Morten Messerschmidt om Italien: EU-imperiet kører – igen – demokratiet over. Men det er snart forbi

Morten Messerschmidt om Italien: EU-imperiet kører – igen – demokratiet over. Men det er snart forbi

29.05.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

I øst har vi set, hvordan EU langsomt begynder at løsne kvælertaget over for de genstridige regeringer. Flygtninge-kvoterne er taget af bordet, og man ser igennem fingre med grænsekontrollen. Det eneste, EU forstår, er nemlig en klar afvisning.

Kommentar af Morten Messerschmidt

Man må da forstå, at EU ikke kan acceptere, at to populistiske, anti-eu-partier, der ovenikøbet på mange måder synes uenige, kan overtage regeringskontorerne i Rom! Også selv om både de selv og vælgerne ønsker det! I Bruxelles ved man jo godt, at den slags partier bare bruger flere penge; at renterne vil stige; og at de nordeuropæiske skatteydere så atter skal til lommerne. Det har de prøvet før – for at sende penge til grækerne, spanierne, irerne og altså til italienerne. Og det er ikke populært. Nej, så hellere gribe ind, når italienerne nu har valgt de uvælgelige, ikke sandt?

For euro-ideologerne er der ingen anden udvej. Her mindes man sidst, der var brug for en anden regering end den, italienerne havde valgt. Keine Hexerei – nur Behändigkeit; og så fik man indsat en pæn tidligere kommissær, som nok vidste, hvem i Bruxelles der bestemte. Det reddede økonomien for en stund. Tyskerne kunne ånde lettet op. Men hvor har det bragt italienerne i dag? Femstjernebevægelsen bevæger sig sejrrigt fra valg til valg; Lega Nord breder sin indflydelse langt ud over Norditalien; og efterhånden er Berlusconi det eneste bud på en seriøs premierminister. Paradoksalt, ikke?

Nej, for sådan reagerer folk, når deres demokratiske valg bliver kørt over af EU-maskinen. Og dermed ser vi med flammeskrift den onde cirkel, som euro-konstruktionen hviler på. Med fælles valuta følger gensidig afhængighed, langt større end for almindelige samhandelspartnere. Har man fælles valuta, står man skulder ved skulder i forsvaret på de internationale markeder. Derfor har tyskerne i dag en helt anden interesse i, at tingene arter sig i den rustne del af euro-zonen. Og det handler ikke bare om den ”europæiske solidaritet”, der som det nye pravda [”Sandhed” – sovjetisk statsavis, red.] printes på væggene i Bruxelles. Det handler om egeninteresse; intet andet. Uden en fælles valuta ville en ufornuftig økonomisk politik i et land først og fremmest komme dette land til skade. Med lidt held ville vælgerne så vælge en ny regering og dermed en ny politik. Men med en fælles valuta er det ikke bare italienernes, men alles ansvar. Og derfor vil (kan) EU (Merkel) ikke acceptere de italienske vælgeres valg.

 

Dette er euroens onde DNA, som vi heldigvis var en del, der kortlagde, længe før det for alvor gik galt
_______

 

MEN DET bliver værre. For med de kontinuerlige milliardoverførsler fra det rige nord breder en laissez-faire-mentalitet sig i syd. Hvorfor skulle italienerne egentlig stemme ansvarlige politikere ind, når Tyskland alligevel bestemmer – og betaler?

Dette er euroens onde DNA, som vi heldigvis var en del, der kortlagde, længe før det for alvor gik galt. Men galt er det: Over 25 pct. af de italienske unge står uden arbejde. To ud af tre italienere under 34 år bor derfor stadig hjemme. Og mens de unge italienere må kæmpe om jobbene, vinker EU hver dag nye både til kaj ved de sydlige øer. Med tusindvis af migranter, som EU insisterer, skal ind; ikke sendes hjem. Tværtimod har EU’s forlængede NGO-arm – i form af selvgode frelserapostle som Læger uden Grænser – mere travlt med at holde hånden under menneskesmuglernes lukrative virksomhed end at hjælpe europæerne.

Nu har præsident Mattarella så bøjet sig for kreditorernes pres og udpeget endnu en Monti-type. Med al sandsynlighed fører det til nyvalg til september. Og det er godt nyt for både Legaen og Femstjernebevægelsen, der med fuld ret kan fnyse ad et EU og teknokrati, som ikke tager vælgerne alvorligt.

Men er det godt for Italien? For EU? Vel, på sin vis ja. I øst har vi set, hvordan EU langsomt begynder at løsne kvælertaget over for de genstridige regeringer. Flygtninge-kvoterne er taget af bordet, og man ser igennem fingre med grænsekontrollen.

Det eneste, EU forstår, er nemlig en klar afvisning. Et nej. Ingen EU-lande har nogensinde fået noget ud af at takke ja. Hvert eneste tilkæmpet stykke suverænitet, hver eneste reform, hvert eneste mindstskridt væk fra centralismen er altid start med et ”NEJ” – hvadend det har lydt på italiensk, engelsk eller dansk. Derfor må italienerne stå striden igennem og mindes, at ethvert imperium har sin tid. Det ved romerne kun alt for vel. Og EU’s tid rinder ud nu. ■

 

Ingen EU-lande har nogensinde fået noget ud af at takke ja
_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)rae

Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.