Philip Chr. Ulrich: Rusland spøger. Men Putin styrer ikke Washington D.C.

Philip Chr. Ulrich: Rusland spøger. Men Putin styrer ikke Washington D.C.

23.02.2018


Både Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske valg og dets mulige kontakter til Trump-kampagnen fylder enormt meget i debatten i USA, hvor kritikere endda ser endda Trump som Putins nikkedukke. Men hvis man ser på reel amerikansk politik, så er det i høj grad de konservative kræfter i Washington, der styrer Ruslands-politikken – med det resultat at eventuelle russiske forhåbninger om en ny start på forholdet mellem de to stormagter er smadret.

Kommentar af Philip Chr. Ulrich

MED ET officielt anklageskrift mod 13 navngivne russere og tre selskaber, der anklages for at forsøge at øve indflydelse på det amerikanske præsidentvalg i 2016, er det med syv-tommer søm slået fast, at russere forsøgte at påvirke præsidentvalget og sikre Hillary Clintons nederlag. Selv præsident Trump, som ellers har været meget kritisk overfor idéen om russisk indblanding, er i et tweet søndag gået med på præmissen om netop dette – om end han forsøger at maskere sin tidligere skepsis.

At Trump åbent har nægtet at anklage Rusland for indblanding i valgkampen i 2016 samt hans kritik af de amerikanske efterretningstjenester for at have konkluderet, at en sådan indblanding fandt sted, har givet kritikere anledning til at se Trump som en nyttig idiot for den russiske præsident. Hvis man ser på den førte amerikanske politik i forhold til indførelsen af sanktioner overfor Rusland, så er der sammenstød mellem Kongressen og administrationen, men overordnet er landet stemplet som en modstander og den sikkerhedspolitiske kurs følger en klassisk amerikansk bane. Det skyldes især den indflydelse, der udøves af de tre generaler i Trumps regering: Forsvarsminister James Mattis, stabschef John Kelly og den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.

 

Den sikkerhedspolitiske kurs følger en klassisk amerikansk bane. Det skyldes især den indflydelse, der udøves af de tre generaler i Trumps regering: Forsvarsminister James Mattis, stabschef John Kelly og den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster
_______

 

Den russiske påvirkning
Tidligere rapporter og udmeldinger fra de amerikanske efterretningstjenester har gennem det seneste år slået fast, at russiske aktører forsøgte at påvirke valget i USA i 2016, men med weekendens offentliggørelse af anklageskriftet mod russerne og selskaberne er det altså blevet konkretiseret. I anklageskriftet tages der ikke stilling til, hvorvidt den russiske stat var involveret, men dette har efterretningschefer tidligere bekræftet.

Anklageskriftet tager heller ikke stilling til den anden del af Robert Muellers efterforskning – nemlig om et samarbejde mellem Trump-kampagnen og russiske aktører fandt sted med henblik på at påvirke valget. Den del af efterforskningen fortsætter dog med udgangspunkt i Michael Flynn og Paul Manaforts russiske kontakter – og det berømte møde i Trump Tower mellem topfolk fra Trump-kampagnen og en russisk advokat, som ville levere smuds om Hillary Clinton.

Det faktum, at Rusland har forsøgt at påvirke valget i USA, har dog også ført til en diskussion, som ikke føres i sin rette kontekst. At Rusland har forsøgt at påvirke valget i USA er helt oplagt et demokratisk problem. Vi skal kunne stole på den demokratiske proces og ikke være bange for, at fremmede magter søger at påvirke debatten og dermed valgprocessens udfald. For mange er Putins indblanding også blevet den foretrukne forklaring på Hillary Clintons nederlag og Trumps indtog i Det Hvide Hus. Men ud fra det vi ved nu, er det at tillægge russerne for stor indflydelse. Hillary Clinton tabte på grund af en række faktorer: Kritik af globalisering, kritik af “the establishment”, tabte arbejdspladser i vigtige stater, en dygtig kampagne ført af bl.a. Steve Bannon, James Comeys afsløring af en fortsat efterforskning af Clintons brug af en privat emailserver, en historie som ikke blev bedre af, at hun bare slet og ret er voldsomt upopulær hos mange amerikanere.

 

For mange er Putins indblanding […] blevet den foretrukne forklaring på Hillary Clintons nederlag og Trumps indtog i Det Hvide Hus. Men ud fra det vi ved nu, er det at tillægge russerne for stor indflydelse
_______

 

Men det er selvfølgelig ikke uvæsentligt, at en fremmed magt som Rusland har søgt at påvirke valget. Med moderne sociale medier kan selv ganske få dedikerede mennesker påvirke tusinder af personer og anspore debat i diverse fora. Her må man bare konstatere, at det politiske klima i USA var åbent for påvirkning, hvorfor russiske aktører kunne komme til og holde gang i debatter og – i nogle tilfælde – bidrage med primitive billeder og kommentarer rettet mod Hillary Clinton.

Trumps manglende kritik
Præsident Trump er – både under og efter valgkampen – blevet kritiseret for ikke at ville kritisere præsident Putin, ikke at ville anerkende, at Rusland forsøgte at påvirke valgkampen, og for direkte at rose den russiske præsident og lægge op til et ønske om dialog. Der er to helt grundlæggende forklaringer på disse tendenser: Præsidentens ego og hans verdensbillede.

For det første vil præsident Trump ikke anerkende andre faktorer, som bidrog til valgsejren over Hillary Clinton, end ham selv. I hans forklaring understreges det hele tiden, at han besejrede en række republikanske kandidater, før valgkampen mod Hillary Clinton overhovedet begyndte – og at han klarede det selv. Vi har også set ham være meget imod at anerkende Steve Bannons helt åbenlyst centrale rolle i valgsejren. At erkende, at en fremmed magt skulle have haft en finger med i spillet i hans sejr, passer rigtig dårligt med præsidentens egen selvopfattelse.

 

At erkende, at en fremmed magt skulle have haft en finger med i spillet i hans sejr, passer rigtig dårligt med præsidentens egen selvopfattelse
_______

 

Dernæst skal vi se på hans verdensbillede. For præsident Trump er international politik (og politik generelt) et nulsumsspil. Hvis du har magt, så har du ret. USA er verdens eneste supermagt, og derfor bør landet ifølge Trump respekteres som sådan, og andre lande bør rette ind efter USA’s ønsker. Den russiske ledelse ser verden på samme måde. Rusland er en stormagt og bør derfor respekteres som sådan. Og hvis landet ikke får den fornødne respekt, så må man vise omverdenen dets magt. Vi må altså vænne os til, at USA i øjeblikket har en præsident, som i højere grad ser global politik som et magtspil, og som ikke filtrerer sin politik gennem idealistiske briller.

Den førte politik
Ser vi så en mere tilforladelig amerikansk politik overfor Rusland, når nu præsidenten kritiseres for at være for begejstret for sin russiske kollega? Nej, det er ikke det overordnede billede.

I den nationale sikkerhedsstrategi fra december blæses der (igen) til konkurrence mellem stormagterne. Siden 2001 har kampen mod terrorisme været fokus for amerikansk sikkerhedspolitik. Det er ikke længere tilfældet. Førsteprioriteten for amerikansk sikkerhedspolitik er nu håndteringen af konkurrencen fra andre stormagter. Her er Rusland helt på linje med Kina fremhævet som en udfordrer af den liberale verdensorden, som USA har stået i spidsen for siden 1945.
Samtidig støder Kongressen og Trump-administrationen sammen over, hvorvidt Rusland skal sanktioneres for indblandingen i valgkampen i 2016. Med et stort flertal vedtog Kongressen i august 2017, at USA skulle pålægge Rusland sanktioner, men administrationen har endnu ikke rykket på det for alvor – og Kongressen står tilbage uden mulighed for at presse præsidenten til handling.

 

Siden 2001 har kampen mod terrorisme været fokus for amerikansk sikkerhedspolitik. Det er ikke længere tilfældet
_______

 

Derudover er amerikanske kampvogne sendt tilbage til Europa. De var ellers blevet trukket hjem på baggrund af Obama-administrationens antagelse om, at Europa nu kunne blive “eksportører af sikkerhed”, som det hed i administrationens Defense Strategic Guidance fra 2012, men nu træner amerikanske soldater med de europæiske allierede og sendes i stort antal til de baltiske lande og Polen som del af Operation Atlantic Resolve. Det skyldes især, at USA’s sikkerhedspolitik langt hen ad vejen domineres af den pensionerede firestjernede general, forsvarsminister James Mattis, og den nationale sikkerhedsrådgiver, generalløjtnant H.R. McMaster. Begge har en meget traditionel tilgang til og opfattelse af USA’s rolle i verden, og især McMaster har brugt meget tid i sin karriere på at studere Ruslands ageren og finde ud af, hvordan USA kan håndtere denne.

De forhåbninger, som formentlig har været russernes bevæggrund for at støtte Donald Trump, må derfor antages at være blevet gjort til skamme. I stedet for en optøning af forholdet og to præsidenter, som kunne se hinanden i øjnene og ordne verdenssituationen, er forholdet på et absolut frysepunkt. ■

Philip Chr. Ulrich (f. 1988) er udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com og uddannet cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han er aktiv foredragsholder og tilbyder bl.a. i samarbejde med Jens Worning Sørensen foredrag om forholdet mellem USA og Rusland. Han er forfatter til bogen “I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat”, som udkom 15. december 2017 på Syddansk Universitetsforlag. ILLUSTRATION: Præsident Trump, Forsvarsminister Mattis og Vicepræsident Pence på ved hovedindgangen til Pentagon, 18. januar 2018 [foto: Bredan Smialowski/Ritzau]