Læge Abir Al-Kalemjil: Kan det passe, at mennesker, som ikke har råd til en tolk, skal risikere fejldiagnoser, dårligere behandling og diskrimination i sundhedsydelser?

Læge Abir Al-Kalemjil: Kan det passe, at mennesker, som ikke har råd til en tolk, skal risikere fejldiagnoser, dårligere behandling og diskrimination i sundhedsydelser?

12.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere

Spørg lægerne: Vi ved, at kommunikationen med patienten er det vigtigste redskab i udredning af sygdomme. Hvad sker der, når en kræftramt patient, der skal modtage sin prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk?

 
Kommentar af Abir Al-Kalemjil, læge, Ph.d. og Master i Sundhedsantropologi

 
DET ER FOLKS ANSVAR at lære dansk – hvem kan dog være uenig i det? Men skal konsekvensen for ikke at tilegne sig sprogkundskaber være et ringere helbred? Kan det passe, at mennesker, som ikke har råd til en tolk, skal risikere fejldiagnoser, dårligere behandling og diskrimination i sundhedsydelser? At de risikerer fejlbehandling – som samfundet skal betale?

Tolkegebyret begrundes med princippet om patientens personlige ansvar. Hvad med rygere, alkoholikere og fedmeramte, som ikke ændrer vaner trods motiverende samtaler, psykologhjælp og medicin? Er deres situation mindre selvforskyldt? Skal en vietnamesisk bådebygger, som har betalt skat i 20 år, men har svært ved sproget, betale for behandling af følgesygdomme hos rygere og alkoholikere, når velfærden ikke vil finansiere hans tolkebistand?

Ingen af disse spørgsmål har folketingsflertallet besvaret før man vedtog at personer, der har boet i Danmark i mere end 3 år, vil blive opkrævet et gebyr i forbindelse med tolkebistand. 1675 kr. på hospitalet, 334 kr. hos lægen. En lignende ordning blev afprøvet i 2010, men måtte tilbagerulles i 2011, da det bl.a. førte til administrativt bøvl og utilsigtede hændelser. Alligevel valgte regeringen at genindføre det omdiskuterede tolkegebyr – på trods af advarsler fra flere fagorganisationer, herunder Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Jordemorforeningen, som har kritiseret lovændringen med stærke vendinger.

 

Skal en vietnamesisk bådebygger, som har betalt skat i 20 år, men har svært ved sproget, betale for behandling af følgesygdomme hos rygere og alkoholikere, når velfærden ikke vil finansiere hans tolkebistand?
_______

 

SKATTEYDERNES PENGE skal ikke finansiere andres dovenskab, lyder begrundelsen bag tolkegebyret. Naturligvis er det den enkeltes ansvar at gøre sig umage for at lære dansk. Men hvad de principfaste politikere overser, at ophævelsen af gratis tolkebistand ikke kun går ud over de svageste borgere, men rammer et helt sundhedssystem. Læger, sygeplejersker, jordemødre mm. kommer til at stå i vanskelige situationer:

Kommunikationen med patienten er det vigtigste redskab i udredning af sygdomme. Jeg er på mine vagter flere gange blevet spurgt af desperate kolleger, om jeg ville oversætte til arabisk for syriske flygtninge, som dukker op i akutmodtagelsen, og hvor hverken sygeplejersken, kirurgen eller sekretæren kan håndtere situationen uden tolkebistand.

Mange af de patienter, som ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber, har en dårligere social baggrund. De vil højest sandsynligt undlade at søge læge for at spare tolkegebyr. Et eksempel: Når en patient med svækket immunsystem (fx på grund af diabetis) får lungebetændelse og ikke kommer til læge i tide, kan vedkommende risikere at blive ramt af blodforgiftning og dermed flere dages indlæggelse. Når politikere i deres geniale regnskab sparer de 334 kr. i tolkegebyr ved lægebesøg, må vi skatteydere derfor betale 45.000 kr. i udgifter for et indlæggelsesforløb, der kunne have været afværget med rettidigt lægebesøg og behandling med antibiotikakur.

Tolkegebyret kompromitterer ikke kun behandlingskvalitet, men volder også helt praktiske udfordringer og juridiske dilemmaer for sundhedspersonalet. Gebyret trådte i kraft 1. juli 2018, uden at regionerne har sikret en tilstrækkelig vejledning omkring implementering. Flere sygehusdirektører har meddelt, at de ansatte skal fortsætte med vanlig praksis vedrørende tolkebistand, selv om patienten fremadrettet vil modtage faktura for ydelsen. Hvad så hvis patienten ikke ønsker bestilling af tolk? Skal vi som behandlere så afstå fra at indkalde patienten til f.eks. ambulant kontrol, hvis vi vurderer, at konsultationen vil være formålsløs, når sprogbarrieren er en væsentlig hindring? Det er jo suverænt lægen, der vurderer, om der er behov for en tolk, og patienten kan ikke undslå sig, at der tilkaldes en tolk. Men der er klare regler om informeret samtykke. Så når en patient af sproglige årsager ikke kan levere informeret samtykke, må der ikke iværksættes behandling.

 

Politikerne har truffet en beslutning, uden et begreb om, hvordan processen i praksis skal være tilrettelagt, og hvilke etiske og faglige dilemmaer, medarbejdere kommer til at stå i
_______

 

HVAD SKER DER, når en kræftramt patient, der skal modtage fyldestgørende information om prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk? Skal lægen afvise vedkommende i døren med den begrundelse, at børn ikke må involveres i forældres sygdomme (i henhold til lokale vejledninger)? Politikerne har truffet en beslutning, uden et begreb om, hvordan processen i praksis skal være tilrettelagt, og hvilke etiske og faglige dilemmaer, medarbejdere kommer til at stå i.

Det er ikke et moderne samfund værdigt, når magthavere ikke træffer beslutninger på et oplyst og fagligt forsvarligt grundlag, og ikke lytter til eksperter, som har både erfaring og viden om, hvad tolkegebyr vil føre til af utilsigtede hændelser, administrationsomkostninger og øgede udgifter ved fejldiagnostik.

Tænker man ikke på medarbejderne på gulvet, hvis hverdag nu kompliceres af uigennemtænkte vedtagelser på Christiansborg? Lad venligst være med at inddrage sundhedspersonalet i politikeres effektløse symbolpolitik. Vi har ikke uddannet os for at blive brikker i et populistisk funderet og stemmemaksimerende politisk spil, men for at yde et bidrag til vores medmennesker og samfundet. Det er ikke mit job som læge at bedømme, hvorfor en patient ikke har lært dansk, har svært ved at kvitte smøgerne eller droppe flasken. Jeg skal kunne levere optimal behandling og rådgivning, uanset hvem, der er min patient. ■

 

Lad venligst være med at inddrage sundhedspersonalet i politikeres effektløse symbolpolitik. Vi har ikke uddannet os for at blive brikker i et populistisk funderet og stemmemaksimerende politisk spil
_______

 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere

Abir Al-Kalemjil (f.1974) er læge, PhD og klummeskribent. Oprindeligt fra Irak og Syrien. Skriver primært om integration og sundhed. ILLUSTRATION: Hillerød Hospital [foto: Thomas Vilhelm/Scanpix]