Brian Arly Jacobsen svarer Niels Jespersen: Hvis næsten alle fællesskaber kan være parallelle til samfundet, hvad består majoritetssamfundet så af?

Brian Arly Jacobsen svarer Niels Jespersen: Hvis næsten alle fællesskaber kan være parallelle til samfundet, hvad består majoritetssamfundet så af?

28.02.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Problemet med Jespersens definition af parallelsamfund er, at anything goes. Alt kan nærmest gøres til et parallelsamfund; soldaterfællesskaber, Christiania, riges boligområder og sikkert mange andre fællesskaber. Konsekvensen er, at nærmest alle fællesskaber i Danmark kan være parallelle til det omgivende majoritetssamfund. Men hvis næsten alle fællesskaber kan være parallelle til samfundet, hvad består majoritetssamfundet så af?

Kommentar af Brian Arly Jacobsen, lektor, ph.d.

Niels Jespersen er en af de debattører, der gerne sætter ild til den evigt ophedede debat om indvandringspolitik med sine indlæg om udvalgte politikeres fejlslagne indvandringspolitik, forskeres fejlslutninger og andre debattørers fortrædeligheder. Han har stærke holdninger til alle spørgsmål, der hidrører integrations-, indvandrings- og asylpolitik. Det har han også til udtalelser, jeg har givet i forbindelse med regeringens rapport ‘Parallelsamfund er udbredt i ghettoområder’, som udkom den 11. februar i år.

Disse udtalelser er Jespersen ikke begejstret for, men han begår i sin kommentar i RÆSON en række fejl. Det gælder især hans stråmandsargumenter, hvor han forsøger at positionere mig som “forsvarer af flygtninge og indvandreres rettigheder”. I min forskning beskæftiger jeg mig ikke med flygtninge og indvandreres rettigheder generelt – altså medmindre Jespersen mener, at spørgsmålet om fx religionsfrihed har noget med disse gruppers rettigheder at gøre. Hvis Jespersen endelig er interesseret i mine holdninger på dette snævre område, så deler jeg fx trossamfundsudvalgets majoritetsindstilling til den nye trossamfundslov. Den ville betyde, at der blev stillet flere krav til godkendte trossamfund i Danmark – en indstilling, regeringen vel at mærke ikke fulgte.

Det er faldet Jespersen for brystet, at jeg til en artikel i Videnskab.dk udtaler, at “Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det”. Det får Jespersen til at skrive, at “Hertil er svaret fra eksperter som Jacobsen, at eftersom vi ikke har forsket i de emner, så findes det ikke”. Han understreger endda, at “som enhver god forsker ved, så er fraværet af bevis ikke det samme som bevis på fravær”. Jeg afviser ikke, at der ikke findes parallelsamfund, men hævder derimod, at vi ikke ved, om der gør, heller ikke på baggrund af regeringens rapport.

 

Jeg afviser ikke, at der ikke findes parallelsamfund, men hævder derimod, at vi ikke ved, om der gør, heller ikke på baggrund af regeringens rapport
_______

 

Hvad er parallelsamfund så?
Det afgørende spørgsmål i hele diskussionen må så være: Hvad dækker tesen om parallelsamfund over? Det er ikke en tese, som er opstået i en forskningsmæssig kontekst, men derimod en politisk forestilling om, hvordan samfundet gestalter sig. Mikaela von Freiesleben har i sin ph.d.-afhandling “Segregering, ghettoisering og social sammenhængskraft: Parallelsamfundet i dansk diskurs 1968-2013 – fra utopi til dystopi” forbilledligt vist begrebets historie i en dansk sammenhæng. Politiske forestillinger om, hvordan verden hænger sammen kan sagtens være sande, men de skal naturligvis underlægges de samme falsifikationskrav som enhver anden tese om verdens beskaffenhed. Kan man ikke det, så reduceres embedsapparatets rapporter til politiske partsindlæg uden synderlig værdi for skabelsen af viden i samfundet.

Problemet med Jespersens definition af parallelsamfund er, at anything goes. Alt kan nærmest gøres til et parallelsamfund; soldaterfællesskaber, Christiania, riges boligområder og sikkert mange andre fællesskaber. Konsekvensen er, at nærmest alle fællesskaber i Danmark kan være parallelle til det omgivende majoritetssamfund. Men hvis næsten alle fællesskaber kan være parallelle til samfundet, hvad består majoritetssamfundet så af? Et utal af parallelle samfund? I den definition mister begrebet simpelthen betydning. Jeg vil til hver en tid argumentere for, at eksempelvis soldaterfællesskaber ikke er parallelsamfund. Det er et fællesskab med særlige sociale karakteristika, men dets institutionelle rammer er bestemt af samfundet (Folketinget), og det agerer ikke modkultur til det danske samfund. Var det tilfældet, havde det danske samfund et alvorligt problem. Det samme gælder eksemplerne Christiania (til dels, de ønsker faktisk at være en modkultur) og riges boligområder.

 

Hvis næsten alle fællesskaber kan være parallelle til samfundet, hvad består majoritetssamfundet så af? Et utal af parallelle samfund? I den definition mister begrebet simpelthen betydning
_______

 

I tysk sammenhæng har der været en længere videnskabelig diskussion om begrebets betydning. Den tyske historiker og migrationsforsker Klaus J. Bade definerer klarest parallelsamfund som egentlige parallelle samfund, der bevidst opbygges ved siden af et eksisterende samfund – som en egentlig og bevidst modkultur. Til dette skal flere præmisser være opfyldt, såsom: En monokulturel identitet (fx samme religion eller etnicitet), en frivillig og bevidst social tilbagetrækning i en afgrænset bebyggelse også i hverdagen, en vidtrækkende økonomisk afgrænsning og en genspejling af statens institutioner, men under indflydelse af gruppens normer og værdier.

I Danmark er de områder, hvor der bor mange indvandrere, mest etnisk og religiøst blandede. Tilbagetrækningen i de sociale boligområder er socialt betinget (og sjældent frivillig). Og der er ingen overlapning af institutioner. Her kunne man indvende: Er de ‘muslimske friskoler’ ikke parallelle institutioner? Det kunne man fra et vist perspektiv hævde, men der opstår det problem, at friskolerne er underlagt statslig lovgivning og kontrol, som gør det svært at etablere egentlige modkulturer. Faktisk er kravene til den demokratiske dannelse for eleven skrappere i friskolelovgivningen end i den danske folkeskolelov (jf. Undervisningsminister, Merete Riisagers: “Ny aftale om øget tilsyn med frie skoler. Samfundet skal udfordres – ikke undergraves”, Vejle Amts Folkeblad 24. november 2017, og Ove Korsgaards kronik: “Folkeskolen er afgørende for demokratiet”, Politiken 25. november 2017)

 

Er de ‘muslimske friskoler’ ikke parallelle institutioner? Det kunne man fra et vist perspektiv hævde, men der opstår det problem, at friskolerne er underlagt statslig lovgivning og kontrol, som gør det svært at etablere egentlige modkulturer. Faktisk er kravene til den demokratiske dannelse for eleven skrappere i friskolelovgivningen end i den danske folkeskolelov
_______

 

Økonomi- og Indenrigsministeriet har slet ikke undersøgt, om de mennesker, som angiveligt skulle leve i parallelsamfund, ikke ønsker at være en del af det danske samfund. Ønsker de svar på det spørgsmål, skal der bruges andre metoder end udtræk af registerdata. Det samme gælder, hvilken religiøs og/eller etnisk baggrund befolkningsgrupperne har. Når nu man ønsker at gøre kultur (især religion) til den altomfattende forklaring på årsagen til parallelsamfund, så er det da paradoksalt, at man ikke laver en undersøgelse, hvor man spørger ind til religiøs baggrund, praksis etc.

Ministeriet har i stedet undersøgt nogle helt andre ting, fx om folk har et arbejde, om de bor i et område med mange indbyggere med ikke-vestlig oprindelse, om deres børn går i vuggestue, og om vuggestuen i så fald har mange børn af ikke-vestlig oprindelse. Det er alle vigtige variabler i en social- og integrationspolitisk indsats for grupper, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, i deres boligsociale situation, i deres interaktion med etniske danskere etc. Og der er problemer med visse grupper af migranter og deres tilknytning til arbejdsmarkedet; visse familiers patriarkalske værdier; nogle små gruppers religiøse ekstremisme m.m. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den gruppe på 28.000 familier, som rapporten udpeger som værende del af et parallelsamfund, bevidst har valgt at leve sådan eller ønsker at skabe en bevidst modkultur til det danske samfund. Der skal helt andre metoder til for at svare på det spørgsmål.

 

Der er problemer med visse grupper af migranter […] Men det betyder ikke nødvendigvis, at den gruppe på 28.000 familier, som rapporten udpeger som værende del af et parallelsamfund, bevidst har valgt at leve sådan eller ønsker at skabe en bevidst modkultur til det danske samfund. Der skal helt andre metoder til for at svare på det spørgsmål
_______

 

Fremfor at fortælle hvad forskere skal og ikke skal forske i, så synes jeg, at Jespersen selv kunne byde ind med et forskningsprojekt, der undersøger de spørgsmål, han er så brændende interesseret i. Det er netop fordelen ved at leve i et land, der fremmer friheden – også på dette område. Forskningsfrihed giver netop den enkelte forsker “frihed til at stille spørgsmål, frihed til at vælge materiale og metoder til at finde svarene, samt frihed til offentligt at fremlægge hypoteser, resultater og ræsonnementer” (jf. forskerportalen.dk). ■

Brian Arly Jacobsen (f. 1968) er ph.d. og lektor i religionssociologi på Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i forholdet mellem politik og religion samt migration og religion og er i øjeblikket i gang med et projekt om moskeernes magt i Danmark. ILLUSTRATION: Gellerupparken ved Aarhus [foto: Axel Schütt/Scanpix]