17.07.2018

.

Tre år er lang tid at befinde sig i et land med sprogundervisning. Og dét, kritikerne kalder ”symbolpolitik”, handler om holdninger.


Kommentar af Laura Lindahl (MF, LA), ordfører for den offentlige sektor

LÆGE PH.D. ABIR AL-KALEMJIL kritiserer her i RÆSON [link til artiklen] ny lovgivning, der fjerner retten til skatteyderbetalt tolkebistand for personer, der har været bosat i Danmark i mere end tre år. Liberal Alliance bakker som regeringsparti op om ændringen, som vi finder rimelig.

Flygtninge tilbydes gratis danskundervisning, når de kommer til landet, og der gøres generelt en stor indsats for integration og introduktion til det danske samfund. Alle får mulighederne, og så er det op til den enkelte at gøre brug af dem – netop som vi generelt kender det fra velfærdssamfundet.

Abir Al-Kalemjil og øvrige fagfæller spørger retorisk, om man så skal have ringere behandling, hvis man ikke kan det danske sprog. Mit svar er, at nej, det skal man ikke nødvendigvis, men at det OGSÅ er op til den enkelte. Tre år er lang tid at befinde sig i et land med sprogundervisning. Forventningen er derudover, at folk er i arbejde og dermed kan finansiere egen tolkebistand, hvis de ikke selv magter sproget godt nok og i øvrigt ikke har voksne i deres netværk, der kan støtte dem i mødet med sundhedsvæsenet.

 

Læger er i deres gode ret til at kritisere regeringen – naturligvis – men jeg savner en forståelse af, at det her er politik og holdninger
_______

 

LÆGER ER I DERES GODE RET til at kritisere regeringen – naturligvis – men jeg savner en forståelse af, at det her er politik og holdninger. Jeg mener, der er en selvstændig pointe i at stille krav til mennesker, der kommer til landet, og at lade kravene udmøntes i konkrete forventninger.

Hvis man efter tre år ikke har lært sig godt nok dansk til at kunne gå til eks. lægen, så må man finde en anden løsning. Det kan være at betale for en tolk – eller at medbringe en anden voksen med bedre danskkundskaber. Skærpelsen bliver af nogle udlagt som symbollovgivning, og det undrer mig. Lovgivningen er udtryk for en konkret politisk holdning, og det er der intet symbolsk i.

LIBERAL ALLIANCE FORESLÅR – udover det allerede vedtagne – at der fremover ikke ydes gratis tolkebistand til mennesker, der frivilligt har valgt at bosætte sig i Danmark. Det vil altså sige, at den hollandske studerende eller den polske arbejdstager ikke kan få skatteyderbetalt tolkebistand, hvis de skal til lægen. Familiesammenførte, studerende og andre udlændinge, der er frivilligt bosat i Danmark, og som ikke er her af nød, er omfattet af vores forslag. Tanken er, at hvis man studerer eller arbejder i Danmark eller bor her sammen med sin danske partner, så har man sproglige kompetencer eller netværk, der gør det muligt at møde sundhedsvæsenet uden offentlig hjælp i form af tolkebistand.

 

Familiesammenførte, studerende og andre udlændinge, der er frivilligt bosat i Danmark, og som ikke er her af nød, er omfattet af vores forslag
_______

 

DET ER DESVÆRRE gået den forkerte vej i Danmark for så vidt angår det personlige ansvar. Velfærdsstaten har årti efter årti overtaget ansvaret på det ene område efter det andet. Livssituationer og begivenheder, som vi engang tog for givet, at den enkelte selv ville forholde sig til og få løst, får nu et sagsnummer og en sagsbehandler tilknyttet. Tolkebistand er et godt eksempel på den pointe.

Vi har i årevis stillet tolkebistand til rådighed for alle udlændinge i alle henseender i så mange år, som de pågældende måtte ønske det. Det har været muligt at modtage skatteyderbetalt tolkebistand til skolehjem-samtaler, til møder med jobcentret, ved konsultationer hos lægen eller ved sygehusbesøg og i andre sammenhænge, der indebærer verbal kommunikation med det offentlige. 

I stedet for at stille krav til mennesker, der af egen fri vilje har valgt at rejse til Danmark for at bosætte sig, har vi placeret ansvaret i det offentlige. Det, mener jeg ganske enkelt, er helt forkert.

For os handler det generelt om personligt ansvar. Vi er nødt til at insistere på mere ansvar, hvis vi ønsker mere frihed. Det er heller ikke urimeligt at forvente, at flygtninge efter tre år med sprogundervisning og generel integrationsindsats fra det offentliges side er i stand til at gøre sig forståelige og forstår andre – eller, alternativt, selv kan betale for den hjælp, de måtte have behov for. Det samme gør sig gældende for dem, der vælger at komme hertil frivilligt og uden at være i nød.

 

Det er ikke urimeligt at forvente, at flygtninge efter tre år med sprogundervisning og generel integrationsindsats fra det offentliges side er i stand til at gøre sig forståelige og forstår andre – eller, alternativt, selv kan betale for den hjælp, de måtte have behov for
_______

 

FOR MIG SOM LIBERAL er det helt grundlæggende friheden til at indrette tilværelsen på en måde, der passer til mine egne ønsker. Det kommer selvfølgelig med en pris, idet alting har konsekvenser. At sætte mennesker fri, betyder også at ansvaret påhviler den enkelte. Sagt på en anden måde: Hvis jeg vil have friheden til at træffe egne valg, må jeg også tage ansvaret for de valg, jeg træffer.

Jeg tror grundlæggende ikke på, at samfund bliver bedre eller at mennesker bliver stærkere af at blive pakket ind i velmenende offentlig omsorg. Det offentlige skal bruge sine kræfter på dem, der har brug for det, fremfor at smøre et for tyndt lag ud over os allesammen. Det gælder for tolkebistand på samme vis, som det gælder for så utroligt meget andet i velfærdssamfundet. ■

 

Det offentlige skal bruge sine kræfter på dem, der har brug for det, fremfor at smøre et for tyndt lag ud over os allesammen
_______

 

Laura Lindahl (1983) er medlem af Folketinget (midlertidigt i 2012, valgt i 2015) samt rådmand og formand for Børneudvalget i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg (valgt i 2013). Fra 2006-2011 studerede hun erhvervsøkonomi og filosofi (cand.merc.(fil)) på Copenhagen Business School (CBS), hvorfra hun også har en HD i Marketing Management. Fra 2009-13 arbejdede hun på TV2, fra 2013-2015 for DBU. [foto: Liselotte Sabroe/Scanpix]