Lars Køhler: Grøn ulandsbistand er integrationspolitik, sikkerhedspolitik, udlændingepolitik og national velfærdspolitik

Lars Køhler: Grøn ulandsbistand er integrationspolitik, sikkerhedspolitik, udlændingepolitik og national velfærdspolitik

27.02.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Vi har været der før. Disse tilsyneladende nødvendige valg mellem uforenelige poler og modsætninger, som alt for ofte virker mere som et 12 sekunders radiospot end en nuanceret politisk vision. Propfuld af fronter og modsætninger.

Kommentar af Lars Køhler

SOCIALDEMOKRATIET har i deres nye udlændingeudspil “Retfærdig og Realistisk”, som blev lanceret i starten af februar, startet diskussionen om “nødvendighedens valg” i vores udlændingedebat på ny. Flygtninge eller velfærd? Ulandsbistand eller velfærd? Svære men nødvendige prioriteringer, må vi forstå. For hvad er egentligt den største udfordring for Danmark? Hvad skal vi bruge vores penge på? Pengene kan jo kun bruges en gang. Det ved vi alle.
Eller gør vi nu også det?

Socialdemokratiet er ikke de eneste, der trækker forsimplede fronter op i disse tider. Alt for ofte føles dansk politik som en kamp om de bedste kioskbaskere. Overfladiske visioner uden perspektiv. Flere andre partier, heriblandt Venstre, har også været der. Dengang hed fronterne konkurrenceevne eller ulandsbistand. Nogle sagde skattelettelser eller ulandsbistand, men grundlæggende var det de samme polariserende valg mellem dem og os, som Socialdemokratiet nu igen åbner op for.

 

[Engang] hed fronterne konkurrenceevne eller ulandsbistand. Nogle sagde skattelettelser eller ulandsbistand, men grundlæggende var det de samme polariserende valg mellem dem og os, som Socialdemokratiet nu igen åbner op for
_______

 

Regeringen har sænket ulandsbistanden til det laveste niveau i 34 år, siden de tiltrådte i 2015. Blot 0,75 pct. af vores BNI blev i 2017 brugt på ulandsbistand, og står det til både regeringen og nu også Socialdemokratiet, skal den sænkes yderligere til 0,7 pct. af Danmarks BNI. Og det i en tid, hvor vi aldrig har været rigere, og der aldrig har været så mange af vore medmennesker i nød og på flugt. I en tid, hvor der tales om kollaps af det europæiske flygtningesystem og behov for pusterum.
Sådan er det svære valg. Tilsyneladende.

Samtidigt er der skåret voldsomt i Danmarks klimabistand: Hele 800 mio. er siden 2014 blevet skåret af Danmarks bistand til klimabeskyttelse og grøn omstilling i verdens fattigste lande – svarende til 40 pct. af den samlede indsats.

Velfærd eller klima? Velfærd eller ulandsbistand? Klare sort-hvide fronter. Snæversynet, perspektivløst og uden nødvendige nuancer.

VI VED, at folk flytter sig, fordi deres livsgrundlag ikke længere er levedygtigt. Kald det krig, hungersnød, forfølgelse eller klimaforandringer. Vi mennesker flytter os, når jorden brænder under os. Ingen ønsker flugten. Vi ønsker først og fremmest at overleve og dernæst at leve. Vores menneskelige natur vil byde os at søge derhen, hvor dette er muligt.

Vi ved, at klimaet er i akut kritisk forværring. Næsten dagligt vælter nye hårrejsende målinger, videnskabelige studier og fremskrivninger ind af brevsprækken. Den ene værre end den anden. Vi ved, at CO2-niveauet i atmosfæren ikke har været højere i 800.000 år. Vi ved, at klodens temperatur og havenes vandstand stiger år for år. Vi ved, at det hele er menneskeskabt. Vi ved, at klimaforandringerne forårsager accelererende tørke, vandmangel, tab af afgrøder og derved tab af menneskers levegrundlag.

Vi ved, at klimaforandringerne allerede har været en forstærkende faktor i de sidste års flygtningestrømme og har været forbundet til både det arabiske forår, krigen i Syrien og Boko Harams fremmarch i Nigeria. En rapport fra Care Danmark vurderede, at 14,7 mio. mennesker i 2015 var blevet fordrevet pga. klimaforandringer. Ingen ved, hvor mange vi præcist taler om, hvis klimaet forværres. Forskere estimerer, at mellem 200 mio. og 2 mia. mennesker – i værste fald 25 pct. af verdens nuværende befolkning – kan blive tvunget på flugt i sidste halvdel af dette århundrede. Vi ved dog, at uden kraftig klimahandling vil det blive normalen. Og vi ved, at det vil få flygtningestrømmen på de danske motorveje i 2015 til at ligne en ydmyg gul taxa ved grænsen.

Socialdemokratiet og flere andre partier har igen og igen tilkendegjort, at indvandringen fra “ikke-vestlige” lande er den “største udfordring for Danmark” og en direkte trussel mod den danske velfærd.

Velfærd, klima ELLER ulandsbistand? Nej. Velfærd, klima OG ulandsbistand!

Grøn omstilling er udover en tvingende nødvendighed også en fantastisk global vækstmotor. Det ved vi. Og ansporet grøn omstilling i verdens fattigste lande vil netop kunne skabe sund og holdbar vækst, jobs, udvikling og vigtigst af alt: Et levedygtigt livsgrundlag. Udviklings- og klimabistand med et bevidst fokus på grøn omstilling og klimabeskyttelse skal ikke ses som en udgift men som en investering. En investering, der betaler sig hjem gennem sund vækst, øget samhandel om den omstilling, vi i Danmark kender alt til, og ved at vore medmennesker ikke tvinges på flugt, fordi jorden brænder under deres fødder.

Håndtering af klimaforandringerne er både “Retfærdig og Realistisk”. Og ja, det er i sidste ende et spørgsmål om vores velfærd. Beskæringerne på langsigtet udviklings- og klimabistand til verdens fattigste lande er et direkte anslag mod vores danske velfærd, og det undrer mig inderligt, at størstedelen af dansk politik tilsyneladende er stæreblinde for muligheden for at kunne bruge pengene flere gange og perspektivet i at højne “investeringen” fremfor at skære i “udgifterne”.

 

Beskæringerne på langsigtet udviklings- og klimabistand til verdens fattigste lande er et direkte anslag mod vores danske velfærd
_______

 

Grøn ulandsbistand er integrationspolitik, sikkerhedspolitik, udlændingepolitik og national velfærdspolitik. Og det kan være en stor del af en nuanceret og positiv løsning på den flygtningekrise, som alle snakker om, men ingen endnu har fundet hverken nøglen eller viljen til at håndtere med andet end pigtråd, pusterum og unødvendige valg. ■

Lars Køhler (f. 1975) er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus instituttet i Darmstadt. Han har arbejdet med lavenergi og bæredygtighed i byggeriet og samfundet i 15 år. Var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. ILLUSTRATION: Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs besøger rohingya-flygtninge i Bangladesh [foto: Asger Ladefoged/Scanpix]