Har Højskolevenstre fået en renæssance? Af Tobias Møller og Casper Lykkegaard

Har Højskolevenstre fået en renæssance?
Af Tobias Møller og Casper Lykkegaard

05.02.2018


Venstres udlændingekurs har ofte været genstand for debat, og de mange stramninger har affødt spørgsmål om, hvorvidt partiet har mistet sin sjæl og forladt de grundtvigske højskolerødder. Men måske er der ikke så langt fra Grundtvig til Støjberg, som man umiddelbart skulle tro.

Af Tobias Møller og Casper Lykkegaard

Da det voksende antal flygtninge og deres farefulde færd over Middelhavet for alvor havde fået den danske offentligheds bevågenhed i foråret 2015, skrev tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre Asger Baunsbak-Jensen en indigneret kommentar på Berlingskes hjemmeside. Her efterlyste han anstændige og humanistiske stemmer fra det borgerlige Danmark i flygtningedebatten og konkluderede mismodigt, at vi i disse år er vidne til, hvordan ”Højskolevenstre trænges bort”.

Baunsbak-Jensens indlæg er hverken første eller sidste gang, at kritiske røster har slået på Venstres historiske tilknytning til højskolebevægelsen og dens ophavsmand N.F.S. Grundtvig i et forsøg på at problematisere partiets udlændinge- og integrationspolitik. Med udgangspunkt i den berømte formulering “Frihed for Loke, såvel som for Thor” stillede journalisterne i P1 Morgen den 18. september 2017 spørgsmålstegn ved, om Venstre stadig lever op til Grundtvigs højt besungne idealer.

Anledningen var Støjbergs brug af Kurt Westergaards famøse Muhammed-tegning som baggrund på sin iPad og Marcus Knuths fejring af AfD’s indtog i den tyske Rigsdag. Journalisterne undrede sig: Har man tabt højskolens idealer af syne i sin iver efter at stramme udlændingepolitikken? Men måske er Venstre faktisk tættere på sine rødder end nogensinde før. Det mener Thue Kjærhus, mangeårigt medlem af Venstre og forstander på Rønshoved Højskole. Ifølge ham har partiets kritikere misforstået Grundtvig, når de peger på, at partiets nuværende udlændingepolitiske kurs er i strid med de stærke bånd til højskolebevægelsen.

“Højskolevenstre trives bedre, end det har gjort længe. Der har i de sidste ti år virkelig været en positiv udvikling, hvor der med Søren Pind, Mads Fuglede og Inger Støjberg er kommet flere grundtvigske kræfter ind i Venstre. Jeg mener, at det grundtvigske har fået en renæssance med flygtningekrisen,” siger Thue Kjærhus til RÆSON.

Kjærhus mener, at det hviler på en misforståelse, når kritiske røster på baggrund af citatet “Frihed for Loke, såvel som for Thor” tolker Grundtvig som forkæmper for mangfoldighed og frihedsrettigheder for alle – uanset kulturel eller religiøs baggrund. Han henviser i stedet til, at Grundtvig tillagde det nationale stor betydning og blandt andet brugte begrebet “folk”, som ifølge Grundtvig er en homogen gruppe mennesker med en vis kulturel fællesmængde. Det er denne forståelse, der prægede Venstre i de tidlige år, og som vi, ifølge Kjærhus, så småt ser vende tilbage til Venstre med partiets strammere udlændingekurs. “Bare fordi man tilhører befolkningen, er man ikke nødvendigvis en del af folket. Man bliver en del af folket i grundtvigsk forstand, når man bliver bevidst om sin historie, sin kultur, sit sprog og om kristenheden – kulturen bag kristendommen. Det udgangspunkt havde Venstre. Det var en traditionel, konservativ tilgang. Det er det grundtvigske Venstre,” fortæller Thue Kjærhus.

Den nationalsindede opfattelse af Grundtvig var fra partiets begyndelse dominerende. Det er også derfor, at Thue Kjærhus mener, at Venstre med en strammere udlændingepolitik er tættere på sine rødder, end partiet har været i mange år – mest af alt fordi man nu tænker integration ud fra folkelighed og har fokus på en fælles national identitet. Det kunne man eksempelvis se, da Bertel Haarder i 2016 tog initiativ til en Danmarkskanon, der udvalgte de ti vigtigste danske værdier, og i 2017 foreslog en troskabsed, der skulle sikre, at fremtidige statsborgere skulle være loyale over for de danske værdier. To tiltag, der meget eksplicit definerer, hvad det vil sige at være dansk og søger at styrke den fælles nationale identitet.

 

“Bare fordi man tilhører befolkningen, er man ikke nødvendigvis en del af folket. Man bliver en del af folket i grundtvigsk forstand, når man bliver bevidst om sin historie, sin kultur, sit sprog og om kristenheden. Det udgangspunkt havde Venstre” – Kjærhus
_______

 

Da Grundtvig blev på landet
Ved Venstres oprindelse i 1870 var man i høj grad rodfæstet i landbokulturen, og det er også herfra, at begrebet ’Højskolevenstre’ stammer. Højskolerne var et forsøg på at oplyse og vække landbefolkningen, der nu pludselig fik mulighed for demokratisk deltagelse. Denne demokratiske deltagelse skete især i partiet Venstre, og derfor blev Venstre stærkt præget af højskolens tanker.

1950’ernes og 60’ernes urbanisering betød imidlertid, at landbokulturen og dermed Venstres vælgerbase blev mindre, forklarer Kjærhus. Der var tale om en massiv tilflytning til byerne, og derfor måtte Venstre også udbrede sit vælgersegment og finde vælgere i byerne. “I 1957 var en tredjedel af samtlige erhvervsaktive i Danmark en del af det agrare. Men i 1965 var kun otte pct. af de erhvervsaktive tilknyttet landbruget. Det var den største omformning af Danmark, der er sket i 200 år,” siger højskoleforstanderen.

Denne omvæltning affødte i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne intern uenighed i Venstre om, hvilken vej man skulle gå. Finansminister Thorkil Kristensen stod forrest i en fraktion, der ville søge mere mod byerne, men der var ikke enighed om at bevæge sig ned ad denne sti, og derfor så fraktionen sig nødsaget til at bryde med partiet og stifte sit eget parti – Liberalt Centrum. “I byerne var de ikke tilknyttet det grundtvigske. Her var man kulturradikale eller tilhørte den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Thorkil Kristensen og det nye parti ville forsøge at vinde terræn i byerne samtidig med, at man bevarede det grundtvigske,” forklarer Kjærhus.

Ved folketingsvalget i 1966 sikrede Liberalt Centrum sig fire mandater, men allerede ved valget to år senere faldt partiet for spærregrænsen. Liberalt Centrum repræsenterede den første bølge i Venstres bevægelse mod byerne, men den manglende opbakning kunne tyde på, at tiden endnu ikke var helt moden.

Landbokulturens tilbagegang fortsatte over en årrække, og Venstres massive udfordring med at appellere til byerne blev tydeliggjort i en gallupundersøgelse, der tegnede en profil af partiets gennemsnitlige vælger. Undersøgelsen fra 1986 viste, at Venstres kernevælgere drak mere kirsebærvin og havde flere dybfrysere end resten af befolkningen. De foretrak aftenskoler frem for diskoteker, og de læste Familiejournalen og Jyllands-Posten. Med andre ord tilhørte Venstres vælgerbase stadig den ældre, traditionelle landbefolkning; en gruppe, der svandt voldsomt ind.

Konklusionen internt i Venstre var, at man måtte lægge sig i selen, hvis man ville tilpasse sig den voldsomme demografiske forandring, hvor landbokulturen blev mindre og bykulturen større. Undersøgelsen udstillede, at Venstre ikke var kommet i mål med at udvikle sig til et parti, der også havde fat i storbyvælgerne, og efter kortlægningen af Venstres kernevælgere konkretiserede man derfor strategierne for, hvordan man kunne transformere Venstre yderligere.

 

For at være et folk i den gamle grundtvigske forståelse skal man være en homogen gruppe af individer med fælles kulturelle værdier og en fælles national identitet. Helt anderledes var tilgangen i det moderne ’Byvenstre’, hvor der var plads til forskellige kulturer
_______

 

Efter formandsvalget i 1984 påbegyndte partiet med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen en modernisering og fik med årene gradvist bedre fat i byerne. Men da Venstre drog mod storbyen, efterlod de Grundtvig på landet. Sådan udlægger Thue Kjærhus moderniseringen af Venstre fra det, han kalder et agrart konservativt parti til et mere urbant liberalt parti.

“De forsøgte at vinde terræn i byerne, men det lykkedes ikke at gøre bybefolkningen grundtvigske, og Venstre forlod langsomt det agrare og blev i stedet urbant. Det ændrede partiet fuldstændigt,” siger Thue Kjærhus.

Han mener også, at den overgang har haft en betydning for partiets udlændingepolitik. Den store forskel på Venstre før og efter overgangen til et mere urbant parti ligger i synet på, hvad det kræver af et samfund at integrere tilflyttere. For at være et folk i den gamle grundtvigske forståelse skal man være en homogen gruppe af individer med fælles kulturelle værdier og en fælles national identitet. Helt anderledes var tilgangen i det moderne ’Byvenstre’, hvor der var plads til forskellige kulturer, og hvor den eneste fællesnævner var de universelle borgerrettigheder, der kendetegner demokratiet.

“Tag nu problemet med muslimsk indvandring. De rettighedsliberale tænker, at når man får borgerrettigheder, så er det bare et spørgsmål om nogle generationer, før man er sekulariseret. De andre mener derimod – og det mener jeg også – at kulturen er mere afgørende, end vi aner. Det er kultur og traditioner, der bærer samfundet, mere end det er fornuften og forstanden,” forklarer Kjærhus.

Han mener, at den liberale individualistiske verdensopfattelse, der kom til at herske i Venstre under Ellemann-Jensen, martrede partiet i mange år. Her består et land blot af mennesker med samme statsborgerskab og dertilhørende individuelle borgerrettigheder. Men med den opfattelse glemmer man at have øje for sammenhængskraften, der ifølge Kjærhus kun er levedygtig, når mennesker føler sig som en del af et fællesskab med en fælles kulturel identitet.

“De rettighedsliberale tænker, at vi har en hel masse borgere, der er danskere i kraft af statsborgerskabet. Den nye tendens med Mads Fuglede, Søren Pind, Inger Støjberg osv. er, at de tænker: ’Nej, det er naivt’. Man bliver nødt til at skabe et fællesskab. Jeg mener, at vi bedre kan integrere dem, der kommer hertil, hvis vi får en folkelighed, en dannelse og et større kulturelt selvværd,” siger Thue Kjærhus.

 

“De rettighedsliberale tænker, at vi har en hel masse borgere, der er danskere i kraft af statsborgerskabet. Den nye tendens med Mads Fuglede, Søren Pind, Inger Støjberg osv. er, at de tænker: ’Nej, det er naivt’” – Kjærhus
_______

 

En ny læsning af Grundtvig
Når meningsdannere alligevel fra tid til anden lufter idéen om, at Højskolevenstre er på retræte, så skyldes det, at der med tiden er opstået en anden opfattelse af højskolebevægelsen og Grundtvig. Her ses Grundtvig som bannerfører for frisind og mangfoldighed, og hans betoning af det nationale er veget i baggrunden. Det er en tolkning af Grundtvig, der er kommet til i takt med, at venstreorienterede og kulturradikale strømninger har ramt højskolerne.

Ifølge Ole Vind, der er grundtvigekspert på Grundtvigs Højskole og forfatter til en række bøger om Grundtvig, har højskolebevægelsen forandret sig markant gennem tiden. Hvorvidt man mener, at Venstre i sin udlændingepolitik inkarnerer højskolens tankegods eller ej, afhænger således af, hvilken opfattelse af højskolen, man abonnerer på. Vind ser verdenskrigene som en vigtig skillelinje for højskolebevægelsen, der begyndte at bevæge sig væk fra det nationalsindede og i stedet fik et mere kulturradikalt tilsnit med globalt udsyn.

“1945 var et vendepunkt for højskolebevægelsens betoning af det nationale. Erfaringerne fra krigene fortrængte det nationale islæt fra højskolerne. Det startede allerede i mellemkrigsårene, men kom altså for alvor til udtryk efter Anden Verdenskrigs ophør,” siger han til RÆSON.

Men udviklingen startede måske endnu tidligere end det. De kulturradikale tendenser, der langsomt, men sikkert sneg sig ind på landets højskoler, kan spores tilbage til Georg Brandes og hans indvarsling af et moderne gennembrud. Brandes’ europæiske indstilling lå milevidt fra de grundtvigske højskoler, der i begyndelsen hellere beskæftigede sig med den nordiske mytologi end med den moderne europæiske litteratur.

Ifølge Ole Vind var verdenskrigene skyld i, at højskolerne tog stadig mere afstand fra det nationale islæt, der siden begyndelsen havde præget bevægelsen. Det er derfor, vi i dag ser, at højskolerne generelt set har skiftet politisk position. Det er ikke længere Venstrefolk, der udgør kernen i bevægelsen, forklarer han.

“I dag er det jo i den grad Radikale Venstre, der er dominerende på højskolerne. Thue Kjærhus er en af de få tilbageværende, der repræsenterer det gamle højskolevenstre,” siger Vind.

Spørger man professor emeritus Ove Korsgaard, der er forfatter til flere bøger om Grundtvigs tankegods og tidligere formand for Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark, faldt denne udvikling sammen med en udskiftning i højskolernes elevgruppe. Højskolebevægelsen var så rodfæstet i landbokulturen, at man var bange for, om højskolerne ville lukke, fordi der blev færre karle og piger på landet. Men i efterkrigstiden blev bønderne langsomt afløst af byboerne på landets højskoler.

“Unge fra byerne begyndte at komme på højskole i langt højere grad end tidligere, så højskolen har nærmest skiftet klientel fuldstændigt. Dengang var det næsten 90 pct. af eleverne, der var bønderkarle og bønderpiger fra landet, hvorimod det i dag er vanskeligt at finde en eneste karl eller pige fra landbokulturen på højskolerne,” siger Ove Korsgaard.

 

“Det virker til, at Venstre har bevæget sig tilbage til en betoning af national kultur og identitet, som også kendetegnede den grundtvigske højskole før 1945. Men derfor kan man jo også anskue det som en smule forældet” – Vind
_______

 

Striden om Grundtvig
Ole Vind erklærer sig enig i Kjærhus’ udlægning af, at Venstres aktuelle udlændingepolitik er en tilbagevenden til højskolerødderne, men han ser det ikke nødvendigvis som en god ting.

“Det virker til, at Venstre har bevæget sig tilbage til en betoning af national kultur og identitet, som også kendetegnede den grundtvigske højskole før 1945. Men derfor kan man jo også anskue det som en smule forældet. Det giver ikke rigtig mening at søge svarene på nutidens problemer hos Grundtvig. Det var en helt anden tid, og det er umuligt at vide, hvordan han ville have forholdt sig til nutidens problemer,” siger Ole Vind.

Samme skepsis finder man hos Ove Korsgaard, der påpeger, at Grundtvigs tekster skal sættes ind i deres samtidige kontekst. De kan ikke bare overføres og bruges til at legitimere en given politik i 2018. Grundtvig var et udtryk for sin tid. En tid med store omvæltninger – særligt i form af etableringen af en demokratisk styreform og en national statsform – og det må man holde sig for øje.

“Man kan ikke gå ud fra, at det dominerende synspunkt, han havde for 150 år siden, kan overføres til i dag, og Grundtvig selv ændrede også opfattelse på mange punkter,” siger Korsgaard.

Når der kan være så vidt forskellige opfattelser af, hvad Grundtvig stod for og dermed også, hvad Højskolevenstre egentlig er for en størrelse, så skyldes det netop, at mange forsøger at læse enkelte tekstbidder fra Grundtvigs hånd ind i en aktuel politisk situation, som man så det med journalisterne fra P1. Men politikerne er heller ikke blege for at gøre det, og det er der en helt naturlig forklaring på, mener Korsgaard.

“Man kan op gennem historien se, at der har været en kamp om at have Grundtvig på sin side. Man kan altså både snakke om en højre-grundtvigianisme og en venstre-grundtvigianisme. Det er en kamp, der har udspillet sig, fordi han spiller så enormt stor en rolle som nationalikon og national identifikationsfigur,” siger Korsgaard. ■

 

“Man kan op gennem historien se, at der har været en kamp om at have Grundtvig på sin side. Det er en kamp, der har udspillet sig, fordi han spiller så enormt stor en rolle som nationalikon og national identifikationsfigur” – Korsgaard
_______

 

Tobias Møller (f. 1994) og Casper Lykkegaard (f. 1995) er begge journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Inger Støjberg til åbent samråd, december 2017 [foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix]