Stine Bosse: Vi vågner til et mareridt

Stine Bosse: Vi vågner til et mareridt

21.01.2017


Jeg nærer ingen tro på, at Trump eller dem, der står bag Brexit, lytter. Der er intet ønske om kompromisser. Der er tale om revolutionær tilgang til politiske emner og ikke klassisk demokratisk tilnærmelse til sine modstandere. Dét er det slemme. Dét er det, der bør holde os vågne, modige og højlydte.

Kommentar af Stine Bosse


Bosse er blandt bidragyderne til RÆSONs nye bog, “Itu – Europa, vesten og verden efter Brexit, Trump og 10 års kriser” (299, 199 for abonnenter). Apropos Trump, se også Folketingets formand Pia Kjærsgaards Kommentar 17/1: “Trump er en huskekage til eliten – også i Europa

VERDENS MÆGTIGSTE MAND taler – efter 10 ugers forberedelse. At høre ham føles som at få et slag lige midt i ansigtet. Han ser sur ud. Vred og aggressiv, som om han er på vej i kamp. Manden, der jo skulle være glad, opløftet af sin sejr og fuld af mod på den fremtid, han nu har alle muligheder for at påvirke. I stedet var hans tale fyldt med aggression og udfald mod forgængere – ikke leveret direkte, men indirekte. Som om Obama (og andre før ham) ikke har tænkt på de dårligst stillede. Det er slet og ret løgn. Jeg har stor respekt for Trumps løfte om at tage vare på de mennesker i USA, der har mistet deres job – fx dem, der er blevet svigtet af en bilindustri, der ikke var vågen i tide og overlod al produktion af biler til fabrikker udenfor USA. Løsningen er imidlertid ikke at lukke sig inde. Det vil kun gøre alle fattigere og øge spændingerne i verden

I andet åndedrag overfaldt Trump de medarbejdere i Washington, som han alt andet lige skal have til at arbejde for sig. Man kan så bare glæde sig over, at han er en del af den “elite”, han angriber, og at han ikke i 4 år kan lægge afstand til dem. Han har brug for andet end hvide mænd i midtvesten, og det vil forhåbentlig gå op for ham. USA består af mange andre mennesker end dem, der stemte på ham. Dem glemte han helt. Han brugte ingen tid på at række ud efter sine modstandere. Han er grundigt ligeglad og magtfuldkommen.

 

Det er bluff. Det er utopi. Det er forledelse.
_______

 

HVAD BETYDER ”Amerika først”? Problemet er at INGEN nok så magtfuld leder kan løse de største udfordringer alene. Det er bluff. Det er utopi. Det er forledelse. Det gælder klimaet, det gælder handel og det gælder sikkerhed. Alt sammen noget, som også borgerne i USA lider – og vil lide – under.

Få timer efter sin tiltrædelse fjernede han siderne om klima, LGBT-rettigheder og sundhedsreform fra Det Hvide Hus’ hjemmeside. Sammen med talen er det et tydeligt bevis på, at hans valgkamp ikke var “for show” – nej, han mener, hvad han sagde. Og han har tænkt sig at gennemføre sine, undskyld mit frisprog: vanvittige idéer.

Medens jeg skriver, har jeg CNN i baggrunden. Kvinder marcherer i Washington, de protesterer (i øvrigt sammen med mange mænd) over Trumps holdning til kvinder og hans manglende respekt for mindretal. Demonstrationerne spreder sig – til London, Paris og flere andre byer. I London kædes valget af Trump og briternes beslutning om at forlade EU sammen. Og ja, der er forbindelse. Særligt forledelsen, forenklingen af verden, løgnene og den aggressive måde at tale på. Dét reagerer folkene nu på.

Det må efterlade et vist håb. Men problemet er polariseringen. For jeg nærer ingen tro på, at Trump eller dem, der står bag Brexit, lytter. Disse politiske strømninger efterlader en sort/hvid stemning. Der er intet ønske om kompromisser. Der er tale om revolutionær tilgang til politiske emner og ikke klassisk demokratisk tilnærmelse til sine modstandere. Dét er det slemme. Dét er det, der bør holde os vågne, modige og højlydte.

 

Der er jo lighedspunkter mellem den danske politiske scene og det, vi er vidne til i USA og UK
_______

 

Ikke bare på den internationale scene, men sandelig også i Danmark. Der er jo lighedspunkter mellem den danske politiske scene og det, vi er vidne til i USA og UK. Noget, USAs ambassadør Rufus Gifford ikke undlod at bemærke, da han, lige før han forlod jobbet, holdt spejlet op og udpegede lighederne mellem Trump og Dansk Folkeparti. Så vi behøvede slet ikke de 3 unge kvinder i DR2’s Deadline (Marie Krarup, Pernille Vermund og Eva Selsing), der lørdag aften udlagde deres fascination af Trump. Vi kan i hovedtræk nøjes med at se på det, det største parti i blå blok står for. Angst som politisk “våben”. Omfavnelse af dem, der er bange for resten af verden. Elitemobning, muslimforskrækkelse og Putin-fascination.

Så også i den hjemlige politiske realitet må alle være vågne. Det er jo nemt – lige om lidt – at henvise til, at man må respektere verdens mægtigste mand. Man kan stå i læ. Man kan lefle. Det bliver interessant at se hvem der – som grisehandlerens kone i Matador – tør sige “Rom” midt imod.

 

Man kan stå i læ. Man kan lefle. Det bliver interessant at se hvem der – som grisehandlerens kone i Matador – tør sige “Rom” midt imod
_______

 

Her må vi sætte vore lid til, at EU kender sin besøgelsestid. Til europæiske folk, der går op i vores rettigheder, som mennesker i frie demokratier. Dette selvfølgelig særligt fordi Trump og Putin ser ud til at forbrødre sig. Hvorfor skulle det ikke ske, når alt andet under Trump ser ud til at følge “planen”? NATO bliver jo noget andet, hvis Trump lader forlovelsen med Putin fuldbyrde i bryllup. Så får vi travlt i EU. Hvis EU altså ellers klarer stormene. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten må se til Rusland (uden fri tale, fri tanke, med angst som våben, med en umulig økonomi) eller mod USA. Game over.

En sidste besynderlig tanke strejfer mig. Dem, der stemmer på Trump, har jo egentlig meget til fælles med mange af Ruslands borgere. Dem, der føler sig holdt ude. Dem, der er sure på verden og den politiske korrekthed. Som ikke føler sig set eller forstået. Bange for muslimer. Som de briter, der stemte for Brexit. Måske har Trump set det. Måske var der en sammenhæng mellem Nigel Farage’s besøg i Trump Tower og hans besøg hos Putin – og i øvrigt tog han lige vejen forbi DF på vejen. Hvad hvis det hænger sammen?

VI MÅ KONCENTRERE os om at vågne. Vågne op fra dette mærkelige mareridt, hvis sandsynlighed der er skrevet bøger om. Jeg troede det lå mange hundrede år ude i fremtiden. ■


Bosse er blandt bidragyderne til RÆSONs nye bog, “Itu – Europa, vesten og verden efter Brexit, Trump og 10 års kriser” (299, 199 for abonnenter)


ILLUSTRATION: Trump til Freedom Ball, på sin indsættelsesdag 20/1 2017 (foto: Kevin Dietsch/UPI/Polfoto)