PODCAST – Trumps USA #2 – Ole Wæver: Trump har fat i den rette doktrin, men han er ikke den rette til at udføre den

PODCAST – Trumps USA #2 – Ole Wæver: Trump har fat i den rette doktrin, men han er ikke den rette til at udføre den

18.01.2017


Betyder skiftet fra Obama til Trump, at den liberale verdensorden kan erklæres endegyldigt død? Ole Wæver og Jørgen Delman forklarer, hvad magtskiftet i Washington kommer til at betyde for den internationale orden, amerikanernes forhold til Kina og det trusselsbillede, der tegner sig i de kommende år.

Værter: Emil Gjerding og Niels Byrjalsen

Donald Trump narrede meningsmålinger, eksperter og journalister, da han tog sejren for næsen af Hillary Clinton, og blev valgt som amerikanernes 45. præsident. I RÆSONs nye podcastserie, Trumps USA, analyserer og diskuterer vi med hjælp fra en række eksperter de mange nye spørgsmål, der er opstået i kraft af dette historiske valg.

Find RÆSON Podcast i iTunes.

Find RÆSON Podcast på Soundcloud.



Udvalgte citater fra udsendelsen:

Ole Wæver om Trumps formodede udenrigspolitiske doktrin:

“Der er elementer i det, Trump står for, der ikke bare er mærkeligt eller selvmodsigende, men faktisk passer på noget, der findes i den akademiske litteratur og som mange af os måske vil sige er noget nær den bedste doktrin, der findes på hylderne.”

“Der en masse punkter, hvor denne her doktrin vil være superubehagelig for os andre. Så det er ikke en uproblematisk vej at gå. Men i forhold til den anden kurs, vi har været inde på, er det, Trumps administration lægger op til, ikke nødvendigvis værre.”

Jørgen Delman om, hvordan kineserne ser på Trump som præsident:

“Kineserne vil måske give Trump nogle små sejre i starten, som han kan varme sig op ad, men hvis han ikke forstår at udnytte den relation, der er imellem USA og Kina, så skal de nok vise ham, at den kinesiske scene ikke er så let at optræde på, som han tror.”

“Kina vil være afventende. Men det her bliver en afgørende styrkeprøve på USA’s dominans.”

“Jeg har hørt fra forskellige velinformerede kilder, at forventningen i Kina er, at Trump må spille ud med nogle af de trusler, han har givet udtryk for over for kineserne.”

Ole Wæver om Trumps ageren over for Kina:

“Alt det her med Taiwan, det var en del af Trumps forhandlingstaktik. Han tænker, at det er smart at gøre dem (kineserne, red.) bange, og så forhandle herfra. Sådan kan man ikke køre relationen imellem verdens to stærkeste magter på lang sigt.”

Ole Wæver om den udenrigspolitiske linje fra Obama til Trump:

“Der er tydelige linjer af kontinuitet imellem Obama og Trump.”

“Det kan godt være, at man i fremtidens historiebøger vil trække en streg ved 2008 som starten på Obama-Trump-æraen. Også selv om det virker absurd lige nu.”

Jørgen Delman om konfliktpotentialet mellem Kina og USA:

“Der kan komme konflikter imellem Kina og USA på forskellige selektive områder, både på handelsområdet og militært. Vi balancerer på et knivsblad lige nu.”

Ole Wæver om konfliktpotentialet mellem Kina og USA:

“Jeg er overbevist om, at vi kommer til at se alvorlige konflikter imellem USA og Kina i den her periode.”

ILLUSTRATION: Xi Jinping, Kinas præsident. Foto: Kinas udenrigsministerium