Macron vil vise Europa vejen. Dén ambition kan blive enden på EUKommentar af Kenneth Kristensen Berth

Macron vil vise Europa vejen. Dén ambition kan blive enden på EU
Kommentar af Kenneth Kristensen Berth

29.06.2017


Det EU, den nye franske præsident forestiller sig, kan være til gavn for det svage og splittede Frankrig. Men med planerne vil Macron støde andre medlemslande fra sig – og dermed gamble med Unionens eksistens


Kommentar af Kenneth Kristensen Berth (MF, DF), EU-ordfører

”REVOLUTION” er titlen på den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macrons politiske manifest. Og en revolution er netop hvad Macron søger at anstifte – ikke alene i Frankrig men også i EU.

Den nye præsident vil gøre EU mere fransk, få EU til at virke til fordel for Frankrig og derigennem vække begejstring for projekt i Frankrig. Men det synes ikke helt at være gået op for Macrons mange hjemlige beundrere (eller hans fans i Danmark), at dette er hans egentlige dagsorden. Her nøjes man med at glæde sig over, at det ikke blev den onde heks Marine Le Pen, der blev valgt til fransk præsident, men derimod en EU-begejstret, liberal franskmand, der tror på både føderalisme og multikulturalisme.

Nogle gange skal man tættere på virkeligheden for at få den fulde sandhed. Faktum er at Macrons EU på ingen måde er et EU, som Danmark vil have gavn af. Det er heller ikke et EU som en stribe andre mindre lande vil have gavn af – men derimod måske nok et EU, der vil være i Frankrigs interesse. Det er nemlig Tyskland og Frankrig, der skal styre butikken.

Hvilken ret har Frankrig så til at diktere andre EU-lande, hvad der skal være op og ned? Ret beset – ikke ret meget. Ud over landets størrelse har Frankrig faktisk ikke ret meget for sig. Landet er konsekvent på kant med EU’s økonomiske konvergenskrav, fransk økonomi hænger i laser, landet har ikke været i stand til på nogen måde at håndtere masseindvandringen, islamisk terrorisme er en latent trussel under den franske samfunds sammenhængskraft – ja, Frankrig er i virkeligheden et land på randen af opløsning.

Og alligevel mener Macron at Frankrig i kraft af sin historie og størrelse er i en position, der gør landet velegnet til at svinge taktstokken i EU. Hvordan skal det så ske? Jo, et af målene er, at alle EU’s lande skal være mere ens. Vi skal handle mere med hinanden (læs: med Frankrig) og mindre med lande udenfor Unionen, og vi skal i langt højere grad ind i en “one-size-fits-all-model”, der bl.a. indebærer, at vi alle skal være medlemmer af Euroen. Lande, der takker nej, vil blive placeret i ottende kartoffelrække. Euro-landene skal nemlig have deres eget parlament, deres eget budget og deres egen finansminister, lyder kravet fra Frankrigs præsident.

Men i virkeligheden er det Frankrig og Tyskland, der kommer til at styre butikken. I Revolutions-bogen nævner Macron dog også Italien, men hans begejstring for landet er blegnet efter Renzis skibbrud. Med udsigten til en italiensk regering under ledelse af den i Macrons optik givetvis uberegnelige 5-stjerne-bevægelse er Italien langsomt blevet skrevet ud af Macrons manuskript, så triumviratet er blevet til en duo.

Vil de resterende 25 lande virkelig finde sig i, at Frankrig og Tyskland først enes og derefter virke som gummistempel for Merkel og Macrons planer? Næppe. Macron undervurderer unionens medlemslande og overvurderer groft den kapital, som Frankrig har at spille ind med.

Hvis han insisterer på sine planer om et mere føderalistisk EU under fransk ledelse, risikerer den franske præsident reelt at splitte EU til atomer. For hvem vil egentlig i det lange løb finde sig i at skulle danne bagtæppe for at franske stormagtsambitioner, ineffektiv fransk industri og gale franske landmænd?

ILLUSTRATION: Macron under EU-topmøde [foto: Det Europæiske Råd]