Sydamerika i 2017: Vil kontinentet rejse sig?

Sydamerika i 2017: Vil kontinentet rejse sig?

09.02.2017


Kan Brasilien, Argentina og Venezuela komme fri af deres historiske kriser, vil venstrefløjen fortsætte sit politiske sammenbrud, og hvordan forholder Sydamerika sig til Trumps sejr i USA? Her er de vigtigste temaer i Sydamerika i 2017.

Analyse af Jonas Fruensgaard, RÆSONs Sydamerikaredaktør

Sydamerika er inde i en brydningstid, hvor det politiske og økonomiske klima gennemgår rivende forandringer. Et af de centrale områder, som kommer til at kendetegne Sydamerika i 2017, er om Argentina, Brasilien og Venezuela, der tegner sig for omkring 70 procent af Sydamerikas samlede økonomi, er i stand til at komme fri af deres historiske dybe kriser. De økonomiske problemer i de tre lande betyder, at Sydamerikas samlede økonomi gik tilbage i 2016.

Brasilien er lammet af korruption i den statsejede energigigant Petrobras og negativ vækst, Venezuela ved at nærme sig et økonomisk og politisk kollaps, alt imens Argentina kæmper for at få styr sin enorme gæld og inflation. Selvom kriserne i de tre lande har en del tilfælles, bliver de håndtereret vidt forskelligt.

Stormagterne i krise
”Verdens hårdeste sparepakke.” Sådan omtales Brasiliens højkontroversielle sparepakke, hvor regeringen fastfryser de sociale budgetter de næste 20 år. De næste to årtier frem til år 2037 kan ingen af de kommende regeringer forøge midlerne til hospitaler, kollektiv trafik, uddannelse og sociale ydelser til syge, ældre og arbejdsløse. Områder som i forvejen bliver kritiseret for at være stærkt underbudgetteret i Brasilien, som ligger på en femteplads over verdens mest ulige lande, viser en ny rapport fra det schweiziske finanshus, Credit Suisse. Ifølge rapporten ejer Brasiliens rigeste ene procent tæt på halvdelen af landets rigdom.

Sparepakken, hvis formelle navn er PEC 55, er blevet mødt med demonstrationer og voldsom kritik i både ind- og udland fra statsledere og NGO’er. Helt udsædvaneligt er FN gået ind i sagen og har direkte fordømt sparepakken, som verdensorganisationen stempler som en ’fatal, historisk fejl’.

“Den vil ramme de fattigste og mest sårbare brasilianere hårdt og øge niveauet af ulighed i et allerede ekstremt uligt samfund. Det er helt urimeligt kun at fastfryse sociale udgifter og binde hænderne på alle fremtidige regeringer i yderligere to årtier,” skriver Philip Alston, FN’s særlige rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder i en erklæring.

Han kritiserer desuden præsident Michel Temer for at gennemføre PEC 55 uden at være folkevalgt, da han kom til magten ved at lede den rigsretssag, som fældede tidligere præsident Dilma Rousseff tilbage i august 2016. En meningsmåling fra opinionsbureauet Data Folha viser, at kun 24 procent af brasilianerne bakker op om sparepakken, mens 60 procent er imod.

Men ifølge regeringen er pakken helt nødvendig, hvis Brasilien skal komme på fode igen. Brasilien er fortsat plaget af landets værste økonomiske krise nogensinde, som tog sin begyndelse i 2011. Siden da er arbejdsløsheden mere end fordoblet, så der er 12 millioner brasilianere, som står uden for arbejdsmarkedet, alt imens Brasiliens økonomi er fanget i recession.

”Tilliden til Brasiliens økonomi er helt i bund,” skriver den Internationale Valutafund IMF i en rapport fra slutningen af 2016.

Men med PEC 55 bliver der skabt ro om og tillid til Brasiliens fremtidige økonomi, hvilket skal lokke flere udenlandske investorer til, mener Brasiliens finansminister, Henrique Meirelles.

”Vi har brug for udenlandske investeringer, hvis vi igen skal have vækst, jobskabelse og udvikling i Brasilien. Men udlandet har ikke tillid til Brasiliens økonomi på grund af vores enorme, offentlige gæld, og det vil PEC 55 afhjælpe”, udtaler han til tv-stationen O Globo.

 

Brasilien er fortsat plaget af landets værste økonomiske krise nogensinde, som tog sin begyndelse i 2011. Siden da er arbejdsløsheden mere end fordoblet, så der er 12 millioner brasilianere, som står uden for arbejdsmarkedet, alt imens Brasiliens økonomi er fanget i recession.
_______

 

Imens frygter især Brasiliens nederste halvdel af befolkning for fremtiden. Under Brasiliens optur fra 2003 til 2010 lykkedes det 40 millioner brasilianere at slippe ud af fattigdom – bl.a. i kraft af generøse sociale støtteordninger under den forrige, venstreorienterede regering. Men med sparepakken ventes millioner at miste store dele af deres livsgrundlag og vende tilbage til fattigdom.

Økonomer i Brasilien er fuld gang med at finde ud af, hvad de konkrete konsekvenser af pakken bliver. Da udgifterne til Brasiliens ældrebyrde vil stige massivt de kommende 20 år i form af pension og sundhedsgifter, vil det betyde, at de forskellige områder i den offentlige sektor vil blive skåret med omkring en fjerdedel, vurderer Leonardo Ganta, der er professor i økonomi ved Sao Paulo Universitet.

”Det her er et socialt eksperiment helt uden fortilfælde, som vil ramme den nederste halvdel af befolkningen hårdt. Vi risikerer nemt, at desperationen og kriminaliteten stiger, mens folkesundheden og uddannelsesniveauet falder de næste 20 år,” siger Leonardo Ganta.

I kølvandet på PEC 55 er Brasiliens regering på vej med flere reformer med henblik på at stimulere erhvervslivet. Økonomer er vidt uenige, om Brasiliens reformer kommer til at virke, men der er ingen tvivl om, at 2017 bliver et skæbneår for Brasiliens økonomi.

Modsat regeringen i Brasilien, virker regeringen i Venezuela anderledes handlingslammet. Landet er ramt af den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Væksten i landet er styrtdykket siden 2014, som er indehaver af verdens største oliereserver og derfor er stærkt afhængig af de internationale oliepriser, der har været støt faldende. Det har medvirket til stigende arbejdsløshed, negativ vækst på 5,7 pct. for 2015 og verdens højeste inflation på hele 700 pct., der selvsagt udhuler befolkningens købekraft i rasende fart. Venezuela er ramt af et kæmpe underskud på betalingsbalancen, hvilket bl.a. har den konsekvens, at landet ikke længere er i stand til at importere en række basale fornødenheder. Derfor er der akut mangel på medicin og mad, samtidig med at flere af landets regioner periodevis er uden elektricitet.

De barske vilkår har øget befolkningens frustrationer over regeringen og den upopulære præsident, Nicolas Maduro. 75 pct. af befolkningen ønsker nyvalg, mens 89 pct. er utilfreds med udviklingen i landet, viser en meningsmåling. Venezuela er næsten dagligt præget af demonstrationer og protestaktioner. Men Maduro nægter at gå af og har i stedet i flere perioder erklæret undtagelsestilstand, hvilket giver ham øgede beføjelser til at anvende politi og militær i uroprægede områder og til at retsforfølge politiske modstandere, der skønnes at være til skade for landet.

Og mens Maduro kæmper en hård kamp mod oppositionen og modstanden blandt store dele af befolkningen, vurderer iagttagere, at han omvendt virker i dyb vildrede om, hvordan han kan løse Venezuelas problemer. En af dem er professor i latinamerikansk historie, David Allesandro, fra Sao Paulo Universitet.

”Maduro har fuldstændig mistet grebet om Venezuelas økonomi. Han har forsøgt sig med mange forskellige initiativer for at rette op på situationen. Men de har ikke virket, og nu er det som om, at han er løbet tør for ideer til reformer.”

I Venezuela vælges præsidenten for seks år ad gangen, hvilket betyder, at Nicolas Maduro kan fortsætte i embedet frem til 2019.

Helt anderledes ser situationen ud i Argentina, hvor en lang række finansielle og erhvervsvenlige reformer har haft en positiv effekt. I december kunne landets konservative præsident, Mauricio Macri, fejre sit første år i spidsen for Argentina med gunstige prognoser for landets økonomi. OECD estimerer, at Argentina vil have en solid vækst for 2017 på 2,8 procent, mens væksten i 2018 vil stige til 3,4 percent. Mauricio Macri har bl.a. ført Argentina tilbage på det internationale obligationsmarked, som Argentina forlod for 15 år siden, hvor landets økonomi kollapsede. Samtidig har han løftet en række valuta- og handelsbarrierer og genforhandlet aftalerne om tilbagebetaling af Argentinas enorme gæld til omverden. Det har været med til at skabe tillid til Argentinas økonomi, hvilket tiltrækker både indenlandske og udenlandske investorer.

Da Mauricio Macri vandt præsidentvalget i slutningen af 2015, overtog han ellers et Argentina i dyb krise, som styrede mod negativ vækst og misligholdelse af landets gæld til udlandet, som var blandt verdens højeste. I 2014 valgte den forrige regering at indstille tilbagebetalingen til bl.a. amerikanske kreditorer, hvilket var med til at isolere Argentinas økonomi, der samtidig var hårdt ramt af faldende priser på råvarer. Men selvom Argentinas økonomiske udfordringer langt fra er løst, er der optimisme at spore blandt eksperterne.

”2017 tegner til at blive året, hvor Argentina endelig kommer fri af krisen, hvilket højst sandsynligt vil resultere i faldende arbejdsløshed, udvikling og først og fremmest økonomisk stabilitet,” siger David Allesandro.

Dermed ser den økonomiske horisont for 2017 vidt forskellig ud for de tre lande. Eksperterne er enige om, at Venezuelas økonomiske deroute vil fortsætte, hvorimod fremtidsudsigterne er langt mere positive i Argentina, mens kontinentets klart største økonomi, Brasilien, er et langt mere åbent spørgsmål.

Venstrefløjens sammenbrud
”Latinamerikas venstrefløj er stendød”, sådan skrev Mexicos tidligere udenrigsminister, Jorge Castañeda, i New York Times. Og kriserne i Argentina, Brasilien og Venezuela giver et godt indblik i, hvorfor venstrefløjen er i knæ, og centrum-højre stormer frem i Sydamerika.

I begyndelsen af årtusindskiftet var stort set samtlige sydamerikanske lande ledet af venstreorienterede og socialistiske præsidenter, der alle havde et fælles ønske om større omfordeling, bedre offentlig sektor, og at staten skulle spille en større rolle efter 1990’ernes nærmest blinde tillid til, at den såkaldte Washington-konsensus ville løse de økonomiske problemer via privatiseringer og åbne markeder.

 

Kriserne i Argentina, Brasilien og Venezuela giver et godt indblik i, hvorfor venstrefløjen er i knæ, og centrum-højre stormer frem i Sydamerika.
_______

 

Langt hen ad vejen lykkedes det lederne at nedbringe arbejdsløsheden, sikre pæne vækstrater, alt imens udbygningen af de offentlige institutioner var med til at give befolkningerne bedre levevilkår. Men i løbet af det nye årti satte kriserne ind, der især ramte Argentina, Brasilien og Venezuela. Markederne virkede mættet, og konjunkturerne vendte, hjulpet på vej af faldende priser på råvarer, som tegner sig for hovedparten af den sydamerikanske eksport. Samtidig var Kinas økonomiske opbremsning i 2015 med til at cementere krisen i store dele af Sydamerika, da mange af landene har udskiftet USA med Kina som den fortrukne handelspartner. Det fortæller Juan Carlos, professor i statskundskab ved Sao Paulo Universitet.

”De venstreorienterede regeringer brugte pengene, mens økonomien boomede og fik ikke sparet op til fremtiden. Samtidig blev der ikke investeret i ny teknologi i tilstrækkelig grad, som kunne afhjælpe landenes store afhængighed af priserne på råvarer.”

Hertil kommer en række korruptionsskandaler og fusk med regnskaber, som var med til at belaste en række venstreorienterede ledere. Kriserne resulterede i stigende arbejdsløshed, voksende inflation og frustrerede befolkninger, som havde rekordlav tillid til politikerne og statslige institutioner.

I Argentina tog vælgerne konsekvensen og valgte konservative Mauricio Macri som præsidentvalget efter 12 år med det venstreorienterede Kirschner-dynasti ved magten. I Peru vandt den stærkt neo-liberale Pedro Pablo Kuczynski præsidentvalget i juni og er allerede i fuld gang med at åbne landets økonomi for omverden og minimere den offentlige sektor. I Brasilien overtog Michel Temer magten, efter Dilma Rousseff blev kendt skyldig i regnskabsfusk, hvilket han udnyttede til danne en centrum-højre regering. Og selvom socialistiske Nicolas Maduro fortsat sidder på magten i Venezuela, tegner han til at blive landets mest upopulære præsident nogensinde, hvilket højst sandsynligt vil bane vejen for centrum-højre ved næste valg.

Om venstrefløjen fortsætter nedturen, afgøres i høj grad af præsidentvalgene i Chile og Ecuador i 2017, vurderer Juan Carlos.

”Valgene i de to lande bliver en central indikator på, i hvilken retning pilene i det politiske kompas i Sydamerika peger. Enten fortsætter centrum-højre sit politiske stormløb hen over kontinentet, eller også kan valgene blive et vendepunkt for venstrefløjen.”

I Ecuador er den tidligere vicepræsident, Lenin Moreno, favorit til at vinde præsidentvalget, der finder sted den 17. februar. Lenin Moreno kommer fra det samme socialistiske parti, Alianza PAIS, som den siddende præsident, Rafael Correa, der ikke genopstiller. Lenin Moreno går til valg på at forsætte arven fra Rafael Correa med en række sociale reformer, som bl.a. skal styrke sundheden og de offentlige uddannelser i Ecuador.

Han kan dog trues af højrefløjskandidaten og forretningsmanden Guillermo Lasso, som går til valg på at mindske bureaukratiet, og indføre en række erhvervsvenlige reformer, som kan få landets økonomi på fode igen. Ecuador er ligesom det meste af Sydamerika i krise pga. af de lave råvarepriser. Halvdelen af eksporten udgøres af petroleum, mens den næststørste eksportvare er bananer.

I Chile er den venstreorienterede præsident, Michelle Bachelet, kommet i et sandt stormvejr efter en række opsigtvækkende korruptionsskandaler. Bl.a. har hendes søn udnyttet sin mors stilling til at berige sig. Samtidig optog hendes datter, Natalia Compagnon, et stort lån i Banco Chile samme dag, som Bachelet tiltrådte som præsident. Hun brugte pengene på at købe jord til spotpris med indsiderviden om, at jorden ville stige i værdi, hvad den også gjorde. Samtidig kritiseres Michelle Bachelet for en beskeden økonomisk vækst, hvilket blev straffet ved de seneste lokalvalg.

Det kan skade venstrefløjen frem mod præsidentvalget, der bliver afholdt til november. Her fører den tidligere præsident og forretningsmand, Sebastian Pinera, i meningsmålingerne. Sebastian Pinera hører til på højrefløjen og ventes bl.a. at gå til valg på at åbne den chilenske økonomi for omverden og slanke den offentlige sektor. Over for ham står venstrefløjens førende kandidat, den 63-årige journalist, Alejandro Guillier, der bl.a. går ind for at nedbringe uligheden i Chile.

”Vinder centrum-højre i begge lande, er det et fatalt nederlag for venstrefløjen, som sandsynligvis også vil påvirke de kommende års valg i Sydamerika. De sydamerikanske befolkninger skeler ofte til nabolandene, når de vælger deres ledere. Derfor ser vi ofte relativ kontinuitet på tværs af Sydamerika i den politiske orientering og ideologi. Og lige nu peger pilen mod centrum-højre,” siger Juan Carlos.

Sydamerikas højredrejning kan få afgørende betydning for forholdet til USA og landets nye præsident, Donald Trump.

Trump kan blive en katastrofe for samarbejdet mellem Nord- og Sydamerika
”Hvis Cuba er uvillig til at lave en bedre aftale for den cubanske befolkning, den cubansk/amerikanske befolkning og USA generelt, så vil jeg ophæve aftalen.”

Sådan lød det fra Donald Trump i en af hans berømte tweets blot tre dage efter, at østatens leder, Fidel Castro, døde. Amerikanske eksperter anser udmeldingen for at være en trussel til Cubas nye leder, Raul Castro, om at Donald Trump ikke nødvendigvis er tilhænger af de forsoningsaftaler, som Barack Obama har indgået med Cuba.

 

Donald Trumps linje over for Cuba ventes at forværre relationerne til de latinamerikanske lande yderligere, hvor Donald Trumps valgsejr blev modtaget med kølige lykønskninger.
_______

 

”Han sender meget stærke signaler om, at han vil anlægge en hård linje over for Cuba men uden at belyse detaljerne”, siger Gregory Uger, der er ekspert i amerikansk-cubanske relationer på University of North Carolina til den britiske avis, The Guardian.

Donald Trumps linje over for Cuba ventes at forværre relationerne til de latinamerikanske lande yderligere, hvor Donald Trumps valgsejr blev modtaget med kølige lykønskninger, oven på hans racistiske udtalelser om ’latinoer’ og hans løfte om at bygge en mur til Mexico, som han kræver, at landet selv skal betale.

Forholdet mellem USA og Latinamerika, herunder Sydamerika, har i det seneste årti været nær frysepunktet, og det var først, da Obama løftede dele af den mangeårige handelsembargo mod Cuba i 2015, at der skete en opblødning i det anspændte forhold. Derfor er Donald Trumps udmeldinger katastrofale i forhold til at genetablere et bedre samarbejde på tværs af Nord- og Sydamerika, mener Alexandro Santos, der er ekspert i latinamerikansk historie ved Sao Paulo Universitet.

”Donald Trumps valgsejr tegner til at annullere de seneste års tilnærmelser og forsøg på at indgå en tættere dialog mellem Washington og hovedstæderne i de latinamerikanske lande. Hvis Donald Trump gør alvor af sine udmeldinger, vil vi se et mere fjendtligt stemt Latinamerika, som vil samarbejde om at begrænse USA’s indflydelse i regionen.”

De latinamerikanske lande, anført af Brasilien, indgår allerede i et tæt samarbejde og koordinerer i vid udstrækning deres udenrigspolitik gennem den magtfulde organisation, Sammenslutningen for Latinamerikanske og Caribiske Stater, CELAC.

CELAC blev oprettet i 2011 som en rival til den USA-dominerede Organisation for Amerikanske Stater (OAS). Siden 2012 har CELAC krævet, at USA skulle opgive sine sanktioner og politiske pres mod Cuba, hvis USA ønsker et bedre forhold til Latinamerika.

Men ud over spørgsmålet om Cuba og den potentielle mur på grænsen til Mexico peger Alexandro Santos også på klimaet som et fremtidigt stridspunkt. De sydamerikanske lande er blandt dem, som er hårdest ramt af klimaforandringerne. Regionen er gradvist blevet en større fortaler for stramme internationale aftaler for udledningen af CO2, hvor man bl.a. har arbejdet tæt sammen med EU om at lægge pres på klodens største klimasyndere, i særdeleshed USA.

”Trumps meldinger om, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, og at han vil udvikle den amerikanske olieindustri, er en torn i øjet på de sydamerikanske lande, som kræver, at USA står til ansvar for supermagtens mangeårige CO2-belastning og forurening af kloden,” siger Alexandro Santos.

Et andet stridspunkt kan meget vel blive, at Donald Trump gik til valg på en hård linje over for de mange illegale latinamerikanske migranter, som befinder sig i USA. Dem vil Donald Trump have udvist fra USA. Og vil de latinamerikanske lande ikke samarbejde, truer Donald Trump med at trække amerikanske investeringer og fabrikker hjem, hvilket udgør en betydelig del af landenes indkomster og arbejdspladser. Lykkedes det den nye administration i Washington at få deporteret de millioner af illegale immigranter, vil det skabe store problemer i en række latinamerikanske lande, vurderer Juan Carlos.

”De latinamerikanske lande, der typisk har flest illegale immigranter i USA, er samtidig de lande, som er hårdest ramt af fattigdom, arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter. Bliver millioner af immigranter deporteret tilbage til deres hjemlande, vil det skabe yderligere arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet og sikkerhedsmæssige problemer.”

Men blandt flere eksperter er der også håb om, at USA’s nye præsident kan skabe nye politiske relationer til en række af Sydamerikas mest toneangivne lande. Her er det afgørende, at lande som Argentina, Brasilien og Peru nu ledes af mere højreorienterede regeringer. Og de har måske mere tilfælles med Donald Trump end med Barack Obama, mener blogger og ekspert i udenrigspolitiske forhold, Tim Muth.

“Trumps uortodokse blanding af højreorienteret protektionisme er faktisk en meget solid parallel til den økonomiske politik hos de nuværende regeringer i Brasilien og Argentina. Så begge parter lader til at have et fælles grundlag, hvorpå der kan opbygges relationer”, skriver han på sin blog.

Han peger på, at mange centrum-højre koalitioner har et fælles ønske om at liberalisere arbejdsmarkedet, slanke den offentlige sektor, reducere antallet af statsansatte, lempe statens kontrol på markedet og erhvervslivet, åbne op for udenlandske investeringer, udlicitere og sælge ud af naturressourcer, infrastruktur og statsejede virksomheder. Desuden ønsker de generelt at føre en langt mere pro-amerikansk udenrigspolitik, end de tidligere venstreorienterede regeringer. Og det kan være Donald Trumps port tilbage til Sydamerika, som i USA fortsat bliver betragtet som supermagtens baggård. Eller som The Economist foreslår i en leder:

”Hjælp det [Sydamerika, red.] til at blive USA’s forgård; en region med mere velstående demokratier forbundet af økonomiske og politiske forbindelser.”

Men i øjeblikket forudser hovedparten af de sydamerikanske eksperter, at Donald Trumps tid i Det Hvide Hus bliver en belastning for forholdet mellem USA og Sydamerika, hvilket i værste fald kan føre til fremtidige konflikter.

”Meget afhænger af, om Donald Trump vil efterfølge sin hårde retorik med reel handling, når han tiltræder som præsident. Og her kan han på flere punkter blive tvunget til besinde sig, da der er mange i Kongressen, herunder republikanere, som er imod hans uforsonlige linje over for Latinamerika. Så der er trods alt håb for et mere forenet forhold mellem Nord- og Sydamerika,” siger Alexandro Santos.

Afslutningen på Colombias borgerkrig og genopbygningen af landet
Endelig bliver 2017 også et særdeles vigtigt år for fredsprocessen i Colombia. Her vil det vise sig, om de mange punkter i den omfattende fredsaftale kan realiseres i praksis. Colombia har været hårdt plaget af en af verdens længstvarende borgerkrige, som begyndte i 1964, da den militante oprørsgruppe, Farc, og den Colombianske stat indledte en krig efter en strid om bøndernes jorder og rettigheder.

Konflikten har kostet omkring 220.000 colombianere livet og gjort 5,5 millioner internt fordrevne. Men efter fire års fredsforhandlinger lykkedes det Farc og Colombias venstreorienterede regering at indgå fred i slutningen af november. Freden bliver bakket op af bl.a. paven, FN, USA, Europa og det meste af Latinamerika, der alle tilbyder finansiel støtte til fredsprocessen.

Og her spiller måden, som freden blev indgået på, en afgørende rolle. Mange havde håbet, at den historiske fredsaftale ville blive en festdag, der ville samle og forene Colombia. Men da præsident Juan Manuel Santos underskrev aftalen, skete det med højlydte protester fra oppositionen og store dele af befolkningen.

Med aftalen valgte regeringen nemlig bevidst at overhøre folkeafstemningen fra oktober, hvor et snævert flertal af befolkningen nedstemte fredsaftalen. En afstemning, hvis resultat Juan Manuel Santos ellers havde lovet at overholde. Men da aftalen mod alt forventning blev nedstemt, besluttede Juan Manuel Santos i stedet for at trumfe aftalen igennem i parlamentet. Spørgsmålet, der diskuteres overalt i Colombia, er: Blev befolkningen udsat for et kup?

Hvad der særligt falder modstanderne for brystet er, at aftalen blev underskrevet blot ni dage før, Juan Manuel Santos modtog Nobels Fredspris i Oslo for sit arbejde med fredsprocessen. Derfor bliver Juan Manuel Santos beskyldt fra flere sider for at være mere optaget af international hæder, end hans egen befolknings ønsker, mener den colombianske journalist og kommentator, Hugo Clemento.

”Præsidenten burde have været mere tålmodig og udskrevet en ny folkeafstemning, der var mere spiselig for befolkningen. For meningsmålinger viser, at et stort flertal i Colombia ønsker fred. Men mange synes, at regeringen har givet Farc for store indrømmelser, og derfor nedstemte de den,” siger han til radiostationen Radio Caracol.

Ligesom en række andre eksperter frygter Hugo Clemento, at det gør fredsprocessen langt mere besværlig og usmidig fremadrettet. Blandt andet indebærer aftalen, at de godt 8.000 aktive medlemmer af Farc skal integreres og blive en naturlig del af samfundet. Men den proces er nu i fare, mener historikeren Claudio Rodriguez.

”Når Farc om kort tid opgiver deres våben og forlader de besatte områder, ved mange i befolkningen godt på forhånd, hvem de er. Og når halvdelen af befolkningen er imod aftalen, som de ikke mener, har legitimitet, kan det sagtens komme til konfrontationer og uroligheder,” udtaler han til tv-stationen Cable Noticias.

Regeringen er dog overbevist om, at implementeringen af fredsaftalen nok skal komme til at forløbe efter planen. Selvom fredaftalen ikke blev indgået på den måde, som store dele af befolkningen havde håbet, er eksperterne ikke i tvivl om, at aftalen vil få store positive konsekvenser for Colombia.

”Freden betyder først og fremmest et forenet og fredeligt Colombia, der ikke længere er i splid med sig selv. Samtidig vil freden efter al sandsynlighed bane vejen for en ny, gylden periode i landets historie i form af udvikling, fremgang og bedre vilkår for befolkningen,” siger Alvaro da Silva til den brasilianske tv-station O Globo.

Ifølge ham vil fredsaftalen give et økonomisk rygstød til landet, da den vil ændre omverdens syn på Colombia og være med til at tiltrække flere udenlandske investorer og turister, som er afgørende for den økonomiske udvikling. Samtidig vil freden blive en stor omvæltning for de millioner af fordrevne, hvor hovedparten er fattige bønder, der har mistet deres jord og levegrundlag under konflikten. De kan nu se frem til enten at få deres gamle jord tilbage eller blive kompenseret med ny jord, fremgår det af aftalen.

”Colombia er et af de sydamerikanske lande, som efter al sandsynlighed går et spændende og fremskridtsrigt 2017 i møde. Om de andre lande kan følge trop og rejse sig fra deres politiske og økonomiske kriser, bliver det helt centrale tema for det kommende år i Sydamerika,” siger David Allesandro.

ILLUSTRATION: Brasiliens præsident, Michel Temer, møder den argentinske præsident Mauricio Macri (foto: Casa Rosada)

Jonas Fruensgaard (f.1984) er RÆSONs Sydamerikaredaktør med base i Brasilien, hvor han dækker regionen for en række danske dagblade. Han benyttes desuden som ekspert af TV2 NEWS og Radio24syv. Jonas er uddannet journalist, cand.comm. fra Roskilde Universitet, og er BA i Cultural Encounters. Han vandt Kravling-prisen i 2013 og er blevet indstillet til to andre priser. Jonas har skrevet speciale om Brasilien, er forfatter til bogen ”Brasiliens Forvandling” (2014) og medforfatter til bogen ”Klimakrisen” (2015).