Karsten Møller: Sådan ser Putin verden

Karsten Møller: Sådan ser Putin verden

21.02.2017


I løbet af det næste år skal der afholdes præsidentvalg i Rusland, og Putin ventes at genopstille – og vinde – valget. Men hvordan ser den russiske præsident på verden i 2017 og har hans syn ændret sig? Stor analyse af mangeårig Rusland-ekspert, Karsten Møller.

Analyse Af Karsten Møller

Senest i marts 2018 skal der være præsidentvalg i Rusland. Vladimir Vladimirovitj Putin kan ifølge forfatningen genopstille til en ny seksårig periode. Det forventes, at han genopstiller og vinder valget. Det vil sikre ham magten til 2024, hvor han vil være 72 år gammel. Der spekuleres allerede i, at der kan blive tale om at ændre forfatningen, så han kan fortsætte også efter 2024 – måske endda for livstid, som den netop afdøde Islam Karimov i Usbekistan (der blev 78 år) eller Kasakhstans siddende præsident, den 76-årige Nursultan Nazarbajev. Hidtil har Putin ikke ønsket at bringe sig på niveau med de centralasiatiske herskere, men det kan jo ændre sig.

Det seneste valg til parlamentet – Statsdumaen – fandt sted den 18. september sidste år. Det var en generalprøve på det kommende præsidentvalg og blev styret med fast hånd fra Kreml. Man ville for alt i verden ikke have en gentagelse af de protester, der brød ud efter det famøse Dumavalg i december 2011, hvor store menneskemængder i de store russiske byer Moskva Skt. Petersborg, Jekaterinburg, Novosibirsk m.fl. demonstrerede mod valgresultetet, som man mente var fremkommet ved massiv valgsvindel. Der var denne gang truffet foranstaltninger til at begrænse valgsnyd, der øjensynligt kun fandt sted i mindre omfang.

Resultatet var som forventet: Magthavernes parti, Det Forenede Rusland, fik såkaldt ’konstitutionelt flertal’. Partiet opnåede en lille fremgang i forhold til sidste valg, men det, der gjorde udslaget, var den netop gennemførte ændring af valgloven, der genindførte valg i enkeltmandskredse for 225 pladser af Dumaens 450. Partiet er ikke specielt populært, men kunne med hård hånd styre valgene i enkeltmandskredsene ved at sikre, at uønskede kandidater ikke blev opstillet lokalt.

Den såkaldt ’liberale opposition’ er stort set ikke-eksisterende; Javlinskijs parti, Jabloko, fik lige under 2 pct. og PARNASS (afdøde Boris Nemtsovs parti) fik blot 1 pct. af stemmerne. Oppositionen er splittet og uden ledelse – nogle er fængslet mens andre er udvandret af frygt for deres liv. Bloggeren Alexei Navalny kunne have været en mulig leder, men har for mange kontroversielle synspunkter til han kan samle oppositionen. Dertil kommer, at regimet har et fast greb om ham, idet han har en betinget fængselsdom hængende over hovedet. Som valget blev afviklet – og med tilslutningen til Det Forenede Rusland såvel på landsplan som i regionerne – kunne magthaverne hævde, at deres legitimitet var blevet bekræftet.

Imidlertid må valgresultatet give anledning til nogen bekymring i Kreml. Stemmeprocenten var på landsplan 48 pct., men i de store byer – som Moskva og Skt. Petersborg – vurderes den at have ligget omkring 30 pct. Af disse 30 pct. stemte et sted mellem 30-40 pct. for det Forenede Rusland, hvilket altså indebærer, at partiet kun var i stand til at få 11-15 pct. af stemmerne i Ruslands to største byer! Tilliden til, at man som borger kan få indflydelse ved at stemme, er stærkt begrænset og der kan sættes spørgsmålstegn ved styrets legitimitet. Alligevel er det klart, at opbakningen til præsident Putin stadig er tårnhøj. En undersøgelse gennemført af analyseinstituttet Levada Center i november 2016 viste, at 86 pct. af de adspurgte støttede præsidenten, ca. 70 pct. støttede hans genvalg og 56 pct. mente, at Rusland bevæger sig i den rigtige retning, på trods af den økonomiske nedtur, som ikke mindst Putins kernevælgere mærker.

Præsidentens legitimitet
Putin har nu været ved magten i snart 18 år, idet Medvedevs periode som stråmand fra 2008-12 også kan tilskrives ham. Hvad ville han med Rusland? Har hans vision ændret sig undervejs?

Ved sin tiltrædelse som fungerende præsident ved årsskiftet 1999/2000 offentliggjorde han en større artikel i to store russiske aviser og på internettet, ”Rusland ved årtusindskiftet”, der er blevet kaldt ’Putins manifest’. Her gav han udtryk for, at han ville arbejde for Ruslands genrejsning efter de kaotiske og ydmygende år i 90’erne. Han ville prioritere stabilitet, forstået som et stabilt politisk system med en stærk og centraliseret statsmagt – underforstået: at Præsidenten og regeringen skulle kunne regere uden folkets indblanding. Til gengæld ville han arbejde for økonomisk genrejsning til gavn for den almindelige borger. Men nok så afgørende lød det, at politisk stabilitet og økonomisk fremgang skulle genrejse Rusland som stormagt – et mål, som en overvældende majoritet i den russiske befolkning kunne tilslutte sig. Imperiets sammenbrud var – og forbliver – et åbent sår i den russiske bevidsthed.

Denne såkaldte kontrakt mellem folket og præsidenten udgjorde grundlaget for Putins legitimitet. Dette blev bekræftet frem til Dumavalget i 2011, men her ændrede situationen sig radikalt. I 2011 blev Dumavalget begyndelsen på næsten 6 måneder med demonstrationer og protester frem til situationen igen blev stabiliseret i månederne efter Putins genvalg i marts 2012, der viste at styret havde mistet den legitimitet, som det havde bygget på siden 1999/2000. Dertil kom, at den økonomiske vækst, som landet havde haft over en længere årrække, var aftagende. Der måtte derfor formuleres en ny fortælling, der kunne danne grundlaget for styrets fortsatte legitimitet. Det lykkedes. I denne fortælling blev udenrigs- og sikkerhedspolitikken et nøgleelement – kombineret med Ruslands historie og landets ortodokse kulturpolitiske arv.

 

Russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik tjener to formål: for det første at sikre landets eksistens og interesser, for det andet, at sikre regimets overlevelse. Hvilke af de to elementer, der er prioriteret højest, kan være vanskeligt at identificere.
_______

 

Putins udenrigspolitiske mission
Russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik tjener to formål: for det første at sikre landets eksistens og interesser, for det andet, at sikre regimets overlevelse. Hvilke af de to elementer, der er prioriteret højest, kan være vanskeligt at identificere. For en udenforstående iagttager kan det se ud som om, at regimeoverlevelse har førsteprioritet, hvilket er blevet tydeligere efter 2012. I virkeligheden er der dog tale om en lang udvikling.

I Putins første periode som præsident (2000-04) betegnede han sin udenrigspolitik som en ”multivektorpolitik”, d.v.s en politik, der ikke ensidigt satsede på russiske interesser i forhold til Vesten, men også vendte sig mod Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika, idet han dog – af indlysende økonomiske grunde – prioriterede samarbejde med den vestlige verden højt. Imidlertid led han en række skuffelser – og oplevede, at hans udstrakte hånd kun blev modtaget, når det passede de vestlige interesser. Invasionen i Irak uden et mandat fra FN’s sikkerhedsråd var én milepæl, om end ikke i samme grad som NATO-interventionen i Kosovo/Serbien i 1999 og den efterfølgende anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat i 2008 (i strid med FN-resolution 1244 af 10. juni 1999). Disse episoder lagde grunden til den opfattelse – ikke bare hos Putin, men hos hele den russiske politisk-økonomiske elite – at Vesten arbejdede med en dobbeltstandard. Én, der fulgte de juridiske spilleregler og én anden, der var tilpasset vestlige interesser. Dertil kom den fortsatte udvidelse af NATO og EU, der begge rykkede tættere og tættere på de russiske grænser. USA/NATO’s planer om etablering af et missilforsvar mod en ikke-eksisterende trussel fra Iran, blev opfattet som en trussel på længere sigt vendt mod den russiske atomslagstyrke, der gør Rusland til verdens næststørste atommagt. Atomslagstyrken er fortsat rygraden i Ruslands position som stormagt, hvad enten den defineres som regional eller global.

Men omkring 2004 sker der en mærkbar ændring i den russiske elites holdning – og dermed også hos Putin. Det sker med tre revolutioner: Rose-revolutionen i Georgien, der bringer den stærkt anti-russiske Mikhail Saakashvili til magten, Tulipan-revolutionen i Kirgisistan – samt først og fremmest: Orange-revolutionen i Ukraine. Det var sidstnævnte, der endte med at fratage den russisk-støttede præsidentkandidat Janukovitj sejren og efter indgriben fra EU og USA gik magten i stedet til modkandidaten, den vestligt orienterede Viktor Jushenko. I Moskva var man ikke i tvivl om, at disse såkaldte farve-revolutioner var inspireret af vestlige kræfter og orkestreret af vestlige efterretningstjenester. Den russiske ledelse med Putin i spidsen var overbeviste om, at USA/Vesten ville gå videre med et forsøg på et regulært regimeskifte i Rusland. Man gav det sågar et navn: ”Birke-revolutionen”. Hvorvidt der var tale om ren paranoia eller der var et hold i mistanken, må indtil videre være ubesvaret; men at det var den russiske elites og ikke mindst præsident Putins oplevelse, er der ingen tvivl om.

I Rusland fandt der samtidig en række spektakulære terroraktioner sted, herunder gidseltagningen i Dubrovka-teatret i Moskva (2002) og gidseltagningen på en skole i Beslan i Nordkaukasus (2004), begge med mange dræbte. Det førte til en generel stramning af det politiske system, hvor ”magtens vertikal” blev styrket betydeligt. Med andre ord: Ruslands i forvejen svage institutioner, Dumaen, Føderationsrådet og regionerne blev yderligere svækket og magten blev centraliseret i Kreml. I russisk presse kan man finde mange artikler, der antyder, at vestlige efterretningstjenester har haft en finger med i spillet gennem mere eller mindre kamufleret støtte til oprørsgrupperingerne i Nordkaukasus. Dertil kom, at det forholdsvis liberale økonomiske system, der var blevet fremmet i Putins første præsidentperiode, blev radikalt ændret. Det skete gennem udpegningen af en række strategiske sektorer, f.eks. energi og våbenindustri, hvor der blev dannet en række statslige konglomerater, styret af personer med nær tilknytning til Kreml. Retssagen mod Mikhail Khodorkovskij og den efterfølgende overdragelse af hans olieselskab YUKOS til det statsejede selskab Rosneft, understregede, at staten og dermed en snæver kreds om præsident Putin, ønskede at overtage styringen af de vigtigste sektorer i erhvervslivet.

Ruslands imponerende økonomiske vækst i disse år, 7-8 pct. årligt, gav landet og dets ledelse en større selvtillid og selvbevidsthed. Man behøvede ikke længere at rette ind efter Vesten, man ville ikke længere finde sig i indblanding i interne russiske anliggender (i form af alenlange belæringer om menneskerettighedstilstanden i landet, manglende liberalisering af erhvervslivet, korruption osv.). I stedet formulerede man tesen om det såkaldt ”suveræne demokrati”, der i den korte version betød, at Rusland ville udvikle sit eget politiske system med udgangspunkt i russisk historie og traditioner.

Den russiske vrede rettede sig især mod det, som Putin kaldte ”det unipolære internationale system”, dvs. den overvældende amerikanske dominans, som han fandt, var ødelæggende for en fredelig udvikling i verden. Det kom til udtryk i hans berømte/berygtede tale på den navnkundige årlige forsvarskonference Wehrkundetagung i München i februar 2007. Her rettede han som sit lands præsident en hidtil uhørt bredside mod USA og landets allierede, som han beskyldte for at forværre problemerne i kriseområder gennem den hyppige anvendelse af militære interventioner og forsøg på regimeskift.

I betragtning af, at det var et statsoverhoved, der holdt talen, var den usædvanlig skarp og udiplomatisk. Men den giver et dækkende billede af den russiske ledelses frustrationer over samarbejdet – eller manglen på samme – med Vesten og især USA. Dette syn på verden havde Putin beholdt, da han igen i 2012 formelt blev præsident efter sin stand-in på posten: Dmitrij Medvedev.

Mellemspil Medvedev
I vesten var der ellers store forhåbninger til Medvedev. Tilsyneladende stod han for en indenrigspolitisk reformkurs. Han sagde de rigtige ord: diversificering, dvs. en begrænsning af afhængigheden af eksport af råstoffer, først og fremmest og fossile brændstoffer gennem en udvikling af industri og højteknologi. Han ønskede at fremme innovation, retssikkerhed osv., men det blev ved ordene. Udenrigspolitisk forsøgte han at genlancere forslaget om en europæisk sikkerhedsorden, men blev samtidig den præsident, der formelt havde ansvaret for den russiske intervention i Georgien, da landets leder Saakashvili meget uklogt forsøgte at indlemme Sydossetien. Resultatet blev som bekendt, at Sydossetiens og Abkhasiens integration i Georgien har meget lange udsigter efter Rusland har anerkendt de to områder som selvstændige stater.

August-krigen i Georgien viste med al tydelighed, at Putins advarsel på NATO-topmødet i Bukarest april 2008 var alvorligt ment. Her havde han erklæret, at Rusland ikke ville acceptere, at NATO kom tættere på de russiske grænser, hvorfor han kraftigt advarede mod at give Georgien en såkaldt Membership-action-Plan, der med tiden ville føre til georgisk medlemskab af alliancen. Det samme gjorde sig gældende i Ukraines tilfælde.Samarbejdet mellem NATO og Rusland blev midlertidigt afbrudt, men efter et par måneder genoptaget. I oktober 2008 holdt Medvedev i Evian i Frankrig en bemærkelsesværdig tale om russisk udenrigspolitik, hvor han omtalte ’russiske indflydelsesområder’, dvs. de tidligere Sovjetrepublikker, formentlig undtaget de tre baltiske lande, der er solidt forankret i EU og NATO. Han beskrev dem som områder med ”privilegerede russiske interesser”, hvor man ikke ville acceptere andre landes indblanding/tilstedeværelse.

Så uagtet at Medvedev søgte at fremme sin reformkurs gennem et såkaldt ”moderniseringspartnerskab” med EU, var der nogle basale sikkerhedspolitiske interesser, som Rusland agtede at varetage, om nødvendigt med militære midler.

Den politisk/økonomiske ledelse i Moskva vurderede nu, at samarbejdsmulighederne med Vesten var ved at være udtømte, fordi interesserne var for forskellige. Dertil kom, at den russiske elite var blevet mere og mere anti-vestligt indstillet efterhånden som det økonomiske samkvem og samarbejde med Kina var blevet markant forbedret de foregående ti år, hvad der åbnede nye muligheder. Dertil kom et samarbejde med de nye vækstøkonomier – Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika – i det såkaldte BRICS-samarbejde. Ikke mindst fra russisk side tillagde man dette forum stor vægt som et muligt alternativ til de vestlige strukturer, bl.a. Verdensbanken, den Internationale Valutafond (IMF) m.fl. I dag, efter en periode med flere spektakulære resultater, er glansen gået af BRICS i takt med økonomiske kriser i Rusland, Brasilien og Sydafrika. Kina er stadig en økonomisk vækstmotor, men har også set en økonomisk afmatning – og de politiske modsætninger mellem Kina og Indien gør BRICS-samarbejdet vanskeligt. Desuden har Rusland måttet erkende, at Kina ikke nødvendigvis har samme syn på, hvorledes man skal udfordre den liberale verdensorden repræsenteret gennem de institutioner, der blev etableret efter Anden Verdenskrig. Set med kinesiske øjne er disse institutioner fortsat brugbare, hvis de tilpasses, så de nye vækstøkonomier får reel indflydelse.

Putin vender tilbage – med ny legitimitet
I forbindelse med valget i 2011 og som optakt til præsidentvalget marts 2012 skrev præsident Putin en række artikler, hvor han i meget brede og generelle vendinger beskrev, hvordan han forestillede sig Ruslands udvikling på en række centrale områder.

I en af disse artikler – offentliggjort i Izvestia den 3. oktober 2011 beskrev han sin vision for det eurasiske samarbejde og den kommende Eurasiske Union. Under titlen: ”Et nyt integrationsprojekt for Eurasien. Fremtiden formes”. Han forestillede sig et integreret økonomisk samarbejde, først og fremmest med de tidligere Sovjet-republikker, men andre lande i Asien kunne potentielt være medlemmer. På sigt kunne der blive tale om et samarbejde mellem den Eurasiske Økonomiske Union (EEU) og EU – med andre ord: fra Vladivostok til Lissabon.

Indledningsvist fik EEU stor opmærksomhed, da man officielt etablerede organisationen 1. januar 2015. Organisationen består af Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Armenien. Desuden har Tadsjikistan og Usbekistan givet udtryk for et ønske om deltagelse. I sin struktur minder unionen om EU, men det er stadig en delvist tom skal. En række af de mere tekniske problemer – herunder toldsatser – er ikke løst endnu. Dertil kommer, at den økonomiske krise og de sanktioner, der har ramt Rusland, gør det at deltage mindre attraktivt.

Rusland ønsker mere end økonomisk integration – man ser en politisk integration som en nødvendighed på sigt, hvilket ikke er unaturligt. Vore egne erfaringer fra udviklingen af EU viser med al tydelighed, at en økonomisk integration medfører et udbygget politisk samarbejde. Men de øvrige medlemmer vil ikke den politiske integration og gør alt for at holde Moskva på armslængde. Det er næppe for meget sagt, at EEU for tiden står i stampe.

 

Putins understregning af, at Rusland orienterer sig mod øst, passer ind i et mønster, hvor en markant anti-vestlig holdning bliver markeret af den politiske/økonomiske elite (med præsidenten i spidsen) og markedsført i de statskontrollerede medier. Og tilsyneladende har kampagnerne grobund i brede dele af befolkningen.
_______

 

Imidlertid er den største ”trussel” mod EEU formentlig det kinesiske projekt ”The Silk Road Economic Belt and the 21st-century Maritime Silk Road”, også kaldet ”One Belt, One Road”. Det er tale om et projekt, der blev lanceret af præsident Xi Jinping i 2013. Det har til hensigt at knytte Kina økonomisk tættere på de eurasiske lande, men på sigt også forbinde landet til de europæiske lande. Den maritime del af planen vil samtidig knytte Kina tættere økonomisk til Sydøstasien, Oceanien og Nordafrika. Projektet er et modspil til Trans Pacific Partnership (TPP) og Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Da de to sidstnævnte næppe bliver til noget efter Trumps sejr kan det tænkes, at det kinesiske projekt også falder til jorden – men indtil videre synes det ikke at være tilfældet. ”One Belt, One Road” forekommer de centralasiatiske lande langt mere attraktivt end EEU. Kina har langt større økonomiske ressourcer end Rusland, som landet kan sætte ind i projektet. Putin har tilkendegivet, at han ikke ser ”One Belt, One Road” som en rival til EEU, men tværtimod ser muligheder for et frugtbart samarbejde mellem de to projekter. Det er uvist, om Kina ser det på samme måde.

Putins understregning af, at Rusland orienterer sig mod øst, passer ind i et mønster, hvor en markant anti-vestlig holdning bliver markeret af den politiske/økonomiske elite (med præsidenten i spidsen) og markedsført i de statskontrollerede medier. Og tilsyneladende har kampagnerne grobund i brede dele af befolkningen. Putin har søgt at realisere sin politik ved at søge et nærmere samarbejde med den kinesiske præsident Xi Jinping, som han har et godt forhold til. De ønsker begge at begrænse USA’s magt, hævde principperne om staterne suverænitet og ukrænkelighed og princippet om ikke-indblanding i staternes indre anliggender.. Dertil kommer udviklingen af et omfattende økonomisk samarbejde, der gør Kina til Ruslands største handelspartner. Problemet for Rusland er, at Kina ønsker at importere råvarer, først og fremmest energi, mens Kina eksporterer forarbejdede varer til Rusland. Der er derfor en begrundet russisk frygt for, at ”storebror-lillebror forholdet” – hvor Rusland indtager rollen som lillebror- udvikler sig yderligere, så Rusland bliver et råvare appendiks til Kina.

Igen og igen understreger Putin i sine taler, at Rusland skal indtage sin retmæssige plads som stormagt i det internationale system. Ifølge ham lever Rusland i en ustabil og farlig verden, omgivet af stærke kræfter med fjendtlige hensigter – læs: USA og den vestlige verden. Disse magter forsøger at inddæmme Rusland og begrænse landets rolle som stormagt. Helst ser de Rusland opløst i mindre enheder efter jugoslavisk model, for på denne måde at sikre sig adgang til de enorme russiske ressourcer. Rusland må derfor kunne forsvare sig mod såvel ydre som indre fjender, hvilket konkret har givet sig udslag i en modernisering af de væbnede styrker og en styrkelse af det interne sikkerhedsapparat.

Samtidig har han lanceret fortællingen om, at Rusland adskiller sig fra andre lande gennem sin ortodoks-kristne kultur, der lægger vægt på patriotisme, individets underordning under fællesskabet, familieværdier og andre konservative normer. Ruslands glorværdige historie fremhæves og historieskrivningen tilpasses det putinske nationale projekt. Den russisk ortodokse kirke – og ikke mindst Patriarken Kirill – arbejder sammen med Putin om at fremme de ortodoks-kristne værdier i den russisksprogede del af verden, der kaldes ’Russkij Mir’ (den russiske verden).
Siden 2012 har truslerne mod Rusland som stormagt og den russiske kulturs egenart således været de to bærende elementer i den fortælling, der ligger til grund for Putins legitimitet.

 

Igen og igen understreger Putin i sine taler, at Rusland skal indtage sin retmæssige plads som stormagt i det internationale system. Ifølge ham lever Rusland i en ustabil og farlig verden, omgivet af stærke kræfter med fjendtlige hensigter – læs: USA og den vestlige verden.
_______

 

Nyt udenrigspolitisk koncept
Det reviderede udenrigspolitiske koncept, der blev underskrevet af Putin ultimo november 2016, indeholder ingen radikale ændringer i forhold til de to foregående koncepter fra 2008 og 2013. Dokumentet gennemsyres af Ruslands position som stormagt – et center for indflydelse i det internationale system, hvor unipolariteten er på vej til at blive erstattet af en virkelig multipolær orden. I tidligere udgaver har man dog fremstillet Rusland som en del af den europæiske civilisation, hvorimod den nye udgave skelner ganske skarpt mellem Europa og Eurasien, hvor Rusland nu anses for at være en uafhængig pol, der har et ben i begge områder.

Konceptet lægger skylden for den globale usikkerhed på den vestlige verden, der søger at inddæmme andre aktører for derved at begrænse deres indflydelse – samtidig med at vesten prøver at fremme sine egne værdier på bekostning af andre landes kultur og historie. Man tillægger militære midler og brug af magt væsentlig betydning i udenrigspolitikken. Man lægger tillige vægt på at imødegå truslen fra international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, cybersikkerhed og informationssikkerhed.

Rusland lægger stor vægt på international lov og på FN og ikke mindst landets rolle som permanent medlem af Sikkerhedsrådet med vetoret, der giver Rusland mange muligheder for at øve indflydelse på beslutningerne. Der advares mod at bruge principperne for Menneskerettighederne som grundlag for at intervenere i suveræne staters interne anliggender. Det er velkendte russiske synspunkter.

Afsnittet om regionale forhold nævner kun Ukraine to gange. Man taler om den ’interne ukrainske konflikt’ og om russisk interesse i at udvikle de politiske, økonomiske, kulturelle og åndelige bånd til Ukraine, baseret på gensidig respekt – og man ønsker at bygge indbyrdes relationer, der tager fornødent hensyn til Ruslands nationale interesser.
Afsnittet er ganske sigende for Ruslands syn på Ukraine som et forhold mellem storebror og lillebror. Der er ingen forståelse for, at Ukraine søger ind i den vestlige verden, Ukraine er en del af den slaviske kultur og bør høre hjemme her. Der er heller ingen opblødning i forhold til Krim, som nu er en del af Rusland. Det behøver man ikke engang nævne i konceptet – det er uden for diskussion.

Østukraine – Donbas-området – nævnes kun indirekte. Det er et element i den interne ukrainske konflikt, som Rusland jo ikke ser sig som en del af. Der er da næppe heller tvivl om, at Rusland gerne vil ud af den ukrainske suppedas, så sanktionerne kan lempes eller helt ophæves. Men så længe man ikke har sikkerhed for, at Ukraine forbliver uden for NATO og formentlig også EU, hvad der muligvis også udelukker en form for associeringsaftale, vil konflikten fortsætte. I det russiske perspektiv vil en føderalisering af Ukraine med vide beføjelser til de enkelte regioner, herunder vetoret i vitale sikkerhedspolitiske anliggender, bringe konflikten til ophør. Dette er til gengæld fuldstændigt uspiseligt for Ukraine, og dermed kan striden forblive en frossen konflikt i årevis. Rusland vil næppe indlemme Donetsk og Lugansk. Det vil medføre økonomiske byrder, som Rusland ikke kan bære. Anneksionen af Krim var i den henseende en kostbar affære, der maner til forsigtighed. Rusland har bragt pensioner og sociale ydelser og lønninger til offentligt ansatte op på russisk niveau, som er langt højere end det ukrainske. Dertil kommer etablering af forsyningslinjerne til Krim, der p.t. foregår ad sø- og luftvejene, indtil den planlagte bro over Kerch-strædet er færdig, et projekt på størrelse med Øresundsbroen. Det har kostet Rusland meget dyrt.

I papiret beskrives EU som en vigtig økonomisk og udenrigspolitisk partner og der lægges især vægt på de bilaterale forbindelser til Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Sanktionerne nævnes kun i forbifarten. Set med russiske øjne var Brexit en gave: Man håber på et mindre sammentømret EU, hvor russerne kan satse på bilaterale forbindelser og dermed en klassisk russisk kompetence: del og hersk.

Afsnittet om USA er kortfattet og forsigtigt formuleret, da det er skrevet på et tidspunkt, hvor det tegnede til, at Hillary Clinton ville blive den næste præsident. I sin tale til Føderationsforsamlingen (Statsdumaen og Føderationsrådet) den 1. december 2016, da det stod klart, at Trump var blevet valgt, formulerede Putin sig med omhu og forsigtighed og tilkendegav vilje til at indgå i et ligeværdigt partnerskab. ”Et samarbejde mellem Rusland og USA om at løse de globale problemer er i hele verdens interesse”, sagde han, en udtalelse, som de kinesiske ledere næppe er enige i.

 

Uagtet at Donald Trump kan have de bedste intentioner om et bedre forhold til Rusland er det tvivlsomt, om det vil føre til afgørende ændringer i forholdet. De to landes nationale interesser er divergerende på en række væsentlige områder.
_______

 

Uagtet at Donald Trump kan have de bedste intentioner om et bedre forhold til Rusland er det tvivlsomt, om det vil føre til afgørende ændringer i forholdet. De to landes nationale interesser er divergerende på en række væsentlige områder. I den amerikanske kongres findes der en del konservative Republikanere, der er Rusland venligt stemt, men der findes også mange, der sammen med Demokraterne nærer en dyb skepsis overfor Rusland, ikke mindst efter den påståede russiske indblanding i den amerikanske valgkamp. Endnu er offentligheden ikke blevet præsenteret for ”den rygende pistol”, men indicierne begynder at tårne sig op. Denne sag kan blive en meget ubehagelig affære for den nye administration – og dertil kommer så Trumps påståede forbindelser til Rusland. Amerikansk politik kan blive forgiftet og lammet i længere perioder, hvis det viser sig, at der er mere hold i oplysningerne end det, der foreligger indtil nu.

Et af de områder, hvor det kan blive vanskeligt at opnå en fælles forståelse, er Mellemøsten og især Syrien. Mellemøsten er som bekendt en ”kampplads” mellem flere magtfulde interessenter: USA (og de øvrige vestlige lande) foruden regionale magter som Israel, Saudi Arabien, Iran, Tyrkiet – og dertil: Rusland.

Rusland har i Syrien vist evne og vilje til at anvende militære midler for at fremme, hvad man åbenbart ser som væsentlige russiske nationale interesser. Russerne har været stærkt kritisk over for regimeskiftet i Libyen, der blev fremkaldt bl.a. ved NATO-koalitionens flystøtte til oprørsgrupperne ved en fortolkning af et FN-mandat, der bestemt ikke holder vand. Dertil kommer den vestlige støtte til det såkaldte Arabiske Forår i 2011. Alt dette har medført et Mellemøsten i opbrud, der giver grobund for terrororganisationers aktiviteter, fx Islamisk Stat.

Når Rusland går ind og støtter op om Bashar al-Assad skyldes det ikke blot, at Syrien er en gammel allieret fra Sovjettiden, men nok så meget at landet er det eneste russiske fodfæste i Mellemøsten, hvor man i Sovjettiden var til stede i perioder i betydeligt omfang, bl.a. i flådebasen i Tartu, der er vigtig for Ruslands tilstedeværelse i det østlige Middelhav. Dertil kom en omfattende våbenhjælp og våbeneksport samt økonomisk og teknisk bistand. Men afgørende er, at Rusland vil have indflydelse på Mellemøstens fremtid. Her manifesterer man sig som en stormagt, der har brudt det amerikanske monopol på anvendelse af militær magt og som agter at blive en afgørende aktør i området fremover. Man har en alliance med Iran – og måske Tyrkiet – som kan komme til at sætte varige spor på områdets udvikling de kommende år. Og ved kommende forhandlinger om Syriens fremtid sidder russerne med stærke kort på hånden.

Omkostningen er risikoen for, at man med tiden kommer til at sidde i et hængedynd, det kan være vanskeligt at komme ud af igen. Men den hjemlige russiske opinion ser med begejstring på den russiske indsats – Rusland er tilbage som stormagt på linje med USA, som man mener, at man også har udspillet på den diplomatiske front.

Er Putins udenrigspolitik en succes?
I dag agerer Rusland som en stormagt, der kræver at blive behandlet som en jævnbyrdig partner i forholdet til USA. Imidlertid er Ruslands økonomi verdens 10. største på størrelse med Italiens – den baserer sig ensidigt på eksport af fossile brændstoffer samt uforarbejdede råvarer (ca.80 pct).

Rusland eksporterer kun en begrænset mængde forarbejdede produkter, ca. 20 pct. af eksporten, bl.a maskiner til industri samt tekstiler). Med én undtagelse: våbeneksporten, som er den næststørste i verden efter USA’s (men tæt fulgt af Kinas). Der har i årevis været talt om en diversificering af økonomien, så man ikke blev så afhængig af energi- og råvareeksport. Men det er som så ofte før forblevet ved snakken. Bl.a. i den seneste tale til Føderationsforsamlingen har Putin givet udtryk for, at forsvarsindustrien, der de seneste år har fået tilført meget betydelige midler, skal være drivkraften i den industrielle udvikling og tillige producere varer til almindeligt forbrug. Det har man faktisk prøvet før – i Sovjettiden – men uden held. Der er dog en enkelt succeshistorie: IT-branchen har haft eksportindtægter på 7 Mia USD, hvilket svarer til halvdelen af indtægterne fra våbeneksporten.

Siden 2014 har den russiske økonomi været i en betydelig krise. Faldet i oliepriserne har ramt hårdt. Dertil kommer de vestlige sanktioner, der især har ramt de store virksomheder og den finansielle sektor, fordi det har vanskeliggjort mulighederne for at optage og/eller refinansiere lån. Men i talen til Føderationsforsamlingen understregede Putin, at faldet i den økonomiske vækst siden 2014 kun delvis skyldes disse udefra kommende faktorer – de grundlæggende problemer, sagde han, er strukturelle og selvforskyldte. Der er mangel på kapital og investeringer, teknologisk knowhow og kvalificeret personale. Konkurrencen er underudviklet og markedet er skævvredet. Han undgik en mere detaljeret gennemgang, men nævnte dog specifikt problemet med fjendtlige overtagelser af virksomheder, som er et udbredt problem: Falske anklager mod en virksomhedsejer fører til domfældelse og korrupte embedsmænds overtagelse af virksomheden.

Præsidenten fremlagde ingen konkrete forslag til forbedringer af økonomien, men pegede på, at der i 2017 vil blive færdiggjort en ny økonomisk strategi. To grupper har arbejdet med strategiforslag – en ”liberal” under ledelse af den tidligere finansminister Alexei Kudrin og en gruppe under ledelse af Boris Titov, der er tilhænger af at bevare statens hovedrolle i økonomien. Forslagene blev fremlagt medio januar i mere overordnede versioner. Men tilsyneladende har Putin foretrukket Kudrins tilgang. I alt fald var Kudrin inviteret til et møde mellem Præsidenten og hans økonomiske ministre, hvor Putin begrundede hans tilstedeværelse med, at han [Kudrin] er involveret i udformningen af et program for den fremtidige udvikling af økonomien. Putin konkluderede (ifølge referatet på præsidentens hjemmeside), at den vigtigste opgave ville være at sikre den overordnede makroøkonomiske stabilitet. Et stabilt statsbudget samt lav inflation og arbejdsløshed. Det lyder ikke helt så ambitiøst som Kudrins forslag, der peger på ændringer i skattesystemet og det sociale sikkerhedssystem, fjernelse af statens budgetunderskud samt hæve pensionsalderen for mænd til 65 og kvinder til 63, nedbringelse af inflationen til 2 pct. samt massiv satsning på ny teknologi. Dertil kommer, at Kudrin påpeger, at økonomiske reformer skal ledsages af politiske fordi en lav tillid til statens institutioner vil gøre det umuligt at opnå det gennembrud, der er påkrævet for at sikre en stabil vækst, en årlig vækst, der gerne skulle være 4 pct. Det er nok tvivlsomt, at Putin vil acceptere præmissen om de politiske reformers nødvendighed, da de vil kunne true det nuværende systems eksistens. Erfaringerne fra Gorbatjovs reformer i midten af 80’erne, der førte til Sovjetunionens sammenbrud, er ikke glemt.

Faldet i GDP var i 2015 3,7 pct., anslås i 2016 at blive ca. 1 pct. og forventes i 2017 at stagnere med en forventet vækst på 0,5 pct. Inflationen forventes i 2017 at blive mellem. 4 pct. og 6 pct. Oliepriserne har i 2016 svinget mellem US$35 og 50, hvilket også forventes at blive tilfældet i 2017 (i finansloven for 2017-19 har man anlagt et forsigtigt skøn på US$40 for en tønde Ural Blend.) Siden 2014 har Centralbanken ladet rubelkursen flyde frit. Det har medført en betydelig devaluering (ved udgangen af 2016 havde rublen miste ca. 40 pct af sin værdi i forhold til 2014) til gavn for eksporterhvervene, der ikke – i modsætning til finanskriseårene i 2008/9 – ikke har problemer med at afsætte råstoffer og forarbejdede varer (våben). Arbejdsløsheden forbliver sandsynligvis på de ca. 5,6 pct., som den også var i 2016.

Den russiske statsgæld er relativt lille, ca. 15 pct. af BNP. Mere interessant er statens budgetunderskud, der i sidste kvartal af 2016 nærmede sig 3 pct. af BNP. Netop 3 pct. af BNP er af Putin selv fastsat som maksimumsgrænsen for budgetunderskuddet, baseret på hans erfaringer fra slutningen af 90’erne.

Der er netop blevet vedtaget en finanslov for perioden 2017-19, der forudser meget lille økonomisk vækst eller stagnation i 2017. I de to følgende år forventer man en mindre stigning i BNP. For at holde budgetunderskuddet under de 3 pct. af BNP har man derfor måttet skære kraftigt i statens udgifter. Undervisning, forskning og sundhed rammes af store nedskæringer. Sundhedsvæsenet er stærkt nødlidende; det samme gælder for uddannelsessystemet, der har været ramt af nedskæringer siden 2013.

Men heller ikke forsvaret er gået fri – for forsvarsudgifterne beskæres med 1,8 pct. og udgifterne til sikkerhedstjenesterne med 0,4 pct. Sociale udgifter beskæres med kun 0,5 pct., hvilket er et tegn på, at man ønsker at forebygge social uro op til valget. I forvejen er der indført lønstop for offentligt ansatte, hvilket har haft afsmittende effekt på det private arbejdsmarked. Pensioner dyrtidsreguleres med 4 pct., hvilket er langt under prisudviklingen. Selvom den sociale skævhed mellem rig og fattig er exorbitant, holder befolkningen sig indtil videre i ro.

Realindkomsten faldt i 2015 med 9 pct. , hvilket har medført et betydeligt fald i forbruget. Detailhandel og byggesektor er nødlidende. Befolkningen har accepteret, at det er konsekvensen af den fjendtlige omverdens forsøg på at inddæmme Rusland og forhindre landet i at indtage sin retmæssige plads som en af verdens førende supermagter. Man har tidligere i Ruslands historie oplevet afsavn, som man har overvundet, det vil man også gøre i dag. Den ekstreme forskel på rig og fattig er ikke til at komme uden om, men indtil videre forholder den almindelige befolkning sig i ro, så som ofte før i Ruslands historie; men om det vil vare ved er vanskeligt at sige; magthaverne har et omfattende magtapparat til rådighed, som der skal noget til at sætte sig op imod.

Efter norsk model har Rusland haft en reservefond og en pensionsfond. For at redde bankerne og nogle af de store virksomheder ud af krisen og for at dække statens budgetunderskud, har man næsten tømt reservefonden. Fondens beholdning var ved udgangen af 2016 var 15,27 mia, USD. Med stor sandsynlighed vil fonden blive tømt i 2017. Der tales om at låne af pensionsfonden, men det er stærkt betænkeligt, da den er en forudsætning for det statslige pensionssystem. Fondens beholdning var ved årets udgang ca. 73 mia USD. Finansministeriet har tilkendegivet, at man vil bruge 12,13 mia. UDS i 2017 og 13,68 mia. USD i 2018. Rusland har ved udgangen af 2016 ganske store valutareserver, ca. 390 mia. USD, som man i et vist omfang kan trække på.

Hertil kommer, at Rusland – som så mange lande – har et betydelig demografisk problem. Fødselstallet har været svagt stigende, men i de kommende år vil antallet af pensionister øges betydeligt. Derfor søger man så vidt muligt at friholde pensionsfonden for dræn af midler til andre formål. Den faldende arbejdsstyrke bliver et problem, ikke mindst fordi migration fra de centralasiatiske lande og Nordkaukasus er yderst upopulært; der er som bekendt tale om ikke- etniske russere, der for langt hovedpartens vedkommende er muslimer.

Frem mod valget 2018
Putin brugte ikke sin tale til Føderationsforsamlingen til at bebude reformer, selvom han erkendte behovet for dem. Stabilitet i perioden op til valget prioriteres højt. Dertil kommer, at dommedagsprofetierne om Ruslands forestående økonomiske sammenbrud ser ud til at være stærkt overdrevne. Det går ikke godt, men det kunne gå langt værre. Regeringen har rimeligt styr på situationen, men en ny international krise, der igen sætter den russiske økonomi under forstærket pres, kan ændre på dette.

Putin brugte talen til at rose befolkningen for at stå sammen om de patriotiske værdier. Den nationale enhed var et gennemgående tema: Han advarer mod at svække staten, da en svag stat forøger risikoen for indblanding udefra. Han antydede også, at den ortodokse kristne kultur var vesten overlegen både moralsk og kulturelt. Den stærkt nationalistiske retorik bruges til at kamuflere de mange problemer, som Rusland står over for i de kommende år.

 

Er der en intern trussel mod ham i magteliten? Næppe. Putin er vanskelig at undvære, fordi han afvejer og balancerer de forskellige interessegruppers interesser på en måde, som de kan leve med. Magtforholdene omkring Kreml er mindre gennemskuelige end i Sovjettiden. Kremnologi, spekulationer over magtforholdende er igen ved at være på mode.
_______

 

Og talen efterlod ikke megen tvivl om, at han på nuværende tidspunkt simpelthen ikke har en strategi for, hvordan Rusland kommer videre. Det er måske derfor, at han er begyndt at skifte nogle af sine gamle kampfæller ud med nye kræfter, f.eks. den mangeårige stabschef Sergej Ivanov, der blev afløst af den ukendte bureaukrat Anton Vaino. Det kan også være, at han blot vil have en kreds af medarbejdere omkring sig, som er afhængige af ham og som måske vil gøre det lettere for ham at få nogle af sine ideer igennem. Stalin gjorde noget tilsvarende.

Er der en intern trussel mod ham i magteliten? Næppe. Putin er vanskelig at undvære, fordi han afvejer og balancerer de forskellige interessegruppers interesser på en måde, som de kan leve med.

De to store hovedgrupperinger er siloviki’erne og de liberale økonomer og teknokrater. Siloviki’erne er nøglepersoner i magtapparatet, FSB (efterretningstjenesten), MVD (indenrigsministeriet med de interne sikkerhedsstyrker og politistyrkerne) samt de militære styrker. Der er tale om flere forskellige klaner inden for denne gruppering, der kæmper for magt og dermed også resurser. To af de mest fremtrædende personligheder er sekretæren i sikkerhedsrådet, Nikolai Patrushev og forsvarsminister Sergi Shoigu. De liberale økonomer og teknokrater er en mindre magtfuld gruppe, der med centrum i finansministeriet og Nationalbanken i betydeligt omfang fastlægger Ruslands økonomiske politik og dermed også fordeling af resurser. Den tidligere finansminister Alexei Kudrin er en uofficiel talsmand for denne gruppe. Olie- og gassektoren er meget magtfuld gruppering med direktøren for det statslige olieselskab Rosneft, Igor Sechin, og direktøren for naturgasselskabet Gazprom, Alexei Miller, som fremtrædende talsmænd. Der findes en magtfuld gruppering omkring våbenindustrien, hvis interesser varetages af vicepremierminister Dmitri Rogozin. En række oligarker, der ejer nogle af de største virksomheder i landet udgør en anden magtfuld gruppering. Magtforholdene omkring Kreml er mindre gennemskuelige end i Sovjettiden. Kremnologi, spekulationer over magtforholdende er igen ved at være på mode.

Den dag, hvor disse grupperinger er enige om, at Putin ikke længere er manden, der kan varetage deres interesser, er et magtskifte en mulighed; men indtil videre sidder han tungt på sikkerhedsapparatet, hvilket vanskeliggør et ”paladskup”. Skulle man nævne en mulig efterfølger, hvis Putin fik forfald i morgen, ville det sandsynligvis blive forsvarsminister Sergei Shoigu, der er den mest populære politiker efter Putin.

”Putin er Rusland”, sagde Sergei Ivanov efter Putins tale i Kreml den 18. marts 2014, hvor han bekendtgjorde optagelsen af Krim i den russiske Føderation. Det vil han også være efter marts 2018.

Karsten Jakob Møller ( f. 1947) Generalmajor (pens) & Senioranalytiker (emr.) ved DIIS. Oprindeligt uddannet som sprogofficer og har gjort tjeneste ved kamptropperne, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarsministeriet, Forsvarsakademiet og ikke mindst som forsvarsattaché i Rusland, Hviderusland og Ukraine. Forfatter til bl.a. bogen ”Fra kaos til Putin”.

ILLUSTRATION: Vladimir Putin (foto: Antonio Marín Segovia)