Andreas Sugar: Skamløshed – og Trumps øvrige styrker

Andreas Sugar: Skamløshed – og Trumps øvrige styrker

16.04.2018


Den amerikanske præsidents kritikere ynder at fremhæve hans mange fejl, mangler og dubiøse karaktertræk. Han er dog ikke nået dertil, hvor han er i dag, uden at besidde visse evner. Blandt andet har han vist sig at være ekstremt målrettet, entreprenant og en snu folkeforfører. Men de fleste af hans styrker kan ikke ligefrem betegnes som dyder. Faktisk er flere af dem er direkte farlige.

Af Andreas Sugar

DER ER BLEVET skrevet og sagt mangt og meget om Donald Trumps brister, som allerede var tydelige inden valget i 2016 og som siden er blevet bekræftet og forstærket i løbet af hans foreløbige embedsperiode som USA’s 45. præsident. Men hvordan bliver man leder af verdens mest magtfulde land, hvis man er så ukvalificeret, som selv moderate eksperter er enige om, at Trump er? Der findes hundredvis af amerikanske rigmandssønner, der er meget mere intelligente end ham og ikke er nået halvt så langt inden for hverken forretningslivet eller politik. I kølvandet på den stærkt kompromitterende bog ”Fire and Fury” om de kaotiske tilstande i Trumps Hvide Hus, hvori forfatteren Michael Wolff hævder, at adskillige af præsidentens ansatte mener, at han er mentalt ustabil og aldeles uegnet til embedet, svarede Trump igen med en svada til pressen om sine bedrifter og formåen:

”Jeg var en aldeles fremragende studerende, blev færdig, tjente milliarder og milliarder af dollars, blev en af de bedste forretningsfolk, kastede mig ud i tv og var en enorm succes i 10 år, som I sikkert har hørt, stillede op til præsidentvalget én gang og vandt”. Selv hans kritikere må efterhånden erkende, at Trump ejer nogle kvaliteter, som har gjort ham i stand til at ende der, hvor han sidder i dag.

Ambitioner
Man kan ikke fornægte Trumps ambitioner. Fra han var helt ung og voksede op som søn af en ejendomsmagnat, har han været drevet af et brændende begær for succes – muligvis kombineret med et lavt selvværd. Han er efter sigende stærkt præget af forholdet til sin far, der var en hård hund både i forretningsøjemed og over for sine to sønner (Donalds storebror var alkoholiker og døde som 42-årig). Denne opvækst forklarer måske Trumps foragt for at vise svaghed, hans opdeling af verden i vindere og tabere og hans sygelige trang til at promovere sig selv. Han ville overgå sin far og resten af USA’s entreprenører og opførte derfor større og mere prangende bygninger end alle andre – gerne opkaldt efter sig selv. Han var også den største playboy, hvilket hans modelkoner, utallige kvindeerobringer uden for ægteskaberne og ejerskabet af Miss Universe-konkurrencen var tydelige beviser på. I sin jagt på endnu mere glamour og berømthed kastede han sig ud i reality-tv, og det var hans optrædener på skærmen, som for alvor gjorde ham til et kendt ansigt i de amerikanske stuer. Samtidig holdt han sig ikke tilbage fra at ytre sig i offentligheden; jo mere kontroversielt, jo bedre. Det, der begyndte som en hobby – at blande sig i den offentlige debat om sociale og økonomiske spørgsmål – udviklede sig til en ambition om at vende op og ned på det politiske etablissement. Og som den megaloman han er, gik han efter den mægtigste post i verden.

Der er ingen tvivl om, at Trumps ambitioner udspringer fra hans ekstremt høje tanker om sig selv. I en artikel fra maj 2017 i tidsskriftet Psychology Today kalder psykologen Ronald E. Riggio præsidenten en ’grandios narcissist’. ”Grandios narcissisme er en flamboyant, selvhævdende og interpersonelt dominerende stil præget af en oppustet opfattelse af ens evner og beslutninger samt manglende evne til at lære af fejl”, skriver Riggio. ”Trumps succes kan i vid udstrækning tilskrives hans iværksættervision, hårdtslående forretningstaktik og det faktum, at han har sat sig nogle høje mål. Men allermest har han haft et glødende ønske om at være en succes”. Altså er der ikke noget eller nogen, der skal holde ham tilbage. Om end Trump var godt hjulpet på vej af sin fars mange millioner, var det ham, der for alvor gjorde familieforretningen til et sandt imperium og navnet Trump til et verdenskendt brand. Undervejs har han været entreprenant, sat sig klare mål og været nådesløs over for sine modstandere, som vi også oplevede under valgkampen.

 

”Trumps succes kan i vid udstrækning tilskrives hans iværksættervision, hårdtslående forretningstaktik og det faktum, at han har sat sig nogle høje mål. Men allermest har han haft et glødende ønske om at være en succes”
_______

 

Appellerer til menigmand
Når man tager i betragtning, at Trump for de fleste amerikanere tidligere var kendt som rigmanden fra guldpalæet på Manhattan, er det særligt bemærkelsesværdigt, at netop han har forstået at appellere til de glemte kulmine- og fabriksarbejdere i Rustbæltet. Han har skabt en relation til den hvide menigmand, som føler sig truet i dagens USA, og har fået dem overbevist om, at han er på deres side. Han har forsikret dem, at han er et forretningsgeni, der har tjek på at lave deals til deres fordel og vil gøre op med Washingtons sump af politikere og embedsmænd, der ikke interesserer sig for dem. Under valgkampen knevrede han ved kaotiske vælgermøder uden manuskript i øst og vest, men han talte til gengæld et sprog, som hans støtter forstod, og som de ikke før havde hørt fra en politiker. Han sagde det, som mange tænkte, men ikke havde haft modet til at sige åbent. Han udnyttede eminent den frygt, som findes blandt mange hvide amerikanere uden for de kosmopolitiske storbyer. Frygten for at miste sit job til en kinesisk arbejder, eller frygten for at deres fædreland bliver overtaget af mexicanske narkohandlere og muslimske terrorister. Frygten for at den dominante hvide race med tiden vil blive en marginaliseret minoritet i USA.

Trump er på mange måder et ærkeamerikansk fænomen. På trods af sin privilegerede baggrund er han symbol på den amerikanske drøm. Han er hyper-kapitalisten, der har bevist, at man kan nå helt til tops, hvis man tror på drømmen og egne evner. For mange amerikanere repræsenterer han den storskrydende og succesfulde onkel, der besøger familien og fortæller, hvor skabet skal stå. Janteloven findes ikke i USA, hvor succes er noget, man ser op til, og de, der har den, mødes med respekt snarere end misundelse. Præsidentens tilhængere er tydeligvis benovede over hans bedrifter i forretningsverdenen og overbevist om, at hans vindermentalitet også vil smitte af på resten af landet.

Samtidig er Trump – trods sin succes – lig mange menige borgere i the heartland, dvs. Midtvesten og store dele af Syden, der mentalt og fysisk befinder sig lysår fra de intellektuelle eliter i New York, Boston og San Francisco. Han er historieløs, interesser sig ikke for finkultur og ser gerne verden sort/hvidt. Hvor Obama drak grøn te og spiste mandler, mens han læste briefinger og tykke bøger ud på de små timer, går Trumps aftener med Fox News, Diet Coke og Lay’s Chips. For mange fremstår han dermed mere autentisk end de fleste politikere i Washington. Hans tilhængere ikke bare accepterer, men sætter pris på Trumps ’upræsidentielle’ opførsel og retorik. For dem er det stort set lige meget, hvad han gør. De vil altid bakke det op, alene fordi det ikke er pakket ind i politisk terminologi og gængse regler for god opførsel på de bonede gulve. Forfatteren Michael Wolff beskrev valget af Trump som et eksperiment:
”Lad os vælge en præsident, der er anderledes og på alle måder præcis det modsatte af alt det, vi mener, en præsident er og bør være”.

Markedsføring og medietække
Donald Trump har altid haft en fortræffelig evne til at markedsføre og skabe opmærksomhed om sig selv. Han er en entertainer, der har gjort præsidentembedet til et realityshow med daglige skandaler, fyringer og vanvittige udtalelser, der afføder underholdende tv og avisoverskrifter, så selv hans mest indædte kritikere ikke kan lade være med at følge med. Under valgkampen var det en særlig fordel med al den gratis taletid, medierne gav ham, og Trump behøvede nærmest ikke at bruge penge på dyre tv-reklamer. I bølgen af selvransagelse efter det chokerende valg i 2016 gjorde tv-stationen CNN op, hvor meget fokus de havde haft på Trump: Man havde givet ham mere end dobbelt så mange timers uredigeret sendetid som Clinton og 20 gange mere end Sanders. “Trump leverede på PR. Han leverede på seertal,” indrømmede CNN-chefen Jeff Zucker et par uger efter valget.

The Donald, som Trump kaldes, er en mester i brugen af sociale medier. Da han ikke er en nuancernes mand, passer særligt Twitters format ham glimrende. Han behøver ikke at gå i detaljer, men kan i stedet udtale sig i korte, fængende udtalelser – gerne krydret med store bogstaver og udråbstegn – der taler til laveste fællesnævner og sætter sig fast trods den ringe troværdighed og det lave intellektuelle niveau. Fænomenet fake news er ikke nyt (Hitler var langtfra den første til at anvende udtrykket), men Trump har bragt det på mode igen. Han er utrolig dygtig til at plante forestillinger og holdninger blandt sine støtter ved at slynge om sig med radikale usandheder eller grove anklager, som han senere modererer eller trækker tilbage. Han kaldte det fx landsforræderi, at Demokraterne ikke rejste sig under hans årlige tale om nationens tilstand. Da han nogle dage senere blev konfronteret med udtalelsen, forsikrede han, at det var sagt i spøg. Denne ”undskyldning” druknede dog hurtigt i slipstrømmen af Trump-producerede nyheder, og på det tidspunkt havde budskabet om de upatriotiske Demokrater sat sig fast hos mange almene amerikanske vælgere.

 

[Trump] er utrolig dygtig til at plante forestillinger og holdninger blandt sine støtter ved at slynge om sig med radikale usandheder eller grove anklager, som han senere modererer eller trækker tilbage
_______

 

Nogle gange kan man have ham mistænkt for at skabe en ny overskrift for at aflede opmærksomheden fra en anden redelighed. Man ender med ikke at kunne se skoven for bare træer. Trump og hans stab spinner konstant nyheder og begivenheder – gerne hjulpet på vej af en halv løgn eller en ukorrekt fremstilling af sandheden. Som den republikanske men stærkt Trump-kritiske senator Jeff Flake sagde om præsidentens første år i embedet: ”Det blev året, hvor Det Hvide Hus indskrev begrebet ’alternative fakta’ i den amerikanske ordbog som en undskyldning for det, der før i tiden var kendt som gode gammeldags usandheder”.

Skamløs selvtillid
En anden bemærkelsesværdig styrke hos matadoren fra Queens er hans skamløse tro på sig selv. De fleste af hans forgængere har talt med stor respekt om dilemmaerne og det enorme ansvar, der følger med præsidentposten. Det har gjort dem ydmyge. Dette lader ikke til at være sket for Trump, hvis enorme selvtillid har gjort ham i stand til at ignorere sine utilstrækkelige kvalifikationer for kompetent at bestride embedet. Han føler sig urørlig og handler derefter. Han håner venner som fjender, bluffer med atomkrig og tager æren for alt fra stigende beskæftigelse og forbedret økonomi (der begge begyndte under Obama) til størrelsen af fremmødet ved det årlige møde i Davos. Og på mange måder slipper han af sted med det meste. I en #MeToo-tid, hvor højtstående mænd falder på stribe for langt mindre forseelser, preller alt tilsyneladende af på præsidenten. Her tænkes både på hans udtalelser om ”pussy-grabbing”, der kom frem under valgkampen, til den seneste sag om pornoskuespillerinden Stormy Daniels, som Trump efter sigende havde et forhold til i 2006, mens hans (nuværende) kone Melania sad derhjemme med deres nyfødte søn. Han har sat barren så lavt, at folk ikke længere forurettes eller overraskes. Om end vi nok ikke har hørt det sidste i denne sag, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt opstandelse den seneste og tidligere utroskabshistorier har vakt blandt hans ellers konservative kernevælgere, der foretrækker at tro på Trumps forklaring om, at der er tale om heksejagt og fake news.

Det lader heller ikke til at gå Trump på, at han for længst har slået alle rekorder i antallet af udskiftninger i administrationen. Med de seneste afskedigelser – af bl.a. sikkerhedsrådgiver H.R McMaster og minister for krigsveteraner David Shulkin – er tæt på halvdelen af hans mest højtstående ansatte enten blevet presset ud, forflyttet eller har sagt op. I sammenligning havde Obama udskiftet 9 pct. efter det første år og Bush bare 6 pct. Trump fejer dog enhver antydning af kaos af vejen og siger, at han blot er i gang med at bygge det perfekte hold: ”Jeg kan vælge hvem som helst. For enhver stilling i Det Hvide Hus har jeg valget mellem de ti mest egnede personer. Alle vil arbejde her. Folk elsker Det Hvide Hus, fordi der er en energi, der sjældent er set før”.

Trumps indstilling til sit personale tyder på, at han er i gang med at skille sig af med de få, der var uenige med ham, for i stedet at omgive sig med loyalister, der taler ham efter munden og har nogenlunde samme verdenssyn som ham selv. Præsidenten er forfængelig og bryder sig ikke om at blive modsagt eller belært af sine ansatte. Med til historien om fyrede medarbejdere hører desuden, at Trump – der ellers gjorde sætningen ”You’re fired!” kendt i sit tv-show ”The Apprentice” – ikke har mod og manér til at afskedige sine rådgivere ansigt til ansigt. Tidligere udenrigsminister Rex Tillerson fandt ud af, at det var slut gennem et af præsidentens tweets, mens andre har fået beskeden leveret af stabschef John Kelly.

 

Trumps indstilling til sit personale tyder på, at han er i gang med at skille sig af med de få, der var uenige med ham, for i stedet at omgive sig med loyalister, der taler ham efter munden og har nogenlunde samme verdenssyn som ham selv
_______

 

Ikke bundet af ideologi
Trump tilhører ikke en særlig ideologi. Før han for alvor gik ind i politik, skiftede han parti ikke færre end syv gange. Han var i mange år også udtalt tilhænger af abort, gratis sundhedspleje og stramninger i våbenlovgivningen, indtil han ændrede mening på disse og andre områder, da han besluttede at stille op som republikansk præsidentkandidat.

Ikke desto mindre er Trump ikke en traditionel republikansk politiker. Han deler fx ikke partiets forkærlighed for frihandel eller mistænksomhed over for Rusland. Han har heller ikke problemer med gå imod etableret republikansk politik, når det er opportunt for ham. For nylig vækkede det opstandelse blandt republikanere og våbenlobbyister, da Trump i et tv-transmitteret møde efter den seneste skolemassakre i Florida udfordrede tilstedeværende kongresmedlemmer: ”Nogle af jer er rædselsslagne for NRA (den amerikanske våbenlobby-organisation, red.). I må ikke være rædselsslagne. De har stor magt over jer, de har mindre magt over mig”. Han gav også udtryk for støtte til stramninger, der går mod årtiers republikansk politik. Men allerede næste aften mødtes han med NRA’s ledere. Dermed blev det uklart, hvor han i virkeligheden står ift. dette kontroversielle spørgsmål, som ligger mange af hans vælgere på sinde.

Hvad der derimod står klart er, at Trump ikke ser noget problem i at løbe fra aftaler eller foretage impulsive kovendinger. Den fleksibilitet, om man vil, gør ham usædvanligt utilregnelig. Inden for to måneder er den amerikanske præsident gået fra hånlige tweets om Nordkoreas leder Kim Jong-un og trusler om at tilintetgøre hans land til at takke ja til at mødes med ham ansigt til ansigt; et møde, der vil være det første nogensinde mellem de to landes ledere. I lyset af Trumps temperament og omskiftelige sind kan han nå at skifte mening adskillige gange inden det planlagte møde i maj. Ikke desto mindre kan man ikke andet end at bifalde hans (foreløbige) villighed til at indgå i en dialog og dermed bryde med den vanlige republikanske modstand mod at mødes og forhandle med en erklæret fjende. Den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger beskrev det i et interview med New York Times: ”Præsidenten har sin helt egen stil, som nok ikke kan ændres i så sen en alder. Men den er også befordrende for at skabe muligheder som fx samtalen med Korea. Det er ikke noget, vi traditionalister umiddelbart ville have anbefalet”.

Dygtig politiker med store brister
Trump er altså ikke uden talenter. Han er en uortodoks og på sin egen måde dygtig politiker – i hvert fald når det kommer til de kvaliteter, der betyder noget i dag, ikke mindst evnen til at udfordre etablissementet og tiltrække sig opmærksomhed. Ved hjælp af slagkraftige budskaber og effektiv kommunikation formåede han at overbevise en stor nok del af den amerikanske befolkning om, at han var den rette til at lede landet. Nu, hvor han sidder på præsidentposten, navigerer han dagligt gennem skandaler, kritik og modvind uden at miste troen på sig selv og sin mission om at vende op og ned på, hvordan man fører politik i USA og resten af verden. Det har været debatteret, hvorvidt Trump overhovedet ønskede at blive præsident, eller om han mest stillede op som kandidat for at opnå endnu mere berømmelse og publicity til gavn for hans ego og forretningsimperium. Det kan sagtens være en del af forklaringen. Men nu, hvor han er blevet USA’s leder, kan det tænkes, at han håber og tror, at han vil gå over i historien som en, der ved at udfordre de gængse spilleregler, ideologier og normer for præsidentiel opførsel, formåede at udrette mirakler og gøre Amerika storslået igen, som hans valgslogan lovede.

 

Nu, hvor han sidder på præsidentposten, navigerer han dagligt gennem skandaler, kritik og modvind uden at miste troen på sig selv og sin mission om at vende op og ned på, hvordan man fører politik i USA og resten af verden
_______

 

Problemet er, at de fleste af Trumps styrker er forbundet med usle karaktertræk, der ikke er en præsident værdig. Hans mangel på principper og troværdighed, hans løgne og uhyrlige udtalelser om alt fra immigranter til kvinder og hans hæmningsløse opførsel og tro på sig selv er uheldige egenskaber for enhver leder. Det er særlig slemt, når det gælder lederen af klodens mægtigste land, hvis budskaber høres af milliarder af mennesker dagligt. Autoritære ledere – fra Filippinernes Duterte til Tyrkiets Erdogan – finder det pludselig nemmere at angribe kritiske medier og nedgøre modstandere. Hvor USA trods fejl og mangler længe har stået som en vital forsvarer af menneskerettigheder og demokratiske værdier, har man i Trump nu en amerikansk leder, der priser hårdhændet opførsel over for kritikere og opponenter. Hjemme i USA er antallet af hadforbrydelser steget drastisk, siden Trump først begyndte at ytre sig nedladende om mexicanere og andre mindretal. Han har vulgariseret debatten og legitimeret fjendtlighed og dårlig opførsel. Hvis en præsident opfordrer til vold ved politiske møder eller sviner pressen til, så er det vel i orden, kan man tænke.

Trumps knappe erfaring i politik er én ting, men hans manglende ydmyghed, respekt, interesse for historie og kendskab til basale demokratiske principper er muligvis et mere alvorligt problem. Han er kendt for kun at ville læse notater på højst én side, han kæmpede med at holde sig vågen, da han blev briefet om USA’s forfatning, og han er i det hele taget temmelig uvidende om, hvordan et demokrati fungerer. Præsidenten blev mere end børnefornærmet, da justitsminister Jeff Sessions, grundet en eventuel interessekonflikt, trak sig fra undersøgelsen om mulige forbindelser mellem Trumps valgkampagne og Rusland. Han var tydeligt af den overbevisning, at Sessions og hans ministerium tjente ham og ikke nationen. Trump skælder ud på dommere, miskrediterer efterretningstjenesterne og fører krig mod pressen, og man står som tilhører måbende tilbage med spørgsmålet: Er det en komplet manglende forståelse for eller et overlagt opgør med magtens tredeling og mediernes rolle i det amerikanske demokrati?

Præsident Trumps største problem er imidlertid nok, at han trods sin kæphøje fremtræden ikke nyder bred opbakning blandt amerikanerne. Hans popularitetsmålinger forbliver historisk lave, og det lader til, at det efterhånden kun er hans mest passionerede tilhængere, der synes, at han er ufejlbarlig. Hans bagland udgør stadig en anseelig portion af befolkningen men ikke nok til at få ham genvalgt, hvis tendensen med faldende popularitet fortsætter. Mange republikanske vælgere er trætte af præsidentens personlighed og utilregnelighed i forhold til partiets traditionelle mærkesager. Andre er måske begyndt at tvivle på, om Trump virkelig kommer til at levere på sine løfter fra valgkampen, som fx muren mod Mexico, flere ufaglærte jobs, skattelettelser til middel- og arbejderklassen og afskaffelsen af Obama-care.

Det må bekymre både Trump og partiet, at flere nylige suppleringsvalg gik til Demokraterne i distrikter, som præsidenten vandt med over 20 procentpoint i 2016. Et stigende antal republikanske politikere vil helst ikke associeres med den upopulære Trump og er i syv sind over, hvordan de skal positionere sig, når der er midtvejsvalg i november. Allerede nu er der blandt politiske observatører snak om, hvorvidt præsidenten vil blive udfordret af en eller flere kandidater fra sit eget parti, når der er præsidentvalg i 2020.

Noget af det interessante ved Trump – men også urovækkende – er, at det er svært at aflure, om han har nogen form for selvindsigt. Forfølges han nogensinde af tvivl om de store beslutninger, han står overfor, eller fyldes han af angst over følgerne af sine handlinger? At dømme ud fra hans opførsel lader det ikke til, at han ligger søvnløs om natten over, hvorvidt han magter den kolossale opgave, han er kommet på. Det er en styrke i sig selv at kende sine svagheder. Netop den kvalitet ejer Donald Trump tilsyneladende ikke. ■

 

Noget af det interessante ved Trump – men også urovækkende – er, at det er svært at aflure, om han har nogen form for selvindsigt
_______

 

Andreas Sugar (f.1970) arbejder som ’head of rapid response’ i ngo’en International Media Support. Han var ansat i FN fra 1997 til 2009, mestendels i afdelingen for fredsbevarende operationer. ILLUSTRATION: Trump taler til et vælgermøde i præsidentvalgkampen i 2016 [foto: Gage Skidmore/flickr]