Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere

Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere

28.04.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Det er lidt for tidligt at kassere sit hamstrede gær, for storkonflikten er i skrivende stund ikke endeligt afblæst, men fra det øjeblik Dennis Kristensen rejste sig op, var det et kapløb om at give sig. I overenskomstforhandlinger på det offentlige område, hvor råderummet på forhånd er afstemt, løber den forhandler, der indgår første forlig, med guldet.

Kommentar af Niels Jespersen

DET BLEV SÅ den danske fagbevægelses enfant terrible Dennis Kristensen, der landede en aftale i onsdags, og i fredags fulgte så en samlet aftale for cirka 500.000 kommunalt ansatte. Det forventes, at resten af aftalerne kan landes løbet af weekenden.

I den kommende tid vil der blive uddelt knubbede ord i fagbevægelsen og på venstrefløjen og skrevet kilometervis af bekymrede ledere og klummer om mistillid og manglende sammenhold og ”Hvordan skal det nu alt sammen blive godt igen?” Det er helt normalt og sker efter hver eneste indgåede overenskomstforlig. Medierne, venstrefløjen og efterhånden en ikke ubetydelig andel af de faglige aktivister opfatter sammenhold mellem lønmodtagerne som et helligt princip. Det er det til dels også, men solidaritet i arbejderbevægelsen er traditionelt mere et praktisk redskab til at opnå konkrete forbedringer. At de kortuddannede og lavtlønnede SOSU’er i FOA overhovedet har mulighed for at smide akademikerne og lærerne under bussen er ene og alene et resultat af organisation. Det var ikke gået mange andre steder i verden.

 

Medierne, venstrefløjen og efterhånden en ikke ubetydelig andel af de faglige aktivister opfatter sammenhold mellem lønmodtagerne som et helligt princip. Det er det til dels også, men solidaritet i arbejderbevægelsen er traditionelt mere et praktisk redskab til at opnå konkrete forbedringer
_______

 

Men trods ævl og kævl og masser af intriger, så viste det sig faktisk muligt at få parterne til at mødes. Det ikke for tidligt at udråbe et stort leve for den danske model. Den holder stadig. Ja, den er faktisk en kæmpe succes.

Det var ellers ikke en proces, der så særlig sikker ud. Hele vejen igennem har der været massiv mistillid mod de statslige forhandlere og Moderniseringsstyrelsen. Den forhenværende socialdemokratiske finansminister Corydons skygge har hængt over forhandlingerne og mange lønmodtagere har frygtet en gentagelse af lærerlockouten fra 2013, hvor opfattelsen var, at staten forhandlede på skrømt. En opfattelse, venstrefløjspartierne aktivt har understøttet og fagforeningerne ikke har haft travlt med at modsige.

Spørgsmålet er, hvad der nu skal blive af dem, der fra starten var 110% sikre på, at det hele bare var spil for galleriet og at både sammenbrud og lovindgreb for længst var klappet af mellem regeringen, KL og Socialdemokratiet? De har været særdeles aktive på de sociale medier. Kommer vi til at se selvrefleksion, eller brygges der i disse timer på en ny konspirationsteori?

Det kan selvfølgeligt ikke udelukkes, at der rent faktisk var en drejebog for at køre de offentligt ansatte over. At Mette Frederiksen og Lars Løkke havde en timet og tilrettelagt plan, og at de havde sluppet af sted med det, havde det ikke været for den stærke folkelige sympati for de offentligt ansatte. Den forklaring skal nok både blive udbudt og efterspurgt i den kommende tid. De bedste konspirationsteorier er nu engang dem, der passer ligegyldigt udfaldet.

Intenst spin-battle mellem parterne
Forhandlingerne bød fra starten på en række i særklasse grimme eksempler på lækager fra forhandlingerne. Hele vejen igennem rasede et intenst spin-battle mellem parterne. En strid, der må siges ret entydigt at være vundet af lønmodtagerne. Det har givetvis medvirket til at blødgøre statens forhandler Sophie Løhde, der snart skal forsvare sit eget og Venstres mandat ved et folketingsvalg.

Problemet er bare, at lønmodtagersiden på sigt undergraver sin egen position ved at politisere forhandlingerne. Fristelsen for at blande sig og score nemme vælger-point bliver for stor for Folketingets partier. Enhedslisten har til alle tider kørt på frihjul, men forskellen på en kat og en tiger er størrelsen, og Enhedslisten er efterhånden ikke noget lille parti. Dansk Folkeparti er et stort parti og endnu mere opportunistiske. Mere overraskende og foruroligende er De Radikales formand Morten Østergaard også hoppet med på populist-vognen og har fra starten smisket for de lærere, han selv var med til at lave lovindgreb mod i 2013.

Det er fristende for de offentligt ansatte at nyde politikernes omfavnelse, men i netop den branche er kærlighed ikke gratis. Kommer overenskomsten til at afhænge af partiernes velvilje og indbyrdes styrkeforhold, så er der ikke brug for fagforeninger. Så mister lønmodtagerne den styrke, der ligger i at være organiseret, og så er de prisgivet, når folkestemningen vender. Fagforeningstanken er opgøret med almuens håb om elitens velvilje og gavmildhed. Godtager man politikernes ret til at uddele gaver til særligt udvalgte faggrupper, så godtager man også politikernes ret til at tage dem tilbage.

 

Fagforeningstanken er opgøret med almuens håb om elitens velvilje og gavmildhed. Godtager man politikernes ret til at uddele gaver til særligt udvalgte faggrupper, så godtager man også politikernes ret til at tage dem tilbage
_______

 

I sidste ende er den største trussel mod den danske model ikke stejle arbejdsgivere eller griske fagforeninger. Det er uansvarlige politikere. Yderfløjene har altid kørt deres eget løb, men når yderfløjene efterhånden er tæt på at repræsentere et flertal af danskerne, så bliver presset mod de efterhånden få partier, der ønsker at tage et helhedsansvar for dette land, svært at modstå. Det er nemt at flytte alle beslutninger over i folketingssalen og desværre heller ikke upopulært. Problemet er, at det underminerer et enestående velfungerende system, hvor de berørte grupper både har indflydelse og ansvar for resultatet. ■

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) [foto: Jens Dresling/Scanpix]

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

LÆS OGSÅ:
Niels Jespersen: Kan et lønmodtagerparti repræsentere arbejdsgiverne?
Niels Jespersen: Thulesen er den snedige og Østergaard er den skamløse. Men ikke færre end 5 partiledere gambler i disse dage med den danske model
Niels Jespersen: Den danske model var altid lidt af en illusion, når det kom til de offentligt ansatte