Ole Aabenhus: Demokratiet burde være lige så enkelt, letforståeligt og appellerende som populismen

Ole Aabenhus: Demokratiet burde være lige så enkelt, letforståeligt og appellerende som populismen

26.02.2017


Er vi folket? Populismen pendulerer mellem at være et skældsord og definitionen på demokrati, men i virkeligheden er populismen et udtryk for samfundets mangelsygdomme – og et mangel på svar.

Kommentar af Ole Aabenhus

Lad os forestille os, at jeg kommer ind på et værtshus et sted i Europa, hen under aften, og lidt højlydt fortæller bartenderen, at jeg arbejder med en artikel om, hvorfor årets ord 2016 var populisme. I løbet af no time genlyder baren af folk, der taler om Brexit, Marine le Pen, Trump, Femstjernebevægelsen, præsidentvalget i Østrig, Pegida og Alternative für Deutschland.

På et tidspunkt spørger bartenderen tilbage: Hvad betyder egentlig populisme? Hvorefter diskussionen stilner af. Det er noget med folkelige protester, men det er demokratiet jo for så vidt også. Det er noget med følelsesladede appeller, forenklinger og folkeforførelse. Men igen: Burde demokratiet ikke netop være enkelt, let forståeligt og appellerende?

En bastard-isme
Nedenstående er et forsøg på at finde et svar på bartenderens spørgsmål, men vi savner en autoritet at henvise til – som Montesquieu, når det gælder statsmagtens deling, eller Adam Smith, der stod fadder til teorien om den liberale økonomi. Altså må vi selv konstruere et anvendeligt begreb om populismen.

Populisme er et skældsord, den til enhver tid siddende elite bruger om de protestbevægelser, der får folkelig støtte, mener den danske demokrati-ekspert Mogens Herman Hansen fra Københavns universitet. Det er ikke en -isme med indhold på samme måde som f.eks. kommunisme eller liberalisme.

Så måske er det først og fremmest et skældsord, der anvendes af den herskende klasse, inklusive pressen, over for protestbevægelser, der en dag kan blive stærke nok til at true deres magt?

Oprør
Dani Rodrik, kendt globalisme-blogger på den amerikanske venstrefløj og professor på Harvard har ligefrem døbt året 2016 “det populistiske oprørs år” – men henvisning til Brexit-afstemningen i Storbritannien og Trumps valgkampagne i USA.

Men hvis populisme skulle være lig med oprør, må man spørge: Oprør mod hvad? For det, vi kalder populisme er lig med oprør mod rigtig mange forskellige ting:
– I Italien er Femstjernebevægelsen et oprør mod en indspist, korrupt og mafia-inficeret politisk klasse.
– I Storbritannien var Brexit en udløber af en 30 år gammel strid i det konservative om britisk suverænitet og selvforståelse, men den greb om sig og blev til et oprør mod den samlede elite (anført af eliten selv), med EU som det samlende fjendebillede.
– I Holland er Geert Wilders Frihedsparti et EU-skeptisk, immigrationsfjendsk højreparti.
– I USA var drivkraften bag Trumps valgsejr en social protest mod middelklassens økonomiske nedtur og usikkerhed i levevilkår.

 

Hvor findes samfundets svar? I et velfungerende samfund, burde mindst ét af de politiske partier rumme en forestilling om et bedre samfund, som vi hver især fandt det værd at slutte op om.
_______

 

Mangel
Det er svært at finde en fællesnævner, men måske skyldes det, at populismen er udtryk for en eller flere mangelsygdom(me): Fremskridtstroen er aflyst for længst. Den måde, verden er skruet sammen på i dag, skaber job-usikkerhed. Det faste verdensbillede, der karakteriserede den kolde krig – med Vesten som det gode og kommunismen som det onde – væltede med Berlinmuren i 1989. Teknologi- og sociale forandringer suser om ørerne på os, vi får stadig flere kompetencer, men beslutningerne fjerner sig bare længere og længere væk. Og forestillingen om at enhver er sin egen lykkes smed, rammer direkte ned i sindet, fordi alt, hvad der ikke lykkes for én, er selvforskyldt.

Hvor findes samfundets svar? I et velfungerende samfund, burde mindst ét af de politiske partier rumme en forestilling om et bedre samfund, som vi hver især fandt det værd at slutte op om.

Den oplagte kandidat burde vel være centrum-venstre med de socialistiske/socialdemokratiske partier i spidsen. De har det bare svært, måske fordi de har været fanget ind i en neo-liberalistisk vækstideologi, hvor økonomisk vækst i det private og effektivisering i det offentlige til enhver tid er et gode.

Man kan måske forstå det sådan, at det populistiske oprør udfylder de tomrum, som allerede etablerede bevægelser og partier har efterladt, og som vækker angst og uro hos den ikke-elitære del af befolkningen.

Marine Le Pen
I den forbindelse er det interessant, at en af de mest succesrige populistiske bevægelser lige nu, Marine Le Pens Nationale Front i Frankrig, er begyndt at tale neo-liberalismen og (dermed) globaliseringen midt imod. I hendes opfattelse er ureguleret globalisering noget, der spredes fra Wall Street, Bruxelles og Paris, nedbryder den franske nationalstat, sletter grænser og overtager den økonomiske styring, dikterer love og forordninger – og et samfund uden modstandskraft er ikke i stand til at værge sig imod islamismen, der også globaliseres i disse år. Den afgørende politiske skillelinje går ikke længere mellem højre og venstre, siger hun, men mellem patrioter og globalister.

Det lyder besnærende, men er det rigtigt? Vi ved jo alle, at gini-kurven, der viser graden af ulighed i et samfund, bliver stejlere og stejlere. Tager vi officielle tal fra Storbritannien, rådede de rigeste 10 procent i 2014 over en kapital, der var næsten en million gange større end hvad de fattigste 10 procent rådede over. Den politiske kamp kom imidlertid til at stå netop mellem ”globalister og patrioter” – Brexit-folk på den ene side og de, der ville blive på den anden; luften var tyk af beskyldninger om manglende patriotisme.

Patriotisme betyder egentlig fædrelandskærlighed, men det handler i stigende grad om at sætte grænsebomme mellem ”dem” og ”os”. Det er mere uklart, om vi samtidig skal opgive den globalisering, vi lever i. Med rejser til udlandet, internet, Netflix, eksportjob og vækstmuligheder.

Og om vi skal forestille os en verden af småstater, hvor international kapital styrer udviklingen, mens de gamle stormagter (i vores hjørne af verden: Tyskland, Storbritannien, Rusland) sidder på de små landes suverænitet som var de hunde med øjne så store som møllehjul.

Det uklare
Man kan spørge, om ikke det uklare perspektiv netop er et karaktertræk ved populismen, at den vækker følelser, men sjældent kan prale med et egentligt program, og den derfor kan være hurtig til at skifte standpunkt. Trump er et godt eksempel. Eller man kan pege på Det tyske Alternative für Deutschland (AfD), der blev stiftet i 2013 med det formål at afskaffe euro’en og genindføre D-marken. Da flygtningestrømmen tog til, mens euro’en viste tegn på overlevelse, overtog den immigrationskritiske og islam-fjendtlige fløj magten i partiet, og AfD fik et helt nyt indhold. Det, der bestod, var protesten.

I Norge taler man på venstrefløjen om Frp-koden, hvor Frp står for det norske Fremskrittspartiet: Koden handler om at
– Si én ting, og gjøre noe annet.
– Angripe de svake, men selv fremstå som offer.
– Snakke om de svakeste og prioritere de rikeste.
– Gjøre én ting i opposisjon og noe helt annet når man har makt.
– Ignorere fakta når det ikke passer til politikken.

Koden er knækket af partisekretær i Arbeiderpartiet Martin Kolberg. Lidt arrogant, måske, og tydeligvis set fra de etableredes synsvinkel, men ikke helt uden tag i virkeligheden. Den er skrevet i 2005, men aktuel som aldrig før efter valget af Trump til USA’s præsident.

Populismens grundtræk
En af de politiske analytikere, der har lagt et stykke arbejde i at definere populismen, er Paul Taggart, professor ved universitetet i Sussex, England og forfatter til bogen ”Populism” (2000). Han er nået frem til, at populismen som analytisk begreb karakteriseres af tre grundtræk.

– Oprør/protest mod eksisterende politiske styreformer
– Idealisering af fortiden – dengang, da verden var mindre kompliceret end den er i dag.
– En forståelse af verden som delt mellem ”dem” og ”os”, sådan at hvis ”de” får, så taber ”vi”.

Interessant nok taler også han om populismen set fra elitens synspunkt – en elite, der ikke selv gør oprør, eftersom den selv sidder ved magten, former nutiden, aldrig ser sig tilbage, og som opfatter sig selv som fair og nuanceret i sin stillingtagen til ”de andre”.

Men populismen er aldrig ren, fortsætter han, den er altid blandet op med ideologier – euroskepticisme, korstoget mod islam, overdreven velfærdschauvinisme.

Man kan så spørge, hvad der kommer først: Om det er emnet, der optager folk, eller om der er folk, der søger protestbevægelser og finder et emne?

”Vi er folket”
Den tyske journalist og forfatter Jan-Werner Müller går et skridt længere i sin bog fra sidste år, ”Hvad er populisme” (dansk udgave på Informations forlag). For ham er hovedsagen, at populistiske ledere, der har held til at overtage magten, har en tendens til at tale i folkets navn og dermed underminerer demokratiet. Det gælder f.eks. Victor Orban i Ungarn. Marine Le Pen har ikke vundet præsidentvalget i Frankrig (endnu), men har allerede gjort ordene ”au nom du peuple” (i folkets navn) til sit slogan for det forestående præsidentvalg.

Jan-Werner Müllers pointe er, at demokrati nødvendigvis er pluralistisk. Der er altid mere end én gruppe og ét synspunkt i et samfund, og det ligger som en forudsætning for demokrati, at man respekterer ”de andre”. Pluralismen samler sig typisk omkring en enkelt, karismatisk leder og fører dermed til etpartisystemer og diktatur.

Dermed føjer han et fjerde punkt til listen over populismens grundtræk: pluralismefornægtelse, eller – med et fint ord, der vist er opfundet til lejligheden – monolisme.

Præsident Trumps kampagne opfylder alle fire træk – med sine angreb på Washington og slagordet ”Lock her up” om sin modstander, med idealiseringen af dengang, der stadig var rigtig mange industriarbejdspladser i USA, med sin udpegning af Amerikas fjender alle vegne, tanken om at sætte en mur op mod ”de andre”, og med sin egenrådige styreform i folkets navn. ”We are transferring power from Washington to the people” (Vi overfører magten fra Washington til folket), som han sagde i sin tiltrædelsestale.

 

Det er blevet helt almindeligt at udskifte ord som ”vælgerne” eller ”befolkningen” med ”danskerne” som om vi befinder os i en konstant landskampsituation. Eller at understrege populismens opdeling i ”dem” og ”os”.
_______

 

Populismen som virus
Man kan sige, at populismen har fået ekstra gode muligheder i dag, takket være de nye medier. Som Trump forklarede, kan han med sin Twitter-konto nå flere mennesker end New York Times, og endda gratis, uden de økonomiske problemer, som kvalitetsavisen NYT står med. Det betyder, at han omgår det filter på den politiske meningsdannelse, som journalisterne – den 4. statsmagt – traditionelt har udøvet, og han kan dominere nyhedsbilledet på no time.

Trump har tilmed bragt løgnen ind som en særlig underholdende kunstart i moderne politik. Den russisk-amerikanske skribent Masha Gessen ser et fællestræk mellem Putin og Trump deri, at for dem er løgnen selve budskabet: De skjuler ikke, at de lyver, tværtimod, de lyver for at vise, at de har magt over virkeligheden og kan afgøre, hvori sandheden skal bestå. Løgnen er en magtdemonstration.

Man kunne så forestille sig, at pressen undlod at viderebringe alle disse løgne og provokerende Twitter-beskeder, eller siede de fleste fra. Men nej, det vi i pressen kalder ”en god historie” er ofte netop det grænseoverskridende. Tilmed er mulighederne for filtrering blevet mindre nu, da langt de fleste medier sender 24/7 og hele tiden skal være foran i lytter/seer/læser/bruger-tal.

Tværtimod er der en tendens til at populismens begreber trænger ind i sproget, medmindre der er politikere og andre, der står op imod det. Det er blevet helt almindeligt at udskifte ord som ”vælgerne” eller ”befolkningen” med ”danskerne” som om vi befinder os i en konstant landskampsituation. Eller at understrege populismens opdeling i ”dem” og ”os”. Radioavisen har efterhånden i mange år fortalt os om forbrydelser begået af personer af ”anden herkomst end dansk”, mens de sjældent pointerer, om en forbryder er af ægte dansk herkomst.

Dermed får populismen karakter af en virus, der spreder sig i samfundsdebatten.

Sygdommen forstærkes af, at de sociale medier sjældent ikke lægger op til debat, men snarere fungerer som ekkorum, hvor de, der er ”venner” bekræfter hinandens synspunkter. Den demokratiske debat, der skulle være pluralistisk og teste egne meninger i forhold til andres, bliver ghettoiseret og ”monolistisk”.

Men som bartenderen spurgte i starten: Burde demokratiet ikke være lige så enkelt, letforståeligt og appellerende som populisternes budskaber? Jo, og den canadiske premierminister Justin Trudeau er et bevis på, at det er muligt.

Dagen efter Trumps indsættelse og den første forordning om, at der nu skulle lukkes for muslimer, udsendte Trudeau en tweet, der lød ”Til alle, der flygter for forfølgelse, terror og krig, Canada byder jer velkommen, uanset religion. Mangfoldighed er vores styrke”. Helt i stil med Angela Merkels bemærkning, da flygtningestrømmen nåede Tyskland i august 2015: ”Wir schaffen das” (Det klarer vi).

Der er bare for få eksempler på den type stillingstagen, som berører folk og som rummer en moralsk stillingtagen, alle kan diskutere. Så måske demokratiet kunne styrkes, hvis politikere og debattører vælger at sætte sig mere ind i folks behov, holde fast i det lange perspektiv og give populisterne konkurrence på enkelhed, forståelighed og moralsk appel?

ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen på talerstolen ved Folketingets åbning i oktober 2016 (foto: Rune Aarestrup Pedersen/POLFOTO)

Ole Aabenhus er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today).