle gå af som forhåndsbetingelse for forhandlinger om en overgangsregering i Syrien. USA ville officielt intet have med Iran at gøre diplomatisk på dette tidspunkt og insisterede fortsat på sin ”Assad must go”-præmis. Da Iran – i hvert fald i 2012-2013 – givetvis havde større indflydelse på det svækkede Assad-regime end fx Rusland, var der tale om et regulært benspænd for FN-forhandlingssporet, hvilket både Annan og Brahimi offentligt har påpeget og beklaget. Fra maj 2013 og frem foreslog Kreml også flere gange Washington en bilateral forhandlet Dayton à-deux Syrien-løsning (med forbillede i den ex-jugoslaviske fredsløsning i 1995). Men USA var ikke interesseret i at afprøve den mulighed; Obama-regeringens forhold til Putins Rusland var på dette tidspunkt under hastigt nedkøling.

Ruslands intervention
Assad faldt som bekendt ikke, og de moderate syrere, som demonstrerede imod Assad-diktaturets torturkamre og for demokratisering og menneskerettigheder, blev marginaliseret i takt med, at oprøret blev radikaliseret og militariseret. Den Frie Syriske Hær, som Vesten officielt støttede fra starten, har sammen med andre moderate oprørere spillet en stadig mere diminutiv rolle siden 2012 – vel at mærke længe inden Rusland greb ind militært i Syrien i efteråret 2015. For at overleve som aktører i Syrien har de svage og splittede moderate oprørere i stort omfang været tvunget til i praksis at operere på de stærkere islamistiske oprørsgruppers betingelser i en slags skævvredet ’enhedsfront’.

Alt tydede i sensommeren 2015 på, at fremrykkende islamistiske militsstyrker, med fortsat støtte fra bl.a. Saudi-Arabien, havde en reel og snarlig mulighed for at indtage Damaskus og dermed opnå magten i hele Syrien. På dette tidspunkt begyndte Vestmagterne interessant nok at erklære, at Assad alligevel godt kunne blive siddende i en overgangsperiode som led i en forhandlingsløsning – altså reelt Ruslands position siden 2012. Men den slags vestlige erklæringer forstummede stort set igen, da Rusland i september 2015 greb militært ind i Syrien for at undsætte det pressede Damaskus-styre. Den russiske intervention blev omgående fordømt skarpt af vestlige ledere, som samtidig nedtonede den islamistiske dominans blandt de syriske oprørere og igen fremhævede den moderate Frie Syriske Hær, selv om den reelt var under opløsning. Dette tankevækkende forløb skal formentlig også ses i lyset af Vestmagternes parallelle konflikt med Rusland om Krim og Ukraine – men det er en anden historie.

Den diplomatiske vej frem
Forståelsen for grundlæggende principper i international ikke-militær konfliktløsning har under alle omstændigheder været ringe i den syriske konflikt. Der påhviler særligt Rusland, Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien, USA og andre NATO/EU-magter, som alle har interveneret i den syriske borgerkrig, et stort medansvar for i samarbejde med FN at bidrage konstruktivt til en fredsløsning, som må sigte mod en gradvis demokratisering, oppositionsrettigheder, basale menneskerettigheder, forsoning og tilbagevenden til den religiøse tolerance, der før borgerkrigen trods alt prægede Syrien.

Særligt EU-landene, som er naboer til Mellemøsten og via bl.a. flygtningestrømme er direkte påvirket af situationen i regionen, bør – frem for uden videre at følge en svært forudsigelig amerikansk kurs – samle sig om selvstændige initiativer for en gennemtænkt diplomatisk strategi for konfliktnedtrapning og stabilisering af situationen både i Syrien og i den mellemøstlige naboregion. Et vigtigt element her er en konsolidering af stormagternes fælles atomaftale med Iran fra 2015. Meget tyder på, at stærke kræfter i Washington (og i Israel) ønsker denne aftale genåbnet som led i et styrket – også militært – pres på Iran, hvilket alvorligt kan true den i forvejen skrøbelige magtbalance i regionen.

I et bredere perspektiv kunne EU som alternativ diplomatisk kurs arbejde målbevidst for at forberede og facilitere en stormagtsgaranteret, regional Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Mellemøsten med deltagelse af alle konfliktramte lande i regionen. Forbilledet kunne være den diplomatiske proces omkring Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) gennem 1970’erne og 1980erne, som bidrog til at vælte Berlinmuren og afslutte Den Kolde Krig fredeligt. Mange traditionelt tænkende politikere og analytikere anså omkring 1970 en sådan proces for både utænkelig og naiv. Men fokuseret, kreativt og visionært diplomati fra især europæisk (herunder aktivt dansk!) side gjorde en sådan skepsis til skamme. Kunne det tænkes, at disse samtidshistoriske erfaringer kunne genopfriskes – eller har vor tids ledende internationale aktører opgivet at tænke i meget andet end kortsigtede militære konfliktløsninger?

 

Kunne det tænkes, at disse samtidshistoriske erfaringer kunne genopfriskes – eller har vor tids ledende internationale aktører opgivet at tænke i meget andet end kortsigtede militære konfliktløsninger?
_______

 

[relatedposts]
Poul Villaume (f. 1950) er professor i samtidshistorie på KU og medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). ILLUSTRATION: Putin og Trump i samtale ved G20-topmødet i Hamborg i juli 2017 [foto: Carlos Barria/Scanpix].