Kristian Tørning: Hvorfor er der brug for et “EU-narrativ”, Morten Løkkegaard?

Kristian Tørning: Hvorfor er der brug for et “EU-narrativ”, Morten Løkkegaard?

19.03.2017


Hvorfor kan Løkkegaard og andre EU-tilhængere ikke bare vise os deres konkrete resultater? Hvorfor har de så svært ved at demonstrere, at de har ret?

Kommentar af Kristian Tørning, Lektor, ph.d., Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

EU er i dyb krise og har efter stribevis af fiaskoer mistet den folkelige opbakning i Europa. EU-tilhængerne forsøger nu at sælge et kuldsejlet føderationsprojekt som en succes. Det gør de, selvom EU stadig ikke kan levere de ting, som EU-borgerne efterspørger. BREXIT er således nært forestående, og EU’s grænser er fortsat ubeskyttede. Ligesom udskiftningen af de europæiske befolkninger fortsætter med planløs immigration fra Afrika og Mellemøsten.

Tyrkiets diktator Recep Tayyip Erdoğan har med succes kaldt flere europæiske staters politikere for nazister og truet sig til at kunne afholde tyrkiske valgmøder i Tyskland. Erdoğan demonstrerer med legende lethed, at EU’s ledelse nu er så svækket, at den offentligt må bøje sig for trusler – trusler om yderligere immigration.

Terror er blevet hverdag i et Europa, hvor Frankrig fortsat er i undtagelsestilstand uden udsigt til en løsning, ligesom det er længe siden, at Frankrig havde en AAA kredit rating. Selve Eurozonen er i krise, måske ved at bryde sammen. Vi kan se på et fattigt Grækenland, hvor kommende generationer må betale resten af deres liv for, at deres forældre tilsluttede sig euroen, som de nu er lænket til. Det ser ud til at Spanien og måske Italien er de næste lande, der må acceptere en ringere levestandard og skyhøj arbejdsløshed.

Trods de nævnte forhold skriver europaparlamentarikeren Morten Løkkegaard (V) i sin kommentar (17/03-2017): “Heldigvis taler EU’s succes for sig selv: Fred, frihed og velstand. Så meget har europæerne fanget.”. Læserne må se måbende til, mens de faktiske forhold ignoreres. Sandheden er, at EU-tilhængerne i stigende grad påtager sig den tvivlsomme opgave det er, at vedligeholde illusionen om, at EU trods stribevis af helt åbenlyse fiaskoer skulle være en succes.

 

Sandheden er, at EU-tilhængerne i stigende grad påtager sig den tvivlsomme opgave det er, at vedligeholde illusionen om, at EU trods stribevis af helt åbenlyse fiaskoer skulle være en succes.
_______

 

I mange år er det faktisk gået så dårligt i EU, at successen kun lader sig fremvise i abstrakte narrativer – ved at fortælle historier. Det opdagede Løkkegaard allerede i 2012, hvor han fik den idé, at der skulle skabes en fortælling om EU, så borgerne kunne lære at sætte mere pris på EU. Dengang mente Løkkegaard ikke at problemet var, at borgerne savnede konkrete resultater fra EU, nej problemet var, at borgerne tænkte forkert om EU.

Løkkegaards løsning gik i al sin enkelthed ud på, at intellektuelle og kunstnere fra de europæiske lande, skulle sættes sammen i en arbejdsgruppe med den bundne opgave at opfinde et narrativ om, at EU borgerne har fælles kultur og identitet. Der skulle skabes en “Ny Europæisk Fortælling” hed det. Problemet var dengang som nu, at den slags har et navn, og det er ‘propaganda’.

Når magthaverne propaganderer, så spreder de usand eller ensidig information for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt. Det var netop dét Løkkegaard foreslog i 2012, og den daværende formand for EU-kommissionen José Manuel Durão Barroso var begejstret. Det var med andre ord en “fortælling om EU”, der ikke udfordrede Bruxelles selvbillede eller føderationsdannelsen.

Her fem år senere skriver vi 2017 og Morten Løkkegaard (V) arbejder videre i samme spor. Sammen med mange andre EU-tilhængere propaganderer han på livet løs i håbet om, at borgerne vil glemme, at EU stadig ikke kan fremvise ægte resultater. Det foregår på mange forskellige måder, men det mest interessante ved den klodsede manipulation er, at der er tale om ren lyrik.

I RÆSON skriver Løkkegaard (V) således stadig lyrisk om EU. Han kalder det selv for en “analyse”, men genremæssigt er der tale om en litterær form for digtekunst. Løkkegaard har opfundet et narrativ om succes; men det er forankret i hans egen fantasi ikke i metodisk analyse af empiri.

Løkkegaard skriver fx: “Uden at være Halleluja-optimist kan man vist godt hævde, at der findes et livskraftigt, positivt Europa-narrativ, som er fundamentalt anderledes end det, som de kriseramte medier ukritisk forfølger”. Men hvorfor er der brug for et narrativ? Hvorfor kan Løkkegaard og andre EU-tilhængere ikke bare vise os deres konkrete resultater? Hvorfor har de så svært ved at demonstrere, at de har ret? Hvordan kan det ændre borgeres negative opfattelse af EU-projektet, hvis man ikke vil beskæftige sig med virkeligheden?

 

Når man som Løkkegaard er nødt til at optegne diktatur, som alternativet til et voksende EU-bureaukrati, så burde man selv kunne indse, at man har en dårlig sag.
_______

 

Det er min professionelle vurdering, at Morten Løkkegaard fejlvurderer kommunikationssituationen, når han forsøger at manipulere med borgerne. Min påstand er, at borgerne godt ved, at føderationsprojektet er elitens fejlslagne og døende projekt. Derfor undrer det mig også, at Løkkegaards kommunikationsstrategi er så triviel.

Et er, at Løkkegaard nemt ringeagter andres empirisk funderede bekymringer ved at kategorisere alvorlige emner som populistiske og uvedkommende for historien om EU-superstaten. Noget andet er, at Løkkegaard tilsyneladende vitterligt tror på, at borgerne i Danmark hopper på narrativet om, at det hele engang bliver godt, hvis bare EU får mere magt, eller at det hele alternativt bliver frygteligt, hvis EU ikke får mere magt.

Når man som Løkkegaard er nødt til at optegne diktatur, som alternativet til et voksende EU-bureaukrati, så burde man selv kunne indse, at man har en dårlig sag. Men det synes ikke at være en del af narrativet. I stedet udstilles modstanderne af mere centralisering af magten i EU som mindrebemidlede bodegatyper – pøbel forstås. Men sandheden er, at problemet er det samme, som det hele tiden har været: EU-tilhængerne vil ikke lytte til befolkningen.