Nick Hækkerup: Er tiden inde til en fælleseuropæisk atomparaply?

Nick Hækkerup: Er tiden inde til en fælleseuropæisk atomparaply?

12.04.2017


Kan vi stole på at den amerikanske atomparaply altid vil dække Europa? Hvad nu hvis Trump og USA ikke altid er der helt og fuldt? Det er på tide at overveje et scenarie, hvor Europa selv må stå for atomafskrækkelsen – spørgsmålet er så bare, om vi skal se mod Storbritannien, Frankrig eller Tyskland.

Kommentar af Nick Hækkerup, udenrigsordfører Socialdemokratiet, fhv. Forsvarsminister.

USA vil måske ikke længere garantere betingelsesløs hjælp, hvis en NATO-allieret angribes. I hvert fald ikke hvis man skal tro Donald Trumps kritik af NATO-samarbejdet. Kritikken vakte stor medieomtale i efteråret og har – i kombination med Brexit – skabt usikkerhed hos europæiske regeringer, hvis sikkerhedspolitiske tryghed bygger på Washingtons fortløbende bekræftelse af den utvetydige transatlantiske kontrakt. Mistroen til fredens projekt kalder på styrket samarbejde. Men noget tyder på, at vi bevæger os i en anden retning.

Under den kolde krig var det mere simpelt. På den ene side stod Sovjet med deres tusindtallige atomvåben, som pegede mod Vesteuropa. På vores side af muren rådede vi over tilstrækkeligt med bomber til at omdanne det store sovjetrige og deres allierede i Warszawa-pagten til et ragnarok. På trods af den destruktive konstruktion blev denne mørke balance nøglen til at undgå krig – vi kaldte kold krig for fred. Et slags remis.

Sovjetunionen brød sammen, heldigvis ikke på grund af krig, men fordi den kommunistiske økonomi ikke kunne stå distancen. Broderparten af Warszawa-pagt-landene vendte sig mod EU og NATO. Russerne gled fra supermagt til stormagt for til sidst at sidde tilbage med ikke meget andet end såret stolthed. Og massevis af atomvåben, angiveligt i dag mere end 8000 sprænghoveder. Selvom russerne over en årrække har investeret i og udviklet sine konventionelle styrker, er de i dag klart underlegne i forhold til NATO’s samlede styrker. Derfor betragter Rusland også sine atomvåben som fundamentale for landets sikkerhed, og Rusland har gradvis sænket grænsen for, hvornår og hvorfor atomvåben potentielt kan anvendes.

Efter østblokkens sammenbrud fik USA og Vesteuropa travlt med konflikter andre steder, men USA holdt stadig sin beskyttende atom-paraply foldet ud over Europa. En konstruktion, som vi fandt tryghed ved. Ikke mindst på grund af NATO’s musketered i artikel 5; Et angreb på én er et angreb alle. Så skulle russerne finde på noget, ville amerikanerne være der med verdens ubetinget største krigsmaskine. Fredsdividenden blev taget hjem – også i Danmark.

 

Men hvad nu hvis USA ikke er der helt og fuldt? Det er de nok – men ”nok” er ikke godt nok, når det kommer til sikkerhedspolitik.
_______

 

Med valget af Donald Trump som USA’s præsident er den konventionelle viden draget i tvivl. Under valgkampen udtalte Trump sig negativt om NATO og stillede spørgsmålstegn ved selve musketereden. Op til indsættelsen fortsatte Trump den negative retorik, som både forsvarsminister Jim Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson og vicepræsident Mike Pence sidenhen har gjort deres for at afmontere.

Problemet er bare, at det er frygteligt svært at gøre det sagte usagt. Det tager så lang tid at bygge tillid op, men der skal uendeligt lidt til at styrte tilliden i grus. Europa og alle 28 NATO-lande har været fuldstændig sikre i troen på alliancen. Som NATO’s generalsekretær sagde på et møde for nyligt: ”Så længe ingen er i tvivl om, at NATO kan og vil forsvare sig selv, så får vi ikke krig”.

Men hvad nu hvis USA ikke er der helt og fuldt? Det er de nok – men ”nok” er ikke godt nok, når det kommer til sikkerhedspolitik. Kan det eksempelvis tænkes, at USA ville overveje situationen to gange, før man kaster sig ud i en ødelæggende konflikt med Rusland på grund af Estland, når nu Rusland ikke længere er en direkte ideologisk modpol, og i øvrigt heller ikke er en supermagt? Den slags nærmest forbudte tanker tænkes i øjeblikket i Berlin, London og Paris. Rygterne vil oven i købet vide, at det hviskes forskræmt på gangene i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.

Der er ikke langt fra de tanker til det næste hvis. Nemlig spørgsmålet: hvis USA lukker atomparaplyen over Europa, hvordan etablerer vi så sikkerhed?

Svaret på det spørgsmål er ikke så svært, hvis man er Frankrig eller Storbritannien. De to eneste NATO-lande – bortset fra USA – der har atomvåben. Det er vurderingen, at Frankrig og Storbritannien har omkring 450 atomsprænghoveder. Frankrigs er placeret ombord på ubåde og kan sættes på Mirage 2000N og Rafale-kampfly, mens de britiske kan affyres fra ubåde. Selvom det er en lille slagstyrke sammenlignet med den amerikanske, er muligheden for gengældelsesangreb tilstrækkelig til at afskrække potentielle angreb. Helt så let er svaret på spørgsmålet ikke, hvis man er Tyskland. Det mest oplagte vil naturligvis være at spørge gode venner i Frankrig eller Storbritannien, om de vil sprede deres atomparaplyer lidt ud.

 

Måske kunne det tiltale den franske stolthed at stå for en europæisk atomparaply – vel at mærke betalt af tyskerne.
_______

 

Scenariet er ikke så fjernt og fantasifuldt, som det umiddelbart lyder. Den fremtrædende tyske CDU-politiker Roderich Kiesewetter har påpeget, at Tyskland kan spille en vigtig rolle i forhold til at overbevise Frankrig og Storbritannien om at give atomsikkerhedsgaranti til hele Europa. Frankrig har altid opfattet deres atomvåben som en udelukkende national kapacitet, hvorfor beslutninger på atomområdet træffes blandt de 27 andre NATO-medlemslande, mens beslutninger på det konventionelle område træffes blandt samtlige 28 medlemsstater. Men måske kunne det tiltale den franske stolthed at stå for en europæisk atomparaply – vel at mærke betalt af tyskerne.

Kan Tyskland – eller andre NATO-lande for den sags skyld – ikke komme under en fransk eller britisk atomparaply, så afføder det det næste hvis. Nemlig hvis det er sådan, skal Tyskland så anskaffe sine egne atomvåben? Det er der en lang række juridisk-traktatmæssige forhindringer for, herunder ikke-spredningstraktaten. Men hvis tyskerne beslutter sig for, at det er nødvendigt, er der vel næppe nogen, der tvivler på, at det ikke er et spørgsmål, om det kan lade sig gøre, men nærmere hvornår tyskerne kan have bomben. Det er i hvert tilfælde værd at bemærke, at tyskerne allerede har solgt ubåde til Israel, som angiveligt er i stand til at blive bevæbnet med atomvåben. Merkels regering afviser muligheden. Men spørgsmålet vokser, og hvis’erne bliver flere.

Og hvad så hvis man er Danmark…

ILLUSTRATION: Nick Hækkerup (foto: Line Ørnes Søndergaard/polfoto)