Mattias Tesfaye: Socialdemokratiet er landets sidste folkeparti

Mattias Tesfaye: Socialdemokratiet er landets sidste folkeparti

06.03.2017


“Jeg tror, at alle SF’ere ville føle sig godt tilpas hos Socialdemokratiet, men de færreste socialdemokrater vil have det på samme måde hos SF – og det er da værd at tænke over.”

Interview af Michael L. Bech Særkjær

RÆSON: Hvad mener du er essensen af at være socialdemokrat?

Vi er grundlæggende optimister. Vi tror på, at menneskeheden bevæger sig fremad mod bedre tider: Vi opfinder nye maskiner, der gør det muligt at kommunikere med hvem som helst – hvor som helst. Vi udvikler medicin, der kurerer sygdomme som tidligere slog millioner af mennesker ihjel. Vi bliver rigere og kan forbruge mere og opleve mere. Alt det skal nok komme et mindretal til gode. Men hvis det også skal komme flertallet til gode, kræver det socialdemokratisk politik. Det handler om en rimelig fordeling af velstanden. Adgang til uddannelse og viden for alle. Og et sikkerhedsnet, der samler de medborgere op, som rammes af uheld. Det er derfor partiet blev stiftet og stadig eksisterer.

RÆSON: I hvor høj grad guider den socialdemokratiske ideologi dig og dine politiske beslutninger i partiet i dag?

I den vestlige politiske tradition, så mener jeg, at der grundlæggende findes tre ideologier; liberalismen, konservatismen og socialismen. Hvis du forstår dem, så kan du også forstå alle danske politiske partier. Nogle nye partier kommer til, og nogle gamle forgår, men det er inden for denne trekant af ideologiske ydrepoler, at dansk politik lever. Og der findes i min optik ikke nogle danske partier, som har en absolut rendyrket ideologi bag sig. Selv Liberal Alliance, der påstår at være de mest liberale, har nogle sociale aspekter i deres politik for at sikre en smule sammenhængskraft. På samme måde med Socialdemokratiet. Selvom vores udgangspunkt stammer fra den socialistiske grundideologi, respekterer vi jo også den private ejendomsret, vi ønsker en stærk konkurrence og bruger økonomiske incitamenter – det er jo alt sammen noget, der er opstået ud af klassisk liberale tanker. Ligesom Socialdemokratiet også er et parti, som mener, at når vi lever i en globaliseret verden, skal der også være en national sammenhængskraft. Det forudsætter fælles kultur, sprog og referenceramme, hvilket jo i virkeligheden er værdier, som nogen måske vil mene typisk forsvares mest af konservative.

Når det er sagt, så præger de grundlæggende socialdemokratiske tanker stadig os socialdemokrater. Lad mig komme med et eksempel. I gamle dage havde de adelige familier en række rettigheder, alene fordi de var født til den slags privilegier. De kunne komme på specielle skoler, få specielle stillinger og var undtaget fra de samme pligter som størstedelen af befolkningen, der måtte slide og slæbe uden nogen muligheder for at leve som frie mennesker. De uretfærdigheder blev formelt fjernet med de borgerlige revolutioner og frie forfatninger, som mange lande fik i det 18. og 19. århundrede. Det var godt. Men Socialdemokratiet er samtidig opstået som en kritik af de borgerlige idéer, der stod bag revolutionerne. Vi hævder, at borgerne måske formelt er blevet frie, men i praksis var det stadig de fattigste, der måtte slide og slæbe, mens et lille mindretal havde alle privilegierne. De fattigste boede stadig usundt, deres børn kom stadig ikke i gode skoler, de havde stadig ikke adgang til ordentlig lægehjælp, hvis de blev syge. Socialdemokratiet er et parti, der er stiftet for at sikre, at disse rettigheder og muligheder også reelt bliver indfriet for hele befolkningen.

Derfor: Når jeg personligt er meget optaget af at sikre ordblinde børn bedre muligheder, tænker jeg nogle gange over disse grundlæggende holdninger. De ordblinde børn har formelt de samme rettigheder som andre. De kan modtage den samme undervisning som andre. De har de samme lærere. De må starte på de samme uddannelser som andre. Men det kræver nogle særlige hjælpemidler og noget særlig undervisning, hvis de også reelt skal have mulighed for at forfølge de samme uddannelsesdrømme som andre unge.

RÆSON: I 1871, da Socialdemokratiet blev født, tjente partiet arbejderklassen og Arbejderbevægelsen, men hvordan synes du, at vælgerskaren hos Socialdemokratiet ser ud i dag?

Socialdemokratiets vælgere er vist nok dem, som gennemsnitligt ligner befolkningen mest. Enhedslisten har f.eks. en klar vælgerprofil i universitetsbyerne og med høj uddannelse, og DF finder vælgere med kortere uddannelser og fra provinsbyerne. Venstre har historisk stået stærkt i landområderne, og Konservative får mange stemmer i kommunerne nord for København. Men Socialdemokratiet er i den forstand det sidste folkeparti i Danmark, fordi vi demografisk favner hele folket. Det ændrer dog ikke ved, at Socialdemokratiet er en del af arbejderbevægelsen. Rigtig mange af os er samtidigt medlemmer af en fagforening og har været valgt som tillidsfolk på arbejdspladser. Det er en naturlig del af partiets selvforståelse, at det forholder sig sådan.

RÆSON: Hvem er i dine øjne den mest socialdemokratiske, nulevende socialdemokrat – og hvorfor?

Zenia Stampe fra Radikale Venstre hævdede for et års tid siden, at hun var den rette viderefører af Anker Jørgensens udlændingepolitik. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgård og Søren Espersen siger, at de er de rigtige H.C. Hansen-socialdemokrater. Enhedslisten knuselskede Poul Nyrup mens Helle Thorning var statsminister, og da Poul Nyrup var statsminister, knuselskede de Anker Jørgensen. De fremhæver altid den foregående formand fra Socialdemokratiet. På den måde har der længe været en kamp om Socialdemokratiets sjæl, som ikke kun kæmpes i vores eget parti, men også hos mange andre partier, fordi de gerne vil tage ejerskab i den socialdemokratiske historie. Man kan sådan set også forstå vores nye kampagne, som en lille svirper til de andre. For hvem er i grunden de rigtige socialdemokrater – ja, det er Socialdemokratiet! Jeg har også selv lige afleveret en bog til et forlag, og mit sidste kapitel hedder faktisk ’En rigtig socialdemokrat’. Der er ikke nogen, som er mere eller mindre socialdemokrat i Socialdemokratiet, det er min pointe.

RÆSON: Du har tidligere været politisk aktiv på venstrefløjen, og du har dermed set socialdemokratiet udefra og indefra. Hvorfor endte du hos Socialdemokratiet, og hvor længe har du tænkt dig at blive der?

Her bliver jeg sgu nok til jeg stiller træskoene! Jeg har været aktiv i fagforeningen, siden jeg gik med aviser. Som du selv nævner, har jeg været medlem af blandt andet SF i flere år, men jeg må nok indrømme, at jeg aldrig rigtig følte mig hjemme i partiet. Hos Socialdemokratiet har jeg derimod fundet min rette hylde, og det er uden tvivl, fordi partiet favner langt bredere. Jeg tror, at alle SF’ere ville føle sig godt tilpas hos Socialdemokratiet, men de færreste socialdemokrater vil have det på samme måde hos SF – og det er da værd at tænke over. Det fortæller noget om, hvor bredtfavnende et parti Socialdemokratiet er.

RÆSON: Ideologisk set er socialisme og socialdemokratisme tæt forbundet, men hvor mener du, at socialdemokratisme adskiller sig fra socialisme?

Vi er, som navnet antyder, et demokratisk socialistisk parti, men jeg tror, man skal passe på med at være for kategorisk i sin definition af termerne. I Frankrig hedder socialdemokraterne f.eks. Socialistpartiet. Men hvis man alligevel skal forsøge at sige noget om den danske politiske tradition, så har socialdemokraterne i Danmark historisk stået meget stædigt på de vestlige demokratiers side imod Østblokken. Det var sjældent noget, de var enige med i partierne til venstre for Socialdemokratiet. Derfor var venstrefløjen også imod, at socialdemokratiske regeringer førte Danmark ind i NATO og EF.

I dag mener jeg, skillelinjerne mellem Socialdemokratiet og f.eks. Enhedslisten handler om meget andet. Socialdemokratiet går altid efter indflydelse. Det er vigtigt for os at påvirke beslutningerne. Det er mindre vigtigt for Enhedslisten. Derudover er Socialdemokratiet mere optaget af, at samfundsøkonomien skal hænge sammen og dansk erhvervsliv skal have gode vilkår. Det optager Enhedslisten lidt mindre. Endeligt støtter Socialdemokratiet en stram udlændingepolitik, her er vi sjældent enige med Enhedslisten. I dagligdagen på Christiansborg er der dog også mange områder hvor vi kan være enige – f.eks. på miljøområdet eller omkring ligestillingspolitik.

RÆSON: Hvad er socialisme i din optik – og trives og findes den stadig i dansk politik?

Jeg blev oprindeligt politisk interesseret da en skolekammerat i 7. klasse sagde, at vi skulle have et samfund, hvor enhver skulle yde efter evne og modtage efter behov. Det er socialisme. Og det, synes jeg stadig, er en smuk tanke, selvom jeg må erkende, at vi ikke kan indrette et samfund alene efter sådan et abstrakt ideologisk princip. Politik er nemlig noget andet end ideologi. Politik er de konkrete politiske partier, forslag og diskussioner om konkrete samfundsmæssige spørgsmål. Det er derfor først når ideologien bliver realiseret, at politik bliver interessant, hvis du spørger mig. Den socialistiske idé i Danmark er primært båret af SF og Enhedslisten. At diskutere socialismen i Danmark uden at forholde sig til de to partier, giver derfor ikke mening. Socialisme i Danmark er derfor for mig disse to partiers programmer og praksis: En stor offentlig sektor. Massiv omfordeling fra rige til fattige. Høje overførselsindkomster. Høj boligbeskatning. Satsning på grøn omstilling. En åben indvandringspolitik. Til gengæld ser man sjældent et vækstudspil fra SF eller Enhedslisten, hvilket er udtryk for, at virksomheders forhold ikke lige er dét, deres hjerter banker for. De oprindelige socialistiske tanker om, at staten burde overtage ejerskabet til virksomheder, banker og landbrugsjord, hører jeg meget sjældent nogen argumentere for.

RÆSON: Socialdemokratiet er politisk set tættere på midten end nogensinde før. Lige på den anden side har vi en række ”liberale” partier. Hvad mener du om liberalisme, og hvorfor er du ikke selv liberalist?

Jeg kan sagtens identificere mig med de oprindelige liberale tanker. Flere af de store liberale filosoffer fra 1700- og 1800-tallet er virkelig inspirerende. Men det store problem med liberalismen er, at den er socialt blind. Den ser ikke mennesket som en del af et fællesskab, der både er medvirkende til vedkommendes succes eller nederlag. Jeg synes, liberalister i alt for høj grad anser et menneskes succes eller nederlag som et resultat af det enkelte menneskes egen indsats. Jeg tror på, at vi hver især har et ansvar for vores eget liv. Men jeg mener samtidig, at fællesskabet har en andel i både succes og nederlag. Derfor synes jeg også, at samfundet skal have økonomisk andel i succesen og tage økonomisk medansvar for nederlaget, hvorfor både skat og overførsler er etisk begrundet. Det er jeg ikke altid enige med liberaliser om.

Efter den franske revolution skrev digteren Anatole France, at ’nu kunne både den rige og den fattige sove under Seinens broer.’ Det var en ironisk kritik af liberalismen. Før revolutionen havde de fattige ikke ret til at købe en stor lejlighed og en dejlig blød seng. Efter revolutionen havde de ikke råd. Formelt set havde både fattige og rige nu ret til at købe en lejlighed eller vælge at sove under den parisiske flods broer. Men i praksis var det de samme, der sov, hvor de altid havde sovet. Liberalismen foretog et opgør med den juridiske uretfærdighed. Men den sociale uretfærdighed stod stadig tilbage. Den grundlæggende diskussion mellem liberalister og socialdemokrater står stadig tilbage.

RÆSON: Hvad mener du så om konservatismen, og hvorfor er du selv ikke konservativ?

Jeg tror de fleste mennesker har noget konservativt i sig. I hvert fald når vi bliver voksne. Vi anerkender værdien af det eksisterende og er skeptiske i forhold til for store forandringer på for kort tid. Sådan har jeg det også selv. Men som politisk praksis er jeg uenig med de konservative. Jeg mener, at deres modstand mod forandring som regel er reduceret til de forandringer, der skal skabe øget social retfærdighed. De taler om kulturel sammenhængskraft og nationalt sammenhold, men jeg synes ofte deres konkrete politik understøtter det modsatte. Nemlig kløfter mellem mennesker og sammenhold om en ekskluderende borgerlig kultur. Det nuværende konservative parti er meget svagt og meget småt. Men det har historisk været et stærkt borgerligt parti. Det har også tidligere haft en stærk socialkonservativ fløj. Den synes jeg ikke, vi hører meget til. Nu er det som om, at de har underkastet sig liberalismens økonomiske argumenter.

RÆSON: I lyset af de nationalistiske strømninger, som man ser tage fart i større og større grad i verden og herhjemme, mener du så, at ideologiernes kamp er ved at få en genfødsel?

Ideologierne bliver ikke genfødt. De har nemlig aldrig været døde. Jeg er uenig med dem, der har sagt og skrevet, at historien er slut, og at de store ideologiske uenigheder er forsvundet og erstattet af konsensus. Sådan har det aldrig været. Heller ikke de sidste årtier. Men det er som regel sådan, at det kan være svært at se de ideologiske forskelle i nutiden. Det kræver lidt indsigt i de politiske idéers historie at kunne se de grundlæggende uenigheder komme til udtryk i en landbrugsaftale på Christiansborg eller et budgetforlig i en kommune. Men hvis du ser ordentligt efter, kan du se liberalismen, konservatismen og socialdemokratismen gemme sig bag de fleste politikeres Facebook-opdateringer og udtalelser i TV Avisen.

ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye (foto: Jens Dresling/polfoto)