02.05.2018

Det fejlslagne kup i Tyrkiet for knap to år siden har været med til at indskrænke de civile rettigheder og skubbet det tyrkiske samfund i retning af en diktaturstat.

Af Marianne Jensen

”15 Temmuz Destani” – på dansk ”15. juli-sagaen” – står der med meterhøje, røde metalbogstaver flere steder i Ankara. Monumenterne er opstillet af Tyrkiets præsident, Recepp Tayyip Erdogan, som mindesmærker for det fejlslagne kupforsøg i september 2016. Erdogan opfattede kupforsøget som et angreb på den tyrkiske stat og beskyldte Gülen-bevægelsen for at stå bag. Lederen af den islamiske bevægelse er imamen Fetullah Gülen, som tager afsæt i en politisk radikal tolkning af islam. Erdogan og Gülen var indtil for få år siden allierede, men de seneste år har Gülen levet i eksil i USA.

Til trods for, at kupforsøget glider længere ud i horisonten, er det tyrkiske samfund stadig under angreb. Men denne gang kommer angrebet indefra. Civilsamfundet er hårdt ramt, og listen over restriktionerne af de civile rettigheder bliver hele tiden længere. På nuværende tidspunkt er Tyrkiet det land i verden, hvor flest journalister sidder fængslet. LGBTI, foreningen for seksuelle minoriteter, er en af mange interesseorganisationer, der har forbud mod at afholde demonstrationer. For nylig blev en ny lov om internetcensur vedtaget. 1.700 websider er indtil videre blevet lukket ned, og Tyrkiets sidste uafhængige medie er netop blevet solgt til en regeringsvenlig mediegruppe. Det betyder, at cirka 90 pct. af mediebilledet i dag er mere eller mindre statskontrolleret. Derudover har 150.000 offentligt ansatte mistet deres job, fordi de formodes at have tilknytning til Gülen-bevægelsen. I Tyrkiet tegner der sig nu et billede af, at det er op til den enkelte at bevise sin uskyld.

Hver dag bliver det en smule sværere at være tyrker. Særligt hvis man er uenig med regeringspartiet. Samtidig bliver det dag for dag en smule lettere at være Erdogan, hvis albuerum konstant forøges. Med folkeafstemningen i april 2017 blev styreformen i Tyrkiet ændret fra parlamentarisk til præsidentielt styre. Ændringen betyder, at der efter det nyligt udskrevne valg 24. juni 2018, når den nye forfatning træder i kraft, ikke længere vil være både en premierminister og præsident; kun en præsident. En præsident, som højst sandsynligt hedder Erdogan, afhængigt af udfaldet af valget. Blandt tyrkerne er det dog ikke et spørgsmål, om han vinder. Spørgsmålet er nærmere, hvor stort han vinder. Den tyrkiske økonomi, som indtil for nylig har været i væsentlig bedring, er regeringspartiet AKP’s største trumfkort, men samtidig nyder partiet også opbakning på grund af sin konservative, islamiske linje.

Udskældt undtagelsestilstand varer ved
Forfatningsændringen kom som reaktion på kupforsøget, hvor landet blev erklæret i undtagelsestilstand. Normalt gældende retsprincipper blev sat ud af kraft, og politiet fik større mulighed for at slå ned på personer med formodet tilknytning til kupforsøget. Denne undtagelsestilstand har nu varet i knap halvandet år og blev forlænget med yderligere tre måneder i slutningen af april. Selvom trusselsniveauet er faldet markant, udtrykte formanden for Europarådet, Thorbjørn Jagland, kritik af undtagelsestilstanden under sit sidste besøg i Tyrkiet. Undtagelsestilstanden virker som et dække for at fængsle personer med formodet kontakt til Gülen-bevægelsen eller en kritisk holdning til regeringen. I februar blev 11 læger fængslet, da de udtrykte kritik over for Tyrkiets Operation Olivengren i Afrin-provinsen i Syrien. Offentligt erklærede de ”nej til krig, fred omgående” De blev fængslet for at sprede terrorpropaganda.

FN har også rettet sit kritiske blik mod Tyrkiet. En rapport, der blev udgivet for nylig, konkluderer, at undtagelsestilstanden har alvorlige konsekvenser for civilsamfundet i Tyrkiet. Flere EU-lande har ligeledes udtrykt kritik over for den vedvarende undtagelsestilstand. Man kunne forvente, at Tyrkiet – som EU-kandidatland og NATO-medlem – ville tage kritikken til sig, da det har betydning for landets relationer til NATO og fortsatte status som kandidatland til EU. Det er ikke tilfældet. Fra den tyrkiske regerings side bliver der i stedet kastet beskyldninger om fake news, ligesom FN-rapporten også har fået en hård medfart i den offentlige debat. I Tyrkiet eksisterer der altså en indiskutabel opfattelse om ‘Turkey First’.

 

En rapport, der blev udgivet for nylig, konkluderer, at undtagelsestilstanden har alvorlige konsekvenser for civilsamfundet i Tyrkiet
_______

 

Ud af Atatürks skygge
Man skal ikke have befundet sig særlig længe i Tyrkiet for at have stiftet bekendtskab med Kemal Atatürk: landsfaderen med eget mausoleum i Ankara. Hans portræt hænger i butikker, på offentlige pladser og i bagruder på biler. Erdogan gør et hæderligt forsøg på at udfylde hans fodspor. Da tyrkisk militær tog kontrol over den syriske by Afrin, udråbte Erdogan sejren fra byen Galipoli – samme by som Atatürk udråbte sejren over de allierede styrker under Første Verdenskrig.

Erdogan går i dag forrest med ambitionen om at styrke et samlet Tyrkiet. Det medfører en meget skarp retorik over for omverdenen, herunder EU og Europarådet. Tyrkiet er samtidig kommet i karambolage med andre lande i NATO-alliancen på grund af Tyrkiets operation i Afrin. Operationen får ikke stor opbakning fra allierede, og den er i konflikt med den amerikanske indsats i området. Fra tyrkisk side bliver operationen set som et nødvendigt onde for at beskytte sig selv fra den kurdiske terrorbevægelse PKK, der holder til i det nordlige Syrien ved grænsen til Tyrkiet. På grund af uenighederne med Washington valgte Ankara kommune i februar at omdøbe gaden, hvor den amerikanske ambassade ligger, til Zeytindali Cadessi – på engelsk: Olive Branch Street.

Tyrkiet har lige nu erklæret offensiv på både den militære og politiske front, så det kan være svært at vende tilbage til normalen. Også selvom det bygger på et argument om statens beskyttelse. Det kommer uden tvivl til at have konsekvenser for Tyrkiets ambitioner om EU-medlemskab, der er blevet skubbet endnu længere ud i fremtiden. Sidste år blev Tyrkiet underlagt monitorering af Europarådet, hvilket vakte harme i landet. Resultatet var, at Tyrkiet trak sig som en af de største bidragsydere til Europarådet. Udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu fordømte beslutningen om monitoreringen og udtalte, at beslutningen var en skændsel for Europarådet, da Tyrkiet altid havde forsvaret europæiske værdier. At Europarådet tilmed valgte at tildele Murat Aslan, som er medlem af Gülen-bevægelsen, en menneskerettighedspris, har kun forværret forholdet mellem Europarådet og Tyrkiet yderligere.

Det er tydeligt, at der i Tyrkiet hersker en opfattelse af, at man har ret til at gøre, som man lyster. Opfattelsen er, at Tyrkiet bringer så meget til bordet i både NATO og Europarådet, at man sagtens kan tillade sig at gå militært ind i Afrin, underminere almindeligt gældende retsstatsprincipper og generelt lade hånt om menneskerettigheder. Det gør det meget svært at være et land i alliance med og kommer uden tvivl også til at have konsekvenser for samarbejdet med EU. Et samarbejde, der allerede nu er udfordret at historisk dårlige forhold til både Holland, Cypern og Grækenland.

 

Opfattelsen er, at Tyrkiet bringer så meget til bordet i både NATO og Europarådet, at man sagtens kan tillade sig at gå militært ind i Afrin, underminere almindeligt gældende retsstatsprincipper og generelt lade hånt om menneskerettigheder
_______

 

Et forhold på vej mod frysepunktet
Forholdet til EU er også blevet en anelse køligere med flygtningeaftalen, der blev indgået mellem EU og Tyrkiet i 2016. Aftalen havde officielt til formål at holde syriske flygtninge i nærområderne, men uofficielt var målet at forhindre, at flygtningene kom til Europa. Til gengæld for dette modtog Tyrkiet finansiering og fik stillet en modernisering af toldunionen og visumliberalisering i udsigt, hvilket dog lader vente på sig. For Tyrkiet har aftalen skabt en idé om, at man nu står nærmere et EU-medlemskab, og den tyrkiske regering er ikke bleg for at true med at opsige aftalen for at presse EU. Naturligvis skal toldunionen opdateres, ligesom der også skal arbejdes for visumliberalisering, fordi det er en del af aftalen. Fra Tyrkiets side opfattes det dog, som om aftalen kommer uden krav. Det var aldrig tilfældet. Tyrkiet skal stadig opfylde kravene for visumliberalisering, hvilket de ikke gør på nuværende tidspunkt, men i stedet for at kigge indad, bliver der fra tyrkisk side svaret igen med en hård retorik og offentlige erklæringer om, at EU ikke kan klare sig uden Tyrkiet.

I forhold til flygtningeaftalen er der dog heller ingen tvivl om, at EU ikke kan klare sig uden Tyrkiet, da en opsigelse af aftalen vil betyde, at EU’s ydre grænser bliver overstrømmet af flygtninge. Det er der næppe er nogle europæiske statsledere, der på nuværende tidspunkt er interesserede i. Aftalen er således mere et fornuftsægteskab end noget andet. EU er et samarbejde baseret på fælles værdier. Men hvor mange værdier deler EU egentlig med et land, hvor der lige nu sidder 245 journalister i fængsel?

Tyrkiet søgte første gang om optagelse i EU i 1987, og siden har optagelsesprocessen kørt over flere omgange. For nylig har flere medlemsstater, herunder Danmark, udtrykt, at de ikke længere kan støtte optagelsesprocessen. I Danmark skyldes det bl.a. den såkaldte stikkerlinje, hvor privatpersoner i Danmark har bedrevet efterretningsvirksomhed for den tyrkiske stat. Samtidig er det svært at se, hvilken plads et land, der bekymrer sig så lidt om menneskerettigheder og retsprincipper, har i EU. Om Tyrkiet nogensinde opnår medlemskab af EU er tvivlsomt. Skal det ske, kræver det i hvert fald en mere samarbejdsvillig tilgang fra både Tyrkiets og EU’s side. Samtidig balancerer EU på en knivsæg for at presse Tyrkiet i en mere demokratisk retning, for presset skal ikke være så stort, at Tyrkiet vender EU ryggen og i stedet indleder et samarbejde med Rusland. Grundstenen til sådan et samarbejde blev allerede lagt ved Astanakonferencerne (bilaterale konferencer mellem Rusland, Tyrkiet og Iran om den fortsatte indsats i Syrien, red.). Dette vil resultere i et yderligere svækket EU og en styrket trussel fra øst.

Da Atatürk grundlagde Tyrkiet i 1923 var det med ambitionen om at skabe en moderne, sekulær og demokratisk stat. På trods af at sekularismen og demokratiet på nuværende tidspunkt er på tilbagegang i Tyrkiet, så har Tyrkiet aldrig kunnet bryste sig af at være på linje med demokratier i Vesteuropa – og det kommer det formentlig heller aldrig til. Atatürks ambition med Tyrkiet er lige nu under angreb, og det lader ikke til, at denne tendens kommer til at ændre sig i den nærmeste fremtid. Når tyrkerne skal til stemmeurnerne den 24. juni er det op til dem at bestemme, om Erdogan skal have fem år mere på posten, hvor demokratiet højst sandsynligt kommer til at lide et endnu større knæk end hidtil. Spørgsmålet bliver nu, om løfterne fra Erdogan om økonomisk vækst og et stærkere Tyrket vejer tungere end tyrkernes frihed. ■

 

Atatürks ambition med Tyrkiet er lige nu under angreb, og det lader ikke til, at denne tendens kommer til at ændre sig i den nærmeste fremtid
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover