Dennis Kristensen: Socialdemokratiets nye ’selvstyrereform’ har de rigtige ord. Følger der handling med?

Dennis Kristensen: Socialdemokratiets nye ’selvstyrereform’ har de rigtige ord. Følger der handling med?

07.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Med sin ”Selvstyrereform” vil S lægge afstand til Thorning-Corydon og vise mere tillid til de ansatte i den offentlige sektor. Det er der i høj grad brug for. Men det er svært at se det lykkes, når man vil overlade det til lokalpolitikere og ledere selv at sætte handling bag ordene. Og dertil kommer det store spørgsmål: Følger der penge med løfterne?

Kommentar af Dennis Kristensen

Både rød blok og blå blok er i fuld gang med at stille styrkerne op til det slag om velfærdes fremtid, som begge sider forventer bliver en del af den kommende valgkamp (ved siden af udlændingespørgsmålet, som for længst har fået sit eget stambord ved stemmeurnen). Hvor stor skal den offentlige sektor være? Hvor meget skal være offentligt og hvor meget privat?

VLAK-regeringen har et større arbejde i gang med udformningen af den “Sammenhængsreform”, som egentlig skulle have været offentliggjort her i foråret, men blev udskudt på grund af OK18. Det er længe siden, at Anders Fogh Rasmussen meddelte under drøftelserne om den såkaldte kvalitetsreform, at han med årene var blevet mere afslappet over for, om en skattefinansieret opgave løses af det offentlige eller det private. Dér står Venstre ikke længere – partiet har for længst set både skriften på væggen: De frygter at borgerlige vælgere skal søge til super-liberale partier, der ønsker både skatten og staten hen, hvor peberet gror. Og de konservative har for længst mærket Nye Borgerliges ånde i nakken og har derfor lige så stille sat den klassiske konservative sociale ansvarlighed fra sig i vejkanten.

Hvordan kan Socialdemokratiet, som det ledende parti i rød blok, skabe kant til VLAK’s “Sammenhængsreform”?

Den første forudsætning er, at partiet lægger afstand til Thorning-Corydon-eksperimentets alliance med de radikale, der forsøgte at overtage centrale elementer i blå bloks liberale ideologi og helt ukritiske globaliserings-begejstring. I analyserne skulle denne alliance have trukket vælgere af typen “Blå Bjarne” hen over midten – tilbage til et moderniseret Socialdemokrati, der nu satsede på Konkurrencestaten som velfærdssamfundets afløser. Det fik den modsatte effekt på en del af de klassiske socialdemokratiske vælgere. Og linjen skabte ikke ligefrem kant til de borgerlige partiers bud om større ulighed, skattelettelser og mindre fælles velfærd – i stedet viskede S mange grænser og mange forskelle helt ud.

Derfor har mange med stor interesse afventet de politiske konklusioner på rejsen væk fra elitens Konkurrencestat. Jeg har selv været spændt på den reform, som partiformanden på et tidligt tidspunkt annoncerede. Og nu er sløret så løftet for en såkaldt ’selvstyrereform’ med titlen “Tillid, faglighed og arbejdsglæde”.

Titlen peger i netop den retning, som de offentligt ansatte generelt hungrer efter. Man ønsker netop tillid til, at offentligt ansatte generelt er drevet af viljen til at ville gøre en forskel for andre. Anerkendelsen af, at de ansattes faglighed og dermed muligheden for at anvende det faglige skøn i mødet med borgere med et behov, er blevet presset helt op i hjørnet af detailstyring, unødvendig kontrol og ubrugelig dokumentation. Og erkendelsen af, at vi som samfund får mere og bedre velfærd for pengene, hvis vi lytter til dem, der hver dag står ansigt til ansigt med borgerne. For offentligt ansatte er det sød musik, når S med reformen “vil sætte selvstyre i stedet for New Public Management” – den styreform, der i årtier har været et mareridt for den offentlige sektor.

 

For offentligt ansatte er det sød musik, når S med reformen “vil sætte selvstyre i stedet for New Public Management”
_______

 

Reformen har fem mål: Der skal skabes bedre velfærd, medarbejdernes faglighed skal have mere plads, arbejdsmiljøet skal forbedres, og sygefraværet nedbringes. Færre ressourcer på papirarbejde skal skaffe flere hænder til omsorg og nærvær, og så skal ledelsen af offentlig velfærd og service forbedres. For de offentligt ansatte er udfordringerne særdeles genkendelige. De rammer ind i en del af både de krav, der blev rejst ved forårets dramatiske overenskomstforhandlinger – og det begyndende velfærdsoprør, som forhandlingerne stod på skuldrene af.

S vil tage fat på udfordringerne med syv tiltag. Bl.a. skal institutioner have flerårige velfærdsaftaler med få nationalt fastsatte mål og fast økonomi – og til gengæld skal de fritages for ændringer i aftaleperioden. Det er fornuftige og sammenhængende tiltag, som vil kunne være med til at give en ny start på et alternativ til New Public Management.

Men udspillet rejser også nogle spørgsmål:

1) Et uforpligtende tilbud. Socialdemokratiet ser reformen som et uforpligtende tilbud til både staten, kommunerne og regionerne, hvor det bliver op til politikerne lokalt at beslutte, om man vil anvende reformen i praksis. Jeg har godt nok svært ved at se for mig, hvordan dét kan skabe de nødvendige forandringer. På den ene side er den offentlige sektor en supertanker, der ikke kan vende på en tallerken. Det taler for S’s tanke om lokale beslutninger, om hvorvidt man overhovedet vil bruge reformen i kommunen eller regionen eller måske kun bruge dele af den. På den anden side er der brug for så grundlæggende forandringer, at det den store forandring af hele den offentlige sektor næppe kan lykkes, hvis den enkelte kommune eller region selv beslutter, om man vil hoppe med på vognen. Jeg er bekymret for, om for mange vælger at stå udenfor.

2) Ledere, der kan gøre en forskel. Jeg er også lidt usikker på det tiltag, partiet foreslår til at skabe bedre ledelse. I mine øjne kan man ikke beskæftige sig med ledelse i det offentlige som én samlet størrelse. De ledere, der aktuelt har mest behov for forbedrede muligheder, er de ansattes nærmeste ledere, som alt for ofte anbringes i et uløseligt krydspres. Simpelthen fordi forvaltningsniveauet og det politiske niveau forhindrer, at de kan give de ansatte bedre vilkår for at anvende deres faglighed. Den offentlige velfærd og service opstår ikke ved en leders skrivebord. Den skabes i mødet mellem en borger med et behov og en ansat med faglighed, erfaring og sund fornuft i rygsækken, og det er i det møde, lederen skal kunne give sparring og skabe engagement baseret på fælles værdier. Kan de ledere, der sidder længst fra den enkelte medarbejder, sikre det?

3) Fra kontrol til kvalitet. Det er rigtigt, men også meget ambitiøst, at partiet vil omdanne de mange tilsyn med velfærdsinstitutioner til kvalitetstilsyn i stedet for kontrolbureaukrati. Men hvordan skal det sikres?

4) Et spørgsmål om penge. I beskrivelsen af reformen hedder det: “Selvstyre-reformen skal ikke bruges til at skære ned. Eller til at medarbejderne skal løbe stærkere. Der skal kort sagt ikke spares en krone”. Jeg tror, at alle offentligt ansatte vil klappe i hænderne over den melding. Den er rigtig – og den er tiltrængt. Men det forudsætter, at de økonomiske rammer for den offentlige sektor i de kommende år kan rumme BÅDE denne tillidsreform og de store forandringer i befolkningens sammensætning, som i forvejen betyder, at de offentlige udgifter vil stige stødt i mange år frem. Nu har S lovet, at der ikke skal ’spares en krone’. Vil partiet også love, at ingen skal løbe stærkere? Og vil partiet også gå til valg på, at de offentlige udgifter skal stige i takt med behovene? ■

 

Nu har S lovet, at der ikke skal ’spares en krone’. Vil partiet også love, at ingen skal løbe stærkere?
_______

 

Dennis Kristensen er tidligere formand for FOA. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt [foto: Jens Dresling/Scanpix]