Rune Lund: SF og S står med et gigantisk forklaringsproblem

Rune Lund: SF og S står med et gigantisk forklaringsproblem

23.03.2017


Det er ganske enkelt uforståeligt, at partier, der opfatter sig som grønne og røde, giver en uacceptabel skatterabat til udvinding af sort energi.

Kommentar af Rune Lund, skatteordfører for Enhedslisten

Mærsk har med støtte fra alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet fået en skatterabat på 4,9 mia. kr. i Nordsøen. Det er røveri ved højlys dag. I 2003, da Nordsøaftalen blev indgået, ville SF og S ikke være med i aftalen, fordi de mente, den var for lukrativ. Nu er begge partier gået med i en aftale, der sikrer skatterabatter til Mærsk oven i skatter, der i forvejen er for lave.

Skatten i Nordsøen er i dag ikke for høj. Den er for lav. Derfor skal skatten som udgangspunkt ikke sættes ned. Den skal sættes op.

Vi har vidst dette i mange år. Det skyldes ikke mindst, at Nordsø-aftalen fra 2003 blev indgået på forudsætninger om, at prisen for en tønde olie ville være 22 dollar stigende til 36 dollar i 2042, hvor aftalen udløber. Prisen på en tønde olie har siden konsekvent ligget højere og ligger i dag omkring 50 dollar.

Ifølge tal fra Politiken i en artikel 24. november 2016 har Mærsk og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) tjent – mindst – 16 mia. kr. mere i årene 2004-2010 end forudsat – efter skat. I Enhedslisten har vi tidligere fremlagt beregninger, der viser at tallet kan være meget højere og helt op til 10 milliarder mere om året end oprindeligt forudsat. Og svar på spørgsmål fra Skatteministeriet viser, at indtjeningen efter 2010 ikke er blevet mindre. Tværtimod.

Den 28. februar i år kom Det Miljøøkonomiske Råd med deres årlige rapport. Her kritiseres det, at beskatningen i Nordsøen er for lav – ikke for høj. Rådet skriver direkte, at ”der lader dog til at være et betydeligt spillerum for højere beskatning i forhold til det nuværende niveau uden at ramme en urealistisk høj skattesats.”

Den nye aftale om en skatterabat i milliardklassen er derfor unødvendig – og uacceptabel.

 

I 2003 udtalte daværende SF-formand Holger K. Nielsen om den netop indgåede Nordsø-aftale, at ”når Mærsk McKinney Møller hæver røsten, falder Bendt Bendtsen og den øvrige regering benovet omkuld”. I dag må det så være Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen.
_______

 

De konkrete elementer i aftalen holder heller ikke vand. Jeg vil nu gennemgå 5 af de mest benyttede forkerte påstande om aftalen:

Påstand 1: Uden skatterabatten ville store dele af produktionen i Nordsøen lukke
Forkert. Der er masser af værdier i Nordsøen, og beskatningen er for lav, ikke for høj. Desuden kan man spørge sig selv, hvor meget de 4,9 mia. kr. i årene 2017-2025 betyder, når Mærsk for eksempel alene i 2015 sendte 55 mia. kr. fra pengekassen til sine ejere.

Påstand 2: Olieselskaberne skal betale deres skatterabat tilbage, med renter
En halv og upræcis sandhed: Det gælder kun, hvis olieprisen stiger en hel del. Skatterabatten er en fugl i hånden for olieselskaberne. Tilbagebetalingen er en fugl på taget for statskassen.

Påstand 3: Hvis olieselskaberne ikke betaler skatterabatten tilbage, fordi olieprisen ikke stiger, så betaler erhvervslivet
Forkert. Finansieringen er udbytter fra vækstfonden og eksportkreditfonden, som er afkast fra to statslige fonde, som ellers kunne have været anvendt til andre ting. Der er med andre ord tale om frie midler, der kunne have været brugt til at ansætte flere pædagoger eller sygeplejersker. Og selv hvis det var sandt, hvorfor er det så fair, at andre dele af erhvervslivet skal betale til Mærsk, der i forvejen tjener rigeligt?

Påstand 4: Uden en aftale var Togfonden i fare
Et klasseeksempel på eklatant forvrøvlet sludder og decideret forkert. Togfonden er finansieret af felterne uden for Nordsøaftalen. Nordsø-aftalen har intet, intet, med finansieringen af togfonden at gøre.

Påstand 5: Det vil være dyrere at sende råstofudvindingen i udbud end at lade Mærsk varetage opgaven
Nej. Det kommer helt an på, under hvilke betingelser. Forud for Nordsø-aftalen i 2003 anbefalede de økonomiske vismænd, at udvindingen blev sendt i udbud. Det skete som bekendt ikke.

Hvis Mærsk ikke vil istandsætte Tyra, så må de levere rettighederne til Nordsøen tilbage – og så må andre tage over. Og hvis det virkelig – mod al logik – skulle forholde sig sådan, at det er urentabelt at hive olien op af Nordsøen, så skal vi da under ingen omstændigheder bruge milliarder af skatteborgernes kroner på statsstøtte til Mærsk og andre olieselskaber i Nordsøen. Så skal vi uden tøven lade råstofferne blive i undergrunden.

Det vil under alle omstændigheder være det bedste. FN’s klimapanel har sagt, at vi højest må hive 25 procent af verdens kendte forekomster af fossile brændsler op, hvis vi vil undgå de alvorlige og ødelæggende klimaforandringer.

SF og S står også med et gigantisk forklaringsproblem. Hvis aftalen i 2003 var alt for lukrativ i forhold til Mærsk og de andre olieselskaber, hvordan pokker kan de samme partier så være med i aftale, der er endnu værre end aftalen i 2003? Det er ganske enkelt uforståeligt, at partier, der opfatter sig som grønne og røde, giver en uacceptabel skatterabat til udvinding af sort energi.

I 2003 udtalte daværende SF formand Holger K. Nielsen om den netop indgåede Nordsø-aftale, at ”når Mærsk McKinney Møller hæver røsten, falder Bendt Bendtsen og den øvrige regering benovet omkuld”. I dag må det så være Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen.

Jeg forstår sådan set godt Mærsk. Hvem vil ikke gerne have, at statskassen donerer 4,9 mia. kr.? Men for alle os, der skal betale over skatten, er det en skandaløs aftale.

ILLUSTRATION: Rune Lund (EL) og Tyra-feltet (foto: Tom Ingvardsen/Mærsk Olie og Gas)