Premiere i 2018: Idéfestival i Aarhus 24-25/11

Premiere i 2018: Idéfestival i Aarhus 24-25/11

18.06.2018


I november 2018 står RÆSON, Dansk Magisterforening og Clement Kjersgaard bag et helt nyt og meget ambitiøst projekt: “Fortid, Nutid, Altid – en idéfestival i Aarhus” der finder sted over to dage, fra lørdag d.24/11 kl.10.00 til søndag d.25/11 kl.22.00. Blandt de medvirkende bliver: forfatteren Tor Nørretranders, journalist og Cavlingvinder Jesper Tynell, forfatter og journalist Anna Libak, forfatteren Merete Pryds Helle og museumsinspektør Jeanette Varberg (tidligere Moesgaard Museum, nu Nationalmuseet).

Det er i år 7 år siden, at RÆSON og DM sammen startede den årligt tilbagevendende “Vidensfestival” i København, der år efter år er totalt udsolgt (2018-udgaven, der fandt sted i marts, blev udsolgt i november!). 2019-udgaven af “Vidensfestivalen” finder sted lørdag 2. marts – i øvrigt for første gang i Musikkonservatoriets Koncertsal (den, der tidligere tilhørte Radiohuset – klik her for at bestille billet). Manden bag “Vidensfestival” var Kjersgaard, der altså også er initiativtager til og programansvarlig for det nye arrangement, samt undervejs både ordstyrer og foredragsholder.

“I løbet af få dage offentliggør vi flere detaljer om programmet for “Fortid, Nutid, Altid”, hvor de enkelte elementer vil variere ganske meget – fra kortere oplæg til længere foredrag og paneldebatter, samt ikke så få overraskelser undervejs,” siger Clement Kjersgaard. I 2017 var han i øvrigt tovholder på ikke færre end fire store debatarrangementer under “Aarhus2017″, der fandt sted på Aarhus Teater og i øvrigt er han vokset op i Aarhus, hvor han startede sin mediekarriere i byens lokalradioverden.

Prisen for hele arrangementet – der finder sted i Stakladen – bliver 875 kr. (fra lørdag 10-søndag 22) mens dagsbilletter til en dag (10-22) koster 495 kr. (det samme som prisen for Vidensfestival, der også varer én dag). Vi anbefaler, i lyset af erfaringerne fra Vidensfestival, at man bestiller billetter i god tid.

Køb partoutbillet til hele festivalen (lørdag 10-søndag 22): 875 kr.

Køb endagsbillet til søndag 25/11: 495 kr.

Køb endagsbillet til lørdag 24/11: 495 kr.