Andreas Steenberg: Mon vores børn spørger, hvor store skattelettelser HK’eren fik, når millioner af kvinder og børn om 30 år flygter?

Andreas Steenberg: Mon vores børn spørger, hvor store skattelettelser HK’eren fik, når millioner af kvinder og børn om 30 år flygter?

09.02.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Andreas Steenberg

LAD MIG stille et spørgsmål: Når vores børn om 30 år oplever, at vandstanden er steget dramatisk, at hungersnød hærger i Afrika, og at 70-80 millioner kvinder og børn flygter, vil de så spørge: “Hvor store skattelettelser fik HK’eren i kroner og ører i 2018?” Det tror jeg ikke. Alligevel er det det første, vi læser om i regeringens skatteaftale.

Men hvad gør skatteaftalen for vores fællesskab? Og hvad gør den for vores børns fremtid? Ikke meget. Jeg blev skatteordfører, fordi jeg ser skat som det vigtigste instrument til at skabe forandring for vores børn. Det er gennem skatten, at vi kan løse miljø- og klimaudfordringerne. Det er derigennem, at vi kan finde flere hænder, så velfærden kan betales. Og det er gennem skatten, at vi kan skabe lighed. Skat er værdipolitik, og vi bør bruge skattepolitik til at løse reelle udfordringer. Vi bør alliere os med virkeligheden og bruge skattepolitik til at løse tre udfordringer.

FOR DET FØRSTE skal vi have sat turbo på den grønne omstilling. Meget få danskere køber elbiler, og der røg milliarder fra vindmøllebranchen, efter regeringen fjernede PSO-systemet. Det er katastrofalt. For allerede i dag ved vi, at millioner af kvinder og børn – ja langt de fleste – flygter på grund af hungersnød og andre klimakatastrofer. Hvis vi står i stampe, vil flere millioner vil flygte i fremtiden. For at undgå det kunne vi fx lægge en afgift på flytransport, som man kender det fra Norge. Vi kunne fjerne afgifter på elbiler. Vi kunne gøre offentlig transport grønnere.

 

Skat er værdipolitik, og vi bør bruge skattepolitik til at løse reelle udfordringer
_______

 

FOR DET ANDET skal vi have flere danskere i sving. Det største problem i dansk økonomi er, at vi mangler mennesker. Mange SOSU-stillinger kan ikke besættes, og om syv år vil vi mangle 7.000 pædagoger. I den private sektor – fx hotelbranchen og landbruget – skriger man på arbejdskraft. Selvom ambitionen var at øge arbejdsudbuddet med 60.000, giver regeringen og DF’s skatteaftale ganske få hænder.

FOR DET TREDJE skal vi skabe vækst i Danmark. Jo flere penge vi tjener, jo bedre råd får vi til vores velfærd. I Radikale Venstre sætter vi altid ungdommen først. Det koster, men vi ønsker at annullere regeringens besparelser på gymnasier, erhvervsakademier og videregående uddannelser. Vi vil investere et vanvittigt beløb i al slags uddannelse. Og vi vil hyre en hær af pædagoger, fordi de første 1.000 dage er skæbnesvangre for børn.

Én ting ved skatteaftalen vil jeg gerne rose. Det ser fornuftigt ud, når regeringen giver større fradrag, hvis du sparer op til pension. Pensionsselskaberne er tilfredse, og det kan tilsyneladende nu betale sig for godt alle danskere at spare op.

MEN OVERORDNET set er regeringens skatteaftale meget fjernt fra vores børn. At pengene til skattelettelser er hentet gennem fattigdomsydelserne fra jobreform fase 1, er deprimerende. Kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen betyder, at børn bliver sendt i børnehave uden flyverdragt og madkasse. Det er svært at bære. Vi har forsømt at skabe en tryggere fremtid for vores børn, og vi har endnu en gang forsømt chancen for at bruge skattepolitikken som værdipolitik. ■

 

At pengene til skattelettelser er hentet gennem fattigdomsydelserne fra jobreform fase 1, er deprimerende
_______

 

Andreas Steenberg (f. 1983) er medlem af Folketinget og skatteordfører for Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Regeringen og DF præsenterer deres nye skatteaftale, februar 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]