Uddannelsessystemet skal skabe frihed, myndighed og menneskelighed. Ikke et økonomisk afkastKommentar af Jens Philip Yazdani

Uddannelsessystemet skal skabe frihed, myndighed og menneskelighed. Ikke et økonomisk afkast
Kommentar af Jens Philip Yazdani

08.08.2017


Idéen om (ud)dannelse som vejen til den enkeltes frihed, myndighed og endda menneskelighed er for længst fortrængt. Ligesom idéen om uddannelse som et fælles gode for det oplyste og demokratiske samfund er udfordret.

Kommentar af Jens Philip Yazdani

Hvor stort et afkast giver sundhedsvæsenet? Hvor mange penge tjener staten pr. helbredt patient? Er operationerne egentligt pengene værd?

Lyder spørgsmålene absurde? Så erstat ’sundhedsvæsnet’ med ’uddannelsessystemet’ og pludselig får de en genkendelig klang. For i debatten om uddannelsessystemet er de ovenstående, økonomisk-begrundede spørgsmål nemlig vante gengangere, der konstant spøger. Her gøres værdien af uddannelse nemlig op i kroner og øre, i cool cash – og alene dét. Idéen om (ud)dannelse som vejen til den enkeltes frihed, myndighed og endda menneskelighed er for længst fortrængt. Ligesom idéen om uddannelse som et fælles gode for det oplyste og demokratiske samfund er udfordret.

 

Idéen om (ud)dannelse som vejen til den enkeltes frihed, myndighed og endda menneskelighed er for længst fortrængt. Ligesom idéen om uddannelse som et fælles gode for det oplyste og demokratiske samfund er udfordret
_______

 

Det skal vi have forandret. Uddannelse skal ses som et mål i sig selv. Og med egne iboende mål. Uddannelse skal ikke ses som et middel for statens finanser, et middel til at skabe en veluddannet og jobparat arbejdsstyrke. Deres værdi består i at danne mennesker og demokratiske borgere – det er det, der er både deres formål og berettigelse.

I sundhedsvæsenet er det iboende formål at helbrede mennesker. Det vil ingen anfægte. I uddannelsessystemet er det iboende formål at (ud)danne mennesker. Det elsker vi at anfægte. Vi elsker at diskutere, om vi uddanner ’for mange’ – akademikere, humanister, gymnasiaster – og om der er arbejde på den anden side. Om vores investering har et (tilstrækkeligt) afkast.

Vi anser uddannelse som en økonomisk investering, der skal have et økonomisk afkast. Men hvorfor? Vi anser jo ikke sundhedsvæsnet som en unødvendig udgift, vi kan spare væk, blot fordi det ikke genererer et overskud. Vi vurderer nemlig sundhedsvæsenet på dets egne præmisser. På om det opfylder sit eget, iboende formål. At helbrede mennesker. Med uddannelse har vi først flyttet vurderingsgrundlaget, væk fra uddannelsens iboende formål og over til de politisk påtvungne målsætninger. Og dernæst har vi på baggrund af denne fejlagtige vurdering ændret selve uddannelsessystemet, så det bedre har kunnet opfylde de mål, som aldrig har været dets egne. Derfor er uddannelsen i dag en investering – som faktisk giver et (stort) økonomisk afkast, hvilket en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd cementerer.
En gennemsnitlig akademiker giver fx staten et afkast på næsten 15 mio. kroner henover et liv. Selv de udskældte humanister giver et overskud på 7,4 mio. kroner, mens en erhvervsfagligt uddannet person skaber et overskud på 4 mio. Det kan være svært at se, hvor problemet er. Medmindre uddannelsessystemet blot bliver set som værende et middel til profitmaksimering. For uanset hvilken uddannelse, man vælger at læse, så er det en økonomisk rentabel forretning.

 

Det kan være svært at se, hvor problemet er. Medmindre uddannelsessystemet blot bliver set som værende et middel til profitmaksimering. For uanset hvilken uddannelse, man vælger at læse, så er det en økonomisk rentabel forretning
_______

 

Men det burde ikke være succeskriteriet. Uddannelse måtte for så vidt gerne være give økonomisk underskud. For formålet er ikke at generere overskud, men at (ud)danne mennesker. På samme måde stiller vi ikke spørgsmålstegn ved, at sundhedsvæsenet er en underskudsforretning, for dets formål er heller ikke at generere overskud, men derimod at helbrede mennesker.

Måske burde vi begynde at efterstræbe – om end ikke et underskud – så, at gå i nul. I dag bruger vi nemlig færre penge pr. elev og studerende, end vi gjorde for 10 år siden. Og det går alt andet lige udover kvaliteten. Så alt imens, uddannelserne genererer et overskud, sparer man yderligere på dem. Hvorfor bruger vi i stedet ikke lidt af det overskud, som uddannelserne skaber, på at sikre, at de i det mindste fortsat er godt finansieret godt – og at kvaliteten er høj?

 

Hvorfor bruger vi i stedet ikke lidt af det overskud, som uddannelserne skaber, på at sikre, at de i det mindste fortsat er godt finansieret godt – og at kvaliteten er høj?
_______

 

Det skyldes måske, at to forskellige grundsyn mødes i debatten om uddannelse. Nogle ser uddannelser som samfundsinstitutioner, der virker for samfundet, mens andre ser dem som uddannelsesinstitutioner, der ’blot’ virker for sig selv. Og her er samfundets – og ikke mindst politikernes – anskuelse i dag, at uddannelserne er samfundsinstitutioner, som er underlagt politikerne og kan bruges som midler til at opnå politiske mål. Det manifesterer sig i krav om større økonomisk afkast – og i konkrete justeringer: Flere naturfag! Færre studieretninger! Flere håndværkere! Mere effektivisering! Krav, der reelt har et politisk mål.

Det er forfejlet. Uddannelserne er selvfølgelig også samfundsinstitutioner – de er bare ikke alene det. Dén skævvridning skal vi have gjort op med, så uddannelserne igen kan få lov til at virke på deres egne præmisser og med deres egne formål. De bør ses som institutioner, hvis formål ene og alene er (ud)dannelse. Og hvis formål og opgave ikke bare kan gradbøjes eller ændres af politikere alt afhængigt af, hvilken vej vinden blæser, eller hvilken vej konjekturerne svinger. Uddannelse har en berettigelse i sig selv og på sine egne præmisser, som skal gives mere plads i den offentlige debat – og i de politiske beslutninger.

 

[Uddannelser] bør ses som institutioner, hvis formål ene og alene er (ud)dannelse. Og hvis formål og opgave ikke bare kan gradbøjes eller ændres af politikere alt afhængigt af, hvilken vej vinden blæser, eller hvilken vej konjekturerne svinger
_______

 

Jens Philip Yazdani (f. 1998) er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. ILLUSTRATION: Jens Philip Yazdani [privatfoto]