Troels Dam Christensen: Større dansk klimalederskab efterlyses, her er tre ønsker til regeringen

Troels Dam Christensen: Større dansk klimalederskab efterlyses, her er tre ønsker til regeringen

15.03.2017


Med hastigt accelererende klimaændringer og Trump i USA er der i den grad brug for større klimalederskab fra EU. Men EU er hæmmet af intern uenighed og for lave klimamål. Derfor må Danmark spille en langt mere klimaaktivistisk rolle, og arbejde målrettet for et større klimalederskab fra EU’s side.

Kommentar af Troels Dam Christensen

Der er en god, en ond og en grusom virkelighed for den internationale klimaindsats i disse år.

DEN GODE er, at vi med Paris-aftalen fra 2015 nu endelig, efter mange års kamp, har en global klimaaftale. En aftale der samler næsten alle verdens lande og indeholder et skærpet mål om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og tilstræbe maksimalt 1,5 grads temperaturstigning i forhold til det før-industrielle niveau.

Det skærpede temperaturmål i Paris-aftalen er vigtigt. Tidligere talte man i klimaforhandlingerne mest om at holde den globale temperaturstigning på maximalt 2 grader i forhold til før-industrielt niveau. Men klimavidenskaben peger på, at selv ved 2 grader vil vi sandsynligvis se alvorlige havstandsstigningen, isafsmeltning ved polerne, tørker, storme og kraftige vejrændringer. Ændringer, der især vil være ødelæggende for de fattigste og mest sårbare befolkninger i verden. Små, lavtliggende ø-stater kan ikke regne med at undgå oversvømmelse og dermed udslettelse ved 2 grader, og tørkeplagede lande i Afrika kan se frem til en alvorlige forværringer med ørkendannelse og lavere fødevareproduktion. Derfor kæmpede de sårbare og fattige lande i Paris for et lavede temperaturmål i den nye aftale, der bedre sikrer deres fremtid, og fik det.

DEN ONDE VIRKELIGHED er, at de nationale klimaplaner, som verdens lande har meldt ind under Paris-aftalen, i dag er langt under det, der er nødvendigt for at nå temperaturmålene i klimaaftalen. Med de planer flugter udviklingen ifølge UNDP nærmere med en temperaturstigning på mellem 3 og 3,5 grader ved udgangen af århundrede, hvilket vil være katastrofalt for vores fælles liv på kloden. For så høje temperaturstigninger vil sandsynligvis føre til en uoverskuelig situation globalt, med stor risiko for selvforstærkende klimaeffekter, som for eksempel en ødelæggelse af verdens største regnskov Amazonas på grund af tørke og skovbrande.

Der er derfor brug for, at landene øger deres klimamål og ambitionsniveau. Og det haster alvorligt. For med den nuværende udvikling i det globale drivhusgasudslip er vi hastigt på vej mod at have låst os fast på en udvikling, der overstiger de aftalte temperaturmål i Paris-aftalen. 2016 blev for tredje år i træk det varmeste år nogensinde målt – med en global temperaturstigning der allerede nu overstiger 1 grad i forhold til det før-industrielle niveau!

DEN GRUSOMME NYHED er, at vi på et tidspunkt, hvor det i den grad haster med at øge den globale klimaindsats, får en præsident som Trump i USA. Det er et postfaktuelt paradoks, at samtidigt med, at tegnene på faretruende klimaændringer bliver tydeligere og tydeligere, vælger den amerikanske befolkning en præsident, der vil genetablere den amerikanske kulindustri, øge produktionen af fossile brændsler, svække klimaindsatsen og måske trække USA ud af Paris-klimaaftalen.

Trump kan sandsynligvis ikke standse udviklingen i den globale klimaindsats. Der er allerede skabt momentum internationalt, og selv hjemme i USA er der mange andre aktører som byer, delstater og store virksomheder, der vil en anden vej. Men han kan forsinke og forhindre den øgede indsats, der som nævnt, er akut brug for de kommende år, og det er alvorligt nok. Internationalt har USA’s klimadiplomatiske indsats været afgørende for, at det lykkedes at lande Paris-aftalen. Det var i høj grad den amerikanske indsats for at etablere en alliance mellem Kina og USA, der betød, at vi fik klimaaftalen. Og selv hvis Trump ikke ender med at trække USA ud af klimaaftalen, kan et modvilligt USA under Trump, gøre det svært at holde tempoet i den internationale klimaindsats tilstrækkeligt højt.

 

EU har længe været en selvudråbt klimaleder, og ser man historisk på det, er det rigtigt, at EU har spillet en vigtig og relativt progressiv rolle. Desværre har EU i høj grad tabt pusten de seneste år.
_______

 

Manglende klimalederskab fra EU
Hvis USA ikke længere vil spille en ledende rolle i den global klimaindsats, hvem vil så? EU har længe været en selvudråbt klimaleder, og ser man historisk på det, er det rigtigt, at EU har spillet en vigtig og relativt progressiv rolle. Desværre har EU i høj grad tabt pusten de seneste år. Intern uenighed med meget spillerum til klimafodslæbende lande som Polen, og andre dagsordener som flygtningekrise og Brexit, har svækket EU’s evne til at blive enig om en tilstrækkelig ledende indsats.

EU har et mål om 40 procents reduktion i drivhusgasudslippet i 2030 og et langsigtet klimamål på 80-95 procents reduktion i 2050. Men hverken 2030- eller 2050-målet er blevet revideret efter Paris-aftalen og dens nye skærpede temperaturmål. EU fortsætter altså med et klimamål fra før Paris-aftalen, selv om det er åbenlyst, at alle lande må skærpe deres klimamål, hvis Paris-aftalen temperaturmål skal kunne overholdes.

Netop fordi det er klart, at landenes nuværende klimaplaner ikke er tilstrækkelige, er det i Paris-aftalen aftalt, at landene løbende skal øge deres klimamål og den første mulighed for at gøre det, er ifølge aftalen i 2018 på klimatopmødet COP24. Men det kræver en målrettet indsats at gøre landene klar til det i tide, og EU har ind til nu ikke vist den store entusiasme for at sikre, at 2018 mødet bliver et sådant afgørende øjeblik.

På COP22 i Marokko i november arbejdede EU således ikke for den nødvendige klare proces frem mod en hurtig øgning af landenes klimamål i 2018 – tværtimod. Sikkert fordi, det ville udfordre det nuværende EU klimamål for 2030 og kræve, at EU ser på en revision af det nu, og det slagsmål orker EU toppen ikke at tage i øjeblikket.

Tværtimod er EU i fuld gang med at føre konkret politik med udgangspunkt i de for lave klimamål fra før Paris-aftalen. Den 30. november kom EU Kommissionen med en større ”vinterpakke” med otte lovforslag og to meddelelser om gennemførelsen af indsatsen indenfor vedvarende energi, energieffektivisering og en række andre energispørgsmål. Det er godt og nødvendigt, at EU landene samarbejder mere om energiforsyningen – det er blandt andet en forudsætning for mere vedvarende energi. Men målene i vinterpakken på vedvarende energi og energieffektivisering er lagt, så de flugter med det nuværende mål om 40 procent reduktions i klimaudslippet i 2030, og er derfor for lave til, at EU lever op til Paris-aftalen. Derved låses den konkrete klima- og energiindsats i EU nu fast på mål, der gør det meget sværere at hæve EU’s samlede drivhusgasmål, som nødvendigt under Paris-aftalen.

Brug for mere klimaktivistisk Danmark
Hvis EU’s utilstrækkelige klimaindsats både hjemme og i de internationale forhandlinger skal ændres, kræver det, at flere medlemslande arbejder hårdt for, at det sker. Med de nuværende politiske vinde i EU med Brexit og øget nationalisme, skal man ikke forvente det store lederskab fra EU Kommissionen, med mindre medlemslandene kræver det.

 

Danmark må spille en langt mere aktiv og progressiv rolle i de internationale klimaforhandlinger. Tidligere har Danmark spillet en sådan rolle, men over de seneste år er det danske forhandlerteam blevet decimeret og den politiske investering været begrænset.
_______

 

Danmark er et af de lande i EU, der får mest ud af en ambitiøs klimaomstilling, da vores erhvervsliv er godt gearet til at sælge løsninger på klimaudfordringen. Alligevel har Danmark i de seneste år haft mere fokus på selv at undgå at blive pålagt ambitiøse klimamål i forbindelse med EU’s ”byrdefordeling”, end på at kæmpe for højere samlede EU mål. Det gælder blandt andet i forhandlingerne om, hvor meget af EU’s samlede klimamål på landbrug og transport Danmark skal påtage sig. Her har den danske position mere handlet om at slippe for et højt mål, end om hvordan vi sikrer en tilstrækkelig stærk samlet indsats fra EU’s side.

Samtidigt lægger Danmark sig for tiden i de internationale klimaforhandlinger mest på en ikke særlig ambitiøs EU linje, frem for aktivt at investere kræfter i at trække forhandlingerne og herunder EU i en mere ambitiøs retning, blandt andet sammen med de progressive udviklingslande.

Konkret er der brug for, at Danmark gør en større indsats på mindst tre områder, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen og gøre den nødvendige indsats for klimaet.

FOR DET FØRSTE må Danmark spille en mere aktiv rolle i EU for at få fællesskabet til at yde en mere ambitiøs klimaindsats. EU’s egne klimamål er som nævnt for lave og ikke revideret, så de følger Paris-aftalen. Danmark må investere langt mere politisk kapital og diplomati i at skabe en alliance af progressive lande i EU, der kan presse EU Kommissionen og resten af EU, til at revidere de nuværende EU mål, så de følger Paris-aftalen. Og det må ske hurtigt, så det fremmer den nødvendige globale proces for at få alle verdens lande til at hæve deres klimamål indenfor de næste få år.

FOR DET ANDET må Danmark selv spille en langt mere aktiv og progressiv rolle i de internationale klimaforhandlinger. Tidligere har Danmark spillet en sådan rolle, men over de seneste år er det danske forhandlerteam blevet decimeret og den politiske investering været begrænset. Det er brug for en mere aktivistisk og målrettet tilgang fra dansk side. Blandt andet må Danmark yde en prioriteret indsats for at skabe alliancer med de sårbare og progressive udviklingslande, der vil mere. Danmark må samtidigt insistere på, at EU påtager sig det nødvendige globale klimalederskab, nu da Trump sidder ved magten i USA.

FOR DET TREDJE må vi i Danmark revidere vores hjemlige klimamål, så de bliver bedre i overensstemmelse med Paris-aftalens skærpede temperaturmål. Hvis vi skal have nogen chance for at nå disse mål, tyder alt på, at et rigt land som Danmark må fremrykke det tidspunkt, hvor vi har bragt vores drivhusgasudslip tæt på nul. Det danske mål for det er nu i 2050, men dette mål må fremrykkes til 2040, hvor vi samtidigt må være på 100 procent vedvarende energi. Det betyder samtidigt, at det danske klimagasudslip må være reduceret med mindst 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og et mål om vedvarende energi samme år også må være mindst 70 procent.

Den nuværende regering meldte i regeringsgrundlaget ud med et mål på 50 procents vedvarende energi i 2030. Det er godt med et mål, men 50 procent er for lavt i forhold til Paris-aftalen, og betyder i øvrigt også en alvorlig opbremsning i forhold til den nuværende udbygningstakt. Samtidigt har regeringen nu meldt, at vi alligevel ikke får et mål for det danske klimagasudslip i 2030, som det ellers blev aftalt politisk sidste år. Det er nødvendigt, at regeringen og folketinget nu ændrer denne beslutning og sætter de højere klimamål, som Paris-aftalen foreskriver.

Der er altså i høj grad brug for en mere klimaktivistisk linje fra Danmark og EU’s side, hvis det skal lykkes, at nå Paris-aftalens mål. Med Trump i USA og et klima der snart vil være låst fast på den forkerte vej, er et sådant lederskab afgørende, hvis det skal lykkes at bremse klimaændringerne i tide.

Troels Dam Christensen (f. 1963) er sekretariatsleder i 92-gruppen, et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der arbejder for global bæredygtig udvikling. www.92grp.dk