“Jeg kan ikke komme i tanke om beslutninger truffet efter sidste folketingsvalg, som vil gøre en positiv forskel for mine børns fremtid” – Morten Østergaard

“Jeg kan ikke komme i tanke om beslutninger truffet efter sidste folketingsvalg, som vil gøre en positiv forskel for mine børns fremtid” – Morten Østergaard

11.05.2017


“Jeg ved ikke, om vi på et tidspunkt kommer til at kunne samarbejde med Kristian Jensen om at lede landet, men der er ingen grund til at udelukke det på forhånd, for jeg synes, det er nogle spændende ting han har sagt.” Interview med Morten Østergaard, politisk leder, Radikale Venstre.

Interview af Max Secher Quorning

RÆSON: Til hvilken grad stiller du dig tilfreds med regeringen?

Selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om beslutninger, der er truffet efter sidste folketingsvalg, som vil gøre en positiv forskel for mine børns fremtid. Vi har den laveste udviklingsbistand siden 60’erne, og alt andet lige fører det jo næppe til, at vi oplever en verden med færre flygtninge i fremtiden. Vi skærer ned på ethvert gymnasium og HF, alle erhvervsuddannelser, professionshøjskoler og universiteter. Man skærer på forskningen og har trukket i håndbremsen på den grønne omstilling. Alt, der emmer af at forme fremtiden, skærer man ned på. Jeg synes, det var bedst illustreret ved, at man besluttede sig for at finansiere et politiforlig, så vi får flere politibetjente ved at skære ned på alle ungdomsuddannelser, endda med bredt flertal fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er billedet på regeringen for mig.

RÆSON: Radikale og mange andre har klandret regeringen for at være for langsom, men er det ikke en del af begyndelsen på en mere kompliceret embedsperiode med tre partier i en lille regering, der hele tiden mangler mandater?

Jo, og jeg vil også sige, at det ikke kun er regeringens skyld, at Folketinget ikke lever op til sit ansvar. Uden om os og regeringen er Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og venstrefløjen blevet enige om, at det skal være sværere for virksomheder at tiltrække udenlandsk arbejdskraft med afskaffelsen af green card-ordningen, selvom det er helt åbenlyst, at vi er på vej imod en periode, hvor virksomhederne får flaskehalsproblemer. Det er jo Dansk Folkepartis mandater, som har bragt regeringen til verden, men det er også dem, der er mest i opposition til regeringen. Derfor er vi jo i en skatmat position med et folketing, som samlet set er ude af stand til at handle og drage omsorg for, hvad der skal give vores børn bedre chancer i fremtiden. Til det vil regeringen sige, at det jo ikke er deres skyld, men en regering kan aldrig skyde skylden på andre, man er jo kun regering, så længe man selv vil. Jeg er bange for, at vi ser en periode som den, vi så i slutningen af 00’erne, hvor vi var i en opgangsperiode. Det gik egentlig okay, men vi havde en regering, der kunne se, hvad der var behov for at gøre, men alligevel så sig ude af stand til at levere på det. Derfor vil jeg også rose, som vi fx har gjort med Kristian Jensen. Jeg kan sagtens finde folk i regeringspartierne, som jeg er enig med, men jeg må bare konstatere, at de ikke er i stand til skabe en politisk situation, hvor de kan levere varen. Derfor må der en ny regering til.

RÆSON: Hvorfor er det vigtigt, at rød blok står sammen om en samlet politisk linje som modspil til regeringen netop nu?

Fælles for os fem partier er, at vi er i opposition. Vi ønsker en anden regering, men jeg siger ikke, at hvis vi får flertal og dermed en ny regering, så skal den føre politik, som kan række fra Enhedslisten til Radikale Venstre. Jeg synes, vi skal tilbage til den situation, vi var godt i gang med i den regering, vi havde før sidste valg, nemlig at vi langt hen ad vejen samarbejdede bredt i Folketinget, også med den daværende opposition. Derfor er det ikke vigtigt, at oppositionen præsenterer et samlet alternativ. Men det er vigtigt, at vi er i opposition, fordi vi ønsker en anden politisk kurs. Hvis Mette Frederiksen ikke vil levere en anden kurs, så kan hun heller ikke regne med vores støtte. Vi bringer ikke en hvilken som helst regering til verden, men vi peger på hende nu, fordi vi synes, at det er et bedre alternativ end den nuværende regering.

 

Det er ikke vigtigt, at oppositionen præsenterer et samlet alternativ. Men det er vigtigt, at vi er i opposition, fordi vi ønsker en anden politisk kurs. Hvis Mette Frederiksen ikke vil levere en anden kurs, så kan hun heller ikke regne med vores støtte.
_______

 

RÆSON: Hvad synes du om, at Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl tilnærmer sig hinandens politik?

Jeg kan konstatere, at det der samler de to partier, smager mere af lukkethed end åbenhed.

RÆSON: Er det derfor, I har kørt en kampagne med bl.a. Kristian Jensen?

Ja, fordi den diskussion er jo bredere end et parti i Folketinget, og den handler ikke nødvendigvis om, hvem der vil være statsminister. På nogle centrale dagsordner er de to statsministerkandidater jo enige, og når Kristian Jensen siger, ”Nu er det på tide, at vi ikke lader negative historier dominere og rækker ud efter de muligheder, der er i globaliseringen”, så er det god musik i radikale ører, og det er vi ikke blege for at anerkende – heller ikke selvom det kommer fra finansministeren i den nuværende regering, hvis politik er mere drevet af mol end dur. Så snart vi ser, at diskussionen har holdepunkter, også uden for vores eget parti, vil vi række hånden ud og invitere indenfor. Det gælder også venstrefløjen, hvor vi gjorde opmærksomme på, at der jo er mange stemmer, som også savner et progressivt bud på, hvordan fremtiden kan blive et Danmark, hvor vi dropper smålighedens politik og tror på, at vi faktisk kan spille en rolle både for os selv, men i høj grad også for verden. I de 12 år, jeg har siddet i Folketinget, synes jeg aldrig, at kampen har været klarere end nu.

RÆSON: Hvilken politik er det præcis, Radikale håber på at kunne føre sammen med et potentielt Kristian Jensen-ledet Venstre, som I ikke kan føre sammen med et Mette Frederiksen-ledet Socialdemokrati?

Jeg må udfordre præmissen: Selvom det skulle ske og gå godt, så får vi jo nok næppe flertallet alene med Venstre og derfor er min appel jo snarere, at den centrale akse i dansk politik ikke skal være mellem Socialdemokratiet og DF, men mellem de partier, der også før har kunnet samarbejde om vidtrækkende beslutninger for Danmark. Derfor vil jeg utrolig gerne invitere Socialdemokraterne med i den progressive retning.

RÆSON: Hvad ligger i det? Hvad kan man få med Kristian Jensen, som man ikke kan få med Kristian Thulesen Dahl?

Det kræver en villighed til at prioritere, hvor vi bl.a. har enighed med Kristian Jensen og Venstre om, at man skal arbejde lidt længere, hvis man er i stand til det. Det vil betyde, at i stedet for at bruge 10 mia. på at sende raske mennesker på pension mellem 2025 og 2030, så kunne vi reelt investere og erstatte besparelserne på bl.a. uddannelse. Det andet er, at jeg jo ikke synes, at man behøver at lede længe for at se en helhjertet europæer i Kristian Jensen. En mand, der i sine tidlige dage jo har sagt, at det internationale samarbejde skal gøre, at vi opnår alle fordelene ved at verden bliver mindre, når vi globaliseres, og det synes jeg, er befriende. Jeg synes ikke, at hans regerings politik afspejler det, men jeg vil bare sige, at hvis det skulle være den linje, som han tog med i et Venstre-formandskab, så ville det selvfølgelig appellere til os. Det kan jeg ikke få med Kristian Thulesen Dahl; han vil jo have en afstemning om, hvorvidt vi skal ud af EU.

RÆSON: Synes du, at Mette Frederiksen har ret, når hun udtaler, at den vigtigste socialdemokratiske værdi er lighed, når man ser på den politik, hun fører?

Hvis man er optaget af at mindske uligheden, så er jeg rigtig glad for, at jeg har været modstander af skattestoppet på boliger, lige siden det blev indført. Det er entydigt det mest ulighedsskabende instrument, der har været i historien. Jeg tror, at de fleste kan huske valgkampen, hvor jeg stod lidt alene med det synspunkt, også i forhold til min daværende regeringspartner, nemlig at vi for retfærdighedens skyld skulle gøre op med boligskattestoppet. Det flyttede jo penge fra dem, der bor til leje eller i billighuse til dem, der havde flest penge i forvejen. Det andet er et spørgsmål om integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Selvom det vigtigste for os er at investere i uddannelse, så er vores økonomiske plan baseret på, at vi kan afskaffe de lave ydelser, hvor man har taget penge fra de fattigste i landet for at få råd til at sænke registreringsafgiften. Altså synes jeg, at der er mange steder, hvor man kan sætte ind, hvis man gerne vil bekæmpe uligheden. Der er jeg ikke helt sikker på, hvor socialdemokraterne har placeret sig.

RÆSON: Hvad er så den vigtigste radikale værdi?

Det er lige muligheder. I Danmark får man bedre muligheder end noget andet sted i verden, det er jo gennem gratis adgang til uddannelse, at man kan forme sin egen tilværelse. Det får man igennem et Danmark, der aktivt forsøger at påvirke verden, hvor udviklingen er gået langsomst, der er jo også muligheder i de dele af verden. Halvdelen af flygtningebørnene i Syriens nærområder har skoleadgang. Derfor synes vi, at det er vigtigt med mere udviklingsbistand. For os er kernen lige muligheder, ikke kun for dem i Danmark, for som et af de rigeste lande i verden har vi også et ansvar for, at der bliver flere muligheder for dem, der er langt herfra.

 

Jeg ved ikke, om vi på et tidspunkt kommer til at kunne samarbejde med Kristian Jensen om at lede landet, men der er ingen grund til at udelukke det på forhånd, for jeg synes, det er nogle spændende ting han har sagt.
_______

 

RÆSON: Uffe Elbæk skriver i Politiken, at ”tavlen er visket ren for oppositionspartierne” og at ”Socialdemokratiets principprogram er en god platform for en samlet oppositionspolitisk linje”. Er du ligeså positivt stemt som Elbæk?

Det vigtige er jo den politik, der skal føres i Folketinget. Jeg er ikke enig med alle om alt, men jeg er enig med dem alle sammen om noget, men derfor synes jeg ikke, det handler om at finde laveste fællesnævner i oppositionen. Jeg er enig i, at vi på nogle områder kan se, at hvis man vil, så er der en forskel. Vi kan jo tage bæredygtigheden igen, hvor man i hvert fald i oppositionen synes at have en større grad af fodslag omkring nødvendigheden i at prioritere miljø og klima.

RÆSON: Er du så bange for, at man kommer til at se den udvikling, som man så med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, hvor de bl.a. sænkede selskabsskatter i modsætning til, hvad de havde gået til valg på, hvis Mette Frederiksen indtager Statsministeriet i 2019?

Fra min tid i Folketinget har jeg lært, at måden man kommer til magten på, definerer måden, hvorpå man driver regering. Derfor er jeg så optaget af, at det ikke er ligegyldigt, hvilken politik man fører, når man er i opposition. Jeg har forsøgt at stå fast på nogle grundlæggende værdier, også selvom vi har været igennem en flygtningekrise, og jeg vil påstå, at vores politik på alle de væsentligste områder er uforandret, uanset om vi sidder i regering eller i opposition – også selvom tiderne skifter. Hvis man kommer til valg på, at ”I kan rolig regne med os, fordi forskellen til DF ikke er så stor”, så vil man få samme problemer, som Helle Thorning og Bjarne Corydon fik. Derfor er det så vigtigt, at man ærligt erkender, at hvis det handler om at skabe løsninger for det Danmark, vi lever i og ikke det Danmark vi taler om, så er den doktrin jo ikke egnet til at drive regering på, fordi man primært er enige om ting, man ikke vil, hvis man fører en anden politik efter valget.

RÆSON: Sofie Carsten Nielsen påpeger i Slotsholmen på P1 Kristian Jensens udsyn og tro på, at Danmarks udfordringer bedst løses tæt på Europa i det lange løb. Kan du foretrække finansministeren som statsminister frem for Mette Frederiksen, og tror du, at Kristian Jensens udlændingepolitik er bedre end Socialdemokratiets?

Vi har taget Kristian Jensen på ordet, fordi han har sagt, at vi hører til i kernen af EU, og at det ikke går, at det hele handler om, at vi nu skal lovgive mod tørklæder og bederum i gymnasier osv. Hvis det bliver aktuelt at samarbejde med ham i en regering, er det centralt, hvad han gør, hvis han på et tidspunkt måtte blive formand for Venstre, og det vil vi til den tid tage stilling til. Hvis han, andre Venstre-folk eller for den sags skyld folk på venstrefløjen siger noget, som bærer i retning af det åbne samfund overfor det lukkede samfund, som lugter mere af Macron end Le Pen, så vil vi anerkende det. Min pointe er jo ikke at uddele stilkarakterer til politikere fra andre partier, men at skabe allierede, der hvor de findes, også når det er i andre partier. Jeg ved ikke, om vi på et tidspunkt kommer til at kunne samarbejde med Kristian Jensen om at lede landet, men der er ingen grund til at udelukke det på forhånd, for jeg synes, det er nogle spændende ting han har sagt. Lige nu skal vi træffe et valg mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen, og der foretrækker vi Mette Frederiksen.

 

Hvis man tror på samarbejde med andre lande, så må det jo også gøre sig gældende på udlændingepolitikken. Hvis man tror på, at det handler om at skabe lighed, så må det jo også gælde for flygtninge og indvandrere, der lige er kommet hertil.
_______

 

RÆSON: Alternativet, Enhedslisten og Radikale kan vel ikke rulle landets udlændingepolitik tilbage grundet Folketingets og den almene dansker holdning – eller hvad?

Det er jo lidt et paradoks, at mange mener, at også vores udlændingepolitik fyldte alt for meget under den tidligere regering. Jeg tror, at nogen med ret ville hævde, at det jo ikke var Radikale Venstres udlændingepolitik fra A til Z. Der er stadig et tilknytningskrav og en 24-års regel osv., men ikke desto mindre, vil jeg da gerne vedstå mig, at jeg jo selv sad i det sorte tårn og forhandlede, så vi fik indflydelse på udlændingepolitikken, fordi vi fandt en fælles retning med S og SF, hvor vi lavede de nødvendige kompromisser. Vi gjorde det på en række områder, som gjorde det lidt bedre at være asylansøger i Danmark, fordi vi havde haft irakiske asylbørn, der sad i lejrene i årevis. Vi gjorde det lidt lettere at få statsborgerskab for børn, der var vokset op i Danmark. Vi gjorde livet lettere på næsten alle områder for danskere, der havde udenlandske ægtefæller. Vi føler os overbeviste om, at hvis vi skal bringe regeringen til magten, så vil vi igen få anledning til at flytte hegnspælene i udlændingepolitikken, men dermed ikke sagt, at vi kommer over og stå på den radikale mark.

Når det så er sagt, synes jeg, det bliver for snævert, hvis vi bare diskuterer udlændingepolitik. Det handler jo også om europapolitikken med Lars Løkkes ord: ”De der jordbærplukkere, der kommer og vil have børnecheck fra første dag”. Hvis landets politiske leder efterlader det indtryk af, hvad der kommer ud af den fri bevægelighed, jamen så tror jeg da pokker, at flere synes, at der er grund til at være skeptisk. I virkeligheden er østeuropæerne, der kommer når der er arbejde at få, nogle af dem, der netto er den bedste forretning for den danske statskasse. Derfor er udlændingediskussionen vigtig, men den er også et meget symbolladet eksempel på en noget dybere forskel.

RÆSON: Kan du uddybe den forskel?

Hvis man tror på, at vi skal samarbejde med andre lande, så må det jo også gøre sig gældende på udlændingepolitikken. Hvis man tror på, at det handler om at skabe lighed, så må det også gælde for flygtninge og indvandrere, der lige er kommet hertil. For mig handler det ikke om, at enhver skal have lov til at komme til Danmark eller Europa. Jeg mener derimod, at vi er nødt til at samarbejde med de andre lande, sortere immigranter fra flygtninge og hjælpe dem, der har et asylkrav. De andre skal vi hjælpe hjem, hvor de kom fra og så skal vi jo engageret sørge for, at der er færre mennesker, der behøver at flygte for at leve. Når vi hører diskussionen om udlændingepolitikken, så handler det ikke om at finde løsninger på en bedre integration i Danmark eller om at hjælpe et dansk-amerikansk ægtepar, hvor danskeren er flyttet hjem efter mange år i USA og bare gerne vil bo i sit eget land med sin ægtefælle. Så slår man op i banen og siger, ”Nå, men det må I jo kunne forstå, fordi det handler om folk, vi ikke vil have flere af”. Det handler helt grundlæggende om, hvordan lever vi sammen og om vi ser muligheder i alle mennesker, eller om der er grupper, som på forhånd er sorteret fra som en belastning, fordi de kommer fra fx Somalia. Derfor gør jeg mig egentlig store bestræbelser på at gøre diskussionen om udlændingepolitikken bredere. Min pointe er, at udlændingepolitikken er vigtig, men ofte bliver den en proxy for den diskussion, jeg påpeger, nemlig om det er smålighedens politik eller om vi gør Danmark større.

RÆSON: Hvordan kommer rød blok ud på et stærkere politisk grundlag, så man kan holde fast i sit momentum op til en potentiel valgkamp?

Det gør vi først og fremmest ved at anerkende, at vi er fem forskellige partier. Selvom vi vinder, skal vi jo ikke lede landet på laveste fællesnævner mellem os. Så skal vi samarbejde med dem, som tabte valget. Derfor har jeg sagt, at det er relevant at diskutere, hvad der skal ske på denne side af et folketingsvalg. Hvordan vil vi i fællesskab søge at presse den nuværende regering i en mere grøn retning og fokusere mere på at hjælpe dem, der har problemer i uddannelsessystemet, i stedet for at indføre uddannelseslofter? Efter et folketingsvalg skal vi ikke være bange for at være uenige: Hvor der er noget at stå sammen om, skal vi ikke lade andre uenigheder blokere det. Hvis vi ikke ser ens på, hvordan vi øger råderummet, så vi kan investere mere i uddannelse, forskning og velfærd, så skal vi ikke stå sammen om dét. Hvis vi er enige om, at det næste energiforlig skal være mere ambitiøst end det sidste, så lad os være fælles om dét.

ILLUSTRATION: Morten Østergaard (foto: Finn Frandsen/polfoto)