Dennis Kristensen om OK18: … og i skyggen står Corydon

Dennis Kristensen om OK18: … og i skyggen står Corydon

12.03.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

De aktuelle overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor skriver historie på praktisk taget alle områder. Et hidtil uset sammenhold på lønmodtagersiden på tværs af staten, kommunerne og regionerne. Et arbejdsgiverbrud med mere end tre årtiers parallel lønudvikling mellem privat- og offentligt ansatte. En storkonflikt, der stort set lukker den offentlige sektor, i horisonten. Og i skyggen? Tidligere finansminister Bjarne Corydon.

Kommentar af Dennis Kristensen

DET ER DET helt store slag, der venter forude. Det helt tunge artilleri er kørt i stilling denne gang. Lønmodtagere har som altid forberedt sig på, at et muligt strejkevarsel skulle omfatte 10 pct. af medlemmerne. Denne gang blev det alvor, og konfliktvarslerne blev sendt, da det ikke lykkedes at opnå forlig om løn- og arbejdsvilkårene for de ansatte i staten, kommunerne og regionerne.

Arbejdsgiverne svarede igen – ikke blot med yderligere 10 pct. af de ansatte, men med praktisk taget alle de tilbageværende. Alle hylder skal ryddes. For første gang nogensinde lukker en arbejdskonflikt den offentlige sektor. Arbejdsgiverne – de folkevalgte politikere – har drejet nøglen om for størsteparten af velfærden og den offentlige sektor.

Medmindre det lykkes forligsmand Mette Christensen at få parterne til at bøje sig tilstrækkeligt mod hinanden, så hun kan strikke et mæglingsforslag sammen, der kan godkendes i både arbejdsgivernes bagland og ved en urafstemning blandt lønmodtagerne.

OGSÅ SELVE forhandlingsforløbet har været noget for sig.

For de reelle forhandlinger kom aldrig i gang. De kommende års lønstigninger var tabu på arbejdsgivernes side af bordet. Kommuner og regioner kunnet intet uden først at få grønt lys fra Moderniseringsstyrelsen. Og det røde lys skiftede praktisk taget aldrig til grønt.

 

De reelle forhandlinger kom aldrig i gang
_______

 

Efter overenskomstforligene under den økonomiske krise kunne man ellers godt have forventet, at begge parter – både arbejdsgivere og lønmodtagere – havde fået lidt mere luft under vingerne. Den økonomiske stagnation ramte Danmark hårdere og længere end de lande, vi ofte sammenligner os med. Men opsvinget, der er fulgt efter, burde give flere penge at forhandle om. Og den tre-årige overenskomst for de privatansatte, som angiver deres forventninger til fremgangen, burde have tjent til inspiration. Alt i alt: Pæne chancer for forbedringer, fred og forlig.

Der er naturligvis mange årsager til, at det alligevel gik galt. Men én af dem er der særlig grund til at kigge nærmere på. Fordi den ikke forsvinder af sig selv, men kræver politiske beslutninger, hvis ikke den skal dukke op igen og igen. Gør den det, vil den med mellemrum forårsage nye sammenbrud med risiko for storkonflikt og lukning af den offentlige sektor.

Det handler om hele mekanismens ændrede karakter. Tidligere var overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor tilnærmet så meget som muligt til de mere end hundrede års erfaringer med overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked. Erfaringer, som handler om en egentlig kontraktforhandling om prisen på arbejdskraften i den næste periode. En pris, som oprindeligt stort set kun blev opgjort som løn, men som i nyere tid har udviklet sig til at opgøre prisen i en langt bredere forstand, der handler om tryghed, sociale foranstaltninger og meget mere.

I den offentlige sektor er tilnærmelsen til erfaringerne på det private område især taget til inden for de seneste fire årtier med forskydningen fra tjenestemandsansættelse med begrænset aftaleret på vilkårene til overenskomstansættelse med ubegrænset aftaleret på både løn og vilkår. Bevægelsen fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse har med andre ord fået også de offentlige overenskomstfornyelser til at handle om kontrakten om prisen på arbejdskraft.

 

Bevægelsen fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse har også de offentlige overenskomstfornyelser til at handle om prisen på arbejdskraft. Men denne tankegang har fået mere end ét skud for boven. Årsagen: Den såkaldte Corydon-doktrin
_______

 

DENNE KONTRAKT-TANKEGANG har fået mere end ét skud for boven i dette årti. Årsagen: Den såkaldte Corydon-doktrin.

I mine øjne kan doktrinens fødsel ikke dateres til Bjarne Corydons udpegning til finansminister på afbud, da Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse angiveligt gik fløjten på grund af påståede rocker-forbindelser. Den går længere tilbage og mindst tilbage til 2010, da Socialdemokratiet arbejdede med forberedelsen af det fælles valgoplæg med SF – det, der fik titlen ”En fair løsning” og huskes for forslaget om at bede danskerne arbejde 12 minutters ekstra arbejde om dagen.

Socialdemokratiets partisekretariat havde her fundet en magisk ”Sesam luk dig op”-formel til at anvende Finansministeriets allerede den gang stigende fokus på øget arbejdskraftudbud i teoretiske regnearks-modeller uden nogen form for virkelighedsforbindelse. Med ”Fair Løsning”s 12 minutters ekstra arbejde om dagen (en time mere om ugen) kunne man udvide det teoretiske arbejdskraftudbud og det økonomiske råderum. I det mindste på papiret.

Umiddelbart måtte modellen betyde, at det store timelønsområde på det private arbejdsmarked blev kompenseret med en times mere løn om ugen, mens det store månedslønsområde i den offentlige sektor ikke blev kompenseret. I hvert tilfælde ikke automatisk og tidligst ved en efterfølgende overenskomstforhandling.

FOA var dengang positiv overfor ideen i forhold til at skaffe yderligere arbejdskraft og give de deltidsansatte flere timer, men vi blev i praksis stærkt betænkelige, fordi Socialdemokratiet svar på det påtrængende spørgsmål om, hvorvidt de ekstra arbejdstimer helt eller delvist skulle forblive i den offentlige sektor, endte med en nedadvendt tommelfinger til flere hænder.

 

Det Socialdemokratiske partisekretariat, hvor Bjarne Corydon var ansat, beregnede, at ”Fair Løsning” ville koste den offentlige sektor omkring 40.000 stillinger
_______

 

DET SOCIALDEMOKRATISKE PARTISEKRETARIAT, hvor Bjarne Corydon var ansat, beregnede, at ”Fair Løsning” ville koste den offentlige sektor omkring 40.000 stillinger. Beregningerne blev siden nedjusteret til omkring 25.000 stillinger.

Her var der tydeligvis tale om at indtænke de offentligt ansattes overenskomster som et instrument i den til enhver tid siddende regerings udgiftspolitik, og ikke som selvstændigt forhandlede kontrakter om prisen på arbejdskraft, der afgøres i armlægningen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere,

Samme tankegang lå bag SRSF-regeringens udspil til en vækstpakke 2013- den såkaldte ”Vækstplan DK”. Heri ville regeringen frigøre 12 milliarder kr. på blandt andet ”arbejdstidsregler og arbejdsforhold i det offentlige”.

Igen et klart eksempel på en regering, der agtede at finansiere egne politiske udspil med penge fra de offentligt ansattes overenskomster.

Et himmelråbende tydeligt eksempel på denne sammenblanding af statslig udgiftspolitik og offentligt ansattes overenskomster blev det udspil til en folkeskolereform, som i 2013 førte til den lockout af landets lærere, der blev afsluttet med et lovindgreb. Folkeskolereformen blev åbenlyst delvist finansieret af ændringen i lærernes (og andre underviseres) overenskomstaftalte arbejdstidsregler. Regler, der ellers var blevet aftalt ved frie forhandlinger mellem selvstændige parter i arbejdskontrakten.

Tydeligere kan Corydon-doktrinen ikke illustreres. Desværre.

 

Doktrinen: En regering har en politisk ambition. Det kniber med finansiering, så pengene stjæles ved hjælp af lovgiver-kasketten fra de offentligt ansatte
_______

 

DOKTRINEN ER EGENTLIG ENKEL: En regering har en politisk ambition. Det kniber med finansiering, så pengene stjæles ved hjælp af lovgiver-kasketten fra de offentligt ansatte, mens arbejdsgiver-kasketten diskret proppes ned i baglommen.

Det er usmageligt og usympatisk.

Men hvad værre er: Det betyder et frontalangreb på modellen med frie forhandlinger og forpligtende aftaler på det offentlige arbejdsmarked. Corydon-doktrinen reducerer med andre ord vores unikke arbejdsmarkedsmodel – Den danske Model – til en light-udgave i den offentlige sektor, det offentlige arbejdsmarked til et sekunda arbejdsmarked og de offentligt ansatte til andenrangs-lønmodtagere.

I ALLERSIDSTE FASE af overenskomstforhandlingerne i 2015 kom Corydons angreb i på de offentligt ansattes lønudvikling – og det er hans angreb, som er hovedproblemet ved dette års forhandlinger.
Det handler om påstanden om, at de offentligt ansatte siden 2008 har haft en højere lønudvikling end de privatansatte, og dermed er på vej til at blive lønførende. Det er noget sludder, men de offentlige arbejdsgiveres topforhandlere – Sophie Løhde i staten, Michael Ziegler i kommunerne og Anders Kühnau i regionerne – har bidt sig fast i påstanden.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at den daværende regering med finansminister Bjarne Corydon i spidsen i ”Vækstplan DK” slog det stik modsatte fast; nemlig at ”samtidig følger lønudviklingen for de offentligt ansatte set over længere perioder lønudviklingen i den private sektor”.

 

I allersidste fase af forhandlingerne i 2015 kom Corydons angreb i på de offentligt ansattes lønudvikling – og det er hans angreb, som er hovedproblemet ved dette års forhandlinger
_______

 

I 2013 MENTE FINANSMINISTERIET altså det samme, som de faglige organisationer mener i dag: De offentligt ansattes løn er ikke løbet fra de privatansattes. I dag mener Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet pludselig det modsatte.

Der kan ikke findes troværdige forklaringer på dette meningsskifte. Ikke andre end den, der følger af Corydon-doktrinen: De offentligt ansatte skal ikke længere følge de privatansattes lønudvikling, fordi regeringens udgiftspolitik har brug for, at kunne bruge en del af de offentligt ansattes fremtidige lønstigninger til at øge det økonomiske råderum. Til regeringens udgiftspolitik.

Forhåbentligt lykkes det i denne omgang Forligsmanden at bøje parterne tilstrækkeligt langt mod hinanden, så denne overenskomstfornyelse ender med et resultat, både lønmodtagere og arbejdsgivere finder ok. Så vi undgår den storkonflikt, som for første gang i historien praktisk taget lukker velfærden og den offentlige service, så længe den står på.

Men situationen vil med mellemrum opstå igen: Hvor en regering vil bruge de offentligt ansattes fair lønstigninger til at finansiere egne politiske udspil.

Lige indtil en regering på et tidspunkt forhåbentligt siger stop, forkaster Corydon-doktrinen og vender tilbage til udgangspunktet, hvor overenskomstforhandlinger handler om prisen på arbejdskraft – ikke om at finde pengene til den siddende regerings udgiftspolitik. ■

 

Situationen vil med mellemrum opstå igen: Hvor en regering vil bruge de offentligt ansattes fair lønstigninger til at finansiere egne politiske udspil
_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

LÆS OGSÅ:
Corydon: Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokraterne som et venstrefløjsparti (2013)
Dennis Kristensen: Kære Elite. Der er et folkeligt oprør på vej (2015)


ILLUSTRATION: RÆSON (Corydon) og FOA (officielt pressefoto)