Morten Fels: Forbundsdagsvalget efterlader en ubehagelig advarsel om, at det ellers så stabile, samarbejdende tyske folkestyre er under stigende pres

Morten Fels: Forbundsdagsvalget efterlader en ubehagelig advarsel om, at det ellers så stabile, samarbejdende tyske folkestyre er under stigende pres

12.12.2017


Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Tysklands positive parlamentarisme og de strenge krav for afholdelse af nyvalg blev efter Anden Verdenskrig indskrevet som stabilitetsskabende mekanismer i den tyske forfatning. Paradoksalt nok besværliggør disse mekanismer nu regeringsforhandlingerne yderligere, hvilket i sidste ende kan medvirke til at kaste Tyskland – og dermed også Europa – ud i en reel styringskrise. For så længe der ikke er klarhed om den tyske regeringskoalition, står Europa uden styrmand.

Kommentar af Morten Fels, stud.scient.pol. ved Københavns Universitet

EFTER de kuldsejlede Jamaica-forhandlinger peger de fleste pile nu i retning af en fortsættelse af den hidtidige storkoalition mellem CDU/CSU og SPD. En koalition, der vil kunne sikre både tysk og europæisk stabilitet i de kommende fire år, men som samtidig vil få vanskeligt ved at imødekomme det stærke krav om forandring, som tyskerne stillede ved forbundsdagsvalget d. 24. september. Reaktionen kan blive hård om fire år, når tyskerne igen går til stemmeurnerne, og det vil for alvor kaste Tyskland – og dermed også Europa – ud i en ny politisk virkelighed.

Godt to måneder efter valget til Forbundsdagen befinder Tyskland sig fortsat i et politisk magtvakuum oven på de kuldsejlede forhandlinger om indgåelsen af en Jamaica-koalition mellem CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne. Forbundsdagsvalget, der af mange på forhånd var udpeget som det kedeligste og mest forudsigelige valg i det europæiske supervalgår 2017, viste sig på mange måder at blive et historisk og jordskredslignende fragmenteringsvalg. Fire partier i Forbundsdagen blev til seks, og de hidtidige regeringsbærende partier, CDU/CSU og SPD, gik samlet knap 14 pct.-point tilbage.

Den hidtidige regeringskoalition fik altså en overordentlig stor vælgerlussing, hvorfor det kan virke paradoksalt, at det mest sandsynlige scenarie – efter FDP-formand Christian Lindners nylige exit fra Jamaica-forhandlingerne – synes at være en fortsættelse af denne storkoalition. Fredag d. 24. november kravlede SPD-formand Martin Schulz nemlig ned fra sit oppositionstræ og erklærede sig åben over for sonderingsdrøftelser ledet af forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Ved den forgangne weekends SPD-partikongres opnåede Schulz et bredt mandat til at indlede forhandlinger med Merkel med henblik på dannelsen af en ny storkoalition. Hvis det ikke skulle lykkes at nå til enighed herom, kan et nyvalg potentielt spøge i kulissen, mens muligheden for en ny Jamaica-sonderingsrunde synes udelukket ovenpå Lindners bastante exit-udmelding. Endelig er der muligheden for en mindretalsregering, men her har Merkel meldt ud, at hun i givet fald foretrækker et nyvalg. Mindretalsregeringer passer simpelthen ikke sammen med tyskernes stærke ønske om stabilitet. Netop derfor er Schulz også endt med at føle sig nødsaget til at afsøge muligheden for at påtage sig det statspolitiske ansvar, på trods af at det kan klemme SPD yderligere igen at skulle agere juniorpartner i en regeringskoalition ledet af Merkel.

 

Forbundsdagsvalget, der af mange på forhånd var udpeget som det kedeligste og mest forudsigelige valg i det europæiske supervalgår 2017, viste sig på mange måder at blive et historisk og jordskredslignende fragmenteringsvalg
_______

 

FORBUNDSDAGSVALGET blev dog ikke blot et skelsættende valg, der markerede, at Tyskland nu er fulgt i retning af den generelle europæiske strømning mod øget politisk fragmentering, der især bunder i en opblomstring af såvel den nationalistiske som den liberale højrefløj. Det efterlader også – i særdeleshed efter det kuldsejlede Jamaica-forhandlingsforløb – en ubehagelig advarsel om, at det ellers så stabile, samarbejdende tyske folkestyre er under stigende pres. Tysklands positive parlamentarisme og de strenge krav for afholdelse af nyvalg blev efter Anden Verdenskrig indskrevet som stabilitetsskabende mekanismer i den tyske forfatning. Paradoksalt nok besværliggør disse mekanismer nu regeringsforhandlingerne yderligere, hvilket i sidste ende kan medvirke til at kaste Tyskland – og dermed også Europa – ud i en reel styringskrise. For så længe der ikke er klarhed om den tyske regeringskoalition, står Europa uden styrmand.

Skulle det ende med endnu en storkoalition, vil det sikre Tyskland en stabil, pro-europæisk regeringsførelse i de kommende fire år – til stor glæde for Macron, der må være lettet over, at udsigterne til Christian Lindner som tysk finansminister ikke længere synes aktuelle. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at forbundsdagsvalget først og fremmest var et fravalg af den siddende storkoalition, der har udgjort to af Merkels tre hidtidige regeringer. Derfor kan Tyskland meget vel stå i en situation, hvor en storkoalition ikke vil kunne mønstre et flertal i Forbundsdagen om fire år. Og så bliver det politiske landskab først for alvor vanskeligt at navigere i. Det kan blive en stor udfordring, ikke blot for Tyskland, men også for Europa. Tyskerne er med andre ord nødt til at vænne sig til tanken om trekløver- eller mindretalsregeringer, og her kan tyskerne med fordel hente inspiration i den skandinaviske tradition. ■

 

Tyskland kan meget vel stå i en situation, hvor en storkoalition ikke vil kunne mønstre et flertal i Forbundsdagen om fire år. Og så bliver det politiske landskab først for alvor vanskeligt at navigere i
_______

 

Morten Fels (f. 1992) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og var i foråret praktikant på den danske ambassade i Berlin i Politisk/Økonomisk sektion.

ILLUSTRATION: Angela Merkel til pressemøde i forbindelse med regeringsforhandlingerne, november 2017 [foto: Michael Kappeler/AP/Polfoto]


_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende