Mrutyuanjai Mishra: Et stærkere samarbejde mellem USA og Indien kan få stor betydning. Men bliver det langt om længe virkelighed?

Mrutyuanjai Mishra: Et stærkere samarbejde mellem USA og Indien kan få stor betydning. Men bliver det langt om længe virkelighed?

05.11.2017


Et nyt samarbejde mellem USA og Indien kan medvirke til at skabe en ny politisk verdensorden. Som et modspil til Kinas ekspansionistiske politik vil USA øge samarbejdet med visse asiatiske lande. Indien er et af dem.

Af Mrutyuanjai Mishra

EFTER FLERE tilløb tog USA’s udenrigsminister Rex Tillerson fra 20.-26. oktober på sin første rejse til Indien, Pakistan og Afghanistan. Rejsen omfattede også tre mellemøstlige lande – USA’s to allierede, Saudi-Arabien og Qatar, samt Irak – og så et enkelt europæisk land, Schweiz.

Lige før afrejsen holdt Rex Tillerson en tale, der peger i retning af en mulig markant ændring af USA’s Asien-politik, herunder en mulig etablering af et egentligt amerikansk-indisk strategisk partnerskab. Budskabet er blevet bemærket i regeringskontorerne på alle kontinenter. Han sagde bl.a., at “Indien og Amerika er to støttepiller af stabilitet – på hver sin side af kloden og det spirende Delhi-Washington strategiske partnerskab har potentiale til at forandre reglerne for verdensordenen i de næste hundrede år”.

I den samme tale understregede han, at samarbejdet mellem Indien og USA var dybt og stærkt, og han talte endda om de næste 100 års partnerskab. Da Barack Obama var præsident, holdt han også en tale for alle indiske parlamentsmedlemmer, hvori han sagde, at USA’s partnerskab med Indien kommer til at definere meget af det, der kommer til at ske i verdenen fremover.

Der mangler altså ikke et bombastisk ordforråd i beskrivelsen af forholdets vigtighed for begge demokratier. Det, der mangler, er at USA skal “walk the walk” og ikke bare ”talk the talk” – sætte handling bag ordene gennem konkrete politiske tiltag. Fx savner Indien at se amerikanske sanktioner over for Pakistan og en reprimande fra USA til Pakistan for ikke at reagere mod de terrorister, der rammer Indien, men ikke udgør en risiko for de amerikanske troppers tilstedeværelse i Afghanistan. Her er der tale om grupper som Haqqani netværket, Lashkar-e-toiba, Jaish-e-Mohammed og andre lignende jihadistiske grupper.

Tillerson nævnte ikke alene Kina men også Pakistan som lande, der skaber uro. Dette faldt i god jord hos mange indere. Pakistan støtter også terrorister og viser ikke nogen entydig vilje til at samarbejde med amerikanerne. Hans udtalelse om, at Kina er blevet en destabiliserende magt, forbavsede dog mange.
 

Tillerson nævnte ikke alene Kina men også Pakistan som lande, der skaber uro. Dette faldt i god jord hos mange indere
_______

 

Det er der ikke noget nyt i. Nogle måneder før 11. september i 2001 var George W. Bush i gang med at ændre og tilpasse den amerikanske udenrigspolitik til Kinas dominans i Asien og Afrika. Men siden dengang er USA gentagne gange blevet distraheret af andre konflikter, såsom krigen i Afghanistan, Irak-krigen og senere et angreb i Libyen. Kina har imidlertid konsolideret sin position, og alle regner med, at landet i det lange løb ikke kun bliver en økonomisk magt, men også en stor militærmagt, som kan udfordre USA og Vesten. Derfor har USA behov for Indien som et bolværk mod det Kina, som bliver stærkere for hver dag, der går.

MEN DET er ikke sikkert, at Indien vil påtage sig sådan et ansvar, selvom landet for første gang har været involveret i en direkte militær konfrontation med Kina i et område, der kaldes Doklam. Området tilhører faktisk Bhutan, men Indien har et forpligtende samarbejde med det lille kongerige. Derfor har landet blandet sig i konflikten, da Kina begyndte at bygge en vej tæt på Indien og Bhutan, som ville forringe Indiens sikkerhed og interesser, hvis den blev en realitet.

Den indiske regering er optaget af pragmatisk realisme. På trods af Tillersons gode intentioner er Amerika ramt af en intern krise forårsaget af en ustabil regering med en konstant udskiftning af ministre samt Trumps skiftende udmeldinger til verdenssamfundet om at trække USA ud af en række internationale aftaler. Kan man regne med USA, og er det i Indiens interesse at provokere Kina, som deler grænseområde med Indien? Dét spørgsmål optager dem, der er i gang med at definere fremtidens udenrigspolitik i Indien.

En anden vigtig grund til Indiens skepsis med hensyn til at melde sig ind i koret af Kina-kritikere er, at de vestlige lande ikke er helt enige om, hvordan man skal bremse Kinas fremmarch i Asien. EU modarbejder nogle gange USA på dette punkt.

Tyskland, Frankrig og Italien er i den grad interesserede i at begrænse Kinas muligheder for at investere i innovationsindustri såsom robotter. Men her er Grækenland og andre små lande som Danmark i fuld gang med at give kineserne yderligere adgang til deres markeder samtidig med, at flere danske virksomheder investerer i Kina. Her taler man altså langtfra med én stemme i EU, og Kina udnytter splittelsen blandt EU-landene til sin fordel.

Kinesiske virksomheder opkøber og investerer i jobskabende virksomheder i EU ved hjælp af støtte fra staten. Dermed kan de meget nemt og elegant udkonkurrere europæiske virksomheder, som ikke er statsfinansierede. Det vil skabe flere jobs i Kina og mere arbejdsløshed i EU, mener Merkel og Macron. Summa summarum er der ingen koordination mellem EU og USA om, hvordan Kina skal håndteres. Inderne er bange for at komme til at stå alene med Kina, hvis det går galt. Bl.a. presser kineserne på for en udvisning af Dalai Lama, som har fået asyl i Indien. Inderne er også nervøse for, at kineserne vil støtte Pakistan.

Under sit besøg i Indien sagde Tillerson, at hvis Pakistan ikke vil fange og uskadeliggøre terrorister, vil USA finde ud af at gøre det selv.

Alt dette er sød musik i indernes ører. Nu har den genvalgte japanske premierminister Shinzo Abe ovenikøbet udtalt, at der er behov for, at Australien, Japan, USA og Indien mødes med henblik på at skabe et alternativt udviklingsprogram for Asien.

Kina har som bekendt gjort det tydeligt for alle, at de har en meget stor og universel fremtidsplan, nemlig en “one belt, one road”-politik, som vil indebære, at en stor ”motorvej” skal forbinde hele verden og gøre handel mellem nationer nemmere for alle.

”The devil is in the detail”, da kinesernes plan også kan medføre, at mange lande vil finde ruten meget problematisk. Den passerer nemlig lige netop Kashmir i Indien, et område, der er kontroversielt, og som giver Kina den yderligere strategiske fordel, at de får mulighed for at transportere kinesiske soldater og militært isenkram ad de samme ruter, som de ellers mener, at man kun skal bruge til at transportere handelsvarer. Japanerne er skeptiske, ligesom mange af de forholdsvis små lande i Asien såsom Vietnam og Fillippinerne også er det. Men de kan ikke gøre modstand fordi Kina er blevet for stærkt. Det er kun Indien, der har gjort modstand på et niveau, som Beijing er nødt til at tage højde for.
 

Det er kun Indien, der har gjort modstand på et niveau, som Beijing er nødt til at tage højde for
_______

 

ER DER grund til at rose Indien, som Tillerson har gjort, for deres gode internationale adfærd? Indien har været meget tilbageholdende med at føre angrebskrige eller vise interesse for at sende tropper ud af landet. Indien har fire gange været i krig med Pakistan, og to gange er indiske tropper sendt ud til grænseområdet mellem de to lande for at understrege at uprovokerede angreb fra Pakistans side ikke tolereres.

I 1971 angreb Indien Østpakistan og befriede det område, som senere blev til Bangladesh. Indien reagerede efter at have modtaget millioner af flygtninge fra Østpakistan. Dermed forhindrede landet, at det selv blev destabiliseret.

Indien vandt krigen mod Pakistan i både 1965 og 1971. Det blev ved disse lejligheder slået fast over for generalerne i Pakistan, at den eneste måde de kunne få indflydelse på konflikten i Kashmir på, ville være ved konstant at sende terrorister ud til området for at føre en stedfortræder-krig.

Nu da både Indien og Pakistan er atommagter, er det svært at indlede konventionelle krige, fordi risikoen for en atomkrig er blevet for stor. Derfor står der en halv million soldater på begge sider af hegnet på grænsen mellem Indien og Pakistan, og grænseområdet mellem de to lande er et af de stærkest bevogtede områder overhovedet. Bill Clinton sagde for 17 år siden, at dette grænseområde var verdens farligste område.

SIDEN 11. SEPTEMBER har Pakistan og USA været tætte allierede. Alligevel har det været meget svært for amerikanerne at finde ud af, hvilken side pakistanerne er på. Det pakistanske dobbeltspil, hvor de kæmper mod jihadisterne i Afghanistan på den ene side, men samtidig beskytter de terrorister, de kan bruge mod Afghanistan og Indien på den anden side, har rejst tvivl hos amerikanerne.

De er mildest talt frustrerede over, at de efter 16 år stadigvæk er fanget i en af de dyreste og længste krige, som Amerika har udkæmpet. Obama havde en exit-strategi, der bare bevirkede, at Taleban ventede, til tropperne blev trukket tilbage.

Trumps regering har indset, at tilbagetrækning ikke hjælper. En ændring af strategien har været nødvendig. Derfor har amerikanerne sendt yderligere 5000 soldater til Afghanistan, og de har sagt, at tilbagetrækningen fremover vil være afhængig af resultatet og ikke en forudbestemt tidsplan.

Amerikanerne har indset, at inderne havde ret, da de påpegede, at Osama Bin Laden havde gemt sig på pakistansk territorium, og at de nødvendigvis måtte konfrontere Pakistan med den kendsgerning. Det er stadigvæk en gåde for amerikanerne, at den pakistanske hær ikke havde kendskab til Osama Bin Ladens tilstedeværelse så tæt på en militærgarnison.
 

Amerikanerne har indset, at inderne havde ret, da de påpegede, at Osama Bin Laden havde gemt sig på pakistansk territorium, og at de nødvendigvis måtte konfrontere Pakistan med den kendsgerning
_______

 

Alt dette har betydet, at USA og Indien for alvor er begyndt at samarbejde. Indien har en hær, som er en af verdens bedst organiserede og veltrænede, og som er verdens femtestørste. Derudover bliver Indien snart en af de økonomier, som får en placering blandt de fem største i 2030. Indien har oplevet en årlig økonomisk vækst på ca. 7 pct. i mange år.

Ud over det er Indien og USA begge demokratier; Indien det største og USA det stærkest militært og økonomisk. Alle fire amerikanske præsidenter siden 1990 har ønsket et tættere samarbejde mellem de to demokratiske magter. Desuden er antallet af studerende, der rejser fra Indien til USA, eksploderet. Inderne modtager det suverænt største antal arbejdsvisa til USA og der ses en overrepræsentation af indere blandt studerende på de eftertragtede amerikanske universiteter.

I Det Hvide Hus har selv Trump og hans familie i oktober måned fejret Diwali – hinduernes store fest – for at understrege, at relationen til indisk-amerikanerne er meget højt prioriteret.

Relationen mellem Indien og USA bliver altså bedre, men der er også skepsis. Inderne er bange for, at amerikanerne skifter mening, som Trump har gjort i mange andre forhold. De vil gerne se resultater og de vil gerne have, at der bliver afsat penge til fælles forskningsprojekter. Indien vil gerne have, at det gode forhold til USA ikke kun består af pæne ord, men at der også er handling bag reprimanderne mod pakistanerne.

Der er ingen tvivl om, at forholdet mellem Indien og USA kun bliver bedre. Dette strategiske samarbejde har potentiale til at blive århundredets definerende samarbejde, som kan have konsekvenser for resten af verden. Om det bliver det, vil tiden vise.

Mrutyuanjai Mishra (f. 1966) er Europæisk Master i Menneskerettigheder og Demokratisering. Han er skribent ved Indiens største engelsksprogede avis, Times of India. Han har tilbragt halvdelen af sit liv i Indien og resten i Skandinavien.

ILLUSTRATION: USA’s udenrigsminister Rex Tillerson og Indiens premierminister Narendra Modi mødes i New Dehli, Indien, 25. oktober 2017 [foto: US Dept. of State]