Niels Jespersen svarer Rungby, Andsbjerg og Garder: Ved at grave sig ned i obskur teori svigter venstrefløjen sin historiske mission

Niels Jespersen svarer Rungby, Andsbjerg og Garder: Ved at grave sig ned i obskur teori svigter venstrefløjen sin historiske mission

04.07.2018


Hvis stifterne af “Systemkritisk Netværk” er repræsentative for den akademiske venstrefløj, så behøver Støjberg ikke frygte kritikken fra den side. Deres analyse er doven og ubrugelig og egner sig kun til intern positionering.

Af Niels Jespersen

“Integrationsdebatten bygger på forkerte præmisser, og når et flertal af danskerne støtter op om strammerlinjen, så er det, fordi de er blevet solgt en løgn om, hvad kultur er”. Det er kort sagt pointen i antropologerne Asmus Rungby, Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Camilla Garders svar til min kritik af, hvordan venstrefløjens forargelseskor istemmer det samme forudsigelige omkvæd, hver gang Inger Støjberg siger noget om islam eller muslimer.

Ifølge de tre systemkritiske antropologer (i en akademisk kontekst betyder “kritisk” uvægerligt yderliggående venstreorienteret) skyldes vælgernes indvandringsskepsis nemlig ikke, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede i alle de forkerte statistikker. Altså at 41,5 pct. ikke-vestlige indvandrere er på offentlig forsørgelse, mens det tilsvarende tal for etniske danskere er 17,5 pct., eller at 42 pct. af alle indvandrermænd fra ikke-vestlige lande født i år 1987 er dømt for at have overtrådt straffeloven. Ej heller skyldes det, at indvandringen fra ikke-vestlige lande er en massiv underskudsforretning, der ifølge Finansministeriet i 2014 årligt koster statskassen 33 mia. kr., mens den bidrager med knap 5 mia. kr.

Det skyldes slet ikke, at flere ikke-vestlige grupper ikke rykker sig ud af stedet rent socialt, selv om de har været her i flere generationer. Fx er kun 34 pct. af libanesere (palæstinensere) i beskæftigelse, mens tallet er 80 pct. for os andre. En ung efterkommer af ikke-vestlige indvandrere står statistisk til at klare sig nogenlunde lige så ringe som sine bedsteforældre trods årtiers integrationsindsats af de danske myndigheder. I København går næsten halvdelen af unge indvandrer-drenge ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter. Er det en kvinde, vil hun statistisk sig bedre i uddannelsessystemet. Det kan man forvisse sig om ved at kigge på de mange studentervogne, der kører rundt for tiden. Til gengæld er der stor sandsynlighed for, at hun ender uden for arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesprocenten for ikke-vestlige kvinder mellem 16-64 år var i 2015 på 45 pct. Sorterer vi de østasiatiske kvinder, der har høj beskæftigelsesprocent, fra, er tallet endnu lavere. Fx var beskæftigelsesprocenten for 30-64-årige somaliske kvinder i 2015 på 21 pct.

Tallene taler deres tydelige sprog, men det er altså ikke derfor, vælgerne stemmer på indvandringsskeptiske partier. Nej, ifølge de tre antropologer er der nemlig tale om “en vrangforestilling, som får verden til at fremstå i sort og hvid, og som er ophav til skepsissen mod det multikulturelle Danmark.”

 

Når vælgerne er skeptiske over for det multikulturelle Danmark, så skyldes det ifølge de tre antropologer ikke den virkelighed, der eksisterer i det multikulturelle Danmark
_______

 

Det er skørt
Det er værd at stoppe op reflektere over, hvor skørt et standpunkt det egentlig er. Når vælgerne er skeptiske over for det multikulturelle Danmark, så skyldes det ifølge de tre antropologer ikke den virkelighed, der eksisterer i det multikulturelle Danmark, men at vælgerne har en forkert opfattelse af, hvad kultur i grunden er. Hvorfor har vælgerne det? Det er noget, Inger Støjberg og kolonimagterne har fundet på, og som ukritisk videreformidles af socialdemokrater som undertegnede.

For de tre kritiske antropologer mener nemlig slet ikke, at kultur findes som andet end forskelle i navne og spisevaner. I stedet er vi alle med i flere forskellige kulturer, der går på tværs af hinanden. I praksis betyder det, at man mere eller mindre afskaffer det nationale og etnografiske kulturbegreb, hvilket må siges at være løjerligt at høre fra antropologer og helt i hegnet i et land som Danmark, hvor den overvældende majoritet af danskere definerer deres kulturelle identitet ud fra deres nationalitet.

På god marxistisk vis vil de hellere fokusere på sociale omstændigheder som klasse og geografi, men hvor der kan være god grund til at inddrage flere faktorer end religion, så driver de deres argument ud i det absurde ved at hævde, at Anders fra Mjølnerparken grundet sin opvækst og økonomiske situation har mere til fælles med Ali end med en dansker fra Hellerup. Mon Anders sender sine børn i koranskole? Taler han arabisk og ser mellemøstlig TV i sit hjem? Mon han er enige med de 77 pct. af danske muslimer, der i 2015 ifølge Wilke mente, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud?

Sagen er jo den, næsten alle Anders’erne er flyttet ud af Mjølnerparken, der oprindeligt blev beboet af danske arbejderklassetyper? Weekendavisen beskrev for nogle år tilbage Mjølnerparkens forvandling til indvandrerghetto (Weekendavisen, 28. oktober, 2011, red.). Det, der fik de oprindelige danske beboere til at flytte ud i 80’erne og 90’erne, var – ud over kriminalitet – simple kulturelle forskelle, som hvor man smider sit skrald, og hvor længe man lader sine børn være ude om aftenen. Hvis problemerne bare handlede om måden, vi opfatter kultur og indvandring på, hvordan kan det så være, at integrations- og kriminalitetsproblemerne er langt værre i Sverige, der har haft en helt anden tone i debatten, og hvor multikulturalismen har været officiel statsideologi siden 1999, hvor den socialdemokratiske regering beordrede alle offentlige institutioner til at udarbejde ”mangfoldighedsstrategier”.

At postnummer skulle være en mere meningsfuld identitetsmarkør end fælles sprog, er da også det pureste akademiske nonsens, som kan tilbagevises ved det simple faktum, at danskere, der rejser på ferie, uvægerligt ender med at dele bord med tilfældige landsmænd, udelukkende fordi de deler sprog og nationalitet. Hele vores politiske system er bygget op omkring, at vi føler et fællesskab med hinanden og ejerskab for den plet jord, der hedder Danmark. Generelt har vi en usædvanlig grad af sammenfald mellem nation og stat, som gør, at nationalidentitet i højere grad svarer til det, folk faktisk føler/oplever. Det er ikke blevet trukket ned over hovedet på os i samme grad som i mere kunstigt anlagte nationer, hvor magthaverne måtte benytte sig af alskens mytologisk lirumlarum for at skabe en fælles national identitet.

De tre antropologer fremfører imidlertid påstanden om, at “i moderne socialforskning er der intet, som retfærdiggør idéen om, at majoritetsdanskere skulle have mere til fælles kulturelt med hinanden end med deres muslimske medborgere.”

Det kan der selvfølgeligt være en vis tautologisk sandhed i, idet socialforskningen må antages at fokusere på sociale forhold og ikke kulturelle. Man kunne lige så godt skrive, at der i moderne gynækologisk forskning ikke er noget, der retfærdiggør idéen om, at der findes tandbylder. Med andre ord: Man finder, hvad man leder efter, og man finder ikke noget, hvis man ikke leder. Det er nemt nok at vende ryggen til fænomener i verden, der er kulturelle, fordi man i den akademiske verden er blevet enige om at afskaffe de begreber, som henviste til fænomenerne. Bare fordi kultur ikke findes i sin hårde uforanderlige essens, betyder det ikke, at man bare kan ignorere den, selv om en uhellig alliance af postmodernister og DJØF’ere gør et behjertet forsøg.

At der produceres masser af postmoderne skrald på de højere læreanstalter, kan jeg selv bevidne efter at have henslæbt en årrække på Københavns Universitets humanistiske fakultet, men at der ikke findes forskning, der betoner sammenhængen mellem sprog, nationalitet og kultur, er lodret forkert. Jeg kan fx anbefale “I hjertet af Danmark – institutioner og mentaliteter” af Rashmi Singla, Peter Gundelach, Hans Raun Iversen og Margit Warburg eller ”Er danskerne racister?” af Mehmet Ümit Necef & Henning Bech.

 

At der ikke findes forskning, der betoner sammenhængen mellem sprog, nationalitet og kultur, er lodret forkert
_______

 

Slidt floskel fra den studentermarxistiske frase-automat
Ideen om, at vælgerne bare har misforstået det hele og er blevet forledt af onde højrepopulister og centrum-venstre-agitatorerne, er tillokkende, for den ophæver venstrefløjsakademikere som de eneste, der har set lyset, men som jeg skrev i RÆSON den 24. februar, er den også doven og ubrugelig. At det er vigtigere, hvordan vi taler om virkeligheden frem for, hvordan den rent faktisk opleves, er udtryk for det akademiske hovmod, der opstår blandt mennesker, som udelukkende arbejder med ord og symboler. Desværre er den slags analyser populære på venstrefløjen og blandt mange forskere, der arbejder med kultur og migration. Her importeres et angelsaksisk erindringsbillede af kolonitiden ukritisk, og der praktiseres en form for dobbelt bogføring, hvor dansk kultur skal “dekonstrueres”, så der kan blive plads til andre kulturer, der spøjst nok er fritaget for samme dekonstruktion. Jeg deltog engang på en konference om danskhed med bl.a. Asmaa Abdol-Hamid, hvor hele panelet var rørende enige i, danskhed var en konstruktion af nyere dato, mens ingen stillede spørgsmål til, om den palæstinensiske kultur så ikke var endnu mere kunstig? Hvorfor det forholder sig sådan, er i sig selv et antropologisk studie værd. Antropolog og skribent på Weekendavisen Katja Kvaale giver i antologien “Multikulturalismens Fælder” følgende forklaring:

“Forskningen plages af sjusket begrebsudredning og teoretiske fantomsmerter, fordi den reelt promoverer ”kultur” – ”deres”, ikke ”vores” – i det teoretiske vakuum efter afskaffelsen af kulturbegrebet. Forskningen præges af en bemærkelsesværdig asymmetri; ”danskhed” skal dekonstrueres, forklejnes og påtales, mens minoritetskulturer skal skånes for udfordringer og fredes for antropologisk kritik. Der er tale om normativ kulturrelativisme forklædt som videnskab med potentielt farlige politiske implikationer.”

Ved at grave sig ned i obskur teori, hvor lange og snørklede udredninger dækker over dårlige analyser, svigter venstrefløjen sin historiske mission som dem, der skaber konkrete forbedringer for flertallet. Der er ingen unge ude i ghettoerne, der kan bruge venstrefløjsakademikerens sympati til noget. De er stadig uden chance på arbejdsmarkedet, hvis de ikke lærer brugbart dansk og holder sig ude af kriminalitet. Den danske arbejder- og middelklasse kan ikke stemme rødt, for venstrefløjen anerkender slet ikke deres erfaringer. Endelig kan skatteyderne se måbende til, mens deres penge bruges på værdiløs viden og studieforløb, der mest af alt minder om aktivistuddannelser for den universitære venstrefløj.

De tre antropologers argument er grundlæggende, at vælgerne lider af falsk bevidsthed. Derved trækker de en af de mest slidte floskler i den studenter-marxistiske frase-automat. Falsk bevidsthed er nemlig et begreb, der blev brugt af kommunistiske intellektuelle, når de skulle forklare, hvorfor de såkaldt socialistiske lande var så meget mere populære på universiteterne end på arbejdspladserne. Det skyldes ifølge akademikerne, at arbejderne led af falsk bevidsthed. Når de stemte på borgerlige og socialdemokratiske partier og troede, at livet var bedre i de demokratisk-kapitalistiske lande end under proletariatets diktatur, så var det, fordi de ikke havde gennemskuet tingenes sande sammenhæng. I dag står det klart, at arbejderne havde ret, og de røde akademikere tog fejl. Alligevel kan man stadig støde på små akademiske lommer, hvor den forklaring fortsat er gangbar. Der er typisk tale om en form for beskyttede værksteder på humaniora og de samfundsfaglige fakulteter, hvor ideer og analyser, der er for svage til at overleve ude i den fri meningsudveksling, får lov at vakle omkring, uden at nogen gør en ende på deres lidelser. ■

 

I dag står det klart, at arbejderne havde ret, og de røde akademikere tog fejl. Alligevel kan man stadig støde på små akademiske lommer, hvor den forklaring fortsat er gangbar
_______

 



Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Ministeren i samråd [foto: Jens Dresling/Scanpix]

Læse mere af Niels Jespersen her:

Niels Jespersen: Socialdemokrater raser over A4-kunst, men hvor er deres egne kulturpolitiske visioner?

Niels Jespersen: Glem forargelsen. Hvor er alternativet til Støjbergs strammerlinje?

Niels Jespersen: Vil Mette Frederiksen alliere sig med Dansk Folkeparti som statsminister efter næste valg?

Niels Jespersen anmelder Per Stig Møller og Henrik Sass Larsen: To rådvilde mænd

Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere