“Tilbage er tilsyneladende kun bodega-oprøret og tilbudet om at vende fremtiden og verden ryggen. Behøver det være sådan?” – Morten Løkkegaard

“Tilbage er tilsyneladende kun bodega-oprøret og tilbudet om at vende fremtiden og verden ryggen. Behøver det være sådan?” – Morten Løkkegaard

17.03.2017


Uden at være Halleluja-optimist kan man vist godt hævde, at der findes et livskraftigt, positivt Europa-narrativ, som er fundamentalt anderledes end det, som de kriseramte medier ukritisk forfølger. En fortælling, som efter valget i Holland kun vil blive styrket, hvis Frankrig afviser Le Pen, og tyske AfD ikke får nogen nævneværdig succes senere på året.

Kommentar af Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Vi er på vej ind i foråret 2017, og efter en skøn solskins-uge i Alperne er det svært at bevare pessimismen: Europa er et skønt, fredeligt og rigt kontinent, hvor indbyggerne rejser flittigt over grænserne, udøver deres frihed og velstand, og lever et liv, som deres forfædre kun kunne fantasere om. Ja, ja – der er altid risiko for et vinterdepressivt tilbagefald. Ved igen at krydse den dansk-tyske grænse hjemover i pisregn og holde i kø for at vise pas til drivvåde, pligtopfyldende hjemmeværnsfolk – repetere lidt bederums-debat og iagttage Martin Henriksens bedemandsfjæs. Men, så igen: Dagene ER blevet længere og lysere, og dansk politik kommer vel også ud af dødvandet på et tidspunkt.

Nu er der sikkert allerede læsere, som har bortdømt mig på grund af min elitære naivitet og tilstræbte forårs-kådhed, så lad mig derfor vende tilbage til den virkelige virkelighed og de mange udfordringer, som Europa står overfor dette forår. Et hurtigt greb i kliche-bunken: Europa er i opbrud! EU fylder i denne måned 60 år – og præcis samtidig indledes en benhård skilsmisse-forhandling med Storbritannien. De – snart – resterende 27 EU-medlemmer kæmper imens for at holde sammen, men er truet af alvorlige indre modsætninger mellem Nord og Syd, Øst og Vest, senest illustreret med polakkernes barnagtige og lidet succesfulde agenda-kidnapning ved topmødet i Bruxelles.

Midt i denne interne rumlen er der (igen) gået global mode i stærke mænd, som alle skal stive deres skrøbelige super-egoer af ved at sparke til den normalt så fredelige og – vil nogen mene – noget stillestående EU-elefant. Trump og Putin er de oplagte eksempler, men også Tyrkiets Erdogan har sat sit land på den autoritære auto-pilot i jagten på den ultimative magt. Igen-igen skal Europa og EU-elefanten åbenbart bruges som prügelknabe. Som krymmel på den efterhånden noget krydrede kage skal vi igennem tre afgørende valg: Det første forleden i et splittet Holland, siden det syge Frankrig, sluttende dramaturgisk helt efter lærebogen med mægtige Tyskland. Som om dette drama ikke var nok, lægges der nu op til reformer af EU: Lederne i de største medlemslande har – efter en Brexit-chok-fase – genoplivet diskussionen om et EU i flere hastigheder, og EU-Kommissionen har præsenteret fem mulige scenarier for det fremtidige samarbejde.

Der er således nok at få både forårsdagene og resten af 2017 til at gå med for Europa-nørder – og sikkert også for alle andre, der måske føler sig en anelse utrygge ved hele forestillingen.

DET FORSTÅR JEG I GIVET FALD UDMÆRKET. Når jeg betragter det seneste års udvikling, kommer jeg til at mindes een af min barndoms store Hollywood-succes’er, “Forår for Hitler”. Den bindegale Mel Brooks fik i 1968 en Oscar for bedste manuskript til en film, der handlede om et par svindlere, der ville sikre sig en filmfiasko og derfor skrev verdens værste manuskript. Alligevel blev filmen ironisk nok – både som film og som filmen i filmen – en massiv succes, og udstillede derfor på forbilledlig og dobbeltbunden vis tilværelsens absurditet.

Manuskriptet til den politiske sæson 2016/17 kunne være skrevet af Mel Brooks, endskønt han – hvis han stadig have levet – nok ville have haft svært ved at udtænke et SÅ absurd forløb: Trump som præsident; demokratiet i forfald, falske nyheder og alternative fakta som den nye norm; Rusland og Østeuropa i åbent opgør med det åbne, liberale samfund; ISIS-terror, So-Me-inspireret af et Mellemøsten i opløsning; folkevandring fra et blødende afrikansk kontinent.

Europas skæbne synes – set i denne prisme – lænket til historiens store skraldespand. Læg dertil en uheldssvanger centrifugalkraft, fremkaldt af teknologi og den tilhørende kommunikations-overload, som fuldstændig udhuler den møjsommeligt opbyggede blandingsform af demokrati og elite-styre.

I dette manuskript ser vi et post-moderne Europa berøvet al tillid og tiltro til sandhed, ekspertise, autoritet og repræsentation. Tilbage er tilsyneladende kun Bodega-oprøret og de højest råbendes tilbud om at vende fremtiden og verden ryggen. Vende tilbage til tiden, hvor den europæiske nationalstat var verdens centrum. Hvor de fremmede blev i Afrika og Mellemøsten – eller i det mindste lod sig underordne den europæiske orden.

 

Behøver 500 millioner EU-borgere virkelig at blive set på som en samling tabere i fuld gang med at sparke en sødsuppe-liberal, spelt-gumlende, globaliseringsivrig elite ned fra elfenbenstårnene?
_______

 

BEHØVER DET AT VÆRE SÅDAN? Behøver forfaldet at være en grundlæggende præmis for diskussionen om det europæiske samarbejde? Behøver 500 millioner EU-borgere virkelig at blive set på som en samling tabere i fuld gang med at sparke en sødsuppe-liberal, spelt-gumlende, globaliseringsivrig elite ned fra elfenbenstårnene?

Jeg synes det ikke. Kald mig bare naiv, men mon ikke størstedelen af europæerne – trods alt – stadig foretrækker noget andet? Måske oven i købet det let kedsommelige, demokratiske, åbne og liberale retssamfund med al dets snak, bureaukrati og magtdeling, rettigheder og talende jakkesæt? Alt det, en kriseramt presse ikke gider berette om, fordi det simpelthen er for kedeligt?

Mon ikke “det tavse flertal” – hvem det så end er – foretrækker demokrati og samarbejde, hvis alternativet er diktatur eller noget, der ligner til forveksling? Foretrækker vi, når det kommer til stykket, mænd med kæmpe-ego’er og ekstrem-narcissistiske personligheder, hvis verdensbillede er mega-reality-show, et stort nulsums-spil med udelukkende tabere eller vindere? Et spil, hvor andre (det vil sige os) derfor kun kan indtage rollen som taber, når parolen lyder som kampråbet ved en Wrestling-match?

Nok ikke. Årtiers succes med fred gennem handel fornægter sig næppe. Jeg tror simpelthen ikke på, at europæerne vil vælge en Reality- eller en højre-radikal model. Vi skriver 2017 – og Tyskland er ikke Weimar-republikken, Europa er ikke Sarajevo 1914, er ikke regeret af fyrster og kapitalinteresser, der ønsker krig. Tiden er – indrømmet – til digitalt orkestreret overflade-brok og ekstrem individualisme. Men ikke til Putins parodi-demokrati, Erdogans Mellemøst-despoti eller god, gammeldags voldelig opstand. Den slags overlader vi til ekstremisterne, til islamisterne.

Valget i Holland kan selvfølgelig tolkes på flere måder. Men Wilders blev ikke – som spået af ham selv og hele det medløbende mediokrati – den store sejrherre. Selv om hans enmands-hær gik frem, ligger de højre-radikale stadig “kun” på 13 pct. De EU-positive partier gik samlet set frem, og den liberale VVD-leder og erklærede EU-støtte, Mark Rutte, er størst for tredje valg i træk.

Østrig – af alle steder – afviste for nylig en ellers nydelig højreradikal. Endda i to omgange. I Frankrig – en worst case – udgør det yderste højre 20-25 pct. på en god dag. I Tyskland langt mindre. Slet Ikke nok til at regere, medmindre de indgår fundamentale kompromisser med de etablerede partier. Hvilket i sagens natur ikke vil ske, fordi de yderliggående er født af protest – og derfor ville dø af konsensus og kompromis.

Efter Brexit har meningsmålinger i en række lande – inkl. Danmark – vist, at opbakningen til det europæiske samarbejde ligger rekordhøjt. 60 års møjsommeligt EU-byggeri, pakket ind i 70 års USA-fabrikeret verdensorden (ved Trump dét?), pålagt efterkrigstidens Europa som en betingelse for Marshall-hjælpen, river man ikke sådan ned på et øjeblik.

Uden at være Halleluja-optimist kan man vist godt hævde, at der findes et livskraftigt, positivt Europa-narrativ, som er fundamentalt anderledes end det, som de kriseramte medier ukritisk forfølger. En fortælling, som kun vil blive styrket, hvis Frankrig afviser Le Pen, og tyske AfD ikke får nogen nævneværdig succes senere på året.

Læg dertil, at det europæiske samarbejde er solidt forankret i institutioner. EUs “founding fathers” vidste udmærket, at politisk forandring transformeres til forankring gennem institutioner. Og ved 60 års jubilæet kan EU-tilhængerne derfor konstatere, at det europæiske samarbejde er effektivt flettet tæt sammen af 80.000 siders lovtekst – og den nok så berømte (Bermuda)-trekant af Rådet, Kommissionen og Parlamentet.

 

Er den hellige gral så velforvaret? Slet ikke. Demokratiet, som vi kender det – det repræsentative – er truet af teknologien. Det europæiske projekt er offer for det post-moderne samfunds højlydte krav om gennemsigtighed og direkte demokrati.
_______

 

ER DEN HELLIGE GRAL SÅ VELFORVARET? Slet ikke. Demokratiet, som vi kender det – det repræsentative – er truet af teknologien. Det europæiske projekt er offer for det post-moderne samfunds højlydte krav om gennemsigtighed og direkte demokrati.

Alle skriger på nye modeller for folkelig deltagelse og legitimitet. Det gælder på alle niveauer – og altså også i forhold til EU: Den folkelige forankring mangler. Ja, legitimiteten ikke bare mangler; den er – set i bakspejlet – mere eller mindre bevidst blevet forsømt. Dette fornægter-kompleks, hvis kendings-sang jeg allerede for otte år siden døbte “Den falske melodi”, altså sangen om, at markedets velsignelser alene gjorde tricket – uden at nævne den politiske overbygning, den stadig tættere integration – ja, det har skabt en berettiget skepsis overfor den politiske og bureaukratiske klasse.

Fortæller de os hele historien? Nej, er svaret overalt, hvor jeg har færdedes gennem årene – og derfor synes tvivl og folkelig skepsis at være EU-projektets trofaste rejsekammerater. En folkeafstemning hvert 10. år hjælper ikke – men udstiller tværtimod blot, hvor skrøbeligt et instrument folkeafstemninger er, når de udelukkende anvendes til at protestere. Tænk bare på det eviggrønne og ekstremt succesfulde slogan fra EU-skeptikerne herhjemme: Er du i tvivl – så stem nej!

Heldigvis taler EU’s succes for sig selv: Fred, frihed og velstand. Så meget har europæerne fanget. Men det er EU-diskussionens måske tydeligste paradoks, at de største trusler mod projektet ikke er Trump, Putin og Erdogan, islamistisk terror, kinesisk fremdrift eller afrikansk fattigdom, men noget så banalt som vores egen tvivl, vores eget navle-pilleri og interne spilfægterier. Med en måske lidt søgt parallel fra Christiansborg: En regerings undergang er først sikret, når regeringspartierne starter den interne fight. Et parti er først dødsdømt, når de interne magtkampe trumfer de eksterne.

 

Det er EU-diskussionens måske tydeligste paradoks, at de største trusler mod projektet ikke er Trump, Putin og Erdogan, islamistisk terror, kinesisk fremdrift eller afrikansk fattigdom, men noget så banalt som vores egen tvivl, vores eget navle-pilleri og interne spilfægterier.
_______

 

SAMMENHOLD ER ALTSÅ LØSENET. Og netop derfor er Brexit uden sammenligning den største trussel mod EU i de første 60 års samliv. Man kan derfor roligt gå ud fra, at de 27 andre vil gå endog meget langt for at fastholde en fælles linje overfor briterne, når skilsmissen indledes lige om lidt. Og tilsvarende: At Trump-nabolagets mest ekstreme disciple, russerne og de højre-radikale vil gå meget langt for at så splid og tale projektet i graven i håb om at skabe en dominoeffekt i resten af EU27.

I Bruxelles har arrogancen været voldsom gennem mange år. Troen på institutionerne som et fort mod folkeviljen har domineret den fransk-tyske tænkning hos statslederne og top-bureaukraterne og deres politiske hang arounds i parlamentet. Vreden mod briterne er enorm, fordi Brexit blev – og fortsat bliver – set som en uansvarlig indenrigspolitisk leg, hvor alle andre end briterne selv er ufrivillige ofre. Eneste trøst er, at det uden tvivl er briterne selv, der kommer til at lide mest (UK-opløsning, 5-10 pct. BNP-fald og mindst 10 år i lov-limbo), fanget som de er i en anakronistisk imperiedrøm.

Men det er en og bliver en fattig trøst, når man tænker på system-risikoen: Et EU i eksistens- og identitetskrise – uden udsigt til afklaring før tidligst i 2019.

Så længe har ingen lyst til at vente, og derfor har alle lige nu meget travlt med at tale reformer: Junckers fem modeller, Merkels pludselige genoplivning af “Two-Speed Europe”, de fire store landes simultane lovprisning, og Visegrad-landenes afvisning af samme. Alt dette som ouverture til 60-års-dagen i Rom, hvor de altid pomp-og-pragt-glade italienere har lagt op til en underskrift-ceremoni i den tunge ende – uden tvivl med Beethovens 9. gjaldende fra et indforskrevet symfoniorkester. Selv min egen gruppeformand og superstats-europæer, Guy Verhofstadt, har lugtet lunten og meldt fra til ceremonien for at deltage i en folkelig demonstration et andet sted i Rom.

Før topmødet med regeringslederne i december skal man dog ikke forvente noget som helst substantielt, men i forhold til problemet med manglende legitimitet tjener reform-diskussionen alligevel et vigtigt formål. Den er nemlig et klart signal til os alle: For første gang i årtier er EU-eliten tilsyneladende parat til at indlede en dialog med befolkningerne om fremtidens Europa, herunder hvilken samarbejdsmodel, der skal arbejdes på.

Hvilken model, det ender med – om af de skitserede overhovedet – er det for nuværende svært at vurdere. Alle – også Venstre og regeringen – er lige nu i proces med at finde svaret på det store spørgsmål: Hva’ nu, Europa?

“Big on Big Things, Small on Small Things”, er et slogan mange blive enige om. Men hvis EU skal være slankere – hvor er det så præcist, der skal slankes? Vel næppe på klima, miljø, anti-terror, sikkerhed og forbrugerbeskyttelse? Næppe heller på udenrigssamarbejde, regionale strategier, landbrug, finanskoordinering, kriminalitetsbekæmpelse og forskning? Og da slet ikke på Indre Marked?

Nej, man ender ubehageligt hurtig i afdelingen for kvindekvoter, svensk snus og længden på toiletskyl. Det er en selvstændig opgave for EU-tilhængere at anskueliggøre dette. Herefter kan vi så fortsætte med det egentlige reform-arbejde: “Better regulation” – altså lovgivning, der rent faktisk virker: Indsatsen mod over- og under-implementering af love og regler – altså at få medlemsstaterne til at leve op til skåltalerne, når Det Indre Marked skal fungere i dagligdagen; og bremsen mod overflødige, nye initiativer – altså en skrap selvdisciplin blandt de lov-ivrige kommissærer, hvoraf en god del i øvrigt kan undværes.

Den slags er der ikke megen sex i, så det er svært at få etableret en substans-diskussion. Alt for ofte ender vi på populisternes hjemmebane: Det elitære EU (hvor lønnen er for høj og vilkårene for gode), svindel med støttemidler, og afgivelse af suverænitet til “Bruxelles” (læs: fremmede).

Noget tyder ikke desto mindre på, at debatten denne gang kan rykkes. Mange europæere har forstået, at der er mere på spil efter Brexit, Trump og højre-populismens fremmarch. Men det kræver, at pro-europæere griber øjeblikket – og så i øvrigt kan finde et narrativ, der giver mening for borgere, som de er flest.

Denne fortælling handler først og sidst om os selv – og vores fælles rolle i verden: EU skal løse de fælles udfordringer: Grænser, tryghed og vækst – og fællesskabet skal vise eksemplet for resten af verden. Der skal være plads til de nationale og regionale særkender, den kulturelle identitet. Rollefordelingen skal være meget skarpere, så mennesker i Europa kan se forskel – og glædes ved det. Den frie bevægelighed – og dens virkninger og konsekvenser – skal defineres klarere, så vi bliver i stand til at skabe lokale løsninger på arbejdsmarkederne og velfærdsstaterne.

Vi skal med andre ord skabe retning og mening for mennesker – midt i en stadig mere kompleks, grænseløs verden, hvor alle traditionelle normer og autoriteter er udfordret. Det kan kun ske ved at stå sammen som europæere – og vide, hvor vi vil hen. Fortsat fred, frihed og velstand i Europa er ikke en opgave, som ordnes på en enkelt dag eller en enkelt sæson. Det er en konstant bestræbelse, et aldrig afsluttet “work in progres”. Men forår skal der til – og ovenpå Alpe-sol og hollandsk-liberale varmegrader er jeg for alvor ramt af forårskuller.