Thatchers arv lever, men May forstår den ikkeKommentar af Andreas Bach Mortensen

Thatchers arv lever, men May forstår den ikke
Kommentar af Andreas Bach Mortensen

05.10.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

En af de allerførste gange, Theresa May for alvor gjorde sig bemærket, var i 2002 ved toryernes årlige partikonference. Her advarede hun mod, at briterne opfattede de konservative som et ”nasty” parti, der var fløjtende ligeglade med almindelige mennesker. Med sit misforståede forsøg på at gøre de konservative mindre nasty og mere progressive risikerer May i stedet at gå over i historien som den leder, der kappede forbindelsen til partiets ideologi.

Kommentar af Andreas Bach Mortensen

I ÅR BLEV konferencen afholdt i Manchester over fire dage, og onsdag skulle premierministeren så tale til sine partifæller. Konferencen i almindelighed og Mays tale i særdeleshed var en kærkommen mulighed for at banke lidt gejst ind i partifællerne. Det var nu, hvor de konservative synes splittede i atomer, at May skulle samle. Det var nu, hvor hendes Brexit-forhandlinger ser svære ud, at hun skulle begejstre. Men at se May på talerstolen var nærmest pinagtigt. Hun blev afbrudt af en komiker og havde fået så dårlig hals, at hun helt måtte stoppe med at tale flere gange.

Hun hverken samlede eller begejstrede. Og lige præcis den opgave virker nærmest uoverkommelig for May. Men nogle gange findes simple løsninger på selv de mest indviklede problemer. Og måske er løsningen for May lige foran hende. Siden May blev premierminister, har hun i taktfaste skridt bevæget sig væk fra sit partis rødder. Meget af det arvegods, som Thatcher oparbejdede, har hun smidt på møddingen.

 

Siden May blev premierminister, har hun i taktfaste skridt bevæget sig væk fra sit partis rødder. Meget af det arvegods, som Thatcher oparbejdede, har hun smidt på møddingen
_______

 

THATCHER BLEV PREMIERMINISTER i 1979. Hendes forgænger på formandsposten var Edward Heath. Han var keynesianer og midtersøgende. Thatcher derimod kom fra en lille kerne i sit parti, som frasagde sig alle former for kollektivisme. De tog udgangspunkt i individet og familien. De ville rulle staten tilbage til en minimalstat.

Da ”Thatcheritterne” udgjorde et mindretal, troede de færreste nok, at hun ville overleve særligt længe. Men de tog grueligt fejl. For alt ændrede sig fra år 1979. Med en god portion økonomisk liberalisme og national ukuelighed i bl.a. Falklandskrigen pumpede Jernlady’en nyt blod i John Bulls forkalkede årer. Nu skulle inflationen under kontrol, de offentlige monopoler privatiseres, fagforeningerne stækkes, indkomstskatten skrumpe, flid belønnes og de finansielle markeder sættes fri. Og da 364 højtprofilerede økonomer i 1981 advarede mod Thatchers økonomiske politik, fortsatte hun alligevel ufortrødent.

Intellektuelt havde hun en kolossal indflydelse på sine efterfølgere. Derfor kunne Thatcher også selvtilfreds konstatere, at Tony Blair og New Labour var hendes største politiske bedrift. Hun havde tvunget hendes modstandere til at ændre grundholdning. Hun havde defineret en ny ligevægt i den økonomiske politik, som alle nu måtte navigere efter. Hendes sejr var total.

Spørgsmålet er bare, om Thatcher – 38 år efter – endeligt også har sejret ad helvede til? Hvis man følger Thatchers nuværende efterfølger, kunne man nemt få denne anelse.

DA THERESA MAY flyttede ind i Downing Street 10 for lidt over et år siden, var det med en klar afstandtagen til Camerons økonomiske politik. May fortalte, hvordan kapitalismen i hendes øjne var blevet uretfærdig. At målet om balance i de offentlige finanser, som Cameron havde forfulgt med stor ihærdighed, alligevel ikke var så vigtigt. At cheflønninger var uforholdsmæssige høje. At bestyrelser i private virksomheder skulle have stærkere fagforeningsrepræsentation.

I stedet for – som Thatcher – at tage udgangspunkt i individet, ville May bruge staten til at producere social retfærdighed. Venstredrejningen fortsatte ved parlamentsvalget, hvor hun bl.a. tyvstjal et forslag fra den tidligere Labour-leder Ed Milibands valgprogram fra 2015 om statslig regulering af briternes elpriser. Om dette ryk mod venstre var oprigtigt eller opportunistisk, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men det har haft nogle utilsigtede konsekvenser, selvom de fleste af hendes forslag efterfølgende er blevet droppet. For da valgkampen viste sig ikke at komme til at handle særligt meget om Brexit, kom May til at ligne én stor undskyldning for den regering, hun trods alt havde været medlem af de seneste syv år. På den måde gav hun Jeremy Corbyns venstrefløjsutopiske alliance troværdighed. For hvis alle var enige om kapitalismens uvæsen, hvorfor skulle vælgerne så ikke stemme på Jeremy Corbyn, som rent faktisk ville gøre op med den? Det var som om, May helt havde glemt Thatchers arv.

 

I stedet for – som Thatcher – at tage udgangspunkt i individet, ville May bruge staten til at producere social retfærdighed. Venstredrejningen fortsatte ved parlamentsvalget, hvor hun bl.a. tyvstjal et forslag fra den tidligere Labour-leder Ed Milibands valgprogram fra 2015 om statslig regulering af briternes elpriser
_______

 

I sin bog ”The Strange Non-Death of Neoliberalism” fra 2011 skriver Oxford-professoren Colin Crouch i kølvandet på finanskrisen, at neoliberalismen lever i bedste velgående. Han undrer sig over, hvor den naturlige reaktion mod det frie marked blev af.

SVARET MÅ VÆRE, at modreaktionen udeblev, fordi Thatchers værktøjskasse stadigvæk virker. Efter finanskrisen stod briterne med det største økonomiske oprydningsarbejde siden Anden Verdenskrig. Ved valget i 2015 serverede David Cameron den skinbarlige sandhed for vælgerne. Han ville skabe balance i økonomien med ét langt, sejt træk. Og vælgerne belønnede ham faktisk for det. Thatchers snusfornuftige paroler passede perfekt til situationen.
Det samme, vil jeg påstå, gjorde sig gældende i Brexit-afstemningen den 23. juni sidste år. Også her var det kernen i Thatchers ideologi, der gjorde udslaget.

For på trods af, hvordan Brexit ofte portrætteres i danske medier, var det ikke en sejr for fremmedhad og anti-globalisering. UKIP og dets protektionistiske sympatisører var ikke stærke nok til at vinde folkeafstemningen selv.
Tværtimod var de mest effektive oratorer folk som Boris Johnson, Daniel Hannan og Michael Gove. Og deres Leave-kampagne var økonomisk liberal. Deres vision for et Storbritannien uden for EU bød på mere frihandel, mindre regulering samt en indvandringspolitik, som godt måtte være liberal, men som Storbritannien selv kunne styre.

I det konservative parti var Brexit altså ikke et opgør mod kernen af Thatcherismen, men et opgør om kernen. Men det har May ikke forstået. I stedet for at være bannerfører for hendes partis ideologi, er hun blevet en undskyldning for den. Hendes misforståede forsøg på at gøre de konservative mindre nasty og mere progressive har kappet forbindelsen til partiets ideologi.

Forfatteren til Narnia, C.S. Lewis, har på et tidspunkt sagt: ”Vi ønsker alle fremskridt, men hvis du befinder dig på vej i den forkerte retning, betyder fremskridt at vende om og gå tilbage i den rette vej. Således er den mand, der først finder tilbage til den rette vej, den mest progressive”.

Theresa May bør vende om og finde tilbage på rette vej. Ellers risikerer hun at bane vejen for den mest venstreorienterede premierminister i Storbritannien nogensinde.

Andreas Bach Mortensen (f. 1989) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og M.Sc. fra London School of Economics. Han har tidligere arbejdet i House of Commons for et liberaldemokratisk parlamentsmedlem og er i dag politisk konsulent i Venstres politisk-økonomiske sekretariat på Christiansborg. ILLUSTRATION: Premierminister Theresa May ankommer til det Konservative Partis kongres i Manchester, England, 4. oktober 2017 [foto: Peter Byrne/PA Photos]

_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)