Dennis Kristensen: I dag giver det ikke mening at tale om ”den danske model” i den offentlige sektor. Det skal forandres

Dennis Kristensen: I dag giver det ikke mening at tale om ”den danske model” i den offentlige sektor. Det skal forandres

09.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

OK18 fik sat spørgsmålstegn ved, om “den danske model”, som arbejdsgivere og lønmodtagere i hele samfundet højlydt bekender sig til, overhovedet er designet til det offentlige. Der skal grundlæggende forandringer til. Der er simpelthen brug for trepartslignende aftaler – suppleret med lovgivning om, hvordan overenskomstforhandlinger (og mulige konflikter) på det offentlige arbejdsmarked skal håndteres.

Kommentar af Dennis Kristensen

DET HANDLER FØRST om 4 spørgsmål:

1. Anerkender de offentlige arbejdsgivere reelt de ansattes ret til at indgå kollektive overenskomster? Arbejdsgivernes aktive deltagelse i det politiske angreb på læreres og underviseres arbejdstidsregler i 2013 og afvisningen af at indgå en ny kollektiv arbejdstidsaftale i 2015 og igen i 2018 peger ikke éntydigt i den retning. Snarere tværtimod. Det ligner i langt højere grad en systematisk satsning på at erstatte aftalte løsninger – dels med diktater, dels med mere ledelsesret til de offentlige arbejdsgivere. Hvad sker der, hvis politikerne på Christiansborg, i kommuner og regioner for alvor får blod på tanden af erfaringerne fra 2013, hvor man brugte kombinationen af lovgivning og koordinerede bøllebank til offentligt ansatte lønmodtagergrupper? Så falder ”den danske model” i den offentlige sektor helt fra hinanden.

2. Kan de offentlige arbejdsgivere holde styr på kasketterne (og holde irrelevante parter fra livet)? I 2013 var kasketforvirringen total, da politikerne med den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i spidsen blandede rollerne som lovgivere og arbejdsgiver i et uskønt commandoraid rettet mod læreres og underviseres arbejdstidsregler. Deres mål: At skaffe bidrag til finansieringen af en folkeskolereform. Det blev generalprøven på ”Corydon-doktrinen” om, at de offentlige overenskomster skal behandles som en del af den til enhver tid siddende regerings udgiftspolitik. En doktrin, som med Corydons Moderniseringsstyrelse i skurkerollen kastede lange skygger hen over OK18. SRSF-regeringens skabelse af Moderniseringsstyrelsen afskaffede den smule armslængde, som inden da lå i Finansministeriets varetagelse af overenskomstforhandlerrollen på det statslige område. OK18 viste, at selvom politikerne godt kan være resistente over for lærernes protester som i 2013, så kan de – på tværs af partifarve – ikke modstå det tilbagevendende pres fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), når offentlige overenskomster skal fornys. Denne gang med fokus på DA’s hadeobjekt nummer ét – den arbejdsgiverbetalte spisepause, som kom til at spille en uventet hovedrolle i OK18.

3. Er der en nogenlunde rimelig magtbalance på det offentlige arbejdsmarked? Svaret er – i dag – nej. Magtfordelingen på det offentlige arbejdsmarked er åbenlyst skæv. De offentlige kasser bugner, mens de ansattes strejkekasser bløder, når parterne ikke når hinanden i overenskomstforhandlingerne, og strejker og lockouter går i gang. Og de offentlige arbejdsgivere har gennem den seneste snes år vist, at de er parate til at anvende lockoutvåbenet i stor skala og bruge dette effektive våben offensivt til at presse deres krav igennem.

4. Kan Forligsinstitutionen reelt udfylde sin rolle på et politisk styret arbejdsmarked? Det handler om mægling uden mening. På det private arbejdsmarked spiller forligsinstitutionen en klar og veldefineret rolle. Siden overgangen til de såkaldte decentrale forhandlinger i starten af 1980’erne har Forligsinstitutionen spillet rollen som det fælles forum for LO og DA, der her kan samle overenskomstområder eller brancher op, som ikke selv har kunnet afslutte forlig. Pejlemærkerne for denne opsamling har typisk været indgåelse af forlig på det såkaldte minimallønsområde og normallønsområde, som Forligsinstitutionen har kunnet anvende som retningsgivende forlig for de forligsløse overenskomstområder og brancher. Og de faglige organisationer under LO har kunnet anvende denne opsamlingsproces til at sikre en solidarisk løsning på en overenskomstfornyelse (med enten forlig for alle eller konflikt for alle).

Men i den offentlige sektor forhandles der ikke blot for LO-grupper, men for alle ansatte – fra sidst ansatte piccoline til højest lønnede departementschef. Her giver det ikke mening at tale om ’retningsgivende forlig på de mest indflydelsesrige arbejdsgiveres områder’, som forbund og andre arbejdsgivere kan forhandle op mod med forligsmandens medvirken. I det offentlige er der kun de tre arbejdsgiverparter: staten, kommunerne og regionerne – med et klassisk indbyrdes hierarki, hvor forlig på statens område traditionelt lægger de økonomiske rammer, som derefter binder forhandlingerne i både kommuner og regioner. Og det er de samme parter, der skal forsøge at blive enige med forligsmandens hjælp, hvis det ikke lykkes parterne at opnå forlig ved egen kraft.

 

De offentlige arbejdsgivere har vist, at de er parate til at anvende lockoutvåbenet i stor skala til at presse deres krav igennem
_______

 

OK18: Lektier og fejl
De faglige organisationer oplevede ved OK18 et medlemsengagement og en solidaritet på tværs af faggrupper, som de ansatte i den offentlige sektor aldrig tidligere har udvist. Det var resultatet af en tæt koordinering af overenskomstkrav og strategi mellem forbundene på tværs af det statslige, kommunale og regionale område. Det ramte ind i en følelse hos de ansatte – som en af parolerne sagde: Nok er nok.

Men engagementet og solidaritetsfølelsen udsprang efter min vurdering af mere end det. Hele overenskomstforløbet stod på skuldrene af stigende frustrationer blandt de offentligt ansatte – frustrationer over stadig ringere mulighed for at yde den gode indsats og over stigende arbejdspres, stress og jag. Alt sammen for at imødekomme evindelige krav om øget effektivitet, mindre sygefravær og endeløse besparelser.

Og her ligner understrømmen under det mere formelle overenskomstforløb starten på et velfærdsoprør. Et oprør, der tager udgangspunkt i kombinationen af at ville kunne gøre en forskel for andre, at få plads til at bruge sin faglighed og selv kunne holde til jobbet. Ikke mindst i dette lys sender forløbet af OK18 positive signaler om fremtidige overenskomstforhandlinger.

Men der er også fejl, som bør rettes. I mine øjne især tre:

1. Det gav grobund for misforståelser og fejlagtige opfattelser, at organisationerne ikke kommunikerede fælles om ”Solidaritetspagten” og det besluttede strejkegrundlag.

2. Begejstringen over sammenhold og engagement var i mine øjne flere gange ved at løbe langt videre end de aftalte mål.
Begejstringen betød således, at de fælles beslutninger om, at grundlaget for en konflikt ville være lønstigninger, parallel lønudvikling med de privatansatte, afskaffelse af Corydons såkaldte ’Privatlønsværn’ og afsættelse af puljer til de enkelte overenskomster og til løft af lavtlønnede og mindskelse af den kønsbestemte uligeløn til tider gled i baggrunden til fordel for en diffus opfattelse af, at alle emner – store som små – ville kunne udløse konflikt.

3. Organisationerne lyttede ikke tilstrækkeligt til hinandens meldinger undervejs. Det kom tydeligst til udtryk, da de øvrige organisationer valgte at overhøre LO-forbundenes advarsel om, at en storkonflikt alene på spørgsmålet om den arbejdsgiverbetalte spisepause var udelukket. Derfor gav det anledning til betydelig vrede, da LO-forbundene i ellevte time indgik forlig med regionerne, mens AC og FTF sprang fra på grund af spisepausen.

Men både de positive erfaringer og de fejl, der bør rettes, lover godt for fremtidige overenskomstforhandlinger.

 

Begejstringen over sammenhold og engagement var i mine øjne flere gange ved at løbe langt videre end de aftalte mål
_______

 

Corydon-doktrinen må skiftes ud
Corydon-doktrinen er ved at tage livet af den danske model i den offentlige sektor. Eller i hvert fald ved at skabe en light-udgave af modellens forudsætning om frie forhandlinger mellem ligeværdige parter. Og Corydon-doktrinens aktive dødshjælp til modellen hjælpes desværre godt på vej af politiske beslutningstagere, som ikke forstår det grundlæggende indhold i frie forhandlinger uden indblanding udefra.

Men måske er det ikke så besynderligt, at den danske model har haft det svært med at finde sig til rette i den offentlige sektor. Den danske model fungerer i den private sektor, som den historisk også var den designet til – som den optimale model for, hvordan arbejdsmarkedets parter kan indgå aftaler gennem frie forhandlinger uden indblanding fra irrelevante parter. Og designet med mulighed for at true modstandersiden med strejke og lockout – varsle konflikt – som både kan bringe parterne i Forligsinstitutionen og ultimativt i egentlig arbejdskamp, hvor parterne lægger arm med hinanden.

Modellen var ikke designet i alle detaljer, før den blev sat i drift. Snarere blev den udviklet over nogle årtier på det private arbejdsmarked – og den afspejler derfor i høj grad verden, som den så ud under industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet, særligt de daværende magtforhold i den første og siden mest afgørende industrigren: jernindustrien. Og modellen tog form efter det store kompromis, der blev enden på den første storkonflikt i 1899, som varede fire måneder og i samtiden blandt andet fik tilnavnet Hungerkonflikten, fordi det næsten bogstaveligt udviklede sig til en kamp på “liv eller død” mellem en spirende arbejderbevægelse og en tilsvarende spirende organisering på arbejdsgiversiden.

Det afgørende er lønmodtagernes anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejdsgivernes anerkendelse af lønmodtagernes ret til at organisere sig og indgå aftaler på fællesskabets vegne – gennem kollektive aftaler og overenskomster. I dag er den danske model på det private arbejdsmarked en velsmurt maskine. Kun afbrudt med ganske mange års mellemrum af storkonflikter, hvor styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere justeres gennem arbejdskamp. I den offentlige sektor kom den danske model først langt senere til at spille en reel rolle.

 

Corydon-doktrinen er ved at tage livet af den danske model i den offentlige sektor
_______

 

Der er grus i den offentlige overenskomst-maskine
Offentlig ansættelse udspringer oprindeligt af tjenestemandsbegrebet, hvor parterne har ’udvidede forpligtelser’ over for hinanden. Tjenestemandsansættelse fordrede i sit oprindelige udgangspunkt en helt exceptionel stor loyalitet over for arbejdsgiveren, som i bytte gav livsvarig forsørgelse af tjenestemanden og dennes familie. Arbejdskamp var helt udelukket, og aftaleret et fyord. Med tiden blev en delvis forhandlingsret cementeret, dog med den til enhver tid siddende finansministers mulighed for – ved manglende enighed med tjenestemændenes organisationer – at gå i Folketingssalen for at få fastlagt tjenestemændenes løn- og ansættelsesvilkår. I de mange, mange år, hvor tjenestemandsansættelse var den dominerende ansættelsesform i det offentlige, gav det slet ikke mening at tale om ”den danske model” i store dele af sektoren. Det sker først fra 1970’erne og fremefter med væksten i antallet af overenskomstansatte, som følger med opbygningen af den danske velfærdsmodel og udbredelsen af stadig flere offentlige velfærds- og servicetilbud.

Tjenestemandsansættelsen afløses først for alvor af overenskomstansættelse efter de principper, som er udviklet på det private arbejdsmarked fra starten af 1990’erne, hvor parterne på det offentlige område aftalte kollektive overenskomster på de hidtidige tjenestemandsområder. Derfor er det private arbejdsmarked stadig storebror, hvad angår indflydelse på udviklingen af lønmodtagernes rettigheder. Og forløbene under OK13 og OK18 har sat fokus på en række forhold, som nødvendigvis skal rettes op, hvis den danske model fuldt ud skal træde i kraft på det offentlige arbejdsmarked.

 

Moderniseringsstyrelsen leverede selv det afgørende argument for sin egen nedlæggelse under OK18
_______

 

Armslængde og nye redskaber
I mine øjne er der behov for et trepartslignende forløb, der kulegraver, hvad der skal til, for at den danske model kan blive fuldgyldig i den offentlige sektor. Et forløb, der bør resultere i egentlige aftaler mellem de offentlige aftaleparter – suppleret med lovgivning, som løser de knaster, der viste sig i OK13 og OK18:

Moderniseringsstyrelsen må nedlægges. Styrelsen leverede selv det afgørende argument for sin egen nedlæggelse med meddelelsen – midt under forberedelsen af overenskomstforhandlingerne – til de statslige institutioner om, at de kan afskaffe den arbejdsgiverbetalte spisepause, hvis de har lyst. Det er ubetinget det mest tåbelige arbejdsgivertiltag, jeg har oplevet i fire årtier. Spisepausen var blevet anledningen til storkonflikt i staten, kommunerne og regionerne, hvis ikke LO-grupperne på målstregen havde indgået overenskomstforliget med regionerne.

I stedet er der behov for en statslig arbejdsgiverkonstruktion, som på et politisk mandat agerer selvstændigt ved overenskomstfornyelser – men uden mulighed for politisk indblanding, når forhandlingerne er gået i gang.

Det handler om armslængde. Og om det nødvendige opgør med McKinseyficeringen af den offentlige forvaltning – herunder ikke mindst Corydon-doktrinens sammenblanding af finansiering af politiske reformer, statslig udgiftspolitik og fornyelse af kollektive overenskomster.

En genetablering af armslængden skal sikre, at anvendelsen af lærernes arbejdstidsregler som delvis finansiering af folkeskolereformen ved OK13 ikke kan gentages over for andre grupper af offentligt ansatte. Løsningen: At regeringen og Folketinget holdes effektivt væk fra selve overenskomstforhandlingerne.

Fastlæggelse af den økonomiske ramme for overenskomstforlig må inddrage alle tre offentlige arbejdsgivere – både staten, kommunerne og regionerne. De tre arbejdsgiverparter viste selv vejen, da de i Forligsinstitutionen på et tidspunkt fremlagde et fælles udspil til forhandlingsdelegationerne på de tre områder (og fastslog, at forlig på ét område forudsatte forlig på alle tre). Selvom denne musketér-ed på arbejdsgiversiden kun holdt i 48 timer, så viste den vejen til, at overenskomstforhandlingerne på de tre områder kan blive ligeværdige: Nemlig, at den økonomiske ramme er et fælles anliggende. Fremtidige overenskomstforhandlinger bør derfor indledes med en fælles forhandling for arbejdsgivere og lønmodtagere i både staten, kommunerne og regionerne om den økonomiske ramme, hvorefter udfyldelsen af rammen som hidtil må forhandles på hvert enkelt område.

Forligsinstitutionens rolle må nødvendigvis være anderledes på et politisk styret arbejdsmarked end på det private. Forligsmanden må udstyres med redskaber til det offentlige område, hvor der ikke foreligger et retningsgivende forlig. Det handler især om den samlede økonomi, hvor Forligsmanden i dag er helt uden redskaber. På det private arbejdsmarked følger og analyserer det såkaldte Statistikudvalg, når det gælder lønninger, priser og produktivitet. Statistikudvalget kom indirekte til at spille en rolle ved OK18 på det kommunale område, fordi KL og Forhandlingsfællesskabet var grundlæggende uenige om, hvordan den økonomiske værdi af overenskomstforligene på det private arbejdsmarked i 2017 skulle oversættes til den offentlige sektor ved OK18. Statistikudvalget har deltagelse af LO, DA og en række ministerier. Der er brug for en lignende funktion på det offentlige arbejdsmarked tilpasset dette arbejdsmarkeds særlige karakter, som både kan bruges af parterne i fællesskab under forhandlingerne, og af Forligsmanden som hjælperedskab ved sammenbrud af parternes egne forhandlinger.

 

Kombinationen af en offensiv lockout og et mellem arbejdsgiverkasketten og lovgiverkasketten koordineret lovindgreb udgør en magtudfoldelse, som ingen organisationer for offentligt ansatte kan kæmpe imod
_______

 

Stop for offensive kampskridt fra arbejdsgiverne
De offentlige arbejdsgivere må fratages muligheden for at anvende kampskridt offensivt. Den totale lockout af lærere og undervisere ved OK13 var netop ikke svar på et strejkevarsel fra disse faggrupper. Kombinationen af en offensiv lockout og et mellem arbejdsgiverkasketten og lovgiverkasketten koordineret lovindgreb udgør en magtudfoldelse, som ingen organisationer for offentligt ansatte kan kæmpe imod. De offentligt ansatte har ganske enkelt ikke en chance i den situation.

En reel ’magtbalance’ forudsætter netop, at kampskridt er afbalanceret, så begge parter har en reel chance. Af samme grund må de offentlige arbejdsgiveres svar på strejkevarsler fra lønmodtagerne med en defensiv lockout afstemmes efter omfanget af de modtagne strejkevarsler. Alle tre offentlige arbejdsgivere anvendte ved OK18 lockoutvåbenet i et hidtil uset omfang, der på ingen måde stod mål med de modtagne strejkevarsler. Våbentyperne på begge sider skal så at sige være af nogenlunde samme kaliber. Jeg tror, at der kan findes inspiration til disse overvejelser i de arbejdsretlige betingelser for at kunne varsle sympatikonflikter, som bl.a. indebærer, at sympatikonflikter skal stå mål med den konflikt, der ønskes støttet, og skal være egnet til at opnå målet. Dertil kommer, at arbejdskamp skal koste begge parter. Ved tidligere konflikter er arbejdsgivernes kasser vokset, mens lønmodtagernes konfliktfonde har blødt. I 2013 sparede kommunerne således millioner på manglende lønudbetaling til lærerne, som til gengæld måtte erstatte den manglende løn med optagelse af lån.

Mens parterne på det private arbejdsmarked skyder virksomhedernes bundlinje ind på bordpladen, så er det en langt mere abstrakt politisk kapital, som måske kommer i spil under arbejdskonflikter i det offentlige. Politikeres omdømme og de ansattes strejkefonde er to alt for ulige størrelser Derfor må de offentlige arbejdsgiveres besparelser på lønkontoen under strejke og lockout båndlægges til formål, som de enkelte politikere ikke selv kan fastlægge. Oplagte formål vil være velfærd og service samt de ansattes muligheder for og kompetencer til at øge kvaliteten af den offentlige velfærd og service.

 

De offentlige arbejdsgiveres besparelser på lønkontoen under strejke og lockout må båndlægges til formål, som de enkelte politikere ikke selv kan fastlægge
_______

 

Organisationerne må udvise selvkritik – og finde en ny solidaritet
Men der er brug for mere end trepartsaftaler på det offentlige område og mere end supplerende lovgivning. Organisationerne for de kommunalt og regionalt ansatte skal kigge selvkritisk på deres egen ageren ved de seneste overenskomstforhandlinger. Det handler især solidaritetsbegrebet og om selve forhandlingsmodellen.

De offentlige overenskomstforhandlinger omfatter (i modsætning til de afgørende LO/DA-forhandlinger på det private arbejdsmarked) alle ansatte, og indeholder derfor de typiske interessemodsætninger mellem højtlønnede, mellemlønnede og lavtlønnede, mellem grupper med stor frihed i arbejdsdagen og detailstyrede grupper og mellem højtuddannede, mellemuddannede, kortuddannede og ufaglærte.

Denne altomfattende interessevaretagelse forudsætter naturligt hele tiden kompromisser mellem modsatrettede interesser. OK18 viste, at det er muligt at skabe entusiasme og fællesskabsfølelse på tværs af organisationer, når solidariteten har tydelige mål. Det lover godt for fremtidige overenskomstforhandlinger, men det kræver, at solidariteten ikke kun bygger på ”noget for noget” – dvs. ikke kun bygger på aftaler over melodien: ”Hvis vi skal støtte jer i krav om X, så skal I støtte os i krav om Y”. Skal solidariteten mellem de ansatte blive mærkbar for arbejdsgiverne, så er “noget for noget” for spinkelt et grundlag. Det kræver solidaritet baseret på holdninger og moral, hvor lønmodtagerne danner fælles front, fordi noget ikke er OK – ikke blot, fordi solidariteten indgår i en “byttehandel”. Der er brug for fælles holdninger til fx kønsbestemt uligeløn, selvbetalt spisepause, frihed i arbejdet og det generelle lønniveau.

Også forhandlingsformen i kommuner og regioner bør tænkes grundigt igennem. Ved OK05 blev den hidtidigt meget centraliserede forhandlingsmodel grundlæggende ændret. Modellen indebar, at kommuner og regioner (jf. det statslige og det private område) enten fik forlig med alle organisationer eller konflikt med alle. Selvom jeg selv dengang stod for at tegne streger og kasser i en ny model på tavlen, og selvom jeg stadig er tilhænger af denne model (med mere plads til den enkelte organisations egne forhandlinger), så var OK18 for mig prøvestenen for, om de kommunalt og regionalt ansatte kunne stå tilstrækkeligt tæt sammen.

Denne model forudsætter, at ingen efterlades på perronen. Men det skete i 2013, hvor lærerne blev overladt til arbejdsgivernes bøllebank uden fælles sympatikonflikt fra de øvrige organisationer. Solidariteten rakte dengang ikke til at stå på mål for hinanden. Lærerne stod fortsat alene på perronen i 2015 og fik som bekendt heller ikke en arbejdstidsaftale i år.

I den tidligere forhandlingsmodel kunne kommunerne kun varsle lockout mod eksempelvis lærerne ved at varsle lockout mod alle organisationer. Det var så at sige den ultimative udgave af én for alle og alle for én. I mine øjne er organisationerne desværre nødt til at vende tilbage til denne tidligere forhandlingsmodel, hvor arbejdsgiverne enten opnår forlig eller konflikt med allé på én gang. Når LO- og FTF-organisationerne efter fusionen alligevel skal diskutere den fremtidige holdopstilling ved overenskomstfornyelser vil det være oplagt samtidigt at diskutere en tilbagevenden til den tidligere model. Én-for-alle og alle-for-én. ■

 

Denne model forudsætter, at ingen efterlades på perronen. Men det skete i 2013, hvor lærerne blev overladt til arbejdsgivernes bøllebank
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere formand for fagforbundet FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)