Kristian Tørning: Det er uredeligt, når Margrethe Vestager forsøger at parkere flygtninge- og migrationsspørgsmålet

Kristian Tørning: Det er uredeligt, når Margrethe Vestager forsøger at parkere flygtninge- og migrationsspørgsmålet

05.06.2017


Margrethe Vestager kan kun mene, at “der er et behov for at parkere flygtninge- og migrationsspørgsmålet” [interview med RÆSON], fordi globalisterne stadig forsøger at forhindre en sober debat af, hvad deres projekt egentlig går ud på.

Kommentar af Kristian Tørning, Lektor, ph.d., Folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Årsagen til at de europæiske befolkninger må tale for døve øren er, at de europæiske globalister ingen plan har for den massive afrikanske og mellemøstlige indvandring, som de har påtvunget Europa. Emnet er ubekvemt for dem, fordi de heller ikke har nogle ægte løsninger på de problemer, som indvandringen allerede afstedkommer. Derfor har de et akut behov for en massiv mørklægning af emnet, hvis de skal kunne fortsætte med ubegrundet at kræve immigration.

Det Radikale Venstre er globalisternes spydspids i Danmark. Op gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne krævede de ubegrundet masseindvandring. Kommunikationsstrategien er brutal. Enhver, som er uenig med dem, bliver udskammet fx som værende racist. Samtidig klager de radikale over tonen i debatten, som de hævder er skinger. Strategien er lige så uredelig, som den er effektiv. Resultatet er mindre dialog og mere ubegrundet immigration. De beskriver aldrig, hvad deres projekt skal ende med, og hvorfor det er klogt – de tabuiserer det tværtimod, når de skræmmer nysgerrige borgere til tavshed.

I dag har kommunikationsstrategien overskredet sidste salgsdato. Den er ineffektiv, fordi ingen længere tror på, at det er racisme, når et flertal af borgerne i Europa hellere vil bruge penge på deres egne børns fremtid, end på uløselige integrationsproblemer og omsiggribende terrorsikring. De radikale har opfundet nye beskyldninger, fx at de der er uenige med dem savner empati eller har synspunkter, der må betegnes som “ekstreme” eller som “populisme”. Den nye tilsværtning virker ikke så godt, for ingen tror på, at de store folkelige demokratiske bevægelser i Europa som ikke ønsker flere immigranter blot er “højreekstreme”. Og i takt med at borgerne har taget sociale medier til sig, har den brede befolkning fået mulighed for at komme til orde og opdage ligesindede, der heller ikke kan forstå globalisternes destruktive projekt.

Immigrationen er stadig ekstremt tabubelagt, og derfor er RÆSONs interview med Margrethe Vestager en sensation. Det lykkes at få Vestager til at sænke paraderne, og så afsløres det, at godt 40 års erfaringer med den fejlslagne immigration intet betyder for Margrethe Vestager. Hun kræver stadig immigration uden diskussion. Margrethe Vestager lader vide, at nok har borgerne i Europa legitime synspunkter, men borgerne er blevet “kidnappet af en ekstrem højrefløj”. Og så sker der det magiske, at hun kigger ned på borgerne og forsøger at indtage en slags voksenrolle, som om borgerne var børn a la: og så taler vi ikke mere om det!

 

Det lykkes at få Vestager til at sænke paraderne, og så afsløres det, at godt 40 års erfaringer med den fejlslagne immigration intet betyder for Margrethe Vestager. Hun kræver stadig immigration uden diskussion.
_______

 

Margrethe Vestager udtaler: “Der er i mange lande et behov for at parkere flygtninge- og migrationsspørgsmålet og sige: ’Du synes ikke, at der skal komme flere flygtninge. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi giver flygtninge beskyttelse. Det bliver vi ikke enige om lige nu’”. Det er uredeligt. For det første fordi hun i virkeligheden taler om sit eget behov, som udspringer af, at globalisterne er ude af samklang med de europæiske befolkninger. For det andet fordi Margrethe Vestager også påstår, at de, der er uenige med hende, ikke vil hjælpe flygtninge. Men hendes politiske modstandere og borgerne vil generelt set gerne hjælpe, det skal bare ikke foregå i Europa.

Globalisternes nye kommunikationssituation er meget vanskeligere end tidligere. Nu kan alle se, at immigrationen giver underskud i milliardklassen. Det er også tydeligt for enhver, at EU har svigtet at beskytte sin ydre grænse. Disse forhold gør, at det bliver endnu mere påfaldende, at globalisterne ikke vil dele deres plan. De vil stadig ikke forklare, hvad deres projekt går ud på. De nægter at svare på oplagte spørgsmål som: Hvad vil effekten af yderligere immigration til Europa være? Hvor mange milliarder skal borgerne i Europa betale for den? Hvordan gavner immigrationen borgerne i Europa? Hvorfor er immigrationen så værdifuld for globalisterne, at de er villige til at risikere yderligere terror? Kan problemerne i Mellemøsten og Afrika løses ved at tillade immigration?

Globalisterne får sværere og sværere ved at forhindre den sobre debat af den destruktive immigration. Men de må forhindre debatten, for alternativet er at indrømme, at deres ideologiske projekt er dysfunktionelt. Globalisterne er i en identitetskrise, hvor deres selvopfattelse som fremsynede og progressive globalister bryder sammen, fordi den ikke stemmer overens med virkeligheden. Det er derfor, Margrethe Vestagers kommunikation har totalitære undertoner. Den demokratiske debat skal simpelthen parkeres, hvis den ikke passer med globalisternes projekt. Tilsvarende handler valg heller ikke om, at borgernes vilje bliver tilgodeset.

Margrethe Vestager udtaler fx, at hun er “helt høj af resultatet af det franske præsidentvalg: Macron vandt stort på et EU-positivt program”. Men Macrons valgsejr var en ren fravalgssejr og endda med lav valgdeltagelse. Macron blev kun valgt, fordi borgerne hverken ville have nationalisme eller socialisme, og fordi de andre kandidater snublede på vejen. Macron har ikke for alvor det franske folks tillid eller mandat, men han vil formodentligt udnytte sine udvidede beføjelser som præsident til at gennemføre sin politik, som tilsyneladende er sammenfaldende med globalisternes politik. Hvis den situation – med Margrethe Vestagers egen retorik – er “fantastisk”, så bliver jeg for alvor bekymret for “den europæiske del af demokratiet”, som Margrethe Vestager hylder. Betyder det “globale samfund” simpelthen, at globalisterne og virksomheder kan tilsidesætte borgernes vilje?