Christopher Røhl (R): Projektet, der kan samle oppositionen: Kampen for et velfærdssamfund, vi kan være bekendt

Christopher Røhl (R): Projektet, der kan samle oppositionen: Kampen for et velfærdssamfund, vi kan være bekendt

13.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere

Alternativet efterlyser et ’grønt projekt’, men det er for længst skrevet ind i udkastet til oppositionens regeringsgrundlag. Enigheden om statsministeren burde ikke være det bærende for en samlet opposition. Vi burde først og fremmest gå sammen om vores historiske projekt: det universelle velfærdssamfund.

Kronik af Christopher Røhl (R)

OPPOSITIONEN ER i opbrud, og jeg kan godt forstå, at vælgerne kan have svært ved at se, hvad den samlede pakke indeholder, hvis man overvejer at stemme på enten Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten eller Alternativet.

Ifølge den seneste meningsmåling fra 2. juli foretaget af Voxmeter ville danskerne give et stort flertal til Mette Frederiksen og den traditionelle røde blok, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det flertal kræver dog Alternativets mandater, som de for nylig trak ud af ligningen ved at annoncere, at de peger på Uffe Elbæk som statsminister. Uden dem står oppositionen til 83 mandater, og ifølge målingen kunne de borgerlige fortsætte med et flertal på 85 mandater.

Opbruddet handler dog ikke kun om statsministerposten. Radikale Venstre og Socialdemokratiet er gået fra hinanden på europapolitikken, hvor vi i Radikale Venstre har dannet valgforbund med Alternativet. Årsagen til det er ikke alene af teknisk karakter, der skal sikre at ingen stemmer går til spilde. Vi har flyttet os længere fra hinanden hvad angår det politiske indhold, senest da Socialdemokratiet fredede forbeholdene. Jeppe Kofod kalder skilsmissen lykkelig, men det kan være svært at finde lykken i den nationale politik, hvor Socialdemokratiet har erklæret enegang ved en kommende regeringsdannelse. En solooptræden, der er konsekvensen af flere politiske stridigheder.

Disse stridigheder handler i særdeleshed om den brændende platform i dansk politik: flygtninge- og integrationspolitikken. Her er Christiansborg opdelt i en protektionistisk blok bestående af de borgerlige og Socialdemokratiet, mens resten af oppositionen har fundet sammen i en humanistisk blok. Det bliver generelt svært at samle oppositionen efter næste valg med det billede, der har tegnet sig.

 

Det bliver generelt svært at samle oppositionen efter næste valg med det billede, der har tegnet sig
_______

 

JEG KAN GODT FORSTÅ forvirringen og frustrationen hos de vælgere, der ikke ønsker et borgerligt flertal, men heller ikke kan se oppositionens samlede projekt. Det er blevet gemt langt væk af overbudspolitikken på udlændingeområdet og kampen om at skygge for DF med symbolpolitiske indgreb mod minoriteter.

Men historisk har rød blok haft et fælles projekt. Et projekt, der begyndte under den anden radikale Zahle-regering i 1918, hvor socialdemokraten Thorvald Stauning blev socialminister. Siden da samarbejdede partierne indtil det Røde Kabinet i 1966, hvor Socialdemokratiet og SF lykkedes med et flertal, der kun varede ét år. For ikke at nævne de seneste 25 års tro partnerskab mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Vi har nemlig et fælles projekt om bevarelsen og udviklingen af det universelle velfærdssamfund. Vi sad sammen omkring bordet som regeringspar, da K.K. Steinckes socialreformer blev vedtaget i Kanslergade i 1933, og de første byggesten til velfærdssamfundet blev lagt, da sociale ydelser gik fra almisser for de få til rettigheder for alle. Vi var sammen om de gennemgribende skolereformer af 1937 og 1958, der gav lige adgang til skolerne for alle. Og vi sad sammen omkring bordet i 1956, da folkepensionen blev en universel borgerret. Det projekt, som oppositionen har arbejdet sammen om i det sidste århundrede, er imidlertid truet.

DEN BORGERLIGE REGERINGS hovedprojekt er at stramme livremmen ind for den offentlige sektor. Men efterhånden er livremmen blevet strammet så meget, at de offentlige institutioner dårligt kan trække vejret. Det har bl.a. betydet, at det borgerlige økonomiske projekt har øget uligheden blandt danskerne. Ifølge rapporten Dansk Økonomi, efterår 2016, fra det Økonomiske Råd, er uligheden nemlig steget de sidste 25 år.

En lang række indgreb fra den borgerlige regering har utvivlsomt bidraget til den stigende ulighed. Det gælder fx kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timers reglen, der alle har givet færre midler til dem, der i forvejen har mindst. Regeringen har i samme omgang arbejdet for at sænke skatten for i sidste ende at give mere til dem, der har mest. Det gælder bl.a. skattereformen af 2009, hvor man fjernede mellemskatten og dermed gjorde den progressive beskatning mindre progressiv. Samtidig har de fleste af Folketingets partier de seneste år konstant hævet topskattegrænsen.

Intet tyder på, at debatten vender. Det ser vi med de seneste kampagner for afskaffelsen af arveafgiften. Det bliver en debat, hvor resultatet af diskursen er øget ulighed, der i sidste ende bliver det universelle velfærdssamfunds fald, og hvor rettigheder igen bliver til almisser.

 

Resultatet af diskursen er øget ulighed, der i sidste ende bliver det universelle velfærdssamfunds fald, og hvor rettigheder igen bliver til almisser
_______

 

DET OFFENTLIGE velfærdssamfund drænes med brugerbetaling i eksempelvis sundhedsvæsenet. En brugerbetaling, der allerede gør sig gældende med en firedobling af medlemmerne hos de private sundhedsforsikringer over de sidste ti år og knap 2,4 mio. medlemmer af sygeforsikring Danmark. Der er intet galt med private virksomheder og forsikringer, men det er tankevækkende, at private virksomheder på den måde i stigende grad tjener på vores sundhed og borgernes ulykke. Det burde være i vores fælles interesse, at alle får lige adgang til de bedste tilbud, fremfor at de kun er for de bedst bemidlede. De private virksomheder skal tjene på forretningen, mens staten grundlæggende er underlagt borgerne. Derfor skal vi ikke være bange for at gøre den større. “Lad falde, hvad ikke kan stå,” kan man trygt sige om private virksomheder. Det kan vi ikke sige om vores sundhedsvæsen og øvrige velfærdsinstitutioner, hvilket vi desværre oplevede, da det private ambulancekørselsfirma, BIOS, gik konkurs og Region Syddanmark måtte træde til.

 

“Lad falde, hvad ikke kan stå,” kan man trygt sige om private virksomheder. Det kan vi ikke sige om vores sundhedsvæsen og øvrige velfærdsinstitutioner
_______

 

DET ER FOR ALVOR begyndt at gøre ondt på vores velfærdssamfund i de seneste år, hvor de borgerlige har gjort hovedløse indgreb på budgetterne. Det er i særdeleshed kravet om de årlige to pct. besparelser på sundhedssystemet, uddannelsessystemet og kulturlivet. Senest har medieforliget beskåret 20 pct. af den public service, som DR leverer til den brede befolkning. Et ellers frit kultur- og dannelsestilbud for alle med eller uden uddannelse.

DET BLIVER oppositionens opgave at vende skuden. Et samfund, hvor velfærd er for alle, og hvor vi skaber et lige samfund. Det handler ikke bare om en større økonomisk lighed på indkomsterne, men ligeså meget om at have et velfærdssamfund, vi kan være bekendt. Et samfund, hvor direktøren og rengøringsassistenten deler gang på moderne hospitaler, deres børn sidder ved siden af hinanden på velindrettede folkeskoler, og kulturtilbuddene er let tilgængelige og samfundsudfordrende.

Det kommende regeringsgrundlag skal rumme en skattereform, der gør op med den stigende ulighed. Vi skal have udbygget de progressive skatter, der skaber den lighed, som vi har arbejdet for i et helt århundrede. Den næste regering skal gøre op med frygten for vækst i den offentlige sektor, fordi det giver mening at investere i vores sundhedssystem og uddannelsessystem. Den næste regering skal afvikle den borgerlige regerings medieforlig, der udhuler vores public service og fjerne de to pct. årlige besparelser på kulturinstitutionerne. Endelig skal der investeres i SKAT, så vi får lukket for det skattegab, der er vokset de sidste ti år til over 22 mia. kr. på grund af skattesnyd.

Det er selvsagt, at det grønne projekt, som Uffe Elbæk og Alternativet efterspørger, har sin egen overskrift i det næste regeringsgrundlag, men det er det universelle lighedssamfund, der skal samle oppositionen. Den nye regering bliver næppe helt enige om det ideelle velfærdssamfund og de rettigheder, der følger med. Vi burde dog kunne blive enige om kampen mod den stigende ulighed og kampen for det universelle velfærdssamfund. ■

 

Det grønne projekt, som Uffe Elbæk og Alternativet efterspørger, har sin egen overskrift i det næste regeringsgrundlag, men det er det universelle lighedssamfund, der skal samle oppositionen
_______

 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere

Christopher Røhl (f. 1990) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Radikale & fhv. Landsformand for Radikal Ungdom. ILLUSTRATION: Folkemødet 2017 [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2017]