Mattias Tesfaye: De siger, at vi sagtens kan klare mere indvandring. Men hvem er “vi”?

Mattias Tesfaye: De siger, at vi sagtens kan klare mere indvandring. Men hvem er “vi”?

19.02.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Mattias Tesfaye, Udlændingeordfører (S)

SOCIALDEMOKRATIETS nye udspil handler om at genvinde kontrollen med indvandringen til Danmark. Vi mener ganske enkelt, at der er kommet for mange hertil gennem alt for mange år. Vi mener det er rimeligt, at befolkningen forlanger kontrol med hvem, der kommer til landet, hvor mange der kommer og hvornår de får opholdstilladelse. Vi er ikke modstandere af indvandring. Men vi forlanger reguleret indvandring. Den nuværende migration til Europa er reelt mere inspireret af jungleloven og den stærkestes ret end af anstændige og velovervejede beslutninger med demokratisk legitimitet. Det må ganske enkelt høre op. Af hensyn til flygtningene. Af hensyn til den politiske stabilitet i Europa. Og af hensyn til sammenhængskraften i velfærdsstaterne.

 

Den nuværende migration til Europa er reelt mere inspireret af jungleloven og den stærkestes ret end af anstændige og velovervejede beslutninger med demokratisk legitimitet. Det må ganske enkelt høre op
_______

 

Integration er ikke umuligt. Slet ikke. Det lykkes hver eneste dag, når børnene kommer i skole, når forældrene får et arbejde og familierne tilslutter sig de frihedsrettigheder, der er så grundlæggende for vores samfund. Vi kender alle sammen indvandringens solside. Vi har vel efterhånden alle sammen tætte venner, nær familie eller gode kolleger med rødder i Afrika, Asien eller Mellemøsten. Det kan med andre ord godt lade sig gøre at omplante et menneske fra de varme lande til den kolde danske muld.

Vores appel til højrefløjen er, at de også skal huske indvandringens solside. Meget lykkes faktisk. Mange indvandrere er en kæmpe gevinst for vores samfund. Vi har hjulpet mange mennesker, der ellers risikerede forfølgelse og tortur. Men integrationen koster samtidig flere penge end vi troede, det tager længere tid og det medfører flere kulturkonflikter. Kombineret med den historisk store indvandring har integrationen simpelthen ikke kunnet følge med. Dermed har integrationsopgaverne hobet sig op – mest tydeligt i en række udsatte boligområder omkring de større byer. Det er indvandringens skyggeside.

Vores appel til venstrefløjen er, at de også skal huske indvandringens skyggeside. Uanset hvordan du vender og drejer nøgletallene omkring beskæftigelse, sprog, utryghed, kriminalitet, diskrimination, tilslutning til demokratiets værdier og træk på offentlige ydelser, så har 50 års ikke-vestlig indvandring været en kæmpe udfordring for vores samfund. Det har særligt været kortuddannede og lavtlønnede danskere, der har båret de største integrationsbyrder. For Socialdemokratiet er det derfor særlig vigtigt at fokusere på at få kontrol med antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det anser vi for at være en hovedopgave for et parti, der bygger på solidaritet.

 

Det har særligt været kortuddannede og lavtlønnede danskere, der har båret de største integrationsbyrder. For Socialdemokratiet er det derfor særlig vigtigt at fokusere på at få kontrol med antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det anser vi for at være en hovedopgave for et parti, der bygger på solidaritet
_______

 

NÅR JEG igen og igen hører både debattører og politikere argumentere for, at vi godt kan tage imod mere indvandring, får jeg derfor lyst til at spørge: “Hvem er vi”? Hvis man har et højtlønnet job og får en ingeniørkollega fra Syrien, så forstår jeg godt, hvis man tænker, at der er plads til flere. Hvis naboen på villavejen er en pakistansk lægefamilie, har jeg udmærket forståelse for rummeligheden. Hvis børnene i skolen får deres første klassekammerat med rødder i Mellemøsten, er det helt naturligt, at man udtaler: “Vi har plads til endnu flere”. De kender jo indvandringens solside.

Når jeg spørger mine gode venner i Alternativet eller Enhedslisten: “Hvem er vi?”, er det fordi, jeg nogle gange får indtrykket af, at de i virkeligheden mener: “De(!) kan godt tage imod mere indvandring”. Altså, dem der arbejder på det ufaglærte arbejdsmarked og endnu engang må åbne deres arbejdspladser for flygtninge og familiesammenførte, der skal i løntilskud, virksomhedspraktik og nyttejob. Dem der i en lavkonjunktur oplever, at Jobcentrene skal koncentrere sig om at fordele de få jobåbninger på alt for mange ledige.

 

Når jeg spørger mine gode venner i Alternativet eller Enhedslisten: “Hvem er vi?”, er det fordi, jeg nogle gange får indtrykket af, at de i virkeligheden mener: “De(!) kan godt tage imod mere indvandring”
_______

 

Dem, der bor i de almennyttige boligområder, hvor kommunerne har mulighed for at anvise flygtninge og familiesammenførte en lejlighed. Områder, der i forvejen løfter store sociale opgaver på vegne af hele samfundet. Dem, som har børn på skoler, hvor der hvert år starter 6-årige piger og drenge med alt for dårlige danskkundskaber. Skoler, som i forvejen udfører et kæmpe integrationsarbejde. Dem, der endnu engang oplever, at deres idrætsforening må åbne dørene for børn og unge, der kræver særlig opmærksomhed. Foreninger, der i forvejen har sværere ved at få et stærkt forældresamarbejde i gang.

Alle dem, der oplever den største grad af utryghed på arbejdsmarkedet, i boligområdet og er mest bekymrede for fremtiden. Alle de skal igen åbne dørene for indvandringens skyggeside. Det er i hvert fald den praktiske konsekvens af yderligere indvandring. Det er derfor, vi foreslår et loft over ikke-vestlig indvandring og en bedre fordeling af de eksisterende integrationsopgaver. Først og fremmest ved at sikre maksimalt 30 pct. med indvandrerbaggrund i almene boligområder.

 

Alle dem, der oplever den største grad af utryghed på arbejdsmarkedet, i boligområdet og er mest bekymrede for fremtiden. Alle de skal igen åbne dørene for indvandringens skyggeside
_______

 

Forskere har tidligere undret sig over, at folk med akademiske uddannelser er mere positive overfor indvandring end LO-fagbevægelsens medlemmer. Politologen Jens Peter F. Thomsen vurderede, at det skyldtes, at de langt uddannede bedre kunne forstå et argument og havde mere viden. På den baggrund opfordrede han for nogle år siden til, at “politikerne træder i karakter og gennemfører nogle ting imod visse gruppers ønsker” og fører en mere åben indvandringspolitik.

Glem det! Socialdemokratiet kommer ikke til at svigte disse grupper. Uanset om den lavtlønnede medborger i det udsatte boligområde er rengøringsassistenten Mette eller buschaufføren Mohammed. Vi er på deres side. De har brug for, at der kommer kontrol med indvandringen. Det er derfor kernen i Socialdemokratiets nye udlændingeudspil. ■

Mattias Tesfaye (f. 1981) er Udlændingeordfører for Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye (S) [foto: Nikolai Linares/Scanpix]