Mustafa Topal & Ibrahim Benli: Erdoğans ”nye” Tyrkiet er et militaristisk og islamistisk totalitært regime

Mustafa Topal & Ibrahim Benli: Erdoğans ”nye” Tyrkiet er et militaristisk og islamistisk totalitært regime

18.04.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Præsident Erdoğan påstår, at han er ved at reformere ”det gamle Tyrkiet” for at genskabe en stærk nation, der ”ikke bøjer sig” for verdens stærke magter. Men er der egentlig tale om en reformation, eller er det blot et ønske om at reetablere et autokratisk og totalitært regime, som har sine rødder i det osmanniske imperiums nostalgi og sunnimuslimsk dominans med jihadistisk ideologi?

Kronik af Mustafa K. Topal, Ph.d.-studerende på RUC og Ibrahim Benli, cand.mag. og folketingskandidat for Enhedslisten

For at besvare ovenstående spørgsmål skal man ikke se længere end til den tyrkiske invasion af den kurdiske enklave Afrin i Nordsyrien for nogle uger siden. Over for verdenssamfundet begrundede Tyrkiet invasionen med, at landets grænser var truet af de kurdiske sikkerhedsstyrker i YPG/YPJ, som Erdoğan betragter som ”terrororganisationer”. Men over for den tyrkiske befolkning anvendte han en retorik, der i høj grad bærer præg af islamistisk jihadistiske udmeldinger, hvor kurderne i Nordsyrien udstilles som ”vantro”, der fortjener at blive nedkæmpet, fordi de bl.a. er alliancepartnere for USA og Vesten.

Medier og moskéer i den psykologiske krigsførelses tjeneste
Mens den tyrkiske hær bombarderede kurdiske landsbyer, havde Direktoratet For Religiøse Anliggender i Tyrkiet, det såkaldte Diyanet, sørget for, at den samme prædiken blev oplæst i landets samtlige 90.000 moskéer på den dag, hvor invasionen af Afrin blev hyldet. Prædikenen bestod bl.a. i oplæsning af en af de mere kendte sura fra koranen: den såkaldte Fetih, som betyder ”erobring”. Denne sura blev i sin tid oplæst, da sultan Mehmet 2. skulle erobrere Konstantinopel, det nuværende Istanbul, fra Det Byzantiske Rige. Med Fetih-suraen har Erdogans regime forsøgt at fremstille Afrin-operationen som endnu en erobring af en by fra de ”vantro”, som i dette tilfælde er YPG/YPJ.

Udover prædikenen i landets moskéer dækkede alle landets medier i disse dage invasionen massivt. Soldater og tyrkisk produceret militærudstyr blev hyldet, mens tyrkiske tv-korrespondenter begejstret fortalte, at den tyrkiske hær var rykket ind i kurdiske landsbyer i Afrin-området. På nær få kritiske internetmedier er alle medier i landet i dag kontrolleret af Erdoğan. De sidste svage kritiske røster i det tyrkiske mediebillede blev d. 6. april opkøbt af Erdogan-venlige forretningsmænd. Dermed har Erdoğan sikret sig absolut kontrol med de tyrkiske mainstream-medier.

 

På nær få kritiske internetmedier er alle medier i landet i dag kontrolleret af Erdoğan. […] Dermed har Erdoğan sikret sig absolut kontrol med de tyrkiske mainstream-medier
_______

 

Under operationen har det statsejede nyhedsbureau Anatolians Nyhedsbureau, AA, været den primære nyhedskilde, som alle mainstreammedier har refereret til. AA’s rolle og dominans i det tyrkiske mediebillede er blevet yderligere styrket efter det mislykkede militærkupforsøg i sommeren 2016.

Mange regeringsvenlige kommentatorer på tv og radio under Afrin-operationen anvendte krigeriske slagord i form af ”Lad os sejre!” og ”Dette er islams sidste hær”, mens landets kendte kunstnere, musikere og andre kendisser offentligt erklærede deres støtte til invasionen – hvilket de fortsat gør. Til gengæld bliver kritiske røster straffet omgående, når de forsøger sig med en kort pressemeddelelse eller et opslag på sociale medier om, hvorfor invasionen er illegitim.

Atmosfæren i landet bærer i disse dage derfor præg af en topstyret psykologisk krigsførelse, hvor landets politikere, militærfolk og medier enstemmigt fortæller, hvor vigtig denne militæroperation er. Siden er mange tusinder civile flygtet fra Afrin, som nu er overtaget af jihadister. Heriblandt er bl.a. Ahrar al-Sharqiya-militsen, som har et tæt samarbejde med al-Qaeda i Syrien, og Al Zenki militsen, som er kendt for brutale handlinger mod civile, heriblandt halshugninger af fanger. Erdogan har, siden Afrin-operationen blev sat i værk, gentagende gange fastslået, at den tyrkiske militære operation vil fortsætte ind i flere andre kurdiske områder henholdsvis i Syrien og i Irak.

Den politiske atmosfære har været nøje tilrettelagt med massiv propaganda, og det er lykkedes Erdoğan at radikalisere en stor del af landets befolkning, der nu i høj grad finder det legitimt, at Tyrkiet har igangsat den såkaldte ”Operation Olivengren” i Afrin.

Det var desuden ikke kun moskéer i Tyrkiet, der reciterede Fetih-suraen på hyldestdagen for Afrin-operationen. Det samme gjaldt tyrkiske moskeer i udlandet, da den fælles prædiken udstedt af Diyanet blev radio-transmitteret til samtlige tyrkiske moskeer i verden, herunder også i Danmark. De sekulære tyrkere og kurdere i Danmark er meget bekymrede for udviklingen. En del af herboende kurdere har allerede droppet at møde op i moskeer, som styres af Diyanet, idet det finder det stødende, at kurderne i Rojava omtales som vantro, imens ødelæggelserne mod kurderne italesættes som en hellig krig.

Konflikten mellem herboende kurdere og tyrkere har potentiale til at eskalere yderligere. Den 25. marts blev en fredelig kurdiske demonstration med titlen ”Afrin er ikke alene” i København angrebet brutalt af formodede Erdogan-tilhængere. Erdoğan har flere gange opfordret tyrkere, som bor i Europa, til, at de skal sørge for, at Erdogan-kritikere ikke demonstrerer åbent.

Et vellykket afsekulariseringsprojekt
Diyanets forsøg på at begrunde den tyrkiske invasion i Afrin med religiøse argumenter skal læses som et vigtigt skridt i Erdoğans afsekularisering af landet. Han ønsker at omvende de sidste sekulære kræfter inden for den tyrkiske hær, som siden statsgrundlæggeren Atatürk har anset sig selv for at være en garant for landets sekularisme.

Fire militærkup i republikkens snart 100 års historie har været den største hindring for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det har gennem historien forårsaget en frygt hos de regeringer, der har haft den mindste forhåbning om at trække landet i en mere religiøs retning. Men Erdoğan-regimets mange års ihærdige og målrettede indsats har sikret, at de sekulære kræfter i hæren er forsvundet stille og roligt. Dette har Erdogan sørget for ved at overtage kontrollen af retssystemet. I 2010 lykkedes det ham at få de tyrkiske anklagemyndigheder til at rejse omfattende sager mod højtrangerede militærfolk, der efter sigende havde haft målrettede planer om at vælte AKP-regeringen. Operationen blev kaldt for Balyoz (forhammer, red.) og har kostet hundredvis officerer jobbet i det tyrkiske militær. Disse officerer var i høj grad militærfolk, som anså sig selv garanten for et sekulært Tyrkiet.

Hæren har siden det mislykkede kupforsøg i sommeren 2016 påtaget sig en mere sunniislamisk retorik. Generalstabschefen Hulusi Akar er den første militærchef i landets historie, der har været på muslimsk pilgrimsrejse til Mekka. Erdoğan har kaldt kupforsøget for ”en gave fra Gud”, idet det har givet ham en større legitimitet ift. at styrke og reorganisere den tyrkiske hær. Når Erdoğans regime hylder den tyrkiske hær med islamistiske toner, hvor man opfordrer til jihad, er der ikke kun tale om en indenrigspolitisk satsning, men også et bevidst forsøg på at mobilisere hæren med nationalistiske, konservative og islamiske værdier. Det skal sikre, at den opfatter sig selv som en arvtager til Det Osmanniske Rige, der atter søger dominans i Mellemøsten.

 

Erdoğan har kaldt kupforsøget for ”en gave fra Gud”, idet det har givet ham en større legitimitet ift. at styrke og reorganisere den tyrkiske hær
_______

 

Afrin-krigen: Erdoğans kampplads for overlevelse
Religion har i de senere år været brugt flittigt af Erdoğans regime til at legitimere dets politisk ståsted. Man har ofte anvendt en hård retorik med antisemitiske holdninger mod Israel og en bevidst anti-imperalistisk ideologi overfor USA.

Senest har Erdoğan truet med at give USA ”en osmannisk lussing”, hvis ikke de stoppede samarbejdet med kurderne i Syrien. Med disse hårde udmeldinger over for USA forsøger Erdoğan at fremstå patriotisk over for højre-nationalistiske vælgere, hvis opbakning han har brug for ved præsidentvalget i 2019. ”Osmannisk lussing” skal desuden opfattes som et udtryk for, at Erdoğan ikke er bange for at vende Vesten ryggen og genfinde rødderne i den religiøsitet og nationalisme, der også var fundamentet for Det Osmanniske Rige. Krigen mod kurderne i Afrin må derfor også opfattes som et brud med den sekulære tradition, idet Erdoğan med sine udmeldinger forandrer hæren til en ny islamisk hær, som matcher hans nye Tyrkiet.

Det nye Tyrkiet er udsat for et radikalt regimeskift fra pluralisme til islamisk populisme og højre-nationalistisk monisme, og landet nu står overfor et totalt kollaps af demokratiske institutioner, individuelle frihedsrettigheder og minoritetsgruppers rettigheder, der bringer minder om 1930’ernes totalitære Nazityskland. Ifølge Asli Erdogan, tyrkisk forfatter og menneskerettighedsforkæmper, som for nylig var i Danmark ifm. hendes bogudgivelse på dansk. Asli Erdogan, som er tvunget til at leve i eksil, mener, at mange tendenser – brud på menneskerettighederne og kurdiske rettigheder, vold mod kvinder, tortur i tyrkiske fængsler og opsplitning af samfundet – minder om situationen i Tyskland inden nazi-tiden.

Erdoğans nye Tyrkiet kan spore sine rødder tilbage til de ultranationalistiske tyrkere, der regerede i Det Osmanniske Riges sidste periode med katastrofale følger, herunder det armenske folkedrab. Men ”det nye Tyrkiet” styres ikke alene af Erdoğan men af en nationalistisk koalition, der er en sammenslutning af neo-unionister, traditionelle etniske tyrkiske højreorienterede nationalister og islamistiske nationalister. Landets eneste reelle opposition – det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) – forsøger at føre politik trods massiv undertrykkelse. Partiets 9 parlamentsmedlemmer, 68 borgermestre og over 10.000 politiske aktive er sat bag tremmer. Det største oppositionsparti af navn, CHP (Det Republikanske Folkeparti), har aldrig formået at udgøre en reel opposition til regeringen i løbet af de sidste 17 år, hvor Erdoğans AKP har siddet på magten. Den verbale kritik fra CHP rettet mod AKP’s totalitære regime har aldrig ført til handling. I forhold til det kurdiske spørgsmål har CHP altid haft en politik, der mere eller mindre er i overensstemmelse med AKP’s. CHP har fx aktivt støttet operationen i Afrin.

 

Men ”det nye Tyrkiet” styres ikke alene af Erdoğan men af en nationalistisk koalition, der er en sammenslutning af neo-unionister, traditionelle etniske tyrkiske højreorienterede nationalister og islamistiske nationalister
_______

 

Erdoğans nationalistiske alliance minder på mange måder om den politiske situation i den periode, hvor Det Osmanniske Rige kæmpede for at opretholde sin eksistens i rigets sidste dage. Abdülhamid – den sidste sultan i Det Osmanniske Rige – blev indtil for nylig betragtet som en despot, der søgte at opretholde rigets enhed ved at fremhæve en islamisk identitet på bekostning af de kristne og andre religiøse mindretal. I Atatürks moderne, vestlige og sekulære Tyrkiet var der derfor ikke plads til Abdülhamid. Men nu er man begyndt at tale positivt om ham igen. Erdoğan anser sig selv som arvtager til Abdülhamid, og hans omtale af Atatürk bliver tiltagende kritisk. Han forsøger at udvikle en “tyrkisk-islamisk syntese”, som tydeligt fremgår af Erdoğans parti AKP’s og ultranationalisterne MHP’s koalition, som har besluttet sig for at stille op under et fælles navn til det kommende parlamentsvalg.

Tyrkiets nye og sekundære hær: jihadister
Tyrkiets aktuelle samarbejde med jihadistgrupper skal også forstås i lyset af ideologien af ”det nye Tyrkiet”. Tyrkiet har siden borgerkrigen i Syrien brød ud haft et ambivalent forhold til jihadistgrupper. På den ene side undgik Tyrkiet at støtte disse grupper officielt, mens det åbenlyst har tilladt de udenlandske jihadistkrigere og militære forsyninger at krydse grænsen til Syrien. På trods af gentagende kritik fra koalitionen mod IS har Tyrkiet ikke haft nogen intention om at leve op til deres koalitionspartneres forventninger i denne kamp. Adskillige medier har dokumenteret, hvordan Tyrkiet rekrutterer, træner og omskoler jihadister, som identificerer sig med al-Qaeda og IS, til at føre sin egen krig i Syrien.

De sekulære kræfter i Tyrkiet og verdenssamfundet er kritiske over for den syriske invasion, især efter det har vist sig, at den er gennemført i samarbejde med jihadister. Samtidig forsvarer Erdoğan denne alliance og italesætter de jihadistiske grupper som medlemmer af den Frie Syriske Hær (FSH), der ifølge ham har et mål om at befri Syrien fra ”terroristerne”. Ved at placere jihadisterne under FSH sikrer Erdoğan sig imod en international kritik af, at han allierer sig med jihadister. Han betegner helt bevidst disse grupper som en slags ”Kuva-i Milliye” (nationale forsvarsstyrker, red.), der henviser til de civile forsvarsenheder i den tidlige periode af den tyrkiske uafhængighedskrig i 1920’erne.

Det er uvist, om Erdoğan anser jihadisterne som en Kuva-i Milliye for Tyrkiet eller for Syrien. Spørgsmålet er, hvad Tyrkiet skal med disse grupper efter invasionen. Flere analytikere mener, at Erdoğan er i gang med at danne en sekundær hær bestående af internationale jihadister, der skal varetage Erdoğans internationale interesser. Selv om Erdoğan har afsekulariseret hæren, som nu er under hans kontrol, har han stadig ikke fuld tillid til den. Han har derfor brug for en militant bevægelse, som består af hans fanatiske tilhængere både inden for landets grænser og i udlandet. Sådan en hær vil både være loyal over for ham samt sikre Erdoğan indflydelse i de lande, hvor jihadisterne kommer fra. Det ser desuden ud til, at Erdoğan henter inspiration fra nabolande såsom Irak og Iran, der også opererer med to lignende hære. Det menes også, at den sekundære hær vil blive brugt til handlinger, som Erdoğan ikke ønsker at blive stillet til ansvar for.

 

Flere analytikere mener, at Erdoğan er i gang med at danne en sekundær hær bestående af internationale jihadister, der skal varetage Erdoğans internationale interesser
_______

 

Jihadister bliver ikke kun brugt uden for landets grænser men også mod landets egne statsborgere. I løbet af de seneste 40 års krig mod kurderne er paramilitære enheder blevet taget flittigt i anvendelse, når politisk aktive kurdiske civile, journalister og politikere skulle likvideres, og tusindvis af landsbyer skulle brændes ned. Det er dog nyt, at Tyrkiet er begyndt at bruge internationale jihadister i disse paramilitære grupper. De kom først til syne i en række kurdiske byer i Tyrkiet i 2015 side om side med tyrkiske sikkerhedsstyrker. Disse grupper har stået i spidsen for utænkelige forbrydelser mod menneskeheden i form af likvidering af civile, der blev efterladt på gaderne i ugevis. Familierne var ude af stand til at hente ligene uden at blive mål for snigskytter. I løbet af seks måneder blev omkring 600 civile likvideret, og ingen er efterfølgende blevet retsforfulgt.

IS har tabt krigen i Irak og Syrien men vundet i Tyrkiet
Verdenssamfundet har i de sidste syv år haft store bekymringer over, om IS kunne opretholde sin position i Irak og Syrien. Takket være kurdernes og andre demokratiske kræfters heltemodige indsats i alliance med den vestlige koalition er IS i dag tæt på at være fortid i Syrien og i Irak. Men det er lykkedes IS at opretholde sin eksistens i Tyrkiet, hvor terrorbevægelsen mere eller mindre har etableret sig næsten offentligt med egne institutioner. I flere tyrkiske byer, heriblandt hovedstaden Ankara og storbyer som Istanbul og Gaziantep, ved man, at IS i dag har sine egne moskéer og koranskoler, som i mange år har været en solid rekrutteringskilde til IS’ ”hellige krig”. På trods af stærke beviser for deres aktiviteter og forbrydelser bliver medlemmerne af IS og andre jihadistiske grupper ikke retsforfulgt i Tyrkiet. Med disse frie rammer får IS dermed lov til at udfolde sin indflydelse i landet. Derfor er det ikke overraskende, at det amerikanske analyseinstitut PEW i 2015 kunne konstatere, at 8 pct. af tyrkisk befolkning har sympati for IS – men tallet vurderes at være højere. Alt tyder derfor på, at Erdoğans islamiseringsprojekt giver de ønskede effekter. Derfor er det måske ikke overraskende, at en stor del af den tyrkiske befolkning viser stor opbakning til den tyrkiske invasion i Afrin, selv om jihadistiske grupper er frontløberne i krigen mod kurderne.

Erdoğan har på trods af mange nederlag endnu ikke opgivet sin vision om at være den mest indflydelsesrige leder i Mellemøsten. For ham er det vigtigt at udvide tyrkisk indflydelse i regionen, og han ser sig som Mellemøstens nye sultan. Det stigende antal militære aktiviteter i udlandet – bl.a. ved etablering af militære baser i Irak, Syrien, Somalia og Kuwait – skal ses som tiltag, der skal bringe ham i mål. Sideløbende med Afrin-invasionen er Erdoğan også i gang med en anden tavs invasion i Irak. Dele af det nordlige Irak, som ellers er et kurdisk kontrolleret område, er blevet invaderet af tyrkiske tropper. Fra grænsen til Syrien op til Iran er tyrkiske tropper gået ind over en strækning på 9-20 km. De er ved at oprette kontrolposter og militærbaser, idet de mener, at PKK kontrollerer området og bruger det til at forberede angreb i Tyrkiet. Det er meget bemærkelsesværdig, at hverken de irakiske kurdere, den irakiske regering eller verdenssamfundet omtaler invasionen.

”Det nye Tyrkiet”, som er ved at få sin endelige form som et nyt militaristisk og islamistisk totalitære regime, skal derfor ses som et projekt, der ikke kun vil ramme kurderne og nabolandene, men også Vesten. Som medlem af NATO står Tyrkiet i en stærk position i regionen, som Erdoğan udnytter ved enhver lejlighed som et modspil, når Vesten forsøger at kritisere hans regime. Ligeledes truer han Europa med flygtningekortet, hver gang der rejses kritik af hans totalitære styre.
Erdoğan og IS har samme motivation: at udfolde sin indflydelse i regionen med et militaristisk islamistisk afsæt. ■

 

”Det nye Tyrkiet”, som er ved at få sin endelige form som et nyt militaristisk og islamistisk totalitære regime, skal derfor ses som et projekt, der ikke kun vil ramme kurderne og nabolandene, men også Vesten
_______

 

[relatedposts]
Ibrahim Benli (f. 1979) er cand.mag. og folketingskandidat for Enhedslisten og Mustafa K. Topal (f. 1973) er Ph.d.-studerende på RUC.