Pia Kjærsgaard: Trump er en huskekage til eliten – også i Europa

Pia Kjærsgaard: Trump er en huskekage til eliten – også i Europa

17.01.2017


Prisen for at blæse på det flertal, der skal leve med og i de forandringer, der sker henover deres hoveder, er delte lande med splittede befolkninger, hvor mistillid vokser og fællesskab går tabt.

Kommentar af Pia Kjærsgaard, Formand for Folketinget og MF for Dansk Folkeparti

Jeg kan huske, da begrebet en huskekage var almindeligt. En huskekage var, hvad man kan kalde en ret alvorlig påmindelse. En lussing, slet og ret. Så kunne man lære det!

USA’s kommende præsident Donald J. Trump er jo ikke nogen lussing.

Han er så meget; hans hår er sjovt, han tweeter ekstremt meget om meget og mange mener allerede rigtig meget om ham, men en lussing er han dog ikke.

Men måske er han en nyttig huskekage?

For amerikanernes valg af ham er en alvorlig påmindelse til eliten alle steder om, hvordan borgerne, vælgerne, folket reagerer, når de længe nok føler, at de ikke bliver hørt.

Når eliten, magthaverne, de, der bestemmer, hvad vi skal debattere, også gerne måden, vi skal gøre det på – f.eks. politikere, debattører, Politikens Hus, Dansk Industri, Danmarks Radio – og beslutningsstagerne, især Folketinget, herunder mig selv, by- og regionsråd og Europa-Parlamentet ikke tager befolkningerne alvorligt, reagerer folk på et tidspunkt.

Jeg elsker folkestyre. Jeg har engang i et interview som formand for Folketinget sagt, at folket har altid ret. Det har folket sådan set også, når de ikke stemmer på Dansk Folkeparti. For Danmark er danskernes, ikke mit eller noget andet partis.

Derfor synes jeg også, man sagtens kan spørge folk. Også når vi ikke efter Grundloven skal spørge. Jeg er helt med på indholdet af vores repræsentative demokrati: Regeringen skal regere og Folketinget, vi skal klare vort, men vi skal ikke være bange for at spørge folket.

Min tilgang til folkestyre gør, at jeg tror, jeg godt kan forstå, hvorfor folk har stemt på Donald Trump. Uden at jeg altså af den grund vil tillægges motiver og meninger, jeg ikke har, om hans synspunkter, facon og formuleringer.

Og samme tilgang til folkestyre gør, at jeg synes, det vil være en skam ikke at drage den lære, vi nu måtte mene at kunne drage af præsidentvalget.

Det var vist Winston Churchill, der engang sagde noget i retning af: ”Don’t waste a good crisis” – lad ikke en god krise gå til spilde. Sætningen blev flittigt brugt i USA i 2008, da finanskrisen pludselig kom. På samme måde skal eliten – og befolkningerne – ikke lade muligheden gå tabt for at lære af valget af Trump.

For det første bør vi alle, og nok især den kommunikative klasse, ingen nævnt ingen glemt, lære ikke at tage for givet, hvordan et valg falder ud…

 

Bliver eliten stående med hovedet oppe i skyerne uden empati eller gehør for denne reelt oplevede frygt, så får verden mere Trump, mere Brexit og mere nej-tak.
_______

 

Det har ærligt talt været trættende at overvære, hvordan denne verdens Kloge Åge’r har kloget sig på det britiske parlamentsvalg, som Cameron ville tabe (han vandt stort), den britiske folkeafstemning om EU, som ville blive et ja (det blev et nej), den danske folkeafstemning om et fjerne retsforbeholdet, som ville blive et ja, et lille ja men et ja (det blev et lodret nej tak) og det amerikanske præsidentvalg, som Hillary Clinton, som ikke engang de demokratiske kernegrupper var glade for, ville vinde (hun tabte). Og så forbyder min beskedenhed mig overhovedet at nævne det danske folketingsvalg i 2015 og reaktionerne på dét udfald.

For det andet må eliten, og her er der nok mest tale om dem, der bestemmer i partierne, i regeringerne, I EU-kommissionen og den slags steder, nok belave sig på, at lytte mere efter den store, brede del af befolkningerne – og ikke kun de bedst uddannede og mest vellønnede 10 procent.

For de, der ikke forstår fransk og som ikke taler formfuldendt engelsk, de, som frygter arbejdsløshed – for der er ikke nødvendigvis et nyt arbejde til dem med en 25 år gammel, begrænset uddannelse – de, der er nervøse for EU-regler og politiske aftaler, der sluser 120.000 østeuropæere ind, der overtager lastbilens førerhus eller byggepladsens mange forskellige jobs, for dém er globaliseringen ikke bare et fremskridt, der skal favnes, men en reel, nærværende trussel imod deres hverdag.

Bliver eliten stående med hovedet oppe i skyerne uden empati eller gehør for denne reelt oplevede frygt, så får verden mere Trump, mere Brexit og mere nej-tak.

En EU-korrespondent sagde forleden i en analyse af eller kommentar til Donald Trumps tale søndag om EU, Brexit og kansler Angela Merkels flygtningepolitik, noget i retning af, at Trump da vist ikke var opmærksom på at andelen af borgere i EU, der var EU-positive, var øget…

Med al respekt for den pågældende korrespondent så får vi jo at se, hvordan valgene i år i Frankrig, Tyskland og måske Italien går, og i de nærmeste år, hvordan Storbritanniens exit af EU kommer til at forløbe. Både for EU og Storbritannien. Det er vist for tidligt, selv for en EU-connaisseur, trods alt, at spå om – jævnfør den første lære, jeg foreslog at drage.

For det tredje skal den samme elite forstå, at udvikling af lande, uanset hvad man vil udvikle i hvilken retning og hvordan, sker bedst og varigt, når alle er med. Når man i det mindste forsøger at favne de fleste og lader tingene ske i det tempo, som gør, at alle kan har en chance for at bidrage og for at forstå. Og ok, det tager så lidt længere tid og går langsommere, end 12-tals-manikeren med den akademiske grad, der sammen med reform-politikeren kan det hele på den halve tid! Men det gør det så.

For prisen for at blæse på det flertal, der skal leve med og i de forandringer, der sker henover deres hoveder, er delte lande med splittede befolkninger, hvor mistillid vokser og fællesskab går tabt.

Og en sådan huskekage tror jeg ikke, vi har lyst til.

ILLUSTRATION: Pia Kjærsgaard (pressefoto, ft.dk)