Stine Bosse: Kræves der ikke et fælles forsvar i dagens verden, hvor demokratier er på retur, og hvor indflydelsen fra Kina og Rusland øges? Naturligvis. Dette forsvar handler ikke om ord og skåltaler. Nej, det handler om våben

Stine Bosse: Kræves der ikke et fælles forsvar i dagens verden, hvor demokratier er på retur, og hvor indflydelsen fra Kina og Rusland øges? Naturligvis. Dette forsvar handler ikke om ord og skåltaler. Nej, det handler om våben

27.05.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Det danske forsvar er i bund og grund et forsvar for værdier. Værdier, der er både danske og europæiske. Tiden er inde til at revurdere klogskaben i at stå udenfor det fælles forsvar i og for Europa.

Kommentar af Stine Bosse

Det er herligt med en opsang til JA-siden i EU-debatten, som professor Martin Marcussen leverer på RÆSONs hjemmeside den 18. maj, men denne ”side” er i realiteten en illusion. Debatten om de danske forbehold er præget af et væld af forskellige holdninger. Der kan ikke peges på en samlet gruppe, der kæmper for at afskaffe forbeholdene. Derfor bliver det en opsang uden adresse.

Lad mig dog alligevel forsøge at gøre det, professoren efterlyser, og ”disrupte” debatten om forbeholdene på vegne af de danske vælgere, der er tilhængere af et stærkt europæisk fællesskab (ca. 70 procent i dag og flere nu end for et par år siden). Her vil jeg diskutere forsvarsforbeholdet, men samme ”teknik” kan benyttes ved alle fire forbehold.

Det går jo godt i Danmark. Vi tilhører de rigeste lande. Vi klarer os, omend vi utvivlsomt har mistet indflydelse i EU og i verden. Og vi lever i fred. Så hvorfor diskutere forsvarsforbeholdet?

Vi lever dog også i en tid med opbrud. Vi kan ikke på samme måde som før regne med USA og dermed NATO som den beskyttende storebror. Samtidig vokser presset fra totalitære stater som Rusland og Kina. Så hvem skal forsvare de værdier, som vores fællesskab i EU bygger på? Det skal vi selv.

I Artikel 2 i Traktaten om Den Europæiske Union står skrevet: ”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.”

Disse værdier er ikke nødvendigvis noget, vi – i modsætning til for blot fem år siden – bare kan tage for givet. De friheder, vi har, er ikke mange forundt rundt om i verden, og de fleste mennesker vil mene, at de er værd at kæmpe for. Det er også i Artikel 2, at vi finder rettighederne for LGBT. Det er her, vi finder værdierne om ligestilling i vores konstitution. Det er her, vi finder retten for mennesker over stater. Og frem for alt; det er her, vi finder solidariteten i forsvaret af disse rettigheder og værdier.

Ja, Grundloven er vigtig, men den mangler væsentlige områder, vi i dag tager for givet, al den stund de er behandlet andetsteds i det, der konstituerer Danmark, nemlig i traktaten. I Danmark er værdierne i Artikel 2 på mange måder blevet en naturlig del af vores hverdag. Men sker det en dag, at disse værdier er truede, så er det kun i EU-traktaten, at de rent faktisk er skrevet sort på hvidt.

 

Ja, Grundloven er vigtig, men den mangler væsentlige områder, vi i dag tager for givet, al den stund de er behandlet andetsteds i det, der konstituerer Danmark, nemlig i traktaten
_______

 

Kræves der ikke et fælles forsvar i dagens verden, hvor demokratier er på retur, og hvor indflydelsen fra Kina og Rusland øges? Naturligvis er der brug for, at vi arbejder sammen om et forsvar af den grundvold af fælles gods, der ligger til basis for vores samfund, og som vi i denne del af verden har betalt dyrt for at nå frem til.

Dette forsvar handler ikke om ord og skåltaler. Nej, det handler om våben. Om fælles øvelser og om at stå skulder ved skulder, både overfor klassiske militære trusler og de nyere, mere subtile, men mindst ligeså effektive og destruktive angrebsformer.

Men kan vi ikke bare regne med de andre? Vil NATO ikke være den sikreste havn af alle? Formentlig. Men skal et lille klogt land som Danmark ikke have maksimal sikkerhed og indflydelse? Skal vi ikke lære af tidligere store krige, der involverede os, og i rette tid søge fællesskab og påvirkning? Og har vi overhovedet noget at tabe?

Vi skal ikke være bange, men vi skal tage stilling, medens vi ikke er drevet af akut aktualitet, men derimod drevet af risikoafvejninger og blik for, hvordan vi skaffer os mest indflydelse på eget forsvar.

Forsvar af Den Europæiske Union handler også om forsvaret af nationale stater. Vi er forenet i forskellighed. Vi er nationer med hver vores særpræg og ret, men med en fælles historie. Denne fælles historie viser os med den største tydelighed, at netop vores værdier er værd at kæmpe for, og at kun gennem solidaritet i forsvaret imod totalitære og udemokratiske kræfter kan vi sejre.

Unionen har forladt tanken om en europæisk hær, og der er nu alene tale om fælles indkøbsaftaler, koordinering af indkøb og frem for alt militære øvelser. Øvelser, vi i dag ikke kan deltage i. Hvor dumt er det, nu hvor vi skal investere mere i isenkram, at vi ikke kan øve os sammen med vores nærmeste naboer, som alt andet lige grundet uomtvisteligt geografi og værdifællesskab vil være vore allierede?

En ophævelse af Forsvarsforbeholdet skal drøftes længe og grundigt. Det skal naturligvis kun ske ved folkeafstemning, ikke ved force majeure. Er vi som nation bedst tjent ved at lade USA de facto afgøre vores militære og dermed værdipolitiske skæbne, og tror vi på sammenfaldende interesser i NATO i de næste 10-50 år, så er status quo en oplagt mulighed. Hvis ikke, så haster det med en god samtale om alternativet og gerne med særlige danske krav om forbedringer. Vi er kendt for at tænke godt og påvirke tydeligt, når vi vil.

Så lad os komme i gang med at tage diskussionen om vores forsvarsforbehold. Vores fælles europæiske værdier er nemlig i den grad noget, der er værd at beskytte. ■

 

Så lad os komme i gang med at tage diskussionen om vores forsvarsforbehold. Vores fælles europæiske værdier er nemlig i den grad noget, der er værd at beskytte
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [foto: officielt pressefoto]