Naser Khader: Trump har bragt USA tilbage på sporet i Mellemøsten

Naser Khader: Trump har bragt USA tilbage på sporet i Mellemøsten

30.05.2017


USA’s præsident er trådt i karakter i Mellemøsten, hvor en sunnimuslimsk pendant til Nato kan blive en realitet.

Af Naser Khader, Folketingsmedlem, udenrigsordfører (K)

Den egomaniske forretningsmand Donald Trump valgte at se stort på sine forgængeres tradition for at henlægge en nyvalgt præsidents første udlandsrejse til lavprofil-lande som Mexico eller Canada, og i stedet kastede han sig hovedkulds ud i at bygge bro mellem tre af verdens store religioner – islam, jødedommen og de kristne.

Ambitionerne fejler intet hos den resultatorienterede Trump, og i lyset af hans egen manglende udenrigspolitiske erfaring, såvel som de urutinerede toprådgivere, der omgiver ham, og de mange ubesatte nøgleposter i Trumps administration, gik det nok bedre, end mange havde frygtet eller forventet.

Efter en famlende begyndelse siden edsaflæggelsen i januar begynder man nu at ane en egentlig profil og en strategi hos Trumps administration, der under valgkampen lagde sig ud med alt og alle, ikke mindst alverdens muslimer.

Donald Trump er først og fremmest valgt som job-præsidenten, der skal rette op på USA’s økonomi og skaffe beskæftigelse til desillusionerede amerikanere, for hvem den teknologiske udvikling og globaliseringen er lige så fremmede størrelser som Bruxelles’ geografiske placering på en globus eller meningen med, at USA skal udkæmpe langvarige krige på den anden side af Jorden.

I dette lys giver det god mening, at netop Saudi-Arabien blev første stop på den amerikanske præsidents rejse. Saudi-Arabien er verdens største aftager af amerikanske våben, og saudierne bød simpelthen højest, da de tilbød, over de næste ti år, at investere i amerikanske våben og jobs – i USA – og det for svimlende flere hundrede milliarder dollars. Det lykkedes dermed saudierne at ‘købe’ et prestigefyldt besøg af verdens mægtigste mand. (Og så taler vi ikke mere om menneskerettigheder og en statsideologi, wahabismen, der diskriminerer stort set alle andre borgere end saudiske, sunnimuslimske mænd). Trumps mellemøstlige strategi er at alliere sig med regimerne – og ikke som sin forgænger Obama; med folket (og da det gjaldt, var dén alliance alligevel ikke meget værd).

 

Trumps mellemøstlige strategi er at alliere sig med regimerne – og ikke som sin forgænger Obama; med folket (og da det gjaldt, var dén alliance alligevel ikke meget værd).
_______

 

Den slags aftaler, der dufter af økonomisk fremgang i USA, bliver godt modtaget blandt Donald Trumps kernevælgere og i amerikanske medier – og ikke bare hos Fox News; der synes at være udbredt enighed om, at præsidenten nu leverer på sine løfter fra valgkampen, når det handler om at skabe jobs. Donald Trump rider i høj grad på den bølge af respekt og troværdighed, som han opbyggede som tv-stjerne i reality-programmet “The Apprentice”. Troværdigheden skal han nu bruge til at skabe økonomiske resultater, som direkte kan omsættes til optimisme i befolkningen. Han vil blive målt hårdt og brutalt på sin evne til at få folk i arbejde, og indtil videre lover det godt. I hvert fald på den korte bane. Økonomien er hans stærkeste kort.

For Trump ligger der en ekstra gevinst i at dyrke et godt forhold til Saudi-Arabien. USA har brug for en nær allieret, hvis Trump skal fremvise markante resultater i sin erklærede kamp for at udrydde Islamisk Stat (IS) fra Jordens overflade. Ambitionen spiller ind i det komplicerede og til dels religiøst betingede kludetæppe i Mellemøsten, som fik en decideret opsang af præsidenten og en opfordring til at komme ind i kampen mod IS og andre terrorgrupper.

Sunnimuslimer udgør langt den største del af den muslimske befolkning i Mellemøsten, men det store flertal savner en samlende figur eller lederskikkelse. Saudi-Arabien er nok en regional stormagt, men kongefamilien nyder ingen større folkelig opbakning. Det er da også en af flere grunde til, at det er lykkedes IS at samle så forholdsvis mange tilhængere. Kun et lille mindretal er shiamuslimer, men denne retning af islam er dominerende, ikke mindst takket være en anden regional stormagt, Iran. Det er denne interne konflikt, som Donald Trump nu skal forsøge at udnytte i sin kamp mod Islamisk Stat. Og det er ikke utænkeligt, at det kan lykkes.

Det sunnimuslimske Saudi-Arabien har nogle betingelser for at optrappe konfrontationen med IS: Den syriske diktator, Assad, skal væk, og Iran skal tvinges tilbage fra sin nuværende magtposition. Begge betingelser passer såvel Donald Trump som Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, helt fint; Trump er arg modstander af den skandaløse atomaftale, som hans svage forgænger, Barack Obama, indgik med Iran, og Netanyahu har i høj grad behov for at svække Iran, som løbende truer Israel militært. Trump har til gengæld behov for Israels tillid og samarbejde, hvis han skal have succes med sin ambition om at præstere det noget nær umulige: En holdbar fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne – et ønske, som også står højt på Saudi-Arabiens liste.

Med atomaftalen gav Barack Obama de facto Iran og dets allierede bøller i Hizbollah carte blanche til at lave ballade, og Iran er da også notorisk lig med ustabilitet i regionen, godt hjulpet på vej af Ruslands Vladimir Putin, som spadserede ind ad den åbne hoveddør, da Obama igen og igen tøvede med at træde i karakter i Syrien. Obama var så opsat på at få en atomaftale i hus, at Iran kunne tage den amerikanske præsident som politisk gidsel, imens man lavede ballade i Irak, Syrien, Libanon, Bahrain og Yemen.

Det skal stoppes, og her er der altså sammenfaldende interesser. Donald Trump er aldeles ligeglad med Syriens Assad – han kan undværes – og såvel USA som Israel og de sunnimuslimske lande har en klar interesse i at stække Iran.

På Trumps tegnebræt ligger en stærk regional militæralliance; en slags mellemøstlig pendant til Nato. Men er det realistisk? Næppe, i hvert fald ikke i fuld skala. Dertil er uenighederne trods alt for store og regimerne for svage blandt de ca 55 muslimske lande.

 

På Trumps tegnebræt ligger en stærk regional militæralliance; en slags mellemøstlig pendant til Nato. Men er det realistisk? Næppe, i hvert fald ikke i fuld skala.
_______

 

Af samme grund er et arabisk “Nato” med 22 medlemslande næppe heller en mulighed. Det er derimod en alliance bestående af Saudi-Arabien og en række Golfstater, som i forvejen samarbejder på flere områder. Alliancen kunne med fordel udvides med Jordan, Egypten og Marokko og eventuelt suppleres med israelsk deltagelse. Det ville give god mening. Men det vil kræve et forpligtende samarbejde, hvor Saudi-Arabien stiller sig i spidsen. Ligesom Nato ikke er meget værd uden USA, vil en mellemøstlig militæralliance uden Saudi-Arabiens fulde støtte og opbakning ikke komme langt.

Med sin rejse til Saudi-Arabien, Israel og de palæstinensiske områder føjer præsident Trump endnu et kapitel til det, der ligner et amerikansk comeback i Mellemøsten.

I april overraskede Trump de fleste, da amerikanske Tomahawk-missiler pludselig regnede ned over Syrien. Det skete, efter at Assad endnu en gang havde anvendt kemiske våben mod sin egen befolkning. Hvis Assad ville teste Trumps tålmodighed efter for længst at have krydset Obamas berømte røde linje uden konsekvenser, fik han her et klart svar fra USA. Siden har Trump også angrebet syriske regeringstropper og iranske militser nær Syriens grænse til Jordan.

Lad os nu se, hvor langt handlekraften rækker. Efter at have sagt det modsatte i månedsvis slog præsident Trump pludselig til i Syrien, og med præsidentens rundrejse er det givet, at vi vil se mere amerikansk involvering i Mellemøsten.

Det er for tidligt at tale om en Trump-doktrin; end ikke præsidenten selv har en sådan liggende i skuffen. Men USA kommer til at blande sig mere i Mellemøsten, end præsidenten lagde op til i valgkampen. Han kan ikke både bekæmpe islamistisk terrorisme og holde USA’s militær ude af regionen. Passivitet herfra vil gøre præsidenten til en “lame duck”, en handlingslammet Commander-in-Chief, allerede få måneder inde i hans embedsperiode. Han er nødt til at fastholde presset, selv om han her og nu blander sig i det, der umiddelbart er en intern konflikt blandt tilhængere af verdens andenstørste religion. Konflikten rækker langt videre, og det ved Donald Trump udmærket. Vi har set resultaterne af islamistisk vrede, vold og terror i europæiske storbyer, vi kommer til at se flere af dem, og på et tidspunkt vil det igen lykkes nogle galninge at ramme USA på amerikansk jord.

Donald Trump har overtaget det skrivebord, som Barack Obama angiveligt gik rundt og rundt om, imens han overvejede alle muligheder, og hver gang endte med at gøre – ingenting.

Jeg har selv kaldt Donald Trump et katastrofalt valg. Men jeg har også måttet revidere min opfattelse af “The Donald”, allerede få måneder inde i det, som formentlig bliver hans eneste valgperiode. Jeg tror ikke på, at han bliver genvalgt – eller overhovedet vil søge genvalg. Som person er han for kontroversiel, som fænomen er han en overgangsfigur i en verden, der er sværere end nogensinde at gennemskue, og som privatperson har han for meget at miste ved at klippe strengene – om end på papiret – til hele sit forretningsimperium. Og så kan han ikke lide at tabe.

Mit bud er, at Donald Trump vil udnytte sine fire år i Det Hvide Hus til at demonstrere, at han kan påtage sig et ansvar og løse nogle konflikter, hvor flere af hans forgængere fejlede eller viste sig at være for svage.

I fire år bærer han nu et betydeligt ansvar for at rydde op i Mellemøsten, ligesom mange af hans forgængere har forsøgt det. Her kommer Trumps svigersøn og nære rådgiver, Jared Kushner, til at spille en central rolle. Kushner har allerede været på flere missioner i Mellemøsten. Og Trump har tænkt sig at sætte sig i respekt. Jeg bliver ikke overrasket, hvis det lykkes ham at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne.

Angrebet i Syrien var ikke bare et budskab til Assad, men også et signal til Rusland, Kina og Nordkorea: Under Donald Trumps ledelse er USA villig til at skride ind og styre verden i, hvad man i Det Hvide Hus betragter som den rigtige retning. Fejltrin straffes. Og hvis forhandlinger ikke fører nogen vegne, er man villig til at sætte verdens største militær ind. Trumps uforudselighed – i modsætning til Obama – skaber respekt eller frygt.

 

Donald Trump har overtaget det skrivebord, som Barack Obama angiveligt gik rundt og rundt om, imens han overvejede alle muligheder, og hver gang endte med at gøre – ingenting […] Mit bud er, at han vil udnytte sine fire år i Det Hvide Hus til at demonstrere, at han kan påtage sig et ansvar og løse nogle konflikter, hvor flere af hans forgængere fejlede eller viste sig at være for svage.
_______

 

Syrien danner på syvende år ramme om en stærkt kompliceret konflikt, som rækker langt ud over landets grænser. Den amerikanske passivitet i konflikten under præsident Obama har givet plads til, at alle mulige andre har fundet manøvrerum til at blande sig. Og jeg må ærligt indrømme, at det er svært i dag at se en fornuftig og holdbar løsning på konflikten.

Det kaos, som Assad selv indledte med sin hårdhændede adfærd mod nogle få, fredelige demonstranter i 2011, har udløst et kaos uden lige; først baseret på diktatorens behov for at kvæle enhver uro – og nu udvidet til også at omfatte en magtkamp mellem en nyvalgt amerikansk præsident uden skyggen af udenrigspolitisk erfaring og en meget selvsikker russisk præsident, som øjnede en åbning og greb chancen. I mellemtiden er hundredtusinder af civile enten dræbt eller drevet på flugt, mange af dem til Europa. Og i ly af balladen fortsætter Nordkoreas skruppelløse diktator, Kim Jong-un, sine eksperimenter med atomvåben.

Min analyse er, at Trumps mål med angrebet i Syrien og rundrejsen til Saudi-Arabien og Israel har mindst tre formål:

At sætte røde linjer og sende et klart signal til hele verden: Dén form for krigsførelse – med gasangreb mod civile – er aldeles forkastelig og helt uden for nummer. At give sunnierne i regionen lidt begejstring, lidt oprejsning, lidt håb, og at vise, at de ikke er glemt. Samt at skabe en alliance mellem sunnierne og Israel i kampen mod Iran og islamisk terror.

At tvinge Iran til at trække sig fra den syriske konflikt. Og gerne tage Hizbollah med sig. Trump føler sig næppe bundet af den skandaløse atomaftale, som forgængeren Obama, indgik med Iran. Trump er indædt modstander af den og leder lige nu efter en mulighed for at rive den i stykker.

Det amerikanske magtvakuum under præsident Obama, og især i perioden under Trumps magtovertagelse, har givet både Rusland og Iran uforholdsmæssigt meget plads til at blande sig i Mellemøsten, hvor USA burde indtage en naturlig og dominerende rolle.

Iran har en klar interesse i, at Assad bevarer magten i Syrien. Det sikrer et godt forhold til Hizbollah, som giver Iran indirekte adgang til Libanon og dermed til arvefjenden Israel.

Den russiske præsident, til gengæld, er ganske givet blevet forskrækket over USA’s pludselige enegang i Syrien. Præsident Putin er ligesom Donald Trump fuldstændig ligeglad med den syriske præsident, men ønsker ingen dramatiske ændringer a la et regimeskifte. Han er interesseret i at bevare regimet, men han kan acceptere et præsidentskifte, så længe han bevarer sin egen adgang til sine militærbaser i landet.
Et syrisk regimeskifte er heller ikke i Vestens interesse. Det vil skræmme de syriske mindretal fra vid og sans, det vil anspore Islamisk Stat og andre terrororganisationer til at fortsætte, og det vil intet løse. Tværtimod er løsningen at finde nogen i Assads inderkreds med væsentligt mindre blod på hænderne og lade vedkommende varetage en overgangsregering i første omgang.

Men lad os være ærlige: Intet kommer til at ske uden massiv militær indgriben fra Vestens side, og USA må nødvendigvis indtage førerrollen. Præsident Trump står med en historisk mulighed for at bringe lidt orden i kaos. Og han vil med al sandsynlighed lytte til fornuftige mennesker omkring sig og vende tilbage til en mere konventionel tilgang til problematikken. Det er slut med blot at ville “bombe Islamisk Stat til Helvede” og i øvrigt trække amerikanske tropper hjem. Virkeligheden har indfundet sig i det nyindrettede Ovale Værelse. Forsøget på at vise handlekraft ved at forbyde muslimer fra en række lande indrejse i USA er opgivet efter sammenstød med domstolene og deres fortolkning af forfatningen. Washington er på vej tilbage til normale tilstande og dermed også til en mere velkendt tilgang til den konflikt, der har plaget og præget forholdene i Mellemøsten i årtier.

I virkeligheden er Trump ved at indse, at hans ellers klassiske tilgang til en verdensorden, hvor USA isolerer sig – “America First” – har sine meget store ulemper. Det fungerer simpelthen ikke, at USA lukker sine døre i en verden, hvor alt andet hænger sammen, og hvor nationer og mennesker er afhængige af hinanden. Han nærmer sig sin forgænger, Barack Obama, i tilgangen til verdens tilstand – men af helt forskellige grunde. Forskellen er måden at udtrykke sig på. Hvor Obama var den eftertænksomme professor-type, er Trump Twitter-præsidenten. Og en anden væsentlig forskel er også, at hvor Obama tøvede, så er Trump altså, som vi har set, villig til at handle, når det kræves.

Både i Saudi-Arabien og Israel blev Donald Trump modtaget som en statsmand med fuld fanfare. Den første arabiske dreng er nu opkaldt efter Trump – Trump Mohammed Salem (kilde: Al Arabiya). Hans base derhjemme i USA er tilfreds og stolt af præsidenten. Trump vender ganske vist hjem til nye problemer i efterforskningen af hans russiske interesser, og dén sag vil stjæle fokus. Men USA er for alvor på vej tilbage til traditionel amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Donald Trump på besøg i Bruxelles (foto: Alexey Vitvitsky/RIA-News/ritzau)