Peter Bjerregaard: Et levende lys af håb

Peter Bjerregaard: Et levende lys af håb

04.05.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

4. maj må vi huske på dem, der kæmpede for menneskets iboende rettigheder og dem, der stadig kæmper i en tid med det største pres på demokratiet siden Sovjetunionens fald. Som Hal Koch påpegede, visner demokratiet, når opbakningen til de demokratiske idealer smuldrer

Kommentar af Peter Bjerregaard

NÅR VI i aften sætter lys i vinduet, gør vi det af forskellige grunde. For nogle symboliserer lysene kampen for frihed, andre skænker freden en tanke. Fælles for alle er dog, at vi mindes de modstandsfolk, der gav deres liv for Danmarks frihed.

Selvom Anden Verdenskrig kan føles langt væk, er det ikke svært at forestille sig den eksplosion af glæde og forløsning, som frihedsbudskabet kl. 20.36 den 4. maj 1945 bar med sig med ordene: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager…”.

Med afslutningen på de fem mørke år og det efterfølgende retsopgør lød startskuddet til den danske demokratidebat, der tog fart i årene derefter. I centrum for debatten var spørgsmål om, hvordan vi sikrede demokratiet mod fremtidige udemokratiske anslag, hvor langt demokratiet kan gå i sit forsvar, og hvorfor et demokratisk sindelag er betingelsen for et frit samfund. Bag alle disse spørgsmål ligger det mere grundlæggende spørgsmål om, hvad der giver ret? Med andre ord: Med hvilken ret eller begrundelse kan vi retfærdiggøre demokratiet og individets værd?

En ordveksling, der illustrerer vigtigheden af dette spørgsmål, fandt sted i efteråret 1943, hvor Gestapo var i gang med at indsamle oplysninger om de danske jøder i synagogen i Krystalgade i København. Her mødte nazisterne den jødiske bogholder Axel Hertz, der spurgte en af de fremmødte: ”Med hvilken ret kommer De her?”, hvortil der blev svaret: ”Med den stærkes ret”. ”Det er ikke nogen god ret,” konstaterede Hertz.

Situationen i Krystalgade er sigende. Først og fremmest fordi nazisternes tankegods netop tog udgangspunkt i den tyranniske idé, at magt er ret. Men situationen er også sigende, fordi det er dette tankegods, alle overgreb bygger på. Med hvilken ret sendte nazisterne jøderne i KZ-lejre? Med hvilken ret invaderede de Danmark? Med hvilken ret begås de største uretfærdigheder? Med den stærkes ret, er svaret som regel.

 

Med hvilken ret sendte nazisterne jøderne i KZ-lejre? Med hvilken ret invaderede de Danmark? Med hvilken ret begås de største uretfærdigheder? Med den stærkes ret, er svaret som regel
_______

 

Ret og uret
Anden Verdenskrig var på sin vis en kamp mellem ret og uret. Mellem demokratier og autoritære stater. Derfor var modstandskampen ikke blot en kamp for Danmark men en kamp for frihed og demokrati. Som den 23-årige Christian Ulrik Hansen, en modstandsmand, skriver i sit afskedsbrev: ”Derfor, hvis I en Dag skulde få at vide, at man har skudt mig, saa lov mig ikke at blive bitre eller sørgende af den Grund. Vi er alle endnu Soldater ved Fronten, vi har alle valgt at kæmpe her med Livet som Indsats, for det ved vi er Frihed, Sandhed og Ret”.

Det var ikke tilfældigt, at lige netop ordet ”ret” var et hovedord i besættelsestidens kamp mod nazisternes magtpolitik og blev omdrejningspunktet i den efterfølgende demokratidebat. Ret hænger uløselig sammen med retfærdighed. Som Hal Koch skrev i Berlingske i efteråret 1945 under overskriften ”Ret og Magt”, så er retten grundbestanden i det menneskelige samfundsliv. Fordi vi kender forskellen på lov og vold, på ret og uret, er vi i stand til at opbygge civiliserede samfund. Men som Koch påpegede, er menneskets historie ikke kun historien om fremskridt. Det er også en beretning om overgreb og tilbageslag, der har slået hårdest i de situationer, hvor vi tager demokratiet for givet. Kochs indsigt var, at demokratiet visner, når opbakningen til de demokratiske idealer smuldrer.

Folkestyret under beskydning
Siden Sovjetunionens kollaps har demokratiet næppe været under større pres end nu. Også herhjemme har vi vores at se til. Det er et indlysende problem, at halvdelen af danskerne mener, at vores folkestyre er svagere i dag, end det var for ti år siden. En del af forklaringen skal nok findes i velfærdsklientelismen, der gradvist har nedbrudt borgerlighedens individuelle myndighedsbegreb. Vores folkestyre har længe været under beskydning. Fra den danske venstrefløjs post-modernistiske angreb på den offentlige samtales sandhedskriterier ved fx afvisningen af naturvidenskabens påpegede kønsforskelle til højrefløjens pre-modernistiske underminering af ideen om det universelle menneske med iboende værd – fx ved afvisning af, at nogle mennesker kan blive danskere grundet manglende kirkegang eller kødspisning.

Løsningen er heldigvis ligetil. Det forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til demokratiets principper samt en forståelse og respekt for rettens oprindelse fra det samfundsbærerende flertal, som vi kun kan sikre gennem oplysning.

Christian Ulrik Hansen blev dømt til døden ved en tysk krigsret. Det fremgår af hans afskedsbreve, at han besad en stoisk ro, da han skrev dem. Han forstod, at moral i sidste ende går forud for jura, og at rettens gyldighed udspringer fra fornuften og samvittighedens stemme, uanset om den er vedtaget ved lov eller ej. I dyb taknemlighed for dem, der kæmpede for menneskets iboende rettigheder og dem, der stadig kæmper. Glædelig 4. maj. ■

 

I dyb taknemlighed for dem, der kæmpede for menneskets iboende rettigheder og dem, der stadig kæmper. Glædelig 4. maj
_______

 


Peter Bjerregaard (f. 1986) er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT, rådgiver for European Conservatives and Reformists Group i Europa-Parlamentet og højskolelærer på Grundtvigs Højskole. ILLUSTRATION: Fakkeloptog ved Rådhuspladsen i København den 4. maj [foto: Finn Frandsen/Scanpix]