“Trump er ved at genopbygge den sunni-muslimske, arabiske alliance, som herskede under George W. Bush” – Lars Erslev Andersen

“Trump er ved at genopbygge den sunni-muslimske, arabiske alliance, som herskede under George W. Bush” – Lars Erslev Andersen

07.04.2017


“Det amerikanske angreb er et udtryk for en tilbagevenden til en mere klar Mellemøsten-politik, som var etableret fra 2006 og frem under Bush, og som blev sprængt af det arabiske forår og Barack Obama.” Interview med Lars Erslev Andersen, seniorforsker, DIIS.

Interview af Raurel Adams

RÆSON: Skal den seneste offensiv i Syrien ses som en reel eskalering af konflikten, eller et isoleret angreb?
Efter min bedste overbevisning så er det en markering fra amerikansk side af, at der er grænser for hvad man vil acceptere at Rusland foretager sig i Syrien. Det var jo fra amerikansk side allerede fremme i FNs sikkerhedsråds diskussion, at man ville have Rusland til at påvirke Bashar Al Assad til at lade være med at bruge kemiske våben. Det er den klare markering, at USA sådan set sætter en stopper for det frie spil som Rusland har haft sammen med Assad i Syrien. Jeg tror ikke, det vi ser er optakten til at USA vil gå mere offensivt ind i Syrien. Jeg tror mere det er et led i det diplomatiske spil, hvor USA har været frosset helt ude. Nu melder de sig ind igen, og siger, at her er der en grænse der ikke skal overskrides, og det vil vi reagere på.

RÆSON: Er det her et opgør med Obamas udenrigspolitiske linje?
Ja, det tror jeg, det er i den forstand, at USA ikke vil tillade at Rusland har frit spil. Det var jo egentlig konsekvensen af den Syrien-politik som Obama havde i de senere år. Jeg tror også, det er udtryk for en mere klar amerikansk Mellemøsten-politik som er ved at aftegne sig, og som i høj grad ligner den der var i George W. Bushs anden periode. Vi har set nogle klare meldinger fra Trump-regeringen, hvor man nærmer sig Egypten, Jordan, Saudi Arabien, golfstaterne og selvfølgelig Israel. Det er den sunni-muslimske, arabiske alliance – sammen med Israel – som var etableret fra 2006 og frem under Bush, og som blev sprængt af det arabiske forår. Det ligner, at Trump-regeringen går tilbage til den politik, vi kender derfra. Det vil sige at man vil køre en klar konfrontativ linje, der skal inddæmme Iran og som forsøger at klinke sårene i alliancen efter det arabiske forår.

RÆSON: Hvor bred opbakning er der til den nye amerikanske offensiv, og hvor kommer den fra?
Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men det man kan hæfte sig ved, er, at den militære operation som USA gennemførte mod den syriske luftbase, er blevet hilst velkommen i den arabiske golf og i Ankara, så jeg tror den har en bred opbakning. Ikke nødvendigvis fordi man kan se en ny stor vision, men fordi det har været forstemmende at Rusland og Assad har kunne svinge taktstokken i Syrien. At man markerer, at der bliver sat grænser for dem, tror jeg der er stor opbakning til i det arabiske Mellemøsten, såvel som fra de vestlige allierede.

 

Man skal heller ikke glemme det, der er gået forud for denne markering, nemlig Trumps møder med Egyptens præsident, Saudi Arabiens kronprins og andre, for det passer ind i billedet om, at Trump-regeringen er ved at tilrettelægge en mere robust Mellemøsten-politik.
_______

 

RÆSON: Hvordan tror du aktionen modtages i forhold til den indenrigspolitiske situation i USA?
Umiddelbart er det vanskeligt at svare på, da aktionen kommer relativt abrupt, men jeg tror egentlig det kan samle en bredere opbakning, både blandt republikanerne – men også i de demokratiske rækker. Jeg tror, at man i USA har været noget ked af den manglende amerikanske indsats i Mellemøsten, som mange – fra begge fløje – har kritiseret Obama for. Man skal heller ikke glemme det, der er gået forud for denne markering, nemlig Trumps møder med Egyptens præsident, Saudi Arabiens kronprins og andre, for det passer ind i billedet om, at Trump-regeringen er ved at tilrettelægge en mere robust Mellemøsten-politik.

RÆSON: Hvad kan man udlede af USA’s interesser på baggrund af de forgange forhandlinger med statsoverhoveder i Mellemøsten og den militære aktion der var i går?
Nøglen til det her er at forstå de amerikanske interesser, og det er i de amerikanske interesser at arbejde sammen med Israel og de arabiske golfstater i Mellemøsten. Det har Trump-regeringen ikke rigtig kunne se i starten, men det er jo det de spiller ud med nu. De gamle alliancer, som var ved at blive kasseret, er med andre ord i gang med at blive fuldt ud genetableret. Et rigtig godt eksempel er Egypten, hvis alliance til USA blev sat gevaldigt over styr under Obama, på grund af hans position i det arabiske oprør og det som vi kalder militærkuppet. De har i kølvandet på Obamas position efterfølgende bakket op om Assad og Rusland i Syrien, men mødet mellem med al-Sisi (Egyptens præsident, red.) og Trump, bekræftede jo, at man havde en række fælles interesser i Mellemøsten. Jeg tror, det er i Egyptens interesse at have et godt forhold til USA, og det vil det blive ved med at være. Hvis Trump ønsker at reparere forholdet til Egypten, tror jeg bestemt de vil være glade for det, og følge ham langt henad vejen.

RÆSON: Præsident Putin kalder de amerikanske angreb på Syrien en aggression mod den suveræne stat i strid med folkerettens normer – hvor meget sandhed er der i det?
Det er jo den russiske fortolkning af de seneste hændelser, og grunden til at de jo angriber alle oppositionsstyrker i Syrien, da de siger enhver opposition er et angreb mod det legitime styre, og derfor er at betragte som terrorisme. Derfor er der ikke noget overraskende i den udmelding – men samtidig er der ingen tvivl om, at det her er et unilateralt angreb på et andet land, og det er for så vidt ikke legitimeret af den amerikanske kongres, men kommer på direkte ordre fra præsident Trump selv.

RÆSON: Putin har tillige suspenderet aftalen med USA om at koordinere flytrafikken over Syrien. Hvilke konsekvenser får det for konflikten, og bør vi forvente andre reaktioner fra Rusland?
Det er klart, at suspensionen af den koordinering der har været, kommer fordi Rusland havde den opfattelse, at man havde en aftale om hvordan situationen skulle tackles i Syrien. Med det angreb der kom i nat, så har man ikke den aftale længere. Hvad det får af konsekvenser ”på jorden” er svært at sige – men jeg tror ikke det er udtryk for et stort vendepunkt i konflikten i Syrien. Det er til gengæld udtryk for, at USA og Rusland står konfrontativt over for hinanden i forhold til hvordan konflikten skal tackles.

Derudover har Rusland jo tilkendegivet at de vil indkalde FNs Sikkerhedsråd til en drøftelse af situationen, og jeg er sikker på, at Rusland gerne vil have at angrebet bliver fordømt. Det kommer de jo nok ikke så langt med, eftersom landene har vetoret. Det næste der sker er, at de får en ganske alvorlig samtale når Rex Tillerson (USA’s udenrigsminister, red.) kommer på besøg i Moskva næste uge. Det første punkt bliver jo helt sikkert i forhold til Syrien.

RÆSON: Hvad har Rusland at trække på i forhold til det møde, og de kommende forhandlinger?
Ruslands linje ligger jo klar, hvilket den har gjort i lang tid, hvor man for det første bakker op om Assad og hans suveræne kontrol i Syrien. Hvad der derefter skal ske, er ifølge Rusland helt op til syrerne selv. Det er den linje som Tillerson egentlig støttede i en erklæring sidste uge – om end det forlyder, at han er ved at flytte sig på det område. Samtidig kan jeg ikke forestille mig, at Rusland vil ændre sin politik, så det er muligt at man får lavet en aftale om, at Rusland mere aktivt vil bremse Assad i at lave det man opfatter som krigsforbrydelser.

RÆSON: Har Rusland forregnet sig angående Trumps villighed til at intervenere i Syrien?
Jeg tror, det har været Ruslands opfattelse, da Trump blev valgt, at de ville få en amerikansk præsident, der ville være mere lydhør over for den fortolkning som Rusland har lagt ned over Syrien, og at Trump i højere grad ville fokusere på samarbejdet om at bekæmpe Islamisk Stat, og i øvrigt lade det syriske spørgsmål være op til Rusland. Det har de fået et klart signal om ikke er tilfældet, og derfor er der en ny situation som Rusland må tage stilling til. De fik i hvert fald ikke den samarbejdspartner, de havde troet de fik med valget af Trump.

 

Det har været Ruslands opfattelse, at de ville få en amerikansk præsident, der ville være mere lydhør over for den fortolkning som Rusland har lagt ned over Syrien, og at Trump i højere grad ville fokusere på samarbejdet om at bekæmpe Islamisk Stat. Det har de fået et klart signal om ikke er tilfældet.
_______

 

RÆSON: For under en måned siden talte mange om en løsning i Syrien, hvor Assad muligvis kunne blive på magten – hvor realistisk er det scenarie i dag?
Vi har set udmeldinger om, at angrebet på flybasen ikke har været en ændring i den amerikanske politik, men senest har Fox News citeret den amerikanske udenrigsminister for at ville samle en alliance til at fjerne al-Assad. Så vi har egentlig ikke set en ny og klar strategi for Syrien. Hvorvidt Assad kan blive siddende er helt afhængigt af hvad Rusland kan formå at få ham til. Hvis Washington kan få beviser for, at Rusland meget bedre kan kontrollere Assad mht. krigsførelse, vil de måske være mere fleksible på spørgsmålet om Assads mulighed for at sidde på en overgangsregering. I første omgang handler det om at få Rusland til at acceptere de amerikanske grænser for, hvad Assad kan tillade sig at gøre i Syrien.

RÆSON: Hvilken betydning har de seneste hændelser haft for kampen mod Islamisk Stat?
Problemet er, at man har haft en generel konsensus om at Islamisk Stat skulle bekæmpes, men at man har haft kolossalt modstridende interesser i forhold til hvad der bør ske efterfølgende i både Syrien og Irak. Jeg tror, kompleksiteten af kampen mod Islamisk Stat bliver anderledes. Angrebet i nat har både sin støtter og sine kritikere. De største kritikere er jo Rusland og Iran, hvor Iran samtidig bekæmper Islamisk Stat sammen med USA i Irak. Derfor er det rigtigt, at det kan betyde, det bliver vanskeligere at koordinere kampen mod Islamisk Stat, også med hensyn til den irakiske regering, som jo også har støttet op om Assad i Syrien. Derfor er det klart, at det kan risikere at få konsekvenser, hvis aktionen eskalerer – men konsekvenserne får vi nok først at se om nogle dage. Det vigtigste at notere er, at der er blevet trukket en klar streg i sandet fra amerikansk side, der viser hvortil grænsen går for, hvad Assad og Rusland kan tillade sig at gøre i Syrien.

ILLUSTRATION: Donald Trump møder den egyptiske præsident, 3. april 3, 2017 (foto: Ron Sachs/photoshot/ritzau)