Malthe Munkøe: Den verdensøkonomiske tyngde flytter fra Atlanten mod Stillehavet. Hvad betyder det for Danmark og Europa?

Malthe Munkøe: Den verdensøkonomiske tyngde flytter fra Atlanten mod Stillehavet. Hvad betyder det for Danmark og Europa?

21.05.2018


Tyngden i verdensøkonomien flytter fra Atlanterhavet og Europa mod Stillehavet og Asien. Det øger presset for at sikre vores konkurrenceevne og relevans i en verden, hvor vores del af kloden betyder mindre, end vi har været vant til. Med en hastig teknologisk udvikling, hvor Danmark og Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina, kan vi ikke længere tage for givet, at vi også fremover vil være en af verdens mest produktive højindkomstøkonomier.

Af Malthe Munkøe

Mange nyhedsmedier berettede for nylig, at Storbritannien er blevet overhalet af den amerikanske delstat Californien som verdens femtestørste økonomi. Dette skifte følger en langvarig udvikling, hvor Californien har nydt godt af den rivende fremgang i og omkring Silicon Valley, og hvor Storbritannien har lidt under både lavvækst i Europa og den særlige usikkerhed forbundet med ”Brexit”. Udviklingen symboliserer dog også et langt mere fundamentalt skifte i verdens økonomiske magtforhold, hvor Europa vedvarende taber terræn til nye opstigende vækstøkonomier, og hvor verdens økonomiske tyngde flytter fra Atlanten til Stillehavet.

Udviklingen har længe været forudset, og man har længe talt om det 21. århundrede som det ”asiatiske” århundrede. Præsident Obama proklamerede allerede i 2011, at USA skulle gennemføre en strategisk “pivot to Asia” (drejning mod Asien, red.). Det øgede fokus på Asien kom i erkendelse af, at Stillehavsregionen økonomisk såvel som politisk ville blive langt mere afgørende i det 21. århundrede end i de forudgående, hvor begge sider af Atlanterhavsregionen tilsammen havde været det dominerende knudepunkt for verdenspolitikken og -økonomien. Mens glansen er gået af Sydafrikas og Brasiliens økonomiske fremgang – og derved af BRIKS som samlet begreb – er der ingen tvivl om, at hastig vækst i de nye vækstøkonomier, navnlig Kina og Indien, har redefineret de vante økonomiske og politiske magtforhold. Ifølge IMF’s seneste økonomiske prognose oplever den asiatiske Stillehavsregion højest økonomiske vækst blandt alle verdens regioner. Hvor det samlede BNP for landene i den asiatiske Stillehavsregion i 1970 udgjorde ca. 20 pct. af det samlede BNP for verdens syv største industrilande, G7, er denne andel i dag vokset til over 60 pct. Kigger vi nogle årtier frem, er det realistisk at forvente, at G7 må se sig overhalet af de fremadstormende vækstøkonomier.

Oplevelsen af, at økonomierne langs Atlanterhavet hastigt taber terræn til Stillehavsnationerne er ikke blot en erkendelse for fagøkonomer. En meningsmåling gennemført af Pew Research Institute sidste år viste, at der i de store vesteuropæiske økonomier (Storbritannien, Italien, Frankrig og Tyskland) blot var mellem 9 og 36 pct., som forventede, at børn i dag ville få en højere levestandard end deres forældre. Disse tal stod ikke overraskende i skærende kontrast til de asiatiske vækstøkonomier, hvor langt størstedelen af befolkningerne forventede, at deres børn ville blive rigere end forældregenerationen. Selvom vurderingen formentlig er for pessimistisk, understreger det den dominerende opfattelse af, at Europa har toppet politisk og økonomisk. Denne forståelse deles af mange investorer. Det er i Stillehavsregionerne, at fremtidens vækst skabes, og hvor det gælder om at være til stede. Hvor fire af de fem største økonomier i verden var vestlige i 2000, vil det i 2050 sandsynligvis kun være USA. Selv internt i USA går bevægelsen fra Atlanterhavet mod Stillehavet. Mens ikke mindst Californien har oplevet en rivende økonomisk og befolkningsmæssig tilvækst og fremstår som en meget moderne økonomi med en førerposition inden for de væksterhverv, der har tiden med sig, har især det såkaldte ”rustbælte” i det midtvestlige og nordøstlige USA, der traditionelt har udgjort fundamentet for USA’s industri, gennemgået et skræmmende forfald. Det er et halv-forladt Detroit blevet symbolet på, og Trumps overraskende flertal ved præsidentvalget i stater som Pennsylvania og Wisconsin tjente til yderligere at understrege den udvikling.

Det er selvfølgelig urealistisk at tro, at verdens fremvoksende vækstøkonomer kommer til at opleve uforstyrret højvækst uden økonomiske kriser og tilbageslag undervejs. De blev eksempelvis ramt hårdt af den asiatiske valutakrise i 1997, og der skal nok vise sig flere udfordringer på et tidspunkt. Samtidig er Europa endelig er på vej ud af finans- og eurozone-krisernes lange dødvande. Men allerede nu har verdens økonomiske tyngde flyttet sig så meget, at det har væsentlige implikationer for Danmark og Europa, og denne bevægelse vil fortsætte i de kommende mange årtier.

 

Allerede nu har verdens økonomiske tyngde flyttet sig så meget, at det har væsentlige implikationer for Danmark og Europa, og denne bevægelse vil fortsætte i de kommende mange årtier
_______

 

Hvor efterlader denne udvikling Danmark og Europa?
Europa har mange gode kort på hånden i kraft af konkurrencedygtige og veludviklede markedsøkonomier, og man bør derfor ikke tegne rene forfaldshistorier op. Men man skal ikke undervurdere konsekvenserne af det igangværende skifte, hvor EU går fra at være verdens største marked til en relativt mindre vigtig spiller. Denne økonomiske udvikling svækker vores muligheder for at påvirke, hvordan den globale økonomi reguleres. Fordi EU endnu er det største marked, har vi fx set, hvordan Facebook har følt sig nødsaget til at implementere EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR) globalt, og Facebooks direktør Mark Zuckerberg har accepteret at tale for Europa-Parlamentet, sådan som han også for nylig gjorde det i den amerikanske kongres. Til gengæld afviste han at gøre det samme for det britiske parlament. Samtidig øger udviklingen behovet for, at EU forbliver en konkurrencedygtig region, da vi vil få mindre forærende i kraft af faldet af den relative størrelse af det indre marked. Det forstærker det i forvejen hårde pres for at sikre en stærk konkurrenceevne og attraktive vilkår, som kan tiltrække og fastholde fremtidens højproduktive arbejdspladser og de bedste talenter.

Under præsident Trumps administration har vi allerede set klare eksempler på en verdensorden, hvor sikkerhedspolitiske og handelspolitiske spørgsmål ikke nødvendigvis diskuteres særligt indgående på tværs af Atlanterhavet. Trump træffer sine egne beslutninger uden at tage sig særligt af sine europæiske samarbejdspartneres interesser. Efter at have været brændpunktet for to verdenskrige vil mange europæere måske glæde sig over, at opmærksomheden i stigende grad rettes mod andre dele af verden, men det akkompagneres desværre af et medfølgende tab af indflydelse. Men Trumps handelspolitiske linje er i en vis forstand kulminationen på en længerevarende tendens, hvor de fleste iagttagere og lande i realiteten mere eller mindre har opgivet at sikre globale frihandelsaftaler mellem samtlige WTO-lande, men i stedet forhandler frihandel bilateralt i forsøg på at opnå regionale aftaler. Jo mindre den globale økonomi og handelspolitik afgøres i globale institutioner, jo mere betyder ens økonomiske tyngde. Samtidig er handelspolitikken i stigende grad blevet gen-politiseret, som Trumps nylige udfald mod Kina viser, og som også indikeres af EU-systemets arbejde for at indføre en fælles investeringsscreening for at undgå, at især kineserne opkøber strategisk afgørende infrastruktur eller teknologisk knowhow. Vores del af verden mister altså tyngde i en tid, hvor det netop bliver stadigt vigtigere at have en tilstrækkelig pondus for at sikre sine økonomiske og handelspolitiske interesser.

Den teknologiske udvikling bliver afgørende
Hvor vi historisk har været dygtige til at håndtere overgangen fra landbrugs- til industrisamfund og videre til videnssamfund, er der ingen garanti for, at vi også fremover vil håndtere nye omstillinger og udfordringer med succes og forblive blandt verdens teknologisk mest avancerede, mest produktive og derved rigeste dele af verden. Den nuværende digitale udvikling er med til at hæve vores levestandard med nye produkter og teknologiske muligheder, og de største gevinster vil opnås af dem, som er helt i front. Det har vi allerede oplevet med den hidtidige digitalisering, hvor de største vindere har været de store amerikanske tech-giganter. Særlig opmærksomhed knytter sig nu til udviklingen af kunstig intelligens, som er næste udviklingstrin på den teknologiske rangstige. Ruslands præsident Putin sagde ligefrem sidste år ved en stort anlagt offentlig debat, at ”den, der behersker kunstig intelligens, vil regere verden”. Det har derfor længe givet anledning til dybe panderynker i Danmark og Europa, at de ledende globale tech-firmaer, der har defineret ”internet-æraen”, alle er amerikanske eller – i stigende grad – kinesiske.

Det er i dette lys, at magtskiftet mellem Californien og Storbritannien er mest sigende: Den digitale verdens hovedstad med Silicon Valley, hjemstedet for mange af de globale techgiganter som Google, Apple, Airbnb og Facebook, overhaler det 19. århundredes økonomiske og politiske centrum i London og Storbritannien. Samtidig har især Kina taget syvmileskridt på det teknologiske område og er i dag verdensledende inden for eksempelvis ansigtsgenkendelsesteknologi, mens de europæiske videns- og erhvervsclusters på det digitale område kæmper for at stå mål med konkurrencen. Selv hvis vi i Danmark formår at tage de rette skridt og gennemfører erhvervspolitiske reformer for at fastholde og udbygge vores konkurrenceposition, er vi i høj grad afhængige af, at vores vigtigste samhandelspartnere i nærmarkederne er i stand til at gøre det samme.

 

Især Kina [har] taget syvmileskridt på det teknologiske område og er i dag verdensledende inden for eksempelvis ansigtsgenkendelsesteknologi
_______

 

Som nogle af verdens mest veludviklede økonomier har vi stadigvæk relativt gode kort på hånden, men vi har også en række udfordringer, der bliver tydeligere år for år.

I en verden, der er blevet langt mere global – blandt andet på grund af billige transportmuligheder og højhastigheds-internetforbindelser og en voksende turisme, som betyder, at mange flere er vant til at begå sig i udlandet – er den internationale konkurrence om talenter og den kvalificerede arbejdskraft intensiveret. Det har særlig stor betydning, fordi den teknologiske og digitale udvikling samtidig gør adgangen til de rette talenter og den specialiserede vidensmasse til et endnu vigtigere konkurrenceparameter. Hvis Danmark og Europa i stigende grad bliver set som gårsdagens snarere end morgendagens økonomier vil vi få sværere ved at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er vores uddannelsessystem og de unge generationers uddannelsesvalg ikke for alvor fulgt med udviklingen i erhvervslivet, der melder om voksende rekrutteringsmangel inden for ikke mindst IT-specialistområdet. Konsekvensen er, at muligheder forpasses, og potentielle produktivitetsgevinster ikke høstes.

Disse problemer forstærkes af, at vidensmiljøer ofte har en selvforstærkende dynamik. Talent søger derhen, hvor der i forvejen er talent og dermed også kapital, som kan finansierestartups eller andre vækstskabende investeringer. På det teknologiske område har Europa ikke noget, der et tæt på at matche Silicon Valley – og det er svært at få øje på noget, der kan udvikle sig til at kunne det. Blandt andet derfor ses arbejdet frem mod en kapitalunion som et væsentligt skridt, der kan bane vejen for, at langt mere investeringskapital kan tilflyde de europæiske IT-virksomheder. Det samme gælder arbejdet med at sikre, at lovgivningen både nationalt og i EU-regi tager tilstrækkelig højde for og skaber klarhed i forhold til den digitale udvikling, digitale forretningsmodeller m.v.

Når talen falder på investeringer og finansiering såvel som kapital og tiltrækning af talenter med efterspurgte kompetencer, er det samtidig svært at komme uden om skattespørgsmålet. Det er velkendt, at indkomstbeskatningen er et vigtigt parameter i forhold til, hvor den internationalt mobile kvalificerede arbejdskraft ønsker at gøre karriere. Selvom man også må se på, hvad man får for skattebetalingen, herunder hvor attraktivt det over en række parametre er at bosætte sig i et land, er det høje skattetryk og især høje marginalskat, som er normen i Danmark, konkurrenceevnemæssigt en betydelig akilleshæl. Det gælder navnlig i forhold til at tiltrække og fastholde den særligt dygtige og særligt højtlønnede arbejdskraft. Dertil kommer, at kapitalbeskatningen har væsentlig betydning for erhvervslivets investeringsmuligheder og hvor attraktivt et investeringsklima, et land frembyder. Det er derfor et vigtigt konkurrenceparameter, hvilket mange selskabsskattesænkninger de senere år herhjemme såvel som i udlandet vidner om.

Ikke alle disse problemstillinger er nye, men de vil føles mere presserende, i takt med at vi mærker, at den økonomiske opmærksomhed samler sig om andre dele af verden, og vi må kæmpe hårdere for at fastholde en relevans. Nogle centrale pejlemærker for Danmark vil i dette lys være, at:

– Sikre bedre adgang til dygtig arbejdskraft med de kompetencer, erhvervslivet efterspørger – både via det indenlandske uddannelsessystem og efteruddannelsessystem og ved at styrke mulighederne for at tiltrække og fastholde udenlandske talenter med de mest efterspurgte kompetencer og uddannelsesbaggrunde
– Sænke beskatningen af kapital og personindkomst
– Styrke vores innovative miljøer, herunder især med fokus på den nyeste teknologiske udvikling

I en økonomisk verdensorden, hvor vores verdensdel ikke fylder ligeså meget, som vi har været vant til, bliver det derfor stadigt vigtigere, at vi formår at finde de rette løsninger på disse betydningsfulde udfordringer. ■

 

I en økonomisk verdensorden, hvor vores verdensdel ikke fylder ligeså meget, som vi har været vant til, bliver det derfor stadigt vigtigere, at vi formår at finde de rette løsninger
_______

 

Malthe Munkøe (f. 1984) er chefkonsulent i Dansk Erhverv. ILLUSTRATION: Kinas Xi Jinping holder tale ved World Economic Forum 2017 [foto: World Economic Forum/Manuel Lopez]