Stine Bosse: Danmark har ingen reel værdipolitisk opposition

Stine Bosse: Danmark har ingen reel værdipolitisk opposition

23.12.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

Hvad er det, der sker i vores land? Hvordan er vi havnet i en “debat”, hvor udlændingestramninger handles for skattelettelser? Hvad er det for et menneskesyn, og hvad er det for en logik, der sætter sådan en dagsorden?

Kommentar af Stine Bosse

TRODS alt valgte Statsministeren – med sit eget udtryk – at prioritere ’ordentlighed’ i finanslovsforhandlingerne. Respekt for det. Men en egentlig hyldest herfra må vente til efter næste runde i det, der for blå blok ligner en sæbeopera i utallige afsnit.

Poppolitikken har kronede dage. Alle spiller med på samme korte melodier, og enhver samtale om fremtiden – bare et 10 års-sigt – er forduftet. Den kontinuerlige valgkamp er kommet for at blive. Man må spørge sig selv, om politikerne bruger tid på andet end promovering af kortsigtede og let kommunikérbare “løsninger”. ”Løsninger”, som langt de fleste politikere ved, ikke løser noget som helst, men som ivrige spindoktorer ynder at bære frem, så de kan fremstå som uundværlige.

Politik vil altid indeholde populistiske elementer, men relationen mellem pop og substans er skiftet og efterlader egentlige løsninger frit svævende i vinden. Hvad værre er, så skaber det et tomrum for borgere med hang til demokrati, kompromis og respekt for dialog. For pop kender ikke kompromis. Kun lette løsninger, der giver et hurtigt fix her og nu, og som kan kommunikeres klart som en sejr for netop dét parti. Så pyt med landet!

 

Politik vil altid indeholde populistiske elementer, men relationen mellem pop og substans er skiftet og efterlader egentlige løsninger frit svævende i vinden
_______

 

Herhjemme er vi havnet i en tilstand uden reel værdipolitisk opposition. Vi overser, at værdierne har flyttet sig. Ikke bare en anelse mod det, vi klassisk har kaldt højre – nej, de er hélt ude til højre, pakket ind i en uskøn blanding af velfærdsforsvar og skattelettelser for enhver pris. Mette Frederiksen fortæller, hvor bange hun blev, da hun var justitsminister, og taler ind i præcis den angstdiskurs, som æder sjæle, partier og samfund op. Virkemidlet er stærkt. Det er et kendt værktøj. Vi, der nægter at blive paralyseret af frygt, skal stå godt fast. Vi bliver kaldt naive af dem, der mener, vi burde se, at der er grund til at være bange.

Bange? Personligt bliver jeg mest bange for den passivitet, der hersker. Som om vi aner uråd, men intet kan, vil eller tør gøre. Som når Danmark afviser kvoteflygtninge i en verden, der ikke har set større flygtningestrømme i nyere tid. Vi bremses af dystopisk tale om vores kulturs endeligt, medens netop vores kultur ædes op i glubske mundfulde af egennyttighed og umenneskelighed.

Samtidig er vi ved at udskifte vores venner i Europa. Med Brexit må vi sige farvel til Storbritannien og er derfor på udkig efter nye allierede. Det kunne jo være Tyskland, som vores allerstørste handelspartner. Det kunne være Sverige. Eller Frankrig – med en visionær præsident, der både taler om nationers storhed, fællesskabets enestående rolle óg hensyn til borgernes reelle problemer. Men nej. Vi ser i stedet mod øst. Vi vil ikke lægge pres på Polen og Ungarn – men insisterer på, at dialog er vejen frem, når det gælder ytringsfrihed, pressefrihed og magtens tredeling, som er demokratiets forudsætninger. Vi vil ikke afkræve dem respekt for de værdier, vores fællesskab er bundet op på. De værdier, der beskytter os borgere, og altså er noget langt mere væsentligt end økonomi.

 

Vi bremses af dystopisk tale om vores kulturs endeligt, medens netop vores kultur ædes op i glubske mundfulde af egennyttighed og umenneskelighed
_______

 

Hvad får vi så til gengæld for denne holdning? Og hvilken pris har vi – med denne holdning – betalt?

Det er ikke svært at se, hvis vi følger vores liberale udenrigsministers færden. Han har endda sagt det åbent til JP. Han har besøgt Polen og Ungarn for at søge opbakning til Danmarks ønske om at påvirke Menneskerettighedsdomstolen. Man skulle tro, at den liberale linje ville føre ham til samarbejde med vores store handelspartnere Tyskland og Sverige, men nej. Danmark, der her i 2018 har formandsskabet for Europarådet, har sat en dagsorden i forhold til menneskerettigheder. Først overvejede vi at ændre i traktaten – nu er vi landet på at ville påvirke fortolkningen af den.

Men Danmark kan aldrig være tjent med at give op i kampen for helt centrale frihedsrettigheder. Rettighederne gælder netop alle mennesker. Også de kriminelle – fra den grove serieforbryder Levacovic til terroristen Breivik. Ja, den beskytter alle og enhver mod staters overgreb. Også børn, hvis forældre er dybt kriminelle, er naturligvis også beskyttet. Nogle kritiserer den Europæiske Menneskerettighedserklæring for at forhindre os i at udvise kriminelle. Men ifølge Institut for Menneskerettigheder tyder meget på, at det er vores egne domstole, der har sovet i timen og forhindret, at personer, der kunne være udvist, ikke er blevet det. Problemet er altså ikke Menneskerettighederne, men vores egen fortolkning af dem. Det er da underligt, at et af verdens rigeste lande bruger sin tid på at diskutere detaljerne i fx Levakovic-sagen og slet ikke beskæftiger sig med at ville beskytte menneskerettigheder for fx flygtninge.

Det er længe siden, vi ikke kunne drøfte udfordringer ved indvandring. Længe siden, vi ikke stillede tydelige krav til alle, der opholder sig i Danmark. Længe siden man kunne “anklage” velfærdsystemet for at invitere alverdens flygtninge på kontanthjælp.

Men vi er også langt forbi en klassisk humanistisk position. Hvor tæt er vi på at spærre mennesker inde, uden at de har begået kriminalitet? At sende mennesker retur til krige, de er flygtet fra, og som vi deltager i for vores egen skyld? At bede mennesker om intet at foretage sig, andet end at forblive opbevaret? At fratage flygtningebørn et liv med andre børn, hvor de kan bygge en tilværelse? Det er de spørgsmål, vi står overfor. ■

 

Danmark kan aldrig være tjent med at give op i kampen for helt centrale frihedsrettigheder. Rettighederne gælder netop alle mennesker. Også de kriminelle – fra den grove serieforbryder Levacovic til terroristen Breivik
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen.

ILLUSTRATION: Stine Bosse [foto: officielt pressefoto]


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)