Pia Olsen Dyhr: Mange har travlt med at erklære blokpolitikken for død, men der er stadig kun to statsministerkandidater i Danmark

Pia Olsen Dyhr: Mange har travlt med at erklære blokpolitikken for død, men der er stadig kun to statsministerkandidater i Danmark

25.01.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Venstrefløjen skal ikke vende ryggen til problemerne, men se dem lige i øjnene og komme med de bedste løsninger. Dette er mine bud på fem områder, som vi bør kunne samles om. Jeg lytter meget gerne til andre forslag. Men vigtigst er, at fokus er på, hvad vi gerne vil, hvis flertallet skifter, og ikke på, hvordan vi hurtigst muligt igen kaster bolden tilbage i blå blok.

Kommentar af Pia Olsen Dyhr

Nogle partier er meget optaget af hypotetiske røde og grønne linjer for, hvornår de vil vælte en eventuel kommende, rød statsminister. Jeg synes, at det er mere interessant, hvilken politik en ny rød regering vil føre – hvilken politikm vi kan samle flertal for og gøre til virkelighed. For ellers kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte fire år mere og visionerne forblive fine pamfletter.

SF’s altoverskyggende mål er at få et nyt flertal, en ny regering og en ny retfærdig politik for Danmark. Vi peger på Mette Frederiksen som statsminister. Betyder det så, at vi er stemmekvæg uden krav? Nej, for pokker! Vores krav vil selvsagt afgøre vores efterfølgende position og samarbejde med socialdemokraterne. Men det kræver nu engang et flertal at skabe forandringer. Og her kan jeg ikke få øje på progressive flertal udenom Socialdemokraterne. Mange har travlt med at erklære blokpolitikken for død, men hvis man skal være helt ærlig, så er der stadig kun to statsministerkandidater i Danmark: Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Peger man på andre, vil det være det samme som at pege på den modsatte bloks kandidat.

 

Vi skal skrue ned for presset på lønarbejdere og offentligt ansatte, fjerne unødig kontrol, lukke Moderniseringsstyrelsen og i stedet oprette en styrelse for godt arbejdsliv
_______

 

Derfor er det vigtigt, at partierne i rød blok fortsætter arbejdet mod fælles politiske pejlemærker og mål. Det har vi fx gjort med fremlæggelse af en fælles klima- og energiplan frem mod 2030. Og et udspil til øget demokratisering og borgerinddragelse. Det kan vi med fordel overføre til andre centrale områder. Skal rød blok være et seriøst alternativ til VLAK-regeringen, så er vi nødt til at formulere konkrete visioner og tiltag på helt centrale områder, som optager befolkningen.

Her er fem bud på sigtelinjer, vi bør samles om:

1. Vi skal skabe et mere lige samfund
Vi skal sætte en stopper for den stigende ulighed og få dem med store indkomster til at bidrage mere. Lad os melde Danmark helt og fuldt ind i arbejdet for en europæisk finansskat. Lad os kigge på beskatning af store formuer og aktieindkomster. Og lad os give alle bedre muligheder for opkvalificering samt videre- og efteruddannelse.

2. Vi bør investere mere i velfærd
Vi skal styrke det offentlige sundhedssystem, sikre værdig ældrepleje, øget hjælp til udsatte grupper og bedre uddannelsesmuligheder. Kortere skoledage, mere tid til forberedelse og et loft over antal elever i hver klasse i folkeskolen. Flere voksne til børn i daginstitutioner og væk med uddannelsesloftet. Det er realistiske mål, som vi har råd til.

3. Mere livskvalitet
I vores paniske forsøg på at følge med konkurrenceudviklingen har vi bedt befolkningen i et af verdens mest produktive lande om at løbe endnu stærkere – år efter år. I sidste ende opnår vi det modsatte af målet: Folk går ned med stress, og produktiviteten falder. Vi skal skrue ned for presset på lønarbejdere og offentligt ansatte, fjerne unødig kontrol, lukke Moderniseringsstyrelsen og i stedet oprette en styrelse for godt arbejdsliv.

 

Hvis vi skal genvinde opbakningen til en solidarisk flygtningepolitik, skal vi vise, at vi tager problemerne alvorligt. Vi skal sikre kontrol med antallet af flygtninge, som Danmark modtager, og ikke overlade det til menneskesmuglerne, og vi skal fordoble hjælpen i nærområderne
_______

 

4. Danmark skal være det grønneste land i verden
Med en markant klimapolitik og indgreb overfor al slags forurening skal vi have Danmark helt i front på det grønne område. Det vil skabe nye arbejdspladser og eksportmuligheder. Vi skal sikre mere natur og gøre os helt fri af fossile brændstoffer. Vores landbrug skal være førende teknologisk og miljømæssigt, underlagt strenge krav om dyrevelfærd og eksistere i harmoni med naturen – i stedet for som nu at forurene og fortrænge den.

5. Progressive svar på flygtningekrisen
Hvis vi skal genvinde opbakningen til en solidarisk flygtningepolitik, skal vi vise, at vi tager problemerne alvorligt. Vi skal sikre kontrol med antallet af flygtninge, som Danmark modtager, og ikke overlade det til menneskesmuglerne, og vi skal fordoble hjælpen i nærområderne. Vi skal arbejde for et system, hvor flygtninge ikke skal risikere deres liv og lemmer på Middelhavet, fordi de kun kan få asyl ved at komme til Danmarks grænse. Målet må være at hjælpe så mange som muligt bedst muligt, at få adskilt migranter fra flygtninge med beskyttelsesbehov, at forhindre at hjælpen i nærområderne bryder sammen, at så få som muligt selv flygter til de europæiske landes grænser, og at flere kommer som kvoteflygtninge via FN’s lejre i nærområderne.

Venstrefløjen skal ikke vende ryggen til problemerne, men se dem lige i øjnene og komme med de bedste løsninger. Dette er mine bud på fem områder, som vi bør kunne samles om. Jeg lytter meget gerne til andre forslag. Men vigtigst er, at fokus er på, hvad vi gerne vil, hvis flertallet skifter, og ikke på, hvordan vi hurtigst muligt igen kaster bolden tilbage i blå blok. ■

 

Vi peger på Mette Frederiksen som statsminister. Betyder det så, at vi er stemmekvæg uden krav? Nej, for pokker!
_______

 

Pia Olsen Dyhr (f. 1971) er formand for SF.

ILLUSTRATION: Pia Olsen Dyhr [foto: officielt pressefoto]