Jan Hoby: Lønmodtagersiden har momentum – og det kan være tid for storkonflikt

Jan Hoby: Lønmodtagersiden har momentum – og det kan være tid for storkonflikt

19.01.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

De uofficielle og overenskomststridige strejker er tilbage efter mange års totale nulpunkt, og den gode nyhed er, at det er arbejdstagerne, der vinder på det. Selvtilliden er tilbage hos de strejkende, og arbejdsgivernes diktater accepteres ikke længere.

Kommentar af Jan Hoby

Meningsdannerne har for længst lagt klassekampen i graven; de eneste kampe, der officielt udkæmpes, finder sted på Facebook og Twitter samt på Christiansborg. Der er ganske vist rituel uro i den del af det politiske spektrum, der p.t. sidder på regeringsmagten. Der er også stedfortræderkonflikter omkring enkeltsager og udlændingepolitik, som traditionen tro fjerner fokus fra de mere grundlæggende problemer og konflikter i det danske samfund. Stedfortræderkonflikter, der får masser af omtale i medierne, men som intet fortæller om, hvad der reelt er på spil i klassesamfundet.

På overfladen ånder alt ro og fred i verdens såkaldte lykkeligste land, men tingene er ikke så stillestående, som mange gerne vil tro. Nye tider er på vej. Styrkeforholdet mellem arbejde og kapital – eller sagt med andre ord: styrkeforholdet mellem arbejderklassen, arbejdsgiverne og overklassen – er i al ubemærkethed ved at ændre sig.

Lønmodtagersiden er ved at ryste granatchokket fra finanskrisen 2008-2016 af sig og finder langsomt, men sikkert modet, viljen og styrken til at give arbejdsgiverne og overklassens repræsentanter kvalificeret modspil.

De uofficielle og overenskomststridige strejker er tilbage efter mange års totale nulpunkt, og den gode nyhed er, at det er arbejdstagerne, der vinder på det. Det har vi set hos både strejkende lastvognschauffører, buschauffører, stilladsarbejdere, slagteriarbejdere, catering-arbejdere, skraldemænd og bygningsarbejdere. Siden sommeren 2016 har der været et stigende antal strejker, og fælles for dem er, at selvtilliden er tilbage hos de strejkende, og at arbejdsgivernes diktater ikke længere accepteres.

 

Der er siden krisen sket en enorm omfordeling af værdier. Mens kapitalen er løbet med næsten hele overskuddet, er lønningerne blevet holdt nede. Det er chokdoktrinens første effekt og en fælles strategi i den herskende klasse
_______

 

Klassekampspendulets svingninger
Styrkeforholdet mellem de forskellige klasser har fungeret som et pendul, lige så længe som klassesamfundet har eksisteret. Fra den ene yderposition til den anden – og så tilbage igen. Kampen har altid handlet om at sikre, at pendulet aldrig når hele vejen tilbage til modstanderens yderposition for at fastholde så mange som muligt af de tilkæmpede positioner, forbedringer og rettigheder.

Ser vi på de to seneste penduludsving, hvor henholdsvis lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden har haft fordelen, er resultaterne markant forskellige. Fra 2003 til sommeren 2008 svingede pendulet mod venstre. Faglige og sociale bevægelser havde fat i den lange ende med antikrigs-demonstrationerne i 2003, de store velfærdsdemonstrationer og de socialistiske ballademagere i 2006, de vilde SOSU-strejker i 2007 og sluttelig den succesfulde overenskomststrejke i 2008 med kravet om 5.000 kroner mere om måneden. Kendetegnende for perioden var, at den ikke på noget tidspunkt bød på et grundlæggende opgør med den nyliberalistiske krisepolitik, men blot udtrykte spirende frustration over dansk krigsdeltagelse og over stigende ulighed. I denne periode blev masseopbakning til masseaktivisme, men aktivismen voksede aldrig over i en massemobilisering af den slags, hvor de koncentriske cirkler for alvor kommer i bevægelse, og hvor tusindvis af mennesker gennem selvstændige aktiviteter, mobilisering og kollektiv handling får ændret det politiske billede grundlæggende, som man eksempelvis så i en række arabiske lande i 2010-2011.

Chokdoktrinen – overklassens Pay back
Da finanskrisen i sommeren 2008 gjorde sit indtog, tog pendulet et markant sving mod højre. Arbejdsgiversiden og de politisk allierede i blå blok fik en ny styrket position, og perioden 2008-2017 blev et rent slaraffenland for arbejdsgiverne og det parlamentariske bagland. Det ene frontalangreb på Den Danske Model, lønmodtagersiden og velfærdssamfundet efter det andet er blevet gennemført ved overenskomstforhandlinger, velfærdsnedskæringer og reformer, der rev det sidste af det sociale sikkerhedsnet itu.

Der er siden krisen sket en enorm omfordeling af værdier. Mens kapitalen er løbet med næsten hele overskuddet, er lønningerne blevet holdt nede. Det er chokdoktrinens første effekt og en fælles strategi i den herskende klasse. Fænomener som skattely, svimlende toplønninger og bonusser til de i forvejen højestlønnede, multinationale firmaer, der ikke betaler skat, og salg af statsejede virksomheder til multinationale kapitalejere har dog medført en stigende utilfredshed i brede dele af befolkningen – både hos den egentlige venstrefløj, men også fra lønmodtagere, der ikke traditionelt opfatter sig selv som ”røde”. Der er potentielt en dybere antikapitalistisk stemning, som er vendt mod de rige selv, og som under alle omstændigheder danner basis for venstrefløjens argument om, at ”der er råd – det handler bare om politisk vilje”. Dette er en helt afgørende forudsætning for, at venstrefløjen kan vinde argumentet om, at arbejderklassen ikke skal vælge mellem velfærd og flygtninge eller mellem ældre og børn, men i stedet kan sige: ”Velstand for de mange, ikke for de få”.

 

Den ene skattelettelse efter den anden har ført til en massiv økonomisk omfordeling til overklassen. Det er sket uden nogen form for organiseret modstand
_______

 

Reform-amok
Perioden fra finanskrisen frem til i dag har været præget af et reform-amok, som har trukket et spor af ødelæggelser efter sig som en tsunami. Den ene skattelettelse efter den anden har ført til en massiv økonomisk omfordeling til overklassen. Det er sket uden nogen form for organiseret modstand. Arbejderklassens selvtillid og styrke var blevet markant svækket af massefyringer, stigende arbejdsløshed og økonomisk krise. Ingen vidste, om de selv stod som den næste i rækken af fyringstruede, uanset om de var i den private eller offentlige sektor.

De borgerligt liberale partiers effektive ideologiske kampagne har fået forskellige grupper i arbejderklassen til at rette deres skyts nedad i stedet for opad. De arbejdsløse og fattige er blevet ramt af kampagner mod Dovne-Robert og Fattig-Carina, som har muliggjort strammere regler og lavere ydelser. Men det er særligt alle de ”fremmede”, som er blevet gjort til syndebukke gennem hetzkampagner, der både har medført en generel udgrænsning og muliggjort modstillingen mellem velfærd og flygtninge.

Fagbevægelsen sad på hænderne
Der har ikke været hjælp at hente i fagbevægelsens ledelse, der var ramt af samme handlingslammelse som sine medlemmer og derfor valgte flyverskjulet som overlevelsesstrategi. Finanskrisen indvarslede en periode, hvor fagforbund og fagforeninger sad på hænderne og ikke havde en modfortælling mod ”nødvendighedens politik” og New Public Management. De placerede sig i en passiv og tavs tilværelse under den tidligere socialdemokratiske regering, mens nedskæringerne og presset på de ansatte fortsatte. Samtidig har dele af fagbevægelsen langsomt mistet sin base, fordi medlemmerne siver, og overenskomstdækningen svinder. Hele brancher er i dag uden for fagbevægelsens reelle indflydelse, fx restaurationsbranchen og service/transportområdet.

Fagbevægelsens tavshed overfor fremmedhadet har gjort det umuligt at finde fælles strategier overfor de svagest organiserede brancher, hvor de fremmede finder arbejde. Det har skabt en åben bane for, at det blev DF og ikke venstrefløjen, der synes at have det eneste kollektive svar på social dumping.

Siden den borgerlige regering tiltrådte, har fagbevægelsen – med FOA som undtagelse – været meget forsigtig og lydigt accepteret Løkkes præmis om, at både dagpengeaftale og indslusningsløn for flygtninge var en nødvendighed for overhovedet at være med i trepartsforhandlingerne.

Fagbevægelsen har været bange for at tage initiativer, fordi de politisk er i vildrede og frygter, at et initiativ enten fejler eller løber ud af deres kontrol. Under finanskrisen blev modstanden flyttet fra arbejdspladserne og gaderne til Facebook og Twitter. Det eneste lyspunkt var den folkelige modstand mod salget af Dong Energy.

 

Fagbevægelsens medlemmer blandt de offentligt ansatte er betydeligt mere kampvillige […] og der er intet som storkonflikter, storstrejker og kollektiv handling, der skaber progressive og varige forandringer
_______

 

Lys for enden af tunnelen?
Den 29. januar 2016 tog 14 københavnske fagforeninger initiativ til at starte græsrodsinitiativet Velfærdsalliancen. Målet var ambitiøst: 98 demonstrationer i 98 kommuner imod det forhadte omprioriteringsbidrag. Der var mange, der dødsdømte projektet – både blandt venner og fjender. Analysen viste sig dog at være rigtig: Finanskrisens indflydelse på lønmodtagerne og deres faglige organisationer var ved at aftage. Med meget få økonomiske ressourcer formåede Velfærdsalliancen i juni 2016 at skrive historie, da den lykkedes med at få omprioriteringsbidraget fjernet fra økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Mere end 20.000 borgere, politikere og offentligt ansatte i 74 kommuner deltog i det kommunale oprør.

Men der var i 2016 også andre markante initiativer, der indvarslede, at pendulet var begyndt at svinge mod lønarbejdersiden. Optakten til OK17 på det private område betød dagens lys for OK-initiativet: Et græsrodsinitiativ, der fik rejst og organiseret modstanden på arbejdspladserne mod arbejdsgivernes massive pres op til forhandlingerne. Efterfølgende blev det centralt i protesten mod fagtoppens accept af et resultat, der i særligt byggebranchen og 3F blev opfattet som et totalt knæfald for arbejdsgiverne. Det vigtigste resultat af OK-initiativet var dog, at det gav plads til nye fagligt aktive, som havde mod på at sige Rom imod og kræve en faglig aktiv linje tilbage i fagbevægelsen. Men vigtigst er, at de uofficielle strejker er tilbage på det private arbejdsmarked, og at lønmodtagersiden vinder.

Det er også værd at nævne den igangværende OK18 kamp. Når regeringen og KL går hånd i hånd med DA/DI overfor fagbevægelsens ret beskedne krav, er modsætningen mellem eliten og almindelige lønarbejdere meget tydelig. Samtidig er musketereden – også hvis det skulle vise sig, at den ikke holder hele vejen hjem – en vigtig udvikling. Men vigtigst af alt, så er fagbevægelsens medlemmer blandt de offentligt ansatte betydeligt mere kampvillige. ”Nok er nok” er et rammende udtryk. Det lugter af konflikt. Og der er intet som storkonflikter, storstrejker og kollektiv handling, der skaber progressive og varige forandringer. Storkonflikter flytter holdninger, værdier og politik.

Velfærdsstaten er et resultat af massekamp. Generalstrejken i 1985 gav os en 37-timers arbejdsuge, storstrejken i 1998 gav os den sjette ferieuge, og strejken i 2008 gav offentligt ansatte en lønstigning på 13 pct. Så der er intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektiv handling.

Og hvis pendulet for alvor skal svinge arbejderklassens vej, så kræver det både opbygning af netværk af tillidsfolk og faglige aktive samt en faglig venstrefløj, der kan og vil udvikle stærke, bæredygtige handlingsfællesskaber. Der er desværre intet quick fix. ■

 

Hvis pendulet for alvor skal svinge arbejderklassens vej, så kræver det både opbygning af netværk af tillidsfolk og faglige aktive samt en faglig venstrefløj, der kan og vil udvikle stærke, bæredygtige handlingsfællesskaber
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc.

ILLUSTRATION: Strejkende i Københavns Lufthavn, november 2017 [foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix]


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)