Rasmus Jacobsen svarer Holger K.: Assad forhindrer ikke fred i Syrien

Rasmus Jacobsen svarer Holger K.: Assad forhindrer ikke fred i Syrien

07.11.2017


I sin analyse af Syrien (RÆSON 30/10) overser den tidligere udenrigsminister hovedårsagen til IS’ opståen: Irakkrigen. Og hans modvilje mod Assad spærrer for et simpelt forhold: Mellem 1970 og 2010 var Syrien stabilt under Assad-familien i 35 ud af 40 år. Landet kan sagtens blive det igen ved Bashar ved magten.

Kommentar af Rasmus Jacobsen

I HOLGER K. NIELSENS analyse af udviklingen i Syrien (RÆSON 30/10) er hans forsøg på at fremlægge en diplomatisk kurs er fulde af huller. Han fremlægger en analyse af dynamikkerne i den syriske konflikt, for derfra at udlede nogle anbefalinger til en mulig diplomatisk løsning. Det hele bliver imidlertid en politiseret, unuanceret og historisk revisionistisk øvelse fuldstændig uden blik for de faktiske forhold i Syrien, som derfor ikke overraskende munder ud i aldeles uholdbare anbefalinger.

Fejl 1: Holger K. overser den primære årsag til IS-Irakkrigen
Først går Holger K. Nielsen galt i analysen af fremkomsten af Islamisk Stat, som han udelukkende tildeler Bashar al-Assad og Iraks tidligere premierminister Nouri al-Maliki skyld for: ”IS’s fremvækst i Syrien kan ikke ses isoleret fra Assad og borgerkrigen […] IS udspringer af Al-Qaeda i Irak. Her kunne man rekruttere sunnier, som blev undertrykt af Malikis shia-dominerede regime […] Malikis sekteriske politik betød, at IS for mange sunnier blev det sted, hvor man fandt beskyttelse”.

Holger har ret i, at Islamisk Stat har rødder tilbage til al-Qaedas irakiske afdeling (og endnu længere før det). Men bevægelsen blev etableret i 2004, to år inden Maliki blev premierminister i Irak og havde mulighed for at føre den sekteriske politik, Holger K. lægger til grund for Islamisk Stats senere succes. Og i 2004 var den sekteriske borgerkrig mellem sunnier og shiaer i Irak allerede i fuld gang, hvilket blev drevet af (og styrkede) radikale grupper som bl.a. al-Qaeda i Irak. Kun fem måneder efter Maliki blev premierminister i 2006, og inden han havde haft tid til at føre sin politik ud i livet, var al-Qaeda i Irak efter sammenlægninger med andre jihadistiske grupper blevet konsolideret som ’Islamisk Stat i Irak’.
 

[IS] blev etableret i 2004, to år inden Maliki blev premierminister i Irak og havde mulighed for at føre den sekteriske politik, Holger K. lægger til grund for Islamisk Stats senere succes
_______

 

Det kan således ikke være Maliki’s politik, der skabte IS. Den primære årsag til fremkomsten af Islamisk Stat (først i Irak, og senere også i Syrien) er derimod: Irakkrigen, anført af USA, Danmark og andre vestlige lande. Hvorfor? Af tre årsager:

1) De amerikanske besættelsesmyndigheders opløste Iraks politi og hær i 2003, og besluttede at eks-medlemmerne ikke kunne få fremtidigt arbejde i den irakiske stat. Det eroderede på den ene side den irakiske regerings evne til at opretholde et minimum af lov og orden, og på den anden side sendte den hundredetusinder af våbentrænede mænd ud i arbejdsløshed uden fremtidsudsigter. Det efterlod et anarkisk samfund med en overflod af militært trænede arbejdsløse mænd – perfekte arbejdsbetingelser og rekrutteringsgrundlag for væbnede radikale grupper.

2) Besættelsesstyrkerne samlede både ekstreme islamister og tidligere baath-officerer i de samme fængsler, der dermed blev arnesteder for islamistisk radikalisering og baathistisk-jihadistisk netværksdannelse. Amerikanskledede fængsler som Camp Bucca muliggjorde en syntese mellem arbejdsløse og hævngerrige tidligere officerer i Saddam Husseins styrker og det ekstreme islamistiske segment. Interne dokumenter fra IS har vist, at snesevis af tidligere baath-officerer i dag findes på lederniveau i Islamisk Stat. Denne organisatoriske styrkelse af IS ikke været mulig uden besættelsesmagtens opløsning af de væbnede styrker, og beslutningen om at internere baathister og islamister sammen.

3) Lederen af Islamisk Stat i Irak (ISI), Abu Bakr al-Baghdadi, sendte sin betroede undersåt Abu Mohammed al-Jolani til Syrien for at starte en syrisk afdeling af ISI allerede i sommeren 2011, altså inden den syriske regering havde taget de mest brutale metoder i brug over for oppositionen, og inden oprøret mod Assad var blevet en gennemmilitariseret borgerkrig. Det er i modstrid med Holgers udlægning.

Holger K. Nielsens analyse fremstår mest af alt som et forsøg på at renvaske besættelsen af Irak – som om den ikke er hovedårsagen til fremkomsten af Islamisk Stat, den sekteriske borgerkrig og alle de andre katastrofale konsekvenser, vores omstyrtning af Saddam Hussein fik. I stedet skubber han ansvaret over på regionale aktører, vi pt. ikke bryder os om.

Fejl 2: Holger K. tror, Assad forhindrer fred
Holger K. skriver: ”jeg tvivler på, at der bliver skabt stabilitet i Syrien. Det skyldes grundlæggende, at Assad stadigvæk sidder på magten”. Det er en dybt politiseret analyse – farvet mere af et ønske om Bashar al-Assads afgang end af facts.

Syrien var stabilt i ét årti op til den nuværende konflikt – fra Bashar overtog magten i år 2000 og frem til foråret 2011. Før år 2000 havde Syrien været stabilt i 30 år under Bashar al-Assad’s far, Hafez (med undtagelse af 1979-1982, hvor det Muslimske Broderskab indledte en islamistisk motiveret terrorbølge for at vælte baath-regimet, og i 1983, hvor Hafez’ bror Rifaat forsøgte at kuppe sig til magten).

Med andre ord: Syrien har været stabilt under Assad-familien i 35 ud af 40 år mellem 1970 og 2010. Landet kan sagtens blive det igen. Især eftersom statens repressive efterretningstjenester trods krigen er forblevet intakte og i stand til at undertrykke enhver reel opposition. Netop denne interne stabilitet og kontrasten til de 25 år med dusinvis af kupforsøg mellem Syriens selvstændighed i 1946 og Hafez’ magtovertagelse er hovedgrunden til, at mange syrere trods alt har foretrukket – og stadig foretrækker – Assad-dynastiet til dets alternativer.
 

Syrien har været stabilt under Assad-familien i 35 ud af 40 år mellem 1970 og 2010. Landet kan sagtens blive det igen. Især eftersom statens repressive efterretningstjenester trods krigen er forblevet intakte og i stand til at undertrykke enhver reel opposition
_______

 

Derudover kan man tilføje, at Assads afgang på ingen måde er garanti for mere stabilitet.

Saddam Husseins fald efter 34 år i Irak, Muammar Gaddafis efter 42 år i Libyen, Hosni Mubaraks efter 30 år i Egypten, Zine al-Abedine Ben Alis efter 24 år i Tunesien, og Ali Abdullah Salehs efter 34 år i Yemen har alle bidraget til mindre stabilitet i de pågældende lande – ikke mere. Historien i både Syrien og regionen viser altså, at tyranner i mange tilfælde fremmer længere perioder med stabilitet snarere end det modsatte.

Selvfølgelig har alle disse regimers massive korruption og undertrykkelse af deres befolkninger bidraget til, at modstanden til despoterne har luret under overfladens stabilitet. Men bortset fra Mubarak og Ben Ali blev de andre – Hussein, Gaddafi, Ben Ali, Saleh – nu engang kun væltet efter afgørende udenlandsk indblanding, ligesom det er forsøgt i Syrien. Fraværet af udenlandsk støtte til oprøret (og i stedet støtte til regimerne) hjalp de korrupte og undertrykkende monarkier i Jordan og Bahrain til at afværge det Arabiske Forår og forblive ved tronen. Og i Egypten sidder militæret nu igen på magten under et endnu mere repressivt regime end Mubaraks, ledet af Abdel Fatah al-Sisi. I Tunesien er tidligere regime-figurer såsom nuværende præsident Beji Caid Essebsi (der var udenrigsminister og senere parlamentsformand under Ben Ali) på vej tilbage ind i varmen.

Fejl 3: Holger K. ønsker føderalisme i Syrien selvstyre for bl.a. kurderne – det er urealistisk
Holger K. Nielsens tredje store fejl ligger i hans anbefaling for Danmarks udenrigspolitiske kurs for Syrien, som jo er baseret på tvivlsomme analyser af dynamikkerne i den syriske konflikt. Han taler for, at Bashar al-Assads styre bør svækkes og forsvarer derfor et føderalt system i Syrien, som pt. er ved at blive unilateralt implementeret i dele af Nordsyrien af kurderne:

”Assad forsvinder næppe, men det er helt afgørende for fremtidens Syrien, at han stækkes […] Ikke mindst kurderne har et berettiget krav om at blive tilgodeset. De får næppe deres egen stat, men et mere udstrakt selvstyre vil være en absolut nødvendighed. Her kan Vesten – og Danmark – gå ind og påvirke Syriens fremtidige politiske arkitektur, og man bliver nødt til at se på en føderationsmodel, hvor centralregeringen i Damaskus får mindre magt.”

Igen fremstår Holger K. helt uvidende om de faktiske forhold i Syrien og den bredere region. Der er i Syrien en udstrakt modstand mod føderalisme som har dybe historiske rødder. I 1922 etablerede de franske kolonimyndigheder et føderalt system i Syrien, der blev bredt afvist af Syriens politiske partier og befolkning. Syrernes kamp for uafhængighed fra Frankrig var lige så meget en kamp for et samlet, centraliseret Syrien.

Ifølge The Arab Center i Washington har visionen om et samlet, centraliseret Syrien nydt uændret, stor folkelig opbakning lige siden. I dag støtter hverken den syriske regering eller den syriske opposition (inklusive den Fri Syriske Armé) et føderalt projekt. Fx udtalte chefen for oppositionsdelegationen til fredforhandlingerne i Geneve, Riad Hijab, i 2016, at der ikke kan forhandles om føderalisme – og at han anser det for udtryk for et ønske om at splitte og opdele landet, som størstedelen af Syriens befolkning også er imod. Også de allierede for regeringen og oppositionen – Iran og Irak på den ene side og især Tyrkiet på den anden – er imod et føderalt system i Syrien.

I et føderalt Syrien ville de syriske kurdere – med deres tætte forbindelser til Abdullah Öcalans PKK, der er på EU’s og USA’s terrorlister – stå til at dominere en nordsyrisk føderal region. Og hverken USA eller Rusland søtter det specifikke unilaterale kurdiske føderale projekt i Nordsyrien.
Det er med andre ord småt med national, regional og international opbakning til ønsket om en føderation, som fremføres af kurderne og altså af Holger K. Nielsen. Ethvert forsøg på dét vil være dømt til at mislykkes i lyset af disse magtpolitiske realiteter.

Selv hvis det kunne lade sig gøre, ville det være problematisk. En hypotetisk føderalisering af Syrien, som ville skabe flere sekterisk homogene delstater, kan føre til fornyet indre ustabilitet, hvis de kommer i konflikt med hinanden (eller i splid med sig selv) over magt og ressourcer. Det var tilfældet mellem Nord- og Sydyemen og det er tilfældet i Libyen (og var det før Gadaffi) – stater som er mindre etnisk og sekterisk splittede end Syrien. Det er som bekendt også tilfældet i Irak, hvor statslige sikkerhedsstyrker med støtte fra shiamilister med magt for nylig har erobret Kirkuk og andre områder fra det kurdiske selvstyre i Nordirak.
 

En hypotetisk føderalisering af Syrien, som ville skabe flere sekterisk homogene delstater, kan føre til fornyet indre ustabilitet, hvis de kommer i konflikt med hinanden (eller i splid med sig selv) over magt og ressourcer
_______

 

Holger K. har åbenlyst ret i, at den syriske tragedie ikke afsluttes med Islamisk Stats tab af byen Raqqa, men hans upræcise, ansvarsfralæggende og vildfarne analyse om krigen i Iraks betydning for dynamikkerne i den syriske konflikt fører til urealistiske policy-anbefalinger, der hverken fremskynder en afslutning på tragedien eller blot en forståelse af den. ■

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i Mellemøsten og bosat mellem Beirut og Tunis med regelmæssige rejser til Syrien. Han er medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Damaskus, 7. april 2012: Demonstration for Assad-styret i anledning af Baath-partiets 65-års jubilæum [foto: AP Photo/Bassem Tellawi]