Niels Jespersen: Anna Mee faldt, men Støjberg står endnu. Hvorfor slipper Venstre så let?

Niels Jespersen: Anna Mee faldt, men Støjberg står endnu. Hvorfor slipper Venstre så let?

02.11.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Kommentar af Niels Jespersen

TAKKET VÆRE en konstant strøm af nye afsløringer og en imponerende elendig pressehåndtering fra den ellers erfarne, unge beskæftigelsesborgmester, udviklede sagen om lån af Rådhussalen sig fra et strejfskud til et perfect hit.

Men Anna Mee Allerslev er langt fra den første borgerrepræsentant i København, der har nydt godt af både nedskrevne og uskrevne privilegier. Venstres nye spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard afholdte tilbage i 2012 sit bryllup på rådhuset uden at betale de 65.000 kr., det ville koste en almindelig københavner at blive viet i Martin Nyrops flotte sal. Socialdemokraterne har styret København i over 100 år. Hvad ville der komme frem, hvis de blev ramt af den samme byge af aktindsigter, som BT sendte mod Anna Mee? Mon der overhovedet er nogen medlemmer af Borgerrepræsentationen, der kan sige sig fri?

Spørgsmålet, der nu stilles af mange og ikke uden bitterhed af Allerslevs støtter, er følgende: Hvorfor kører medierne så hårdt på hende, når andre politikere slipper billigere for langt værre forseelser?

En del er givetvis bare uheld. Da Morten Messerschmidt blev taget i fusk med EU-midler, var der flere partier, der fik travlt med at betale penge tilbage. Alligevel er det Messerschmidt, der nu i vælgernes øjne associeres med svindel med EU’s penge. Allerslev var bare hende, der endte i den sorte gryde denne gang. Sådan er det jo.

Men samtidig er kontrasten til partiet Venstre, ikke bare på Rådhuset, men i Folketinget, slående. Hvordan kan Inger Støjberg stadig være minister, efter at være kommet med flere skiftende forklaringer end Trump? Hvordan overlevede Claus Hjort Frederiksen at lyve for Folketinget? Hvorfor er Lars Løkke Rasmussen stadig politiker, efter at have tørret alt fra underbukser til førsteklasserejser af på skatteyderne? Og hvad med Esben Lunde Larsen, der fungerer som bugtalerdukke for kvotekongerne og andre entreprenante typer med et gavmildt forhold til Venstres partikasse? Det er ikke, fordi det skorter på eksempler.

 

Allerslev var bare hende, der endte i den sorte gryde denne gang. Sådan er det jo
_______

 

Det korte svar er, at Venstres vælgere er ligeglade. I hvert fald dem, der er tilbage. For man må formode, at i hvert fald en anselig del af de vælgere, der tilbage i 2012-13 bragte partiet i nærheden af de 30 pct. i meningsmålingerne, siden forsvandt, fordi de fandt Venstres ”går-den-så-går-den”-stil lumpen.

Det lidt længere svar er, at Venstres parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, er endnu mere ligeglade. Hvor Enhedslisten til sidst bare ventede på at kunne stikke kniven i en hvilken som helst socialdemokratisk minister, kan Venstre groft sagt slippe af sted med hvad som helst, fordi – og kun så længe – de har DF’s opbakning.

Og her kører en ond cirkel: Når journalisterne ved, at der ikke kommer nogen reaktion på deres afsløringer, så er det svært at holde dampen oppe. Det er ingen hemmelighed, at man blandt journalister lykønsker hinanden, når det lykkes at få en politiker til at træde tilbage. Omvendt er der ingen, der gider at sidde og kigge bilag igennem, hvis det alligevel ikke fører til noget. If it bleeds, it leads, og er der ikke noget blod, så er der ingen grund til at spilde mere ammunition.

Anders Fogh Rasmussens berømte ord ”Der er ikke noget at komme efter” er en form for besværgelse: Der VAR noget at komme efter, men med orden i egne rækker og solid opbakning fra DF, kunne statsministeren gøre, hvad der passede ham.

AL ERFARING viser, at topstyring og streng disciplin er den bedste forsikring mod mediernes kritik. Hvis man faktisk kan undgå, at en ukendt kandidat-nummer-fire-på-listen tager afstand; undgå at formænd og kampagneledere trækker sig, som det var tilfældet med Allerslev, så har journalisterne og klumme-typerne som mig selv ikke noget at skrive om. Så dør sagen.

Hvad kan pressen gøre anderledes? Ikke meget andet end at holde snuden i sporet – også når byttet sparker støv op. I sidste ende er det op til vælgerne at straffe dårlig opførsel, og er de ikke villige til det, så står det skidt til.

 

Når journalisterne ved, at der ikke kommer nogen reaktion på deres afsløringer, så er det svært at holde dampen oppe
_______

 

Hvad så med politikerne, opfører de sig værre end tidligere? Nej, tværtimod. Alt tyder på, at vores politikere er mere retskafne end nogensinde før. Socialdemokratiet har historisk haft et ikke altid ufortjent ry for pamperi, og ingen steder har det været mere udtalt end på Københavns Rådhus. Gamle Weidekamp eller Urban Hansen ville næppe være gået af for noget i den størrelsesorden.

Når befolkningen vender sig imod politikerne, handler det i højere grad om, at der er himmelvid forskel på de privilegier, politikerne og den klasse de rekrutteres fra nyder, og så den virkelighed, almindelige danskere oplever. Der er ingen grænse for den nidkærhed, både lønmodtagere og selvstændige mødes med fra myndighedernes side. Værst går det ud over syge og arbejdsløse, der udsættes for et kafkask kontrolapparat.

Derfor er det ekstremt provokerende for mange at opleve den gavmildhed, politikere og andre i toppen af samfundet udviser imod hinanden. Når vreden kølnes ned, sætter den sig som kynisme. Det er derfor, vælgerne på en gang frydes, når en politiker snubler over en lille tue, og på samme tid trækker på skuldrene over tilsvarende eller større skandaler.

ANNA MEES BRYLLUP kostede hende karrieren – sådan ser det i hvert fald ud. Men hvordan gik det bruden i Quentin Tarantinos film ”Kill Bill”? Hendes bryllup blev en massakre – men bruden, i Uma Thurmans skikkelse, overlevede. Efter fire år i koma vendte hun tilbage som en hævnende engel og bragte død og ulykke over sine forfølgere. Hvor Allerslev i dag kan forbitres over, at værre politikere end hende selv har overlevet større forbrydelser, så kan hun måske finde trøst ved, at politikere, der er faldet hårdere, sidenhen har rejst sig. Der behøver næppe gå fire år, inden Allerslevs navn igen kan stå på en stemmeseddel.

 

Det er ekstremt provokerende for mange at opleve den gavmildhed, politikere og andre i toppen af samfundet udviser imod hinanden. Når vreden kølnes ned, sætter den sig som kynisme
_______

 

Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og cand.mag. i historie. Han har over ti års erfaring som soldat og sikkerhedspolitisk analytiker i forsvaret. Derudover klummeskribent, debattør og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”.

ILLUSTRATION: Anna Mee Allerslev meddeler, at hun trækker sig som borgmester [foto: Philip Davali/Polfoto]


_______

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)